Category archive

Humanisme

Meeto

i Humanisme af

Det er på mange måder dybt frustrerende at være vidne til en ting, som den såkaldte #MeToo-kampagne.

På den ene side er der en positiv sag, der tilfredsstiller den basale retfærdighedssans hos de fleste. Man kan ikke rigtig argumentere imod, at en mand som Harvey Weinstein bør bringes til fald, f.eks.

Her taler vi om en magtfuld mogul, der ikke bare har en lang historie af misbrug bag sig, men ligefrem inkorporerede misbruget i sin forretningsstruktur, havde ansatte til at dække over historierne osv.

Samtidig er der ingen tvivl om, at der findes mange andre som ham i tilsvarende magtfulde positioner. Bill Clinton, f.eks. Det ville selvsagt være i alles interesse at få så mange af denne type tilfælde frem i offentlighedens lys som muligt.

Dette overlapper nemlig med et mere generelt fænomen, hvor intelligente mennesker med den karakteristiske seksuelle rovdyrs-psykologi tilraner sig magt, penge, indflydelse og et vellidt image som en usynlighedskappe bag hvilken de kan følge deres destruktive lyster uhæmmet. Vi så det også med Jimmy Savile i England, f.eks.

Ovenstående er et generelt samfundsproblem, og et temmelig alvorligt et.
#MeToo-kampagnen antog dog hurtig karakter af en folkelig katharsis-bevægelse, hvor man ikke skelnede imellem de for alvor ALVORLIGE tilfælde som ovenstående, og – alt andet lige – mindre alvorlige ting, som gentagne uønskede score-forsøg, seksuelle tilnærmelser og gramseri til firmafester.
Jeg betvivler ikke, at sidstnævnte sikkert er til gene for mange kvinder. Det er bare meget uheldigt at påtalen af sådanne episoder ender under samme banner som de førstnævnte tilfælde.

Selvom det ikke er nogens intention, sker der nemlig uundgåeligt det, at flere og flere føler at #MeToo rammer en banalitetsgrænse. Fokus bliver for bredt, og billedet bliver sløret.

Efterhånden begynder flere og flere derfor at trække på skuldrene over #MeToo. Samtidig bliver de tilbageværende forkæmpere for kampagnens berettigelse mere og mere kategoriske (for ikke at sige fanatiske) i deres udmeldinger om problemets omfang og karakter.

Alt i hele verden er pludselig #MeToo! (Jeg mindes artiklen af den afro-amerikanske journalist, der ville gøre #MeToo til en ting, der OGSÅ handlede om racisme, fordi hun selv havde arbejdet under Charlie Rose, men IKKE var blevet udsat for de samme seksuelle tilnærmelser som hendes hvide kollegaer var!)

Til sidst ender vi i den neo-feministiske diskussion om ‘patriarkatet’, der eleverer enhver konkret problemstilling, stor som lille, der vedrører et misforhold mellem kvinde og mand til ét stort, altomfattende problem.
Dette er meget uheldigt af to årsager:

For det første bliver ALVORLIGE sager banaliseret, da skellet imellem systematisk misbrug og uønsket gramseri til julefrokosten falder bort. Det får folk som Weinstein, Clinton eller Epstein til at fremstå mindre skyldige, end de er.

Og for det andet bliver den store fokus på de mindre alvorlige sager (som der i sagens natur er mange flere af) hurtigt til en heksejagt på enhver mand, der har opført sig upassende på ét eller andet tidspunkt i sit liv. Dermed kommer mere almindelige, samvittighedsfulde (men ikke perfekte) mænd snart til at føle sig som syndebukke, der bliver påduttet skyld for en totalt uacceptabel og kynisk praksis, som de i virkeligheden slet ikke har nogen aktie i. Det er åbenlyst urimeligt.

Endelig bliver det hele til en fis i en hornlygte.

Nogle få enkelte bliver udskammet (men næppe straffet) efter fortjeneste, mange bliver udskammet (og måske endog straffet) meget mere end hvad der er ret og rimeligt, og langt størstedelen (slemme som mindre slemme misdædere) fortsætter præcis som de altid har gjort.

