Category archive

Israel

Den kulturradikale antisemitisme

i Danmark/Israel af

Det er med stor forfærdelse at man ser det kulturradikale landskab, være helt tavse omkring deres medansvar for de afdøde jøder, dræbt af en islamist i Frankrig.

Hvem var det der syntes at det var en god ide med indvandring? Hvem var det der mente at “kulturmødet”, og “integrationen”, og “galloperende fri indvandring” var en mægtig fin ide?

Det var de kulturradikale, der i dag er helt tavse om deres direkte medansvar for den forfærdelige forbrydelse.

Når man holder hånden over islamister med jødefjendske holdninger, så fremavler man også et miljø hvor den slags ideologier kan få lov til at færdes frit og udklække planer som den vi så eksekveret i Frankrig.

Er det tilfældigt at Karoline skolen har gigantiske hegn omkring? Er det tilfældigt at jøder ikke kan færdes i store dele af København? Er det tilfældigt at de kulturradikale har stærke kontakter til præcis de miljøer som er værst når det gælder om antisemitisme ofte forklædt som antizionisme?

Nej, det er ikke tilfældigt, og derfor har det kulturradikale parnas et direkte medansvar for de jøder der er blevet dræbt i Frankrig, ligesom de har et direkte medansvar for, at det er umuligt at bevæge sig rundt som jøde endsige zionist, uden at skulle have vagter med, være bange for at blive slået ned eller det der værre.

Var det på tide at de kulturradikale erkendte det medansvar de har, eller skal det også bare køre under radaren?

Jeg mener nej, hvis man spurgte Brandes brødrene, eller i dette tilfælde Trier familien om det er god ide med jødeforfølgelser. Så ville man mene, at det er en skændsel, og det er ufattelig at man ikke snart tager et opgør indenfor miljøet med de antisemitiske tendenser som florerer.

Eller hvad?

Venstrefløjens strategiske spor

i Demokrati/Humanisme/Islam/Israel af

Det er, som sagt, ikke nemt at være socialist disse dage, tingene ramler ned over ørerne på det ellers så driftsikre politiske lebensstykke.

Hvorfor?

På den korte bane handler det om elendig strategisk projektering, på den lange bane handler det om en manglende erkendelse af den politiske situation socialisterne står i, idet de står som i en klemme imellem islamisterne og liberalisterne.

Lad os kigge på den korte bane først. Hvem står egentlig reelt med magten i den nuværende regering, Socialdemokratiet, Radikale eller SF?

For at forstå det, bliver man nødt til at kigge lidt på hvad partierne egentlig har af agenda. Det er, reelt, en fejl at se Folketinget som splittet imellem den røde og blå blok, det passer ikke. Kigger man på den reelle politik, er folketinget splittet imellem de lokale og de globale kræfter. “Centrum” af folketinget er global, “de yderliggående” er lokalt orienteret. Eller sagt med lidt andre ord; SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti bekymrer sig om Danmark, resten af partierne bekymrer sig om det globale niveau, eller rettere sagt EU.

Det er tydeligt i Socialdemokraternes prioritering, hvorfor var det lige Helle Thorning Schmidt og ikke Frank Jensen som blev boss for Socialdemokraterne? Fordi Helle Thorning Schmidt er EUs valg. De Radikale og Venstre taler for sig selv.

Tricket er egentlig meget enkelt, magthaverne har kørt en “del og hersk” politik, der ganske enkelt har samlet magten på deres egne hænder. En af årsagerne til at medierne og resten af parnasset har så travlt med at splitte DF og SF, Enhedslisten er, at de reelt så ville miste deres magt hvis de stod sammen.

Med dette i baghovedet, er SF og Enhedslistens forhandlingsposition faktisk udtrolig god. For hvad er det der er sket lige nu? Danmark har overtaget EU formandsposten, og det største politiske kup; Europagten er på danske hænder i forhold til forhandling.

Der er virkelig stor nervøsitet i EUs haller og deres allierede for at det hele falder til jorden, for hvis det gør det, så er de færdige. Hvis jeg forstår protokollen rigtigt, så giver den Europas Centralbank fuld råderet over de europæiske økonomier. Det vil betyde en uhyggelig samling af magt i Bruxelles og, i øvrigt, ødelægge Europa.

Derfor er der alle mulige argumenter for det danske, lokalt orienterede folketing, for at forhindre det monster i at opstå.

Da, Socialdemokraterne og De Radikale jo godt ved, at de står i en situation hvor de har brug for Enhedslisten og SF, så er de, reelt, fuldstændig i lommen på Enhedslisten og SF.

De vil gøre alt for at undgå uro på bagsmækken.

Indtil videre har de nøjes med at slå Villy Søvndahl oven i hovedet, hvis han ikke makkede ret. Så længe det virker, bliver de ved med det, hvis det ikke virker, vil de sælge deres gamle bedstemor for at få deres støtte.

