Category archive

Journalistik

Retssagen med Hedegaard

i Demokrati/Humanisme/Journalistik/Kritik af

Jeg har grublet en del over signifikansen af den just overståede retssag imod Lars Hedegaard fra statens side. Jeg har, på uheldig vis været indblandet og har haft en meget central rolle, idet Hedegaard hoppede af krogen, idet han påstod at jeg havde snydt ham. Han påstod at han ikke ville have offentliggjort interviewet, hvis han havde haft interviewet til gennemsyn, og derfor ikke mente at interviewet var produceret til offentligheden.

Det er en direkte løgn, det har jeg tidligere dokumenteret her:

http://edens-lys.dk/sandheden-om-interviewet-med-lars-hedegaard

Vi havde aftalt hvordan og hvorledes interviewet skulle foregå, til mindste detalje.

Og flere kommentarer:

http://edens-lys.dk/retssagen-imod-lars-hedegaard-%C3%B8stre-landsret

http://edens-lys.dk/jeg-falder-med-min-%C3%A6re-i-behold

Så er det lykkes Hedegaard at overbevise højesteret om det modsatte, hvilket jeg vil berøre i en senere artikel, idet dette retslige svigt reelt stille spørgsmålstegn ved retsstatens autoritet. Jeg mener, man står med en naturretsfilosof på den ene side, og en journalist på den anden side. Så vælger man at støtte journalisten, på trods af at filosoffen kan dokumentere sine påstande. Hvordan hænger det lige sammen? Det stiller spørgsmålstegn ved det naturretslige fundament under sagen. En direkte konsekvens af en uhæderlig dom. Det kommer jeg som sagt tilbage til.

Hvad der imidlertid er mere interessant er, at sagen har afsløret, på grum vis, to fløje i islamdebatten. Den ene fløj; Hedegaards, har intet problem med at lyve, og stikke knive i ryggen på folk, hvis de kan få noget ud af det. Præcis de forhold der har skabt de uheldssvangre forhold i vores land. Det kaldes også for moralsk korruption. For dem handler det ikke om principper, men om karriere, hvilken en ko de nu kan malke, og hvor de kan tjene fedt, så de kan flyve på førsteklasses og sidde med i smarte bestyrelser. Det er bagsiden af demokratiets medalje vi ser her, og det som jeg har svoret jeg ville forsøge at oplyse, således at det kunne forsvinde. Hvilket så faktisk er lykkes med Hedegaard.

På den anden side er de etiske mennesker. Uwe, Helle Merete Brix, undertegnede og flere andre, er ikke i denne kamp for at skabe karriere, tværtimod er vi her fordi vi ikke vil have karriere. Sådan føles det i hvert fald. Vi er her fordi der er en principiel kamp som skal tages. Principper som oplysning, retfærdighed og solidaritet.

Det gør, at vi ikke kan acceptere at Hedegaard ofrer en kammerat for at slippe for en dom. Hvad er det for en gang svineri, jeg mener, jeg har et barn på vej, hvordan skal hun kunne få mad i munden og tøj på kroppen når Hedegaard mener at det er opportunt at kaste mig på møddingen?

Præcis heri ligger rimeligheden af resten af samfundets fordømmelse af islamkritikken. Fordi hvis man fra venstrefløjens side kan se at højrefløjen handler dybt uetisk, så vil man, med rette, kunne konkludere, at kampen imod islam ikke handler om at gøre verden bedre, men om at forfølge en minoritet.

Hermed bliver Hedegaards arbejde bare en gigantisk selvmordsaktion. Yderligere sviner han Danmarks omdømme til i udlandet. Jeg mener, når nu udlandet finder ud af, at manden er dybt korrupt. Hvordan vil de så have det, med at skulle støtte ham i hans “hellige mission”, som altså gik ud på at stikke mig i ryggen. Hele retssagen som han har høstet internationale roser af i udlandet gik på at ødelægge min karriere.

Flot, og sikke et eksempel vi sender rundt i verden for at repræsentere Danmark. Når jeg har snakket med Melanie Philips for eksempel, altså en type som ligner mig selv, så får jeg det indtryk at Hedegaard har bagtalt mig. Det er selvfølgelig surt for mig, men det er også pinligt for landet. Fordi jeg er ung, og forsvinder ikke lige med det samme. På et tidspunkt bliver Hedegaard så gammel og affældig at han mimrer i graven, og så er det måske muligt for mig at komme til udlandet og snakke med dem, uden at skulle have hr. knivstikker til at forfølge mig.