Altsammen fordi muligheden for påtale af et alvorligt samfundsproblem i sidste ende måtte give efter for fristelsen til at stable endnu en stor, folkelig katharsis-bevægelse på benene, hvor alle kunne føle at de kunne være med.

Men sådan går det jo i reglen med ‘folkelige bevægelser’. At gøre noget ved problemerne er nemlig langt mere omfattende og langt mindre umiddelbart tilfredsstillende, end den brede kollektivt genererede FØLELSE af, at man gør det.

Vi er ineffektive, men i det mindste står vi SAMMEN!

Humanismen?

i Humanisme af

Der har været skrevet en del om det Kulturradikale “menneskesyn”, altså en let omskrivelse af den kulturradikale omsorg for mennesket, “mennesket først!”, og så videre.

Hvordan går det egentlig med det? Altså menneskesynet. For tiden står jeg i spidsen for en verdensomspændende kalibrering af de tre monotheistiske religioner; jødedommen, kristendommen og islam. Startskuddet sker her i starten af december, hvor jeg er inviteret til Oxford, og alle tre religioner er repræsenteret i et globalt forsøg på at finde fælles fodslag. Jeg har altså grund til at mene, at jeg repræsenterer en eller anden form for median, eller den ultimative politiske korrekthed. Det betyder nok noget, at jeg er kristen, jøde og muslim på en gang. Så jeg kan samle alle de tre religioner.

Der er altså tale om en form for verdensoponion som arbejder imod fred og samhørighed. Det store udstyrsstykke er fredsarbejdet i Mellemøsten, som er ved at kulminere i disse dage, med stor turbulens, og direkte angreb på religiøse folk. Hvilket har afstedkommet en international fordømmelse af PFLP som har stået for angrebet på en jødisk synagoge i Jerusalem.

I Danmark er mine primære støtter, i hvert fald dem som oftest helt åbent bakker mine ting op; sekulariserede muslimer. Det er jo, alt andet lige, utrolig interessant. Hvordan kan det være, at sekulariserede muslimer, altså muslimer som tager afstand fra den hadske og destruktive adfærd som islamister har, er de eneste der helt klart støtter mig i Danmark? Jeg mener, jeg står som en form for international median for fredskabelse, men dansk intellektuelt liv, politiet, venner og så videre forfølger mig?
Læs videre

Retssagen med Hedegaard

i Demokrati/Humanisme/Journalistik/Kritik af

Jeg har grublet en del over signifikansen af den just overståede retssag imod Lars Hedegaard fra statens side. Jeg har, på uheldig vis været indblandet og har haft en meget central rolle, idet Hedegaard hoppede af krogen, idet han påstod at jeg havde snydt ham. Han påstod at han ikke ville have offentliggjort interviewet, hvis han havde haft interviewet til gennemsyn, og derfor ikke mente at interviewet var produceret til offentligheden.

Det er en direkte løgn, det har jeg tidligere dokumenteret her:

http://edens-lys.dk/sandheden-om-interviewet-med-lars-hedegaard

Vi havde aftalt hvordan og hvorledes interviewet skulle foregå, til mindste detalje.

Og flere kommentarer:

http://edens-lys.dk/retssagen-imod-lars-hedegaard-%C3%B8stre-landsret

http://edens-lys.dk/jeg-falder-med-min-%C3%A6re-i-behold

Så er det lykkes Hedegaard at overbevise højesteret om det modsatte, hvilket jeg vil berøre i en senere artikel, idet dette retslige svigt reelt stille spørgsmålstegn ved retsstatens autoritet. Jeg mener, man står med en naturretsfilosof på den ene side, og en journalist på den anden side. Så vælger man at støtte journalisten, på trods af at filosoffen kan dokumentere sine påstande. Hvordan hænger det lige sammen? Det stiller spørgsmålstegn ved det naturretslige fundament under sagen. En direkte konsekvens af en uhæderlig dom. Det kommer jeg som sagt tilbage til.