Socialdemokraterne og Radikale, er i en ufattelig svag forhandlingsposition.

Det kan udnyttes til at få SF og Enhedslistens mærkesager frem, men her bliver det svært, for de vil sælge Mærsk, alle familieforetagender osv. hvorfor? Fordi det jo, i bund og grund, er meget upopulære tiltag, som sværter SF og Enhedslisten til.

Kunsten er altså at finde nogle mærkesager, som reelt er gode, og som er vindersager.

Den mest oplagte vindersag er optrævlingen af PET. PET er gået alt for langt i deres overvågning af danskerne, dels er der den elektroniske overvågning. Men hvad er det egentlig de bruger alle de milliarder af kroner på? Er det på at fjerne shariazoner? Næ, de består i bedste velgående, de bruger dem på at holde de danske politiske spillere under fode, både dem på den ene som dem på den anden side. Og så spionerer de lidt på nogle wannabe islamister. Hele optrævlingen af miljøet omkring moskeen Vibevej 25 sker ikke, Hamas og Hezbollah får allernådigst lov til at leve som de vil, på statens regning vel at mærke. Det er selvfølgelig det man kan kalde en fejlprioritering. Man skal se at komme i gang PET med sit arbejde, og SF og Enhedslisten har her en mærkesag som er nem at følge til dørs, og vil give noget fremgang.

Den næste oplagte vindersag, er selvfølgelig selve EU. Her er der ingen diskussion, hvis man ser det både ud fra et strategisk som et etisk perspektiv. Det skidt skal stoppes. Offentlige udmeldinger om EU kritik, spænden ben osv, vil hurtig gøre madammerne sure, og reelt give en masse opbakning i befolkningen.

Det gælder om at se en positiv og bedre verden, og det er helt sikkert at EU ikke er svaret på det.

Til sidst er der udviklingen på den lange bane. Et af de værste problemer for socialisterne er, at de ikke har skabt en politik som ligger imellem de liberale og islamisterne. Denne klemte position er virkelig svær, jeg har forsøgt at skitsere det tidligere. Men altså, det giver lidt sig selv, globalisterne vil ikke noget opgør med islamismen, da islamismen ikke er nogen reel trussel for dem, den er tværtimod en støtte, da den jo ødelægger de lokale kulturer, og de lokale kulturer er en trussel imod den globale ide.

Derfor kan man trygt basere sig på demokratiet og menneskerettighederne i opgøret med islamismen. Der er selvfølgelig en lang filosofisk diskussion af forholdene, som man skal tage. Den skal jeg være behjælpelig med, hvis jeg får noget igen. Ikke noget stort, men bare noget, ellers er der tale om udnyttelse, og det er ikke noget jeg kan lide.

Så, man kan starte med at invitere den israelske ambassadør til kaffe, give ham en ordentlig behandling, og den respekt han fortjener, og så give mig et klap på skulderen, så finder vi ud af det.

Så, se at komme ud af starthullerne, se globalisterne i øjnene, og kæmp for Danmark.

G-d bevare kærligheden

Danmarks strategiske situation og overvejelse om kærlighed

i Amerika/Demokrati/Grundtvig/Iran/Islam/Israel/Socialisme/Undertrykkelse af

I erkendelsen af den næste storkrig, bør vi, som danskere (ja jeg er også jøde), være bevidste om det simple faktum, at vi skal forberede os ordentligt.

Det har vi, på ingen måde, gjort ved at vælge en regering som viser sig, at være ganske ueffen, og uden noget seriøst internationalt overblik. Det er den reelle baggrund for den store diskrepans imellem den røde og den blå blok.

Det er ganske enkelt gået op for det fleste vælgere, at den røde blok er uerkendt, udygtig, dårligt klædt på ideologisk, klodsede, storladne uden seriøs grund og ganske enkelt ikke egnet til at sidde på magten.

Det betaler de selvfølgelig for.

Vi bør, som danskere, være os bevidste, at vi vil miste det eneste vi reelt har at stå imod med i forhold til de store EU lande; vores suverænitet.

På nuværende tidspunkt vil der ikke være muligt at trække i land længere; Helle Thorning Schmidt er parat til at sælge Danmark, det hele kongerige, fra Dannevirke til nordøstlig Skåne for at sæt Pradabriller og et knald i… nå, låget kan man måske ikke kalde det, det ville være at overdrive den mindre ædle dames manglende intelligente overblik.

Lad os kigge lidt på verden.

P.t. er det store drama for verden den kamp der imellem Putins KGB tro folk og det gryende demokratiske census korps som den behjertede Medvedev står for. Vi har altså en kamp imellem demokrati og en form for røver/efterretningstjenestes styre. Det virker som om, at folket har valgt; de vil have Medvedev. Hans ærlige demokratiske idealer er noget for russerne, de har sagt fra overfor Sovjet og vil have et seriøst retsstatesstyret demokrati.