Vi har delt det islamkritiske miljø op i de rene og de urene. Hvis man kan sige det sådan, med et glimt i øjet. De urene, og korrupte er de samme gamle karrieremagere som det altid har været, de rene er de unge og de idealistiske.

Kunne man overveje snart at se at komme af vejen, gamle korrupte stoddere?

Jeg spørger bare, og den ret har jeg fortjent.

9/11

i Amerika/Islam/Journalistik/Politik af

Poul Hennningsen, min gamle helt og kulturradikal sagde det så enkelt og rigtigt; den offentlige mening er en vendekåbe. Først holder den med den ene, så med den anden, og som oprigtig sandhedssøgende intellektuel skal man altid forsøge at gøre sine egne overvejelser.

I 1938, før Danmark blev angrebet af Tyskland, blev P.H. fyret for Politiken, fordi han ikke ville holde kæft, og støtte “vores store ven i syd”. Så skrev han i et mindre blad, så lavede han revyer, hvor han hintede overimod tyskerne, så blev han forfulgt, udstødt, lagt for had af sine egne. Dem som han kom fra; de kulturradikale.

Da krigen var overstået, støttede han de tyske flygtninge som nu led under danskernes had til alt tysk.

Sådan er en ægte intellektuel, et ægte oplysningsmenneske. Hvis man ikke søger sandheden og det humane i situationen, så svigter man de humanistiske idealer. Ligeledes er min Odysse, fra hyggedansemyg til hård oppositionist, præget af mine valg som intellektuel. Jeg har mistet alt; familie, de fleste venner, min fødeby København. Jeg er hadet og udstødt, præcis som P.H. Det er ok, det er sådan Danmark er i den moderne tid, og jeg vidste det da jeg gik i gang; hvis jeg ville køre mit oplysningsprojekt til ende, så ville jeg ende med at blive hadet. Det siger Platon i sin hulelignelse, det siger P.H.´s eksempel.

Men jeg står her stadig; ensom, nu med nye venner og familie, men det er da ingen hemmelighed, at mit offer har været større end det egentlig er rimeligt i en politisk situation. Men jeg ville gøre det igen hvis jeg skulle. For humanismen og menneskeligheden taber, hvis der ikke er nogen, som vil gå hele vejen for den.

Mange har været sure på mig fordi jeg har tilladt mig at kritisere islam. Det er meget enkelt; islam er humanismens fjende nummer et, ligesom nazismen var det under den sidste seriøse krig i Europa. De foreskrifter der foreskriver mord, bøssehægning, håndsafskæring osv, er ikke rimelige i et godt samfund. Der råder lighed, frihed og kærlighed.

Der er mange som nægter at se denne simple sandhed i øjnene, det er lettere at binde sit hoved fast med snører for enden af hulen, og så begynde at slå dem som vil skære i snørerne, det er lettere at forfølge filosofferne og sandhedsbringerne. Det er lettere. Men er det rigtigt?

Det spørgsmål vil danskerne sikkert stille sig igen om fem seks år, når jeg forsvarer de ofre der vil være for krigen imod islam.

Krigen kommer, den er på trapperne, og det nytter ikke noget at lukke øjnene for det.

Det vil denne dag, ti åreret efter at Al Quedas angreb dobbelttårnene, minde os om hvert år.

Hermed min uforbeholdne solidaritet med det amerikanske folk, et folk som vi danskere har stået last og brast med i snart mange krige nu, med det samme mål; at bekrige islam.

Det vil fortsætte indtil en af parterne endelig vinder, lad os håbe det bliver os.

G-d bevare Amerika.

Lidt valgreflektion

i Islam/Israel/Journalistik/Valg af

I en kamp bør man kende sine venner, sine fjender og sig selv.

Hvordan ser det ud for Danmark lige nu?

Først fjenderne. Den væsentligste fjende Danmark har pt. er Iran. Iran fungerer som alle islamisternes moderorganisation. Igennem sit net af skuffe jihad selskaber styrer Iran store dele af den muslimske bevægelse i Europa og andre steder i verden. For eksempel blev Theo van Gogh efter sigende slået ihjel af en iransk stråmand.