Hvad der imidlertid er mere interessant er, at sagen har afsløret, på grum vis, to fløje i islamdebatten. Den ene fløj; Hedegaards, har intet problem med at lyve, og stikke knive i ryggen på folk, hvis de kan få noget ud af det. Præcis de forhold der har skabt de uheldssvangre forhold i vores land. Det kaldes også for moralsk korruption. For dem handler det ikke om principper, men om karriere, hvilken en ko de nu kan malke, og hvor de kan tjene fedt, så de kan flyve på førsteklasses og sidde med i smarte bestyrelser. Det er bagsiden af demokratiets medalje vi ser her, og det som jeg har svoret jeg ville forsøge at oplyse, således at det kunne forsvinde. Hvilket så faktisk er lykkes med Hedegaard.

På den anden side er de etiske mennesker. Uwe, Helle Merete Brix, undertegnede og flere andre, er ikke i denne kamp for at skabe karriere, tværtimod er vi her fordi vi ikke vil have karriere. Sådan føles det i hvert fald. Vi er her fordi der er en principiel kamp som skal tages. Principper som oplysning, retfærdighed og solidaritet.

Det gør, at vi ikke kan acceptere at Hedegaard ofrer en kammerat for at slippe for en dom. Hvad er det for en gang svineri, jeg mener, jeg har et barn på vej, hvordan skal hun kunne få mad i munden og tøj på kroppen når Hedegaard mener at det er opportunt at kaste mig på møddingen?

Præcis heri ligger rimeligheden af resten af samfundets fordømmelse af islamkritikken. Fordi hvis man fra venstrefløjens side kan se at højrefløjen handler dybt uetisk, så vil man, med rette, kunne konkludere, at kampen imod islam ikke handler om at gøre verden bedre, men om at forfølge en minoritet.

Hermed bliver Hedegaards arbejde bare en gigantisk selvmordsaktion. Yderligere sviner han Danmarks omdømme til i udlandet. Jeg mener, når nu udlandet finder ud af, at manden er dybt korrupt. Hvordan vil de så have det, med at skulle støtte ham i hans “hellige mission”, som altså gik ud på at stikke mig i ryggen. Hele retssagen som han har høstet internationale roser af i udlandet gik på at ødelægge min karriere.

Flot, og sikke et eksempel vi sender rundt i verden for at repræsentere Danmark. Når jeg har snakket med Melanie Philips for eksempel, altså en type som ligner mig selv, så får jeg det indtryk at Hedegaard har bagtalt mig. Det er selvfølgelig surt for mig, men det er også pinligt for landet. Fordi jeg er ung, og forsvinder ikke lige med det samme. På et tidspunkt bliver Hedegaard så gammel og affældig at han mimrer i graven, og så er det måske muligt for mig at komme til udlandet og snakke med dem, uden at skulle have hr. knivstikker til at forfølge mig.

Vi har delt det islamkritiske miljø op i de rene og de urene. Hvis man kan sige det sådan, med et glimt i øjet. De urene, og korrupte er de samme gamle karrieremagere som det altid har været, de rene er de unge og de idealistiske.

Kunne man overveje snart at se at komme af vejen, gamle korrupte stoddere?

Jeg spørger bare, og den ret har jeg fortjent.

Til PET

i Humanisme/PET af

Jeg har tidligere været inde på det; det er vigtigt, at jeg har en form for kommunikation med den danske efterretningstjeneste. Jeg er på ingen måder ude på at skade Danmark, danske borgere, eller andre som er en del af det danske folk. Mit eneste formål med en generel oprustning er at forsvare landet fra de fjender, som er her nu.

Derfor ville jeg sætte stor pris på en form for kommunikation.

Ellers ender det med at vi render hinanden på dørene, og det går ikke.

Vi kæmper præcis den samme kamp, og det varer ikke længe før at det bliver rigtig slemt, en måned fra nu er mit bedste gæt, men det kan være kortere eller længere tid.

Der er ingen der ved præcis hvad der sker, så lad os lade være med at tage tingene enten på forskud eller planlægge alt, vi skal være parate for hvad der kommer til at ske.

Så, skriv, gør noget, jeg er ikke ude på at ødelægge det for nogen andre end landets erklærede og objektive fjender.

Venstrefløjens strategiske spor

i Demokrati/Humanisme/Islam/Israel af

Det er, som sagt, ikke nemt at være socialist disse dage, tingene ramler ned over ørerne på det ellers så driftsikre politiske lebensstykke.

Hvorfor?