Det betyder, på den lange bane, at Sovjets sidste rester, som det nu lidende KGB står for, er ved, for alvor at forsvinde.

Hvad betyder det for Danmark?

Det betyder, at de sovjettro kræfter som står stærkt i Mellemøsten; PFLP, PLO usw, er ved at uddø. Ja, der er stadig Abbas, som på magisk vis har haft lidt af et comeback imod Obamas ellers velkomponerede forsøg på at skabe fred i Israel. Han lykkedes kun at stikke en kæp i hjulet, det var godt nok ærgeligt, jeg havde undt Obama den sejr, men Libyen var stadig noget vi kan være stolte af, det satte håbet i gang i Mellemøsten, og vil, for altid, være det startpunkt som vi kan se tilbage på, når de demokratiske kræfter skal se deres genese. Sikke en start 🙂

Nå, men den langsomme døende effekt af Sovjets sidste korrupte systemers svigt har selvfølgelig en indenrigspolitisk effekt.

Hvordan ser det ud? Ja, Hamas står relativt stærkt i Odense og i København/Malmø. I København har de teamet op med det iranske styres direkte frontpost; moskeen Vibevej 25. Bare det at skrive det her, sætter mit liv lidt i fare.

Anyway. Vi har altså at gøre med en iransk frontpost som både inkluderer deres korrupte islamistiske håndlangere og flere Københavnske politikere, som er i direkte kontakt med flere af de ledende islamistiske/palæstinensiske ideologer, også kaldet imamer.

Dette samarbejde kan måske give mening i København, hvor islamisterne efterhånden har fået opbygget et meget stærkt netværk som de Københavnske politikere er meget rædde for. Bedre hjælper det vel ikke, at politiet virker handlingslammede, og ikke vil pille ved de reelle sharialovzoner som er over alt i landet.

Vi har altså at gøre med en kombineret indenrigs og udenrigspolitisk situation at gøre. Det er lykkedes det socialistiske parnas at give rum for en meget stærk islamistisk opbygning af infrastruktur, missionsvirksomhed, og politisk propagandavirksomhed, som de ikke kan styre.

Denne angst gør sig så gældende i det samarbejde politikerne har med islamisterne; de kryber for dem, og formår ikke at beskytte de demokratiske kræfter i landet som bekæmper dem. Jeg taler selv af erfaring.

Den krybende og underdanige strategi er nu ved at sætte Danmarks strategiske position i fare. Der er ingen tvivl om, at de bedste allierede for Danmark lige nu er Israel og USA. Der er sket meget i Mellemøsten siden Libyen krigen, og Israel har reelt et potientiale til at sprede demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten. Samarbejdet med USA er evident, og denne dua har det der skal til, for at vende verden imod et bedre potientiale. Nej befolkningerne i Mellemøsten vil ikke have islamisme i sidste ende, de vil have demokrati.

Når, Hr. Villy Sleepingdale så anerkender menneskerettighedsorganisationer som reelt er frontorganisationer for hedengange kommunistiske systemer, som er udkonkurreret af Hamas, så er det ikke ligefrem udtryk for et reelt overblik over den nationale og internationale trendsetting.

Når man så samtidig spiller kålhøne overfor den israelske ambassadør, altså det land som, potientielt kan vende hele Mellemøsten om, så har man ikke lige fattet hvad verden egentlig handler om.

Med andre ord, vi har en udenrigsminister uden strategisk overblik, med et bagland som er fanget i et verdenssyn som ikke er gældende længere, en gammeldags og outdated ideologi, som ikke kan virke.

Vi taler om en mand med en katastrofal dømmekraft, en mand som ødelægger Danmarks sikkerhed ved sin klodsede tale, og uintelligente handlemåde.

Vi taler om en mand som, potientielt, kan køre Danmark helt ud i en position hvor vi ikke kan bunde. Vi skal ikke stå og hænge på en sympatitilkendegivelse overfor et islamistisk folk, hvis vi kan stå som demokratiforkæmpere i Mellemøsten, eller hvad?

Hjertet bør tale; vil vi islamisme, eller vil vi demokrati og menneskerettigheder. Hele banden; Hamas, Hezbollah, Iran, de fleste og afgørende stemmer i Gaza, har valgt. Hvad vil Danmark vælge? At gå med Napoleon før hans Waterloo?

Ja, hvis vi er dumme nok, så ender det som sidste gang vi engagerede os i en konflikt; vi mister Norge. Problemet er bare at vi ikke har mere at miste end den sidste bid af Danmark. Vil vi så også miste den, fordi vi satte en halvforstående person op som udenrigsminister, en mand der ikke kan andet end at tale efter munden uden at fatte hvad det hele handler om, og så samtidig forsøge at snyde vores tætte allierede bag om ryggen.