I Danmark er Iran primært repræsenteret ved sin ambassade, men har også mere eller mindre åbenlyse kontakter til den snart nybyggede moske på Vibevej 25 i København. Yderligere har Iran også klare forbindelser til den stærkt islamistiske gruppe Hamas der forsøger at knægte Israel, og, i øvrigt er godt på vej med sine manøvrer via FN.

Bruger vi denne viden, og sætter den i forhold til den hjemlige politiske spil, bliver Danmarks godgørere og mindre godgørende spillere klare i deres position. Hvem spiller sammen med iranerne i deres forskellige spil; socialisterne. Det er den socialistisk orienterede borgerrepræsentation i København der just har godkendt moskeen på Vibevej, godt nok med nogle vage undskyldninger om at de ikke kan tage ansvar. Men det gør det vel ikke mindre tydeligt, at de ikke skal stå i opposition til islamismen i København. Tillige er der klare forbindelser imellem flere socialistiske kamporganer og islamisterne i Gaza.

Vi taler altså om relativ åbenlyse fjender af samfundet, som har lokale kollaboratører her til lands.

Det skal siges, at der er klare tegn på, at venstrefløjen er ved at bryde kontakten til islamisterne, hvilket vel også bliver den ultimative konsekvens. Der er ganske enkelt ingen der kan tage de iranske ayatollaer seriøst, mindst af alle de socialistiske miljøer der rundt omkring i verden. Det er for sygt det de har gang i. Men lige nu, har vi altså en kollaboratør i vores midte.

Kigger vi lidt på kollaboratørens magtmidler. Så er det ret tydeligt, at de faktisk ikke selv er skyld i at de holdes fast i den pro islamistiske position. Det er mediernes skyld. De danske medier er langt mere radikale i deres pro islamistiske holdninger end politikerne, hvilket betyder, at medierne ofte kører debatten helt ud på et sidespor, og ofte tvinger de socialistiske politikere ud i positioner de egentlig ikke ønsker selv.

Hvad skal man så gøre for at modvirke den åbenlyse negative påvirkning af vores samfund? Man bør oplyse, kaste lys på de sammenhænge der er, og de klare konsekvenser det har for vores samfund. Skal vi virkelig i båd med Hamas? Vil vi overtages og styres af de gale Aytollaer? Vil vi køres ud på et sidespor internationalt? Vil vi virkelig holde i hånd med de værste og mest inhumane politiske spillere i verden? Det er ikke godt at blive associeret med massemordere og galninge, så det bør vi vel, alt i alt, forsøge at undgå.

For mig at se, er det vigtigt vi gør os vores magtmidler klare, og undgår det åbenlyse magtmisbrug socialisterne gør brug af lige nu. Vi bør være det de ikke selv formår; ærlige, redelige og retfærdige. Først da vil vi vi kunne undgå at hoppe i samme fælde som dem selv; svigtets fælde.

Målet er et samfund hvor der er kærlighed, og først når vi gør vores magtmidler klare og undgår at gøre mod andre det som de gør mod os, er det vi gør i orden.

 

Socialisterne og Breivik sagen, den dybe analyse

i Europa/Forsvaret/Islam/Journalistik/Politik/Socialisme af

Det er ikke nemt at være socialist i disse dage, gamle synder indhenter det socialistiske perspektiv. Den, reelt, naive koldkrigspolitik som socialisterne førte, er nu ved at blive realiseret i drab på dem selv.

Jeg kan desværre ikke gøre noget for at redde socialisterne, det kan de kun selv. Men jeg kan dels give en analyse af hvad der er på spil, og dels give et ide til hvordan socialisterne kommer videre. Men først og fremmest bør socialisterne være realistiske; har de problemer? Ja, de står i problemer op til halsen. Er de selv skyld i problemerne? Ja, Glistrup brugte det meste af sin karriere, blev forfulgt, sat i fængsel, fordi han advarede imod islam. Så man vidste, hvis man havde bevæget sig ned fra den ophøjede selvpromovering, at den var gal.

Denne realisme bør bruges i forhold til at ordinere en medicin, der kan løse problemerne. Problemet er ikke tonen. At der findes personer der formulerer en kritik, og påpeger problemerne er ikke årsag til at der findes problemer. Problemerne eksisterer uanset om de bliver kritiseret eller ej. Problemerne hober sig op; afdemokratisering af landet, voldelig islamisering af store dele af det offentlige rum, voldtægter, ran, demoralisering, store skarer af konvertitter, tortur af mindreårige piger, you name it you hate it.