På den korte bane handler det om elendig strategisk projektering, på den lange bane handler det om en manglende erkendelse af den politiske situation socialisterne står i, idet de står som i en klemme imellem islamisterne og liberalisterne.

Lad os kigge på den korte bane først. Hvem står egentlig reelt med magten i den nuværende regering, Socialdemokratiet, Radikale eller SF?

For at forstå det, bliver man nødt til at kigge lidt på hvad partierne egentlig har af agenda. Det er, reelt, en fejl at se Folketinget som splittet imellem den røde og blå blok, det passer ikke. Kigger man på den reelle politik, er folketinget splittet imellem de lokale og de globale kræfter. “Centrum” af folketinget er global, “de yderliggående” er lokalt orienteret. Eller sagt med lidt andre ord; SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti bekymrer sig om Danmark, resten af partierne bekymrer sig om det globale niveau, eller rettere sagt EU.

Det er tydeligt i Socialdemokraternes prioritering, hvorfor var det lige Helle Thorning Schmidt og ikke Frank Jensen som blev boss for Socialdemokraterne? Fordi Helle Thorning Schmidt er EUs valg. De Radikale og Venstre taler for sig selv.

Tricket er egentlig meget enkelt, magthaverne har kørt en “del og hersk” politik, der ganske enkelt har samlet magten på deres egne hænder. En af årsagerne til at medierne og resten af parnasset har så travlt med at splitte DF og SF, Enhedslisten er, at de reelt så ville miste deres magt hvis de stod sammen.

Med dette i baghovedet, er SF og Enhedslistens forhandlingsposition faktisk udtrolig god. For hvad er det der er sket lige nu? Danmark har overtaget EU formandsposten, og det største politiske kup; Europagten er på danske hænder i forhold til forhandling.

Der er virkelig stor nervøsitet i EUs haller og deres allierede for at det hele falder til jorden, for hvis det gør det, så er de færdige. Hvis jeg forstår protokollen rigtigt, så giver den Europas Centralbank fuld råderet over de europæiske økonomier. Det vil betyde en uhyggelig samling af magt i Bruxelles og, i øvrigt, ødelægge Europa.

Derfor er der alle mulige argumenter for det danske, lokalt orienterede folketing, for at forhindre det monster i at opstå.

Da, Socialdemokraterne og De Radikale jo godt ved, at de står i en situation hvor de har brug for Enhedslisten og SF, så er de, reelt, fuldstændig i lommen på Enhedslisten og SF.

De vil gøre alt for at undgå uro på bagsmækken.

Indtil videre har de nøjes med at slå Villy Søvndahl oven i hovedet, hvis han ikke makkede ret. Så længe det virker, bliver de ved med det, hvis det ikke virker, vil de sælge deres gamle bedstemor for at få deres støtte.

Socialdemokraterne og Radikale, er i en ufattelig svag forhandlingsposition.

Det kan udnyttes til at få SF og Enhedslistens mærkesager frem, men her bliver det svært, for de vil sælge Mærsk, alle familieforetagender osv. hvorfor? Fordi det jo, i bund og grund, er meget upopulære tiltag, som sværter SF og Enhedslisten til.

Kunsten er altså at finde nogle mærkesager, som reelt er gode, og som er vindersager.

Den mest oplagte vindersag er optrævlingen af PET. PET er gået alt for langt i deres overvågning af danskerne, dels er der den elektroniske overvågning. Men hvad er det egentlig de bruger alle de milliarder af kroner på? Er det på at fjerne shariazoner? Næ, de består i bedste velgående, de bruger dem på at holde de danske politiske spillere under fode, både dem på den ene som dem på den anden side. Og så spionerer de lidt på nogle wannabe islamister. Hele optrævlingen af miljøet omkring moskeen Vibevej 25 sker ikke, Hamas og Hezbollah får allernådigst lov til at leve som de vil, på statens regning vel at mærke. Det er selvfølgelig det man kan kalde en fejlprioritering. Man skal se at komme i gang PET med sit arbejde, og SF og Enhedslisten har her en mærkesag som er nem at følge til dørs, og vil give noget fremgang.