Ja, og så skal man måske lige overveje, at deres undertegnede, den ydmyge filosof, Hr. Asger Trier Engberg efterhånden er den eneste der reelt taler med en seriøs stemme overfor vores allierede. Så den manglende anerkendelse og reel heksejagt overfor hans person, er måske heller ikke det mest taktiske at gøre på nuværende tidspunkt. Det er vel også noget man kan overveje, sådan rent strategisk.

Min loyalitet ligger hos Grundtvig, han placerede min jødiske tipoldefader som højskoleforstander for Vallekilde. Den opgave er derfor gået i arv, og kun fordi at Grundtvig gjorde dette er min loyalitet for Danmark indiskutabel. Det skal man måske forstå at værdsætte.

Men never mind, kærlighed er at give, og jeg giver mit intellekt til Danmark og Israel.

G-d bevare os allesammen

Vågn nu op socialister!

i Amerika/Demokrati/Forsvaret/Iran/Israel af

Forudsætningen for at det socialistiske/danske perspektiv kan komme videre er, at det erkender at kommunismen ikke eksisterer i den Sovjetiske form længere. Man skal begynde at vågne op, NEJ! Palæstinenserne er ikke længere allierede med Sovjet og gode kommunistiske venner. Spillet har ændret sig, og det er DYBT PINLIGT! for danskerne når en relativt uerkendt udenrigsminister ikke vil støtte de demokratiske kræfter, som er ved at danne sig i Mellemøsten.

Lad os nu, for Søren da, se at komme videre i det socialistiske perspektiv. Det er som om verden er gået i grus i Sovjets efterår, og man bare står lammet, som kaninen i bilens hastigt nærmende lyskegler, uden at kunne flytte sig fra bilens tordnende indkøring.

OK, lad os prøve at være lidt erkendte omkring verden efter muren faldt.

Hvad er sket?

Islamisterne har overtaget magten i Gaza, sådan er det, hverken mere eller mindre.

Hvem er islamisterne? Det er muslimer som støtter sig enten op af Irans diktatorer, eller Det muslimske broderskabs lidt blødere islamistiske version.

De er altså IKKE VENNER!

Når man så, mange år efter man burde have forholdt sig til dette simple forhold STADIG støtter palæstinenserne, på trods af, at de åbenlyst støtter sig op af Vestens og demokratiets allerværste fjender. SÅ BLIVER DANMARK TIL GRIN!!!!

Det er reelt det der sker, når vores såkaldte udenrigsminister tager til USA, og står og snøvler på engelsk. Han har INGEN respekt fra de amerikanske allierede, fordi de danske socialister ikke har formået at distancere sig fra de dybt usympatiske islamister, men med typisk manglende rettidig omhu har forsat deres støtte, lang tid efter holdbarhedsdatoen er udløbet.

Jeg ved ikke, måske var det på tide at:

Stoppe infiltrationen af det danske samfund af Hamas, Hezbollah, Outlandish, Det muslimske broderskab (det samme som Outlandish), gigantmoskeen på Vibevej 25, kvindeundertrykkelsen, demokratihadet, voldsbølgen, svindlende imamer, jihad i de fleste ghettoer (som går ud over danske borgere og specielt små piger).

Eller hvad?

Nå nej, det er langt nemmere, og sikkert også meget sjovere at sende vores såkaldte udenrigsminister hen til verdens største mest potente supermagt, med et våbenarsenal på 43 milliarder/millioner nettotons våbenkraft, og lade ham håne dem lige op i ansigtet.

Helt sikkert, jeg kan virkelig se det strategiske overblik, ansvaret, intelligensen, det udfordrende overblik.

TAG JEG NU SAMMEN. Vær realitiske, Sovjet er faldet, og den manglende erkendelse og dybe knæfald for islamismen er ikke det der skal til.

Der skal en DEMOKRATISK REVOLUTION TIL!!!!!

Hvis ikke socialisterne snart erkender at holdbarhedsdatoen for de islamistiske sympatier er ganske urealistiske, i en verden hvor hele Vesten står tre splitsekunder fra at angribe hele den islamistiske blok, ja, så er man ganske enkelt ikke egnet til at være ved magten.

Er der nogen der vil hviske det i øret på Søvndahl?

Ja, jeg holder med Israel, ja jeg holder med USA, nej de er ikke perfekte. Men de er vores venner, og de er langt bedre venner end islamisterne.

G-d bevare Danmark

Villy Søvndal

i Islam/Israel/Politik/Socialisme af

Nu diskuteres Israel igen, igen er det de slemme jøder som forfølger de udsatte arabere, i hvert fald hvis man skal se det med udenrigsminister Villy Søvndals øjne. Men er det nu også sådan? Er det virkelig de slemme jøder som forfølger de stakkels arabere?

Lad os prøve at kigge lidt på de forskellige parters ideologier og ståsted. Måske skal jeg, indledningsvis, sige at jeg er med Dansk Zionistisk forening, men forsøger at se tingene så objektivt som det nu er muligt med en arabisk far og en dansk/halvjødisk mor.