Disse handlinger og problemer er socialisterne ansvarlige for. Derfor kan man tale nok så pænt om multikulturen, sandheden er at det er et mareridt, og dette mareridt er kun begyndt.

Jeg kender de miljøer som står bag massakren ret indgående, og jeg må sige, at jeg er virkelig skræmt.

For mig at se er der to mulige scenarier der kan forklare Breivik sagen.

Scenarie et

Breivik er en solo terrorist, og han har selv planlagt hele dåden. Hans type er den ny “internet” filosof type. Typisk lidt nørdet, computerspillende, intelligent, kamptrænet (de spiller mange krigsspil), utrolig vidende. Deres filosofi er gerne demokrati. Men ikke det man i mainstream forstår ved demokrati. Internettet har givet dem mulighed for reelt at kende til de principper demokratiet, retsstaten og polis ideen står for. Så de er reelt demokratiske supermænd. Mange af dem er yderligere kristne, hvilket betyder at de kan have en poetisk, ridderlig ide om kristendommen. Store dele af blogverdnen har et lidt romantisk forhold til korstogene, da korstogene repræsenterede de sidste seriøse og romantiske kampe imellem Europa og islam. Disse internet heroer har yderligere adgang til viden om bombeproduktion, strategi, hvordan de politiske spil fungerer, hvem der reelt er skyld i islamiseringen af Europa. Så de går efter dem som har siddet og trukket i trådene. Det var derfor det var socialdemokraterne der var målet, da det er socialdemokraterne der reelt har islamiseret Europa.

Problemet for efterretningstjenesterne i forhold til Breivik typerne er, at det næsten er umuligt at støve dem allesammen op. Jo, hvis man opretter en fuld politistat der kontrollerer alle borgere i hele landet, så ja, ellers ikke. Men det burde man vel have overvejet før man indførte det reelt tyranniske bureaukrati som EU er. Man kan ikke indføre tyranni, hvis man ikke har fuld kontrol over borgerne. Hvis man kun har halvt kontrol med borgerne via medierne, så vil der være nogle individer der gennemskuer skuespillet, og reagerer voldeligt. Det har været lidt naivt. Enten er man fuldt ud realistisk og ambitiøs med at oprette et tyranni, eller også skal man lade være.

Breivik sagen er relativt uskadelig, hvis han er en “lone rider”. Man kan enten afmontere EU, eller man kan indføre en politistat. Begge handlinger vil løse problemet. I hvert fald for et stykke tid. Hvis man kigger lidt imod de erfaringer man havde i Tjekkiet, og i Østeuropa generelt, så endte det også med at befolkningen gennemskuede sagens rette sammenhæng, og staten mistede borgernes loyalitet. Det sker ved, at den virkelighed som præsenteres i medierne er fra langt fra den virkelighed, som er på gaden. Så mister borgene tilliden til medierne, og forsøger at “læse imellem” linjerne. Denne tilstand er vi vel, langt hen af vejen, nået til allerede nu. Så det ville ikke give så meget mening at gennemføre en fuld implementering af EU, det vil alligevel gå på samme måde som med Sovjet. Det vil bare trække pinen ud, det mest fornuftige er at afmontere EU, og genindføre det nationale demokrati i Europa igen.

Scenarie to

Hvis Breivik ikke er en “lone rider”, så ser det uhyggeligt deprimerende eller måske lyst ud, alt afhængig af hvilke briller man ser med. Breivik kalder sig for tempelridder, og det er tydeligt at han har ret godt styr på de principper som den katolske ridderorden har kæmpet med og for.

Hvis Breivik reelt er tempelridder, og det er ikke usandsynligt, så ser det virkelig skidt ud for socialisterne. For så har de fået den katolske kirkes militære arm på halsen. Det er mange år siden tempelridderne har vist deres ansigt offentligt, men det er en offentlig hemmelighed, at de stadig eksisterer. Det kan man se i litteratur som Dan Browns bøger, i utallige slet skjulte spor på nettet og meget andet. Deres magt er meget stor, ligeså stor som Vatikanet, og større endda. De repræsenterer det kristne Europas magt.

