Category archive

Havet

Havet

i Havet af

Det store spørgsmål i livet er vel altid knyttet til de dybe ting. Man kender det; forvanskningen af det spirituelle, det uendelige blik imod det evige. Hvor finder man reelt det? Det er individuelt, men for mig handler det om havet.

Nogle finder sig selv i sine børns øjne, nogle finder sig selv i skovens dyb, jeg finder mig selv i havet. Når jeg står ud i min lille Granada 23, og møder vinden i sejlrenden, når jeg er lige ved at tørne rundt, og priser mig lykkelig for at der er et halvt ton ballast i kølen, så ved jeg er jeg er på kanten af min egen forståelse. Når jeg ser en tusind tons coaster sejle imod mig i aftenrøden, og jeg ved at jeg skal flytte mig ellers bliver jeg sejlet ned. Når jeg ligger og krydser rundt foran broerne og venter på at de går op, altimens skruen sovser til i tang, og jeg er lidt urolig for at motoren stopper, og båden driver imod broen og får ødelagt rigningen. Når jer ser marvinene springe op over vandet i en fantastisk elegant bue over vandet. Når jeg ser sælerne titte op over vandet som små ubåde med periskopet oppe. Når jeg ser skarven dykke ned undet vandet for at flyve der, for derefter at flyve i vinden. Når jeg hører de gamle sømænd i fordrukne branderter fortælle deres løgnehistorier, eller ser lyset i en kapsejlers øjne når han fortæller at han har sejlet tyve år. Så ved jeg at der er dybde i mit liv, at der er mulighed for at møde naturen på dens egne præmisser.

Det er sundt at møde naturen i al dens magt, at være lille under vindens hærgen, at være angst for de ufattelige kræfter der hiver en på grund, eller kaster skibet imod noget hårdt. Der bliver man lille, der bliver man sig selv. For kun i ydmygheden overfor naturen forstår man at man er lille ting. Kun når man ligger og kigger op i himlen, og ser stjernerne broderet som en engels kniplinger over uendeligheden, så ved man at man er en lille varsom ting.

Det er denne ydmyghed som er så væsentlig for os mennesker at forstå, det er først når vi erkender at der er grænser for vores magt, at vi forstår vores rolle som hyrder for naturen. Vi kalder os humanister, men er vi det, når vi ikke formår at se den enhed vi har med naturen?

Jeg tror det ikke, og det er kun i erkendelsen af, at vores grundlæggende behov ikke er at dyrke det kødelige, eller drikke os i hegnet, men at se solen stå op over det blikstille vand, at høre vinden suse i vanterne, og sejle om kap med marsvinene op igennem Øresund. Der er vi i balance, der finder vi os selv, i en pagt med det skaberværk som er over alt, men vi nu ikke længere har øjne for, idet vi har brugt vores liv på at sidde med computeren, er blevet industrialiseret.

Jeg kan huske en gang Joseph Conrad, min ynglingsforfatter beskrev den fallerede sømands møde med industrialiseringen; efterladt der på kajen, al hans visdom al hans erkendelse i det tusindeårige hverv, al hans ubeskrevne styrke gik i forfald i mødet med den fremvoksende industri. Det er det vi mister, nu hvor vi står midt i industriens mangearmede monster, mange af os bor som hermitter bag vores skærme, mens vi spiller World of Warcraft, og blogger vores liv væk som små enheder i den verdens mainframe som internettet er. Vi er kun relæer i et større elektronisk monster. Sømanden er blevet til en maskine.

Vi skal sejle igen, ud og mærke vinden, vide at vi er også en del af den uendelige spiritualitet som er naturen, og min ynglingsdel af naturen; havet.

Go to Top