Den næste oplagte vindersag, er selvfølgelig selve EU. Her er der ingen diskussion, hvis man ser det både ud fra et strategisk som et etisk perspektiv. Det skidt skal stoppes. Offentlige udmeldinger om EU kritik, spænden ben osv, vil hurtig gøre madammerne sure, og reelt give en masse opbakning i befolkningen.

Det gælder om at se en positiv og bedre verden, og det er helt sikkert at EU ikke er svaret på det.

Til sidst er der udviklingen på den lange bane. Et af de værste problemer for socialisterne er, at de ikke har skabt en politik som ligger imellem de liberale og islamisterne. Denne klemte position er virkelig svær, jeg har forsøgt at skitsere det tidligere. Men altså, det giver lidt sig selv, globalisterne vil ikke noget opgør med islamismen, da islamismen ikke er nogen reel trussel for dem, den er tværtimod en støtte, da den jo ødelægger de lokale kulturer, og de lokale kulturer er en trussel imod den globale ide.

Derfor kan man trygt basere sig på demokratiet og menneskerettighederne i opgøret med islamismen. Der er selvfølgelig en lang filosofisk diskussion af forholdene, som man skal tage. Den skal jeg være behjælpelig med, hvis jeg får noget igen. Ikke noget stort, men bare noget, ellers er der tale om udnyttelse, og det er ikke noget jeg kan lide.

Så, man kan starte med at invitere den israelske ambassadør til kaffe, give ham en ordentlig behandling, og den respekt han fortjener, og så give mig et klap på skulderen, så finder vi ud af det.

Så, se at komme ud af starthullerne, se globalisterne i øjnene, og kæmp for Danmark.

G-d bevare kærligheden

Hvad kæmper vi for

i Demokrati/Forsvaret/Humanisme/Islam af

Det er ikke nemt at forklare hvordan man får succes, det er ofte noget flygtigt, man ved ikke lige hvorfor. Men en ting er helt sikkert; det gælder om at have en objektivt set positiv dagsorden. Hvis man vil noget godt for verden, så er der større chance for at man får succes. Sådan fungerer politik.

Ofte er der mange hyklere som klæder sig i ideologiens pæne klædebon. Så mener man, at man skal være “god ved dyrene”, samtidig med at man skovler indsamlingspengene ind til sig selv. Eller initierer en organisation som har “et godt formål”, men i virkeligheden har et skidt eller destruktivt formål.

Sådan fungerer mange interessegrupper; Amnesty f.eks. Amnesty er en meget politiserende organisation, som klæder sig i moralens fine redebon.

Det er hemmeligheden bag det græsrodsarbejde, jeg har været med til at tænke med. Jeg har forsøgt at opstille et reelt positivt projekt, og eliminere de negative konsekvenser. Det er derfor vi kæmper for demokrati, imod racisme, for frihed imod undertrykkelse.

Fordi det er et positivt projekt.

Nu er det meget in at tænke kristendommen ind i diskussionen af hvad man skal gøre, for at finde en positiv vej for den reelle konflikt, vi har med Islam.

Ligesom Israel, mener jeg, at vi i Danmark skal se kampen som en idealistisk kamp. Det er ikke meningen at vi skal omdanne Danmark til et dårligt sted, det er meningen vi skal omdanne Danmark til et godt sted.

I det gamle testamente taler man om kampen imellem lysets og mørkets sønner. Mikael, ærkeenglen, står ved den ene af lysets sønners vagttårne og dirigerer kampen. Krigerne står med broderede skjolde og holder gyldne faner.

Overfor dem står mørkets sønner.

Hvordan kan man forstå denne ligning? Jeg forstår den sådan, at man kan fokusere på det lyse eller det mørke i en selv. Hvis man fokuserer på det mørke, så vil man handle med sin skyggeside; ødelægge, snyde, svindle og værre ting. Hvis man handler med sin lysside, som en ægte ridder, så vil man tale sandt, være etisk og forsøge at være et godt menneske i opposition til det man møder.

Sådan kan man altså hele tiden forsøge at forholde sig til hvad der er godt, hvad der er positivt, og hvordan man vælger sin slåskamp.

Ligningen er gammel, og kommer sandsynligvis fra Egypten, hermed knytter man sig, helt grundlæggende til egyptisk filosofi, men det er en hel anden historie.