Det er snublende nært for det kristne Europa at bliver bitre og sure over at kulturmarxisterne har islamiseret Europa. Muslimerne er de kristnes ærkefjende, og der er udgydt ufatteligt meget blod fra de kristnes side for at stoppe muslimerne, senest ved slaget ved Wien i 1683. Der er yderligere meget ondt blod imellem kristne og muslimer, idet muslimerne forfølger de kristne. I Egypten forfølges de kristne koptere f.eks. af muslimerne. Det kan de kristne organisationer ikke sidde overhørigt i al evighed. En passant er det vel også værd at nævne, at kristne også bliver forfulgt her i Danmark. De kristne kirker i ghettoer er ofte mål for muslimsk aggression.

Vi taler altså om en langt mere omfattende konflikt end den enkelte hændelse i Norge.

Kigger vi på magtforholdet imellem kulturmarxisterne og de kristne i  Europa, så er det reelt assymetrisk. Kulturmarxisterne har magt i medierne og det akademiske liv. De kristne har fysisk militærmagt. De fleste forsvar i Europa er reelt stadig kristne, de har bekæmpet muslimerne i Afghanistan og Irak, og de er ikke venner af islam.

Konflikten vil altså, hvis ikke kulturmarxisterne skynder sig at bakke ud af den, eskalere med vold fra den ene side, og censur og propaganda fra den anden side.

Vi vil se en stigning i direkte attentater imod kulturmarxistiske mål, og islamiske mål.

Da den fysiske vold jo er betydelig mere ubehagelig end mediemagten, så er det, alt andet lige, mindre behageligt at være kulturmarxist end demokrat eller kristen.

Hvad skal socialisterne så gøre?

For mig at se, er der kun en ting at gøre; den udvikling som socialisterne har været inde i siden Mohammedkrisen bør fortsætte. Afstandstagen fra islam, tættere tilknytning til Israel. Reelt er der, såvidt jeg kan gennemskue, to fløje indenfor den socialistiske perspektiv; traditionalisterne og reformisterne. Traditionalisterne vil ikke tænke nyt, men vil insistere på at gennemføre alliancen med islam til sidste bitre ende, og de forsager reelt demokratiet. De vil hellere dø, end at forny partierne. Så er der reformisterne, som har forsøgt at gøre op med den kolde krig, har dannet en kritisk stillingtagen til islam, og kastet sig over de demokratiske traditioner i den socialistiske ideverden; Hal Koch, Oriana Fallaci.

Begge perspektiver kunne indeholdes i samme parti, hvis der var tid. Det er der bare ikke. Socialismen er, hvis Breivik repræsenterer en bredere kristen opposition imod islam, i bitter tidsnød. Hvis f.eks. socialisterne vinder næste valg, og ikke foretager et hurtigt opgør med EU og islam, så vil hele partier være legitime mål for kristendemokraterne.

Hvis jeg var socialist, og reformist, ville jeg skære forbindelserne til traditionalisterne og danne et nyt parti. Det ville give alle de kræfter som vil skabe forandring en platform de kan kæmpe fra, det vil give en langt større fysisk sikkerhed, og det vil gøre det muligt for resten af samfundet at holde øje med traditionalisterne, som er meget tæt på at konvertere til islam mange af dem.

Jeg håber ovenstående analyse er til hjælp, om ikke andet, så til erkendelse af at der skal handles med mod og omtanke nu, ikke med panik og manglende strategisk indsigt.

Socialisterne og spiritualiteten

i Islam/Journalistik/Kritik/Socialisme af

Sandheden er ilde hørt i de danske medier; censur af mit projekt, holden hånden over Helle Thorning Schmidt, det manglende opgør med den sovjetsocialistiske infiltration i det danske socialistmiljø under den kolde krig, det manglende opgør med den islamiske infiltration af det danske samfund.

Dette mediebillede bliver Danmarks undergang, hvis det ikke vender.

Lad os prøve at analysere.

Det store problem for Danmark lige nu, er at islam infiltrerer samfundet. Det er ikke en blid og ufarlig version af islam, det er den rabiate islamisme som propaganderes for via moskeer som den iransk sponserede Vibevej 25 (i følge mine iranske kilder), og andre aktører. Det er specielt det socialistisk/politiske miljø som er infiltreret af den aggressive islamisme, og det er de unge og de gamle socialister som er i den største fare for det danske samfund lige nu. De omvendte socialister er næsten umulige at bekæmpe indenfor samfundets rammer, og kun ved virkelig voldelig aktion, vil deres modstand imod det danske demokrati kunne stoppes. De vil altid være til fare for samfundet, og de kan, kun med virkelig uhyggelige midler stoppes. Det betyder mord, voldtægter, brand og konflikter imellem familier og venner i en uhyggelig eskalerende grad.