Kigger vi på det ideologiske indhold i Gaza, de arabere der efter sigende skulle være forfulgte, så er der to dominerende ideologiske fraktioner som er gået ind i tidsalderen efter Libyen og Obamas (og Danmarks) fantastiske kamp for demokratiet.

Der er Fatah og Hamas. Først Fatah. Fatah er en socialistisk organisation med Abbas ved roret. Organisationen har reelt mistet det meste af det palæstinensiske folks opbakning, men landets præsident Abbas er stadig fra Fatah. Denne organisation er reelt hard core old school socialister. Abbas har taget sin uddannelse i Sovjet, og PLO, som Fatah kommer fra, var en direkte underafdeling af Sovjetkommunismens vidtforgrenede netværk.

Ideologisk har vi altså at gøre med en størrelse som reelt er sendt på historiens elefantkirkegård. Der er rester af den rundt omkring i verden, her i blandt i Danmark, i skikkelse af Villy Søvndal, men reelt er kommunismen, med Sovjets udskiftning af kommunisme med demokrati, finito. Derfor har Abbas mistet meget vind i sejlene, ligesom de hjemlige kommunister, som reelt er ved at dø. Hvis det altså ikke lige havde været for Ole Sohn, som stadig kan vende skuden.

Rusland har taget officielt afstand fra deres iranske allierede, som de ikke længere reelt har lyst til at lege så meget med. Det var effektivt et resultat af Stuxnet ormeangrebet, som lammede de iranske atomkraftværker. Her smed Ahmadinejad og hans kohorter alle de russiske ingeniører ud af landet. Resultatet var en afstandtagen fra Iran og en tilnærmelse til Israel. Nu kan det være at tingene vender lidt hvis Putin kommer til magten. Som bekendt står han som den tættest allierede med KGB netværket, som stadig eksisterer og virker rundt omkring i verden.

I opposition til Fatah er Hamas. Hamas startede som en aflægger af Det muslimske broderskab, og har derfor tætte forbindelser til Egypten. Hvis man læser Hamas charter, så er det fyldt med jihad budskaber, hellig krig, tro på egen overlegenhed og en higen efter G-d. Det sidste støtter jeg, men det første tager jeg afstand fra. Man skal aldrig gøre G-d til sin egen, og hvis man først tror, at man har det endelige svar, så ender man med at slå andre ihjel uden at de har fortjent det. Reelt er Hamas´es islamistiske charter et forsøg på at give det islamistiske system med kalifat eller islamisk republik en renæssance. Ideen er, at alle andre religioner vil leve i fred under islams beskyttelse. Ja, der var engang hvor det var en god ide, i dag er det ikke længere en god ide. Demokratiet er bedre til at rumme de forskelligheder som mennesket fordrer, kig bare på Israel.

På den anden side; Israel har vi at gøre med et reelt demokrati. Dette demokrati er selvfølgelig primært baseret på det jødiske folk, men det er åbent for arabere også. Indenfor rammerne af det jødiske demokrati er der reelt plads til snart sagt hvilken som helst ideologisk størrelse, i hvert fald er der plads til alle de jøder som hver især mener noget forskelligt.

Potentialet for Israel er enormt. Hvis Israel får lov til at udvikle sig og give sine viden og visdom videre til sine nabolande, vil Israel kunne trække hele Mellemøsten ud af den reelle recession det har været i siden islam kom til. Demokratiet er ikke en vestlig opfindelse, det er en mellemøstlig opfindelse, og det var måske en ide at vende tilbage til den ideologi som oprindeligt gav det frugtbare land omkring Eufrat sin storhedstid og ære.

Der er store meningsforskelle at skulle overkomme; forholdet til G-d, forholdet til stat, forholdet til ejerskabet af Israel. Men det er meningsforskelle man reelt kan overkomme, hvis man samarbejder og diskuterer.

Det er denne proces Villy Søvndal mener at han kan overskue bedre end de fleste, og derfor mener at han kan tillade sig at melde bombastisk ud om, og trække Danmark hen i en bestemt retning for hvad der skal ske. Jeg mener, resten af verden er så tilpas ydmyge i situationen, at de forsøger bare at få araberne og jøderne til forhandlingsbordet, hvilket næsten er lykkedes for Obama. Villy Søvndal mener at han, ved at gale op som en enlig hane i hanekurven, kan formå at flytte nogetsomhelst.

Lad mig komme med en oplysning; Villy Søvndal bliver at udefrakommende, både palæstinensere og jøder, betragtet som en foræder. Det er Villy Søvndals opgave at passe på sit eget land; Danmark. Det formår han ikke, derfor skal han heller ikke komme og blande sig i andres landes mellemværende.

Man skal vinde den ære der ligger i at kunne passe på sit eget land, før man kan tillade sig at udtale sig om andre.