Vi kæmper for det gode, for det positive, for det kærlige i opposition til svigtet, hadet og destruktionen.

Det er vel det vi kan forstå ved lysets sønner og mørkets sønner ligninger.

Vi kæmper derfor for demokrati, frihed, rankhed, i sandhed og kærlighed.

G-d bevare Danmark

Pigerne der bliver voldtaget

i Demokrati/Humanisme/Islam/Politik/Retsstat af

Det er utrolig smerteligt med alle de voldtægter vi er vidne til i Danmark og Norge. Scenen er ellers rimelig klar; primært muslimer voldtager danske og norske piger i et futilt forsøg på at hævne sig over Mohammedtegningerne.

Det er ganske enkelt umenneskeligt, og set i lyset af Mohammeds eksempel, og det reelle diskusionsgrundlag der ligger under koranen; sharia og haditherne, så er det en uhyggelig fortolkning, som selvfølgelig ikke kan findes grundlag for nogen steder.

Islam er, på trods af sine fejl, ikke en voldtægtsreligion. Det er en religion som søger hævn idet den mener sine ædle idealer overtrådt. Det er noget andet end at voldtage små piger, det er en idealistiske mission som bare ikke er i synkronisitet med filosofi og forståelse af naturen.

Lad os kigge lidt på det retfærdige i handlingerne. Lad os tage en pythagoransk vurdering. Pythagoras var matematiker, og mente at retfærdigheden kunne ses i tal. Retfærdighed er, logisk og rationelt set, at man får en straf som er relativ i forhold til den forbrydelse man har begået. Slår jeg f.eks. en mand ned, skal jeg have en bødestraf, fængselsstraf eller lignende, der er ligeså tungtvejende for mig, som det var for manden at blive slået ned.

Kigger vi på voldtægtsscenariet, så er forbrydelsens offer små piger. Har de små piger et ansvar overfor Mohammedtegningerne. Nej det har de ikke. Så kan man mene, at den danske kultur har et kollektivt ansvar for Mohammedtegningerne, men da den lille pige ikke var mere end fem seks år da Mohammedkrisen startede, så var hun så lille, at hun på ingen måde kan have et ansvar.

Hermed begår muslimerne, i voldtægterne, handlinger som er uretfærdige. Kigger man på den lille piges liv herefter, så vil det være ødelagt, det vil altså være et helt liv som man, som udøvende i gerningen skal betale for. Hvad er straffen for det? Livsvarigt fængsel, hverken mere eller mindre.

Går vi lidt videre ud, kan man betragte de ansvarlige myndigheders respons på udåden. Hvad gør staten og politikerne, som ultimativt har skabt situationen, idet de har importeret gerningsmanden? Hvis de vidste at han ville foretage udåden, ville de være direkte ansvarlige. Det vidste de ikke, men kunne have en formodning om det, da kriminaliteten er steget drastisk i takt med immigrationen, og islam er kendt for at være en voldelig religion.

Hermed kan man sige, at de politikere og embedsmænd som ikke har formået at stoppe immigrationsbølgen af voldelige islamister og lignende, også skal bære deres straf.

Hvordan det skal regnes ud, ved jeg ikke, men jeg ville, hvis jeg var politiker. Forsøge at mindske omfanget af konflikten ved i det mindste at sætte konflikten i tale, og sørge for at der blev oprettet en dialog imellem de berørte parter.

De fleste danskere er jo ansvarlige for den lille piges situation, og man skal, hvis man vil være et ordentligt menneske, tage dette ansvar alvorligt.

Det gælder os allesammen, nogle mere end andre.

G-d bevare Danmark.

Socialdemokraterne, Hal Koch og islamisterne

i Grundtvig/Humanisme/Socialisme af

Socialdemokratiet træder i disse dage vande, det er ved at være aften for det ellers så stolte, gamle, kongelige parti. Årsagerne er mange; en reel udnyttelse og indfiltrering af partiet i slutningen af den kolde krig, manglende evne til at tiltrække de kloge hoveder, udskillelsen af de kloge hoveder der var som “racister” osv. Det værste tab for socialdemokratiet var vel Mogens Camre, som i dag sidder så langt væk fra Socialdemokratiet som nogen kan.