Der er imidlertid en kur for socialisterne. Kuren bliver svær, men den er nødvendig for at socialisterne kan komme over på den anden side af den demoralisering af deres ide og verden, som er den dybereliggende årsag til at de konverterer til islam. Det er enkelt; alle mennesker har behov for spiritualitet, hvis spiritualiteten tages fra den enkelte, vil den enkelte ende i materialisme, og vil være lette ofre for bødler som islamisterne. Islamisterne vil stå der med deres påklistrede smil og tale socialisterne efter munden; ja islam er da meget lig SF´s bløde og kærlige verdensfortåelse, Mohammed var en varm og kærlig profet. Den rare kernefamilie i islam er da helt i tråd med traditionerne. Sagen er; det er løgn. Der er ingen sammenhæng med den macho idiotiske tro som Mohammed profeterede, den afskyvækkende foragt for kvinder, den bøddelagtige, racistiske og hadefulde tradition som islam er i virkeligheden. Den vestlige verden tog slaver for at de kunne arbejde i deres miner og deres landejedomme. Islam tog slaver for at udnytte dem seksuelt. Det er sandheden. Den grusomhed som ligger i det islamiske perspektiv er ligeså volatil og voldelig som den dybeste afgrund i den græsk Hades. Islam er jætternes religion, det er sandheden.

Som titanere vandrer vi, og specielt socialisterne ind i islams fælde. De køber de sukkersøde ord, og når først de skal til at finde sig til rette som undermennesker, vil de erkende hvordan islam er i virkeligheden. Når deres døtre skal omskæres, når deres sønner skal opfylde martyriet, når deres børn betaler for den manglende korpsånd, for deres svigt af Glasnost (oplysning), og kærlighedens bud.

Mine skriverier har været bandlyst fra den offentlige meningsdannelse i snart to år. I mellemtiden har landet bevæget sig imod afgrunden, hvorfor? Fordi at den hjælp filosofien repræsenterer i det endelige møde med demokratiets opbrud, er det eneste der reelt kan redde demokratiet ud af kløerne på det tyranni, som er på vej. Jeg er ikke så selvhøjtidelig, at jeg mener at jeg har den endelige sandhed, men det perspektiv jeg repræsenterer; det filosofiske er livsvigtigt for demokratiet, når det er på vej ned.

Jeg kan give vores lille plagede og svigtede land det eneste reelle medikament som vil redde det fra at dø; tro. Tro på vores system, tro på kærlighed, tro på frihed tro på retfærdighed og tro på G-d.

I mit opgør med ateismen, som har bevæget sig fra Nietzsche over Marx, Animaxander, Kierkegaard, Grundvig, Platon og Aristoteles er den eneste reelle udvej vi har i dag. For først når mit bevis på G-ds eksistens bliver diskuteret af andre end behjertede men gode nørder, vil det danske folk kunne bevæge sig væk fra de sukkersøde toner fra islamisterne. De er luder og alfonser, og det skal danskerne ikke være.

http://www.rubicon.dk/the-prove-of-g-d

Danskerne skal være stolte, frihedelskende, kærlige kæmper med mandsmod og varme.

Først når medierne igen tager sig til mig, vil vi reelt kunne bevæge os lidt igen. Jeg har været mange hårde ting igennem, men jeg bærer ikke længere nag. Jeg tilgiver alle de ting som jeg har været igennem, for først når vi kan diskutere G-d igen, kan vi formå at komme videre. Og hvad er mere spirituelt end at tilgive?

Den kolde krig

i Danmarks Radio/Journalistik/Kritik/Politik/Socialisme/Universitetet af

Det er væsentligt at forholde sig til den kolde krig af flere årsager; placering af skyld og evt. retslige efterspil for dem der har overtrådt loven og samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester, reorganisering af offentlige medier og bureaukrati, således at de sovjetiske propagandatiltag ikke længere spiller rolle i ovenstående. Men mest fordi vi skal forberede os på ikke at blive taget ved næsen igen af en fremmed efterretningstjeneste, som spiller os ud imod hinanden og forpester det politiske og mediemæssige liv.