Nu må vi se, den eneste effekt Villy Søvndals opførsel har fået, er hans egen vanære og det har selvfølgelig også en effekt på Danmarks ære. Lad os håbe det ikke bliver for slemt, vi har trods alt slidt og slæbt, men den tidligere regering for at vinde en masse ære.

Søvndal forstår ikke politik; politik handler om politisk kapital. Man kan vinde kapital eller miste kapital. Indtil videre har Søvndal forødt SF´s politiske kapital i helt utrolige mængder, nu er han i gang med at forøde Danmarks kapital.

Den mand er lige lovligt sjov at have som udenrigsminister.

G-d bevare Danmark.

Traditionalister og fornyere

i Humanisme/Islam/Israel/Socialisme/Valg af

Socialismen er i sin grundvold solidarisk, og hvis den er det, kommer man ikke uden om spiritualiteten. Spiritualitet er at se sig selv som en del af den verdensintelligens som omslutter alt levende, at være en del af den kreation som er G-d. Vi er alle en, siger mange, det passer ikke. Nogle er i den ene del af kreationens domæne, andre er i den anden del af kreationens domæne. Men der er ingen tvivl om at de gode socialister, er dem som knytter sig til den del af kreationen, som er god.

I dag er den danske socialistiske del splittet, den er splittet imellem dem som vil forny og finde ind til en reel, spiritual solidaritet, til en kærlighed som rækker ud over ører og kroner, og rækker ind i en venskabelighed og kærlighed. Og så dem som ser det marxistiske, gammeldags i en økonomisk kalkule, og en stædig insisteren på at solidariteten med Hamas og Gaza er det eneste saliggørende. Vi taler altså om en proislamisk og en antiislamisk opposition, en materiel imod en spirituel, en økonomisk imod en menneskelig del.

Denne splittelse er det som gør socialisterne svage i valgkampen. Nogle socialister vil bygge en demokratisk antisfascistisk politik op a´la Oraina Fallaci, andre vil blive i den promuslimske, Gazavenlige, antisemitiske ide.

Når man er splittet, så står man svagt, og først når splittelsen materialiserer sig i klare politiske enheder, vil den enkelte enhed være stærk i sin identitet og arbejde.

For mig at se kunne man yderligere kigge imod Iran og Egypten, hvor de socialistiske perspektiver har udviklet en klar antiislamisk ide. De ved hvad islamisterne er for nogle ubehagelige idioter, og har bekæmpet dem på solidaritetens præmisser.

Jeg håber ikke at socialisterne kommer til magten endnu, det er for tidligt, først når splittelsen imellem traditionalisterne og fornyerne er gennemført vil de enkelte fløje kunne køre rent ideologisk spil, indtil da er de svage.

Det kræver yderligere et opgør med den kolde krig, et opgør som måske kan facilitere, det valg socialisterne kan komme til at tage.

Indtil da, støtter jeg de progressive kræfter i det socialistiske miljø, men jeg tillader mig at pege på, at Lars Løkke, ligenu er den bedste kandidat til at styre landet. For i Venstre har man sine svagheder, men afstandstagen fra islamismen er ikke en af dem.

God valgkamp, og måtte den rette vinde valget.

Lidt valgreflektion

i Islam/Israel/Journalistik/Valg af

I en kamp bør man kende sine venner, sine fjender og sig selv.

Hvordan ser det ud for Danmark lige nu?

Først fjenderne. Den væsentligste fjende Danmark har pt. er Iran. Iran fungerer som alle islamisternes moderorganisation. Igennem sit net af skuffe jihad selskaber styrer Iran store dele af den muslimske bevægelse i Europa og andre steder i verden. For eksempel blev Theo van Gogh efter sigende slået ihjel af en iransk stråmand.

I Danmark er Iran primært repræsenteret ved sin ambassade, men har også mere eller mindre åbenlyse kontakter til den snart nybyggede moske på Vibevej 25 i København. Yderligere har Iran også klare forbindelser til den stærkt islamistiske gruppe Hamas der forsøger at knægte Israel, og, i øvrigt er godt på vej med sine manøvrer via FN.

Bruger vi denne viden, og sætter den i forhold til den hjemlige politiske spil, bliver Danmarks godgørere og mindre godgørende spillere klare i deres position. Hvem spiller sammen med iranerne i deres forskellige spil; socialisterne. Det er den socialistisk orienterede borgerrepræsentation i København der just har godkendt moskeen på Vibevej, godt nok med nogle vage undskyldninger om at de ikke kan tage ansvar. Men det gør det vel ikke mindre tydeligt, at de ikke skal stå i opposition til islamismen i København. Tillige er der klare forbindelser imellem flere socialistiske kamporganer og islamisterne i Gaza.

Vi taler altså om relativ åbenlyse fjender af samfundet, som har lokale kollaboratører her til lands.