Det er begrædeligt, og umuligt at rette op på, hvis man ikke ser sig selv lidt i øjnene, og tager fat der hvor det gør mest ondt; i egen selvopfattelse som fuldkommen. Sokrates sagde det enkelt; jeg er det klogeste menneske i verden, fordi jeg ved, at jeg ikke ved noget.

Jeg tror, at Socialdemokratiet skal forholde sig endog meget kritisk overfor sig selv, for at finde ind til de fejl de har, og dermed rette op på den synkende skude som de sidder i.

Lad os være ærlige; Helle Thorning Schmidt er ikke løsningen, hun er problemet. Problemet fordi hun ganske enkelt ikke har den politisk/strategiske indsigt og tæft der skal til, for at styre landet. P.t. skal Danmark balancere imellem en meget svækket international orden, og en højst volatil hjemlig situation. I sin essens skal Danmark balancere imellem de stærke islamistiske miljøer, som er skabt med årtiers negligeren af det stærkt demokratiske underskud, der er blandt nogle muslimer. Det er en opgave som selv den klogeste politiker, vil have svært ved at løse, og det går vist ikke så godt. I opposition til dette skal Danmark navigere i forhold til et stadigt mere destruktivt og uorganiseret EU, som, gang på gang, må redde sig selv ud af katastrofesituationer, som det selv har skabt. Det værste er at Tyskland er ved at blive den reelle tovholder i EU. Det er godt, nu hvor vi har så sympatisk leder af Tyskland, men vi kender tyskerne, det kan svinge over, og da risikerer Danmark at blive en nordlig delstat i det tyske rige.

Farerne er altså mange, og de kræfter Socialdemokratiet har at trække på er fortvivlende små.

Der er, set i Socialdemokratiets historie to hovedstrømninger i det socialdemokratiske; det socialistiske og det demokratiske. Det demokratiske er, efter min mening, flottest formuleret af Hal Koch. Jeg er ikke enig i alle Kochs betragtninger, men de demokratiske, kan jeg ikke andet end bøje mig i støvet for. Det er virkelig flot, og tæt på min egen højskoledemokratiske ideologi.

Lad os lytte lidt til Koch:

“Demokratiet kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der ikke erhverves én gang for alle, men som skal bibringes hvert nyt slægtsled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet.”

Heri ligger, for mig, essensen af den socialdemokratiske værdikamp. Værdikampen for den demokratiske ide, som Koch definerer, er en folkeoplysningside. Demokrati er, i et dansk perspektiv, en folkelig bevægelse. Det er når oplysningen, viden og vidskab slår ægte rod i danskernes indstilling til livet, at demokratiet er ægte.

Præcis dette ideologiske udgangspunkt har været mit i opgøret med islamismen, for islamismen er netop det modsatte. For dem er det folkelige engagement i den muslimske stat. De tror på, at sharialov, umma og kalifat eller islamisk republik kan give verden lykke.

Yderligere var Koch en ægte humanist, og man skal ikke læse mange sider af koranen, for at kende koranens voldelige overdrev.

Lad os slutte af med at høre lidt til Kochs bandbulle, da han definerer den højskoleopgave som, i hans perspektiv er det vigtige. Den livsopgave højskolen har for demokratiet:

“Det (demokratiet red.) nås ikke på én gang; det nås i det hele taget ikke én gang for alle; det er en stadig levende opgave, lige vigtig for hvert nyt slægtled. Det er dette vækkende, oplysende og opdragende arbejde, der er det ubetinget vigtige i et demokratisk samfund, endnu vigtigere end det, der foregår i folketinget.”

Denne opgave falder nu igen på socialdemokraternes skuldre, og vi må være ærlige; i for lang tid har Socialdemokraterne været tavse hvad udfordringen af islamisterne angår. Det er nu på tide at finde en stemme, og tale højt og livligt med den stemme. Det drejer sig om partiets overlevelse, og hvis man ikke, nu, giver den hundrede procent gas, så er det overstået.

Derfor er mit forslag, ja nærmest bøn, læs “Hvad er demokrati” af Hal Koch igen, og gør den simple erkendelse, at islamismen nu har afløst nazismen i trussel imod demokratiet.

G-d og Hal Koch bevare demokratiet.