Yuri Bezmenov, den sovjetiske tidligere KGB agent siger det klart; det handlede om at demoralisere Vesten, ved at overtale studenter, kunstnere og andre til at forråde deres egne lande, traditioner og idealer. Det lykkedes, over al forventning, og i dag sidder vi med eftervirkningerne.

Efter min mening er antidosen ikke kun at de skyldige får den straf de fortjener, men også at befolkningen bliver klædt på til at forstå de spil, der sker bag om kulisserne. For hvordan skal vi kunne have et demokrati, hvis det ikke er den frie samtale men efterretningstjenesterne der styrer landet? Ja, kan man så overhovedet tale om offentlig argumentation, hvis landet styres af udefrakommende argumenter, og ikke brydes i forhold til den virkelighed som er i landet?

Det mener jeg ikke, den frie debat bør altid tage udgangspunkt i den virkelighed som er i det givne territorium, nation eller stat.

Men, lad os forsøge at analysere lidt hvad Danmark har været igennem siden den kolde krig startede for alvor.

Før 68 var landet nogenlunde kørende, Hal Koch generationen efter verdenskrigen, var en stout og skarp generation. De var ægte demokrater, og skarpe på at erkende hvad der var op og ned på virkeligheden.

Det store skift skete i 68, her begyndet den sovjetiske propaganda at virke for alvor; Vietnamkrigen, Beatles, de fantastiske fire i dansk politik; Auken, Nyrop, Lykketoft og Bjerregaard.

Efter 68 fik den sovjetiske propaganda en klar indvirkning på samfundet; fodnotepolitik, atomvåbenfrit Norden, indførelsen af velfærdsstaten, kvindefrigørelsen. Hele den offentlige sektor blev stærkt omvendt og infiltreret af den sovjetiske propaganda. Ja, Danmark var en af de førende, hvis ikke det førende land, når det kom til at indføre sovjetiske propagandatiltag. Propagandaen blev indført uden skelen til de danske traditioner for folkedemokrati og fri debat. Den primære medieagent var Danmarks Radio, som svigtede de grundtvigianske idealer, og gik agurk i propagandaøjemed. Bomholts credo; at Danmarks Radio skulle opstille rammer for demokratiet blev afløst af folkeopdragelse og bedste Pravda stil. Det er sandheden.

Så faldt muren, og siden har den sovjetisk infiltrerede socialistiske middelklasse levet i angst for det opgør, der jo uværligt må komme. Platon beskriver processen i Staten; “Skinnet af retfærdighed”. Når magthaverne lader som om at de er retfærdige uden at være det, tvinger de sig selv hen i en position, hvor de bliver nødt til at styre informationsstrømmene. For informationen om det der virkelig er hændt, kan skade det image de har som retfærdige. Det er derfor socialisterne er så hunderædde for at slippe magten over medierne, for det vil ultimativt stille dem til ansvar for samarbejdet med KGB under den kolde krig.

Nu er opgøret langsomt ved at være på vej, nogen har vel erkendt, måske PET, at vi bliver nødt til at kende sandheden for at komme videre som samfund. Den skyld socialisterne føler sidder som en stor prop af dårlig samvittighed og giver manglende bevægelse i samfundet.

Det transparente, oplyste samfund forudsætter at folket kan erkende og forstå hvad politikerne gør, hvorfor de gør, hvilke legekammerater de har, hvad der er konsekvensen og så videre.

Imidlertid er erkendelsen af hele efterretningstejeneste halløjet en meget svær pille at sluge. Jeg har personligt været i nærkontakt med hele gamet i min tid som direkte politisk aktiv. Bl.a. har jeg været i nærkontakt med PET. Så jeg ved hvordan det hele fungerer.

Som en af de få ærlige intellektuelle har jeg så talt åbent om det, hvilket har reddet mig mange interessante øgenavne og givet meget skæld ud, specielt i blogverdnen, fordi de måske ikke lige har tænkt over, at de også er infiltreret af efterretningstjenesterne. Men det er selvfølgelig ikke desto mindre rigtigt, hvem skulle ellers infiltreres i landet, hvis det ikke er de meningsdannende “ekstremistiske” dele af samfundet?

Anyway, erkendelsen og forståelsen af motiverne for efterretningstjenesterne spil er virkelig vital for et moderne demokratiske land, ikke kun for staten, men også for befolkningen. I det grundtvigianske perspektiv er demokratiet folket, og det er først når folket erkender hvordan verden er, at den frie debat kan føre til fornuftig styring af landet. Hvis ikke befolkningen