Det skal siges, at der er klare tegn på, at venstrefløjen er ved at bryde kontakten til islamisterne, hvilket vel også bliver den ultimative konsekvens. Der er ganske enkelt ingen der kan tage de iranske ayatollaer seriøst, mindst af alle de socialistiske miljøer der rundt omkring i verden. Det er for sygt det de har gang i. Men lige nu, har vi altså en kollaboratør i vores midte.

Kigger vi lidt på kollaboratørens magtmidler. Så er det ret tydeligt, at de faktisk ikke selv er skyld i at de holdes fast i den pro islamistiske position. Det er mediernes skyld. De danske medier er langt mere radikale i deres pro islamistiske holdninger end politikerne, hvilket betyder, at medierne ofte kører debatten helt ud på et sidespor, og ofte tvinger de socialistiske politikere ud i positioner de egentlig ikke ønsker selv.

Hvad skal man så gøre for at modvirke den åbenlyse negative påvirkning af vores samfund? Man bør oplyse, kaste lys på de sammenhænge der er, og de klare konsekvenser det har for vores samfund. Skal vi virkelig i båd med Hamas? Vil vi overtages og styres af de gale Aytollaer? Vil vi køres ud på et sidespor internationalt? Vil vi virkelig holde i hånd med de værste og mest inhumane politiske spillere i verden? Det er ikke godt at blive associeret med massemordere og galninge, så det bør vi vel, alt i alt, forsøge at undgå.

For mig at se, er det vigtigt vi gør os vores magtmidler klare, og undgår det åbenlyse magtmisbrug socialisterne gør brug af lige nu. Vi bør være det de ikke selv formår; ærlige, redelige og retfærdige. Først da vil vi vi kunne undgå at hoppe i samme fælde som dem selv; svigtets fælde.

Målet er et samfund hvor der er kærlighed, og først når vi gør vores magtmidler klare og undgår at gøre mod andre det som de gør mod os, er det vi gør i orden.

 

Vesten imod Østen

i Europa/Forsvaret/Islam/Israel af

Erkendelsen af konflikten imellem Vesten og Østen er nu nået til et nyt niveau. Indtil videre har konflikten været imellem de vestlige demokratier og de østlige tyrannier. Obama var i denne kamp ledende, idet han kæmpede for demokratiet imod de arabiske tyrannier. Denne kamp kører stadig, men nu er der en ny front, som har været der hele tiden, men ikke fået så meget opmærksomhed: Kampen imod det spirituelle islam og den spirituelle kristenhed. Breivik er tempelridder og knytter således sin ideologi til en kristen ridderorden.

Jeg har selv, i hele min karriere som internetfilosof, fra min tid i Stop Islamiseringen af Danmark og over min blogtid, været fortaler for at se konflikten med islam som en konflikt udelukkende imellem den politiske del af Vestens ideologi med den politiske del af den muslimske ideologi. Derfor var jeg fortaler for at definere vores opponenter som islamister og ikke muslimer. Pointen var, at det at have en muslimsk tro var ok, men det var ikke ok at have en muslimsk politisk ideologi, som med voldelige midler ville omstøde samfundet.

Med Breivik sagen er der altså, indtil videre, ingen hjemmel i min filosofi for en konfrontation. Årsagerne til at jeg har undgået religionskonflikten er, at en religionskonflikt er langt dybere og eksplosiv i sin udvikling. Kampen imellem protestantismen og katolicismen var f.eks. en kamp som varede meget lang tid, og krævede utrolig mange menneskelige ofre. Entrerer vi først i en religionskrig imellem kristendommen og islam, så får vi en utrolig blodig krig.

Problemet er imidlertid, at muslimerne ikke skelner imellem det politiske niveau og det religiøse niveau. I den iransk islamiske republik er republikken funderet på den islamiske tro. Når de muslimske kamptropper som er støttet af Aytollaerne i Iran kæmper, kæmper de for G-d, ikke for et politisk system.

Hermed tvinges Vesten ind i konflikt som Vesten egentlig ikke har lyst til at tage. Men vi må nok erkende, at hvis muslimerne vil den religiøse konfrontation, så kan vi ikke undgå konfrontation. Helt konkret kan vi ikke se igennem fingrene med at muslimer brænder kirker ned alle de steder de har magt, inklusive Europa. Vi kan heller ikke se igennem fingre med at de brænder synagoger ned. Hvis vi vender det blinde øje til den udvikling, vil vi svigte mennesker som er afhængige af os. På den måde tvinges vi vesterlændinge ind i en religiøs konfrontation, uden at vi vil det.

Men hvis vi ikke tager slåskampen, så dør vi også.

Hermed er konfliktlinjerne endelig trukket op for alvor, om vi vil det eller ej; det er de kristne/jødiske demokratier imod de muslimske teokratier.