PET og islamisterne

i Humanisme/Politik/Retsstat/Socialisme af

Der er vid diskussion af PETs rolle og den øgede åbenhed som offentligheden kræver. Det er rimeligt al den stund at etaten er en væsentlig magtfaktor i det danske samfund. Det må den nødvendigvis være, når den aftager over en milliard kroner af statbudgettet pr. år.

Ingen ved i praksis hvilken indflydelse PET har og hvilke prioriteringer det hemmelige politi gør sig. Jo statsministeren, men det er meget begrænset hvad hun reelt kan diskutere med på, når hun ingen erfaring har med efterretningsarbejde.

For mig at se, er det derfor vigtigt at PET giver offentligheden en mulighed for at diskutere med på deres prioriteter, og det kan man kun, hvis man får at vide hvad man tænker, og hvorfor man tænker som man gør.

Hvis ikke ender det i situationer hvor samfundets krav og prioriteringer ikke er synkroniseret med PETs.

Et godt eksempel er opståelsen af sharia dominerede områder i Danmark. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det stod så slemt til. Man kan ikke sige så meget andet end at det burde ikke være muligt, at vi et et moderne oplyst demokrati, pludselig har store dele af landet som reelt har i indført et alternativt retssystem.

Havde offentligheden været erkendt med problemet, hvilket de havde været hvis PET havde været mere åbne omkring udviklingen, så havde man kunne råbt vagt i gevær og formået af engagere både PET, men også andre offentlige institutioner i at genoprette dansk ret i de berørte områder.

Videre fremad er det meget væsentligt diskutere hvad vi gør og hvordan vi gør. Det er ganske enkelt en skandale at den danske retsstat er sat ud af kraft i dele af Danmark, og det skal, hvis det skal give mening af have en stat, selvfølgelig stoppes.

Kigger vi lidt på det politiske landskab og politikernes prioriteringer, så er der ingen tvivl om at hele det politiske institutionelle liv bakker op om en relativt proaktiv handleindstilling fra PETs side.

Det er et problem som skal løses, og jeg kan vel uden at være helt ved siden af, sige at det er et politisk problem regeringen vil have løst før næste folketingsvalg. Lad os være realistiske, hvis det problem ikke er løst, så er den socialistiske regerings muligheder for at blive genvalgt væsentligt forringet.

Det sætter reelt PET i en meget penibel situation; de skal, hvis de skal løse deres opgave, og gøre deres arbejdsgiver interesseret i at blive ved med at sponsere deres aktivitet, vise resultater, men hvordan gør de det?

En del af regeringen er meget fremme med multikulturelle tiltag og mener at indvandrere herunder muslimer skal stryges med hårene, en anden del af regeringen, herunder justitsministeren og andre ministre mener det modsatte.

Hermed står PET i en meget svær situation; de skal formå at nedbryde de statslige institutioner som muslimerne har bygget op i Danmark, samtidig med at det ikke skaber for store ofre i indvandrermiljøerne. Hvordan gør de det?

Der er ikke så meget andet at gøre end at fortsætte den strategi som jeg har udstukket tidligere, og som har virket efter hensigten; repatriering af islamister.

Denne strategi har på den ene side en meget præventiv effekt på potientielle islamister; de har ikke lyst til at blive repatrieret, og har samtidig en meget effektiv effekt på de lokale miljøer; det kan virkelig rive de islamistiske miljøer op med rode, og effektivt forhindre islamisterne i at lægge fjendtlige planer for landet.

Alternativet er isolering af forskellige slags; herunder fængselsstraffe og lignende.

Meget afhænger af det internationale miljøs indstilling til repatrieringsproceduren. Jeg kunne forestille mig at den kørende sag imod den palæstinensiske forbryder ved navn Fis Fis, vil give en form for præcedens.

Man skal imidlertid huske på, at menneskerettighederne er et lovkompleks, så det er klart at den direkte ulovlige praksis som sharia udøverne har, burde være i strid med det flotte lovkompleks som menneskerettighederne er.

Det gælder om konsekvens og kærlighed.

Kærlighed overfor dem som reelt vil bygge vores land op og forsvare det, og konsekvens overfor dem som vil nedbryde det.

G-d bevare Danmark

Go to Top