Konflikter udvikler sig ved at de involverede parter vælger side. I lang tid har mange vesterlændinge ikke valgt side, specielt det religiøse har man ikke ville vælge. Hvis den klassiske historiker Thycudides har ret, så vil vi, hen af vejen, været tvunget til at vælge side; vil vi være på den kristen/jødisk demokratiske side, eller vil vi være på den muslimsk teokratiske side? Vi kan ikke vælge ikke vælge, vi kan kun vælge side. Således vil verden blive polariseret i to lige dele, og med det voldspotientiale der ligger i islam, så vil de sikkert gå ned med mus og mand. Heri ligger det endelige Armageddon. Vor tids konfliktpunkt vil være Vesten imod Østen, og så længe man har en gal apokalyptisk ideologi på den ene side (den iranske version af islam), så vil konflikten fortsætte ned at den kompromisløse krigssti.

Vi kan ikke undgå at tage kampen, og hvis vi skal gøre det, så bør det, for mig at se, være med det mål at skabe en verden bagefter, hvor kærligheden råder. Vi skal gøre hvad vi kan for at endemålet konstant står lysende klart for os; en verden hvor man kan give uden at være bange for at blive udnyttet, hvor hvert menneske er så spirituelt oplyst, at de lever med den der står ved siden af dem, uden at ville dem ondt, uden at ville udnytte, uden at ville begå mord.

Det er det vi kæmper for, og hvis vi er skarpe og ærlige overfor os selv, så kan vi også nå derhen. Men realistisk set vil vejen være belagt med død, blodet vil flyde, for det gør den i religiøse krige.

G-d bevare kærligheden

EU og mennesket

i Europa/Humanisme/Israel/Politik af

Det diskuteres i disse dage hvad vi skal med Europa; alle er nogenlunde enige om, at den Europæiske Union i sin nuværende form ikke er holdbar i længden, men de færreste er parate til at tage konsekvensen af det. Det bliver de nødt til, hvis de ikke gør det bevidst og kontrolleret, kommer det til at ske ubevidst og ukontrolleret.

Demonteringen af den Europæiske Union er imidlertid ikke så dårlig, for unionen er bygget på traumer og manglende selvopholdelsesdrift. Unionen var det projekt der skulle gøre Europa til et fredeligt kontinent i skyggen af de to tidligere verdenskrige. Det projekt lykkedes, men paradoksalt nok lagde det samtidig kimen til næste verdenskrig, idet unionen faciliterede indvandring af mulismer der, med den muslimske tilknytning til det iranske terrorapparat, skubber Europa ind i en ny krigsfase.

Man siger vejen til krig er belagt med gode intentioner. Ja, Europa forsøgte at betale tilbage for deres skyld imod jøderne idet de behandlede muslimerne som jøder; de kunne ikke diskuteres, deres skyld var hævet over enhver tvivl og de skulle beskyttes imod de onde europæere.

Man glemte bare at forholde sig til den barske virkelighed, problemet med muslimer er, i al sin grusomhed, at islam ofte er lige så slem som nazismen, ja ofte endda værre. Specielt de versioner af islam som bruger jøderne på samme måde i deres propagandamateriale som nazisterne. Uforvarende har man forårsaget præcis det modsatte af det man ville, da man beskyttede muslimerne som vor tids jøder. Muslimerne er ikke vor tids jøder, jøderne er vor tids jøder, og jøderne forfølges ofte af muslimerne.

Læs videre

Socialisterne og Israel fortsat

i Humanisme/Israel/Socialisme af

For at finde en ny retning for SF´ og generelt for de socialister, som er ledende indenfor dansk politik, bør det give mening at se den lokale politik i lyset af den internationale politik.

Det væsentligste nylige politiske skred, er den fantastiske udvikling Obama har forårsaget i Nordafrika; han gav håb. Håbet er stadig lysegrønt, men muligheden for at skabe fred og demokrati har bevæget sig med stormskridt her på det sidste. Ingen har for alvor takket Obama endnu, så det vil jeg benytte chancen for; godt gået gået Obama!

Men hvad betyder det så for den lokale politiske virkelighed for socialisterne?

Primært betyder det, at Obama har materialiseret det løfte om demokrati som han har arvet fra filosoffen Alinsky. Alinsky siger det tydeligt; vi bevæger os fra minoriteternes perspektiv imod majoriteten. Vi giver de forarmede mere end dem som har i forvejen.

Det løfte opretholdt Obama i Nordafrika; han støttede libyerne imod tyrannen Gadaffi. Hvorfor? Fordi folket i Nordafrika ikke ville have tyranni, men selv ville styre. Ja, nu er hele suppedasen blevet forankret i Anders Foghs politiske inkompetence, sådan er det. Men der var et tidspunkt, hvor håbet var der!

Under processen blev konfrontationslinjerne klare: På den ene side står USA og Frankrig med den demokratiske agenda, på den anden side står islamisterne med den islamistiske agenda. Socialisterne og Israel står midt imellem.

Dette havde som effekt, at Medvedev, Ruslands Premierminister, støttede Obama. Han ville også demokrati. Hvorfor?

Læs videre

1 2
Go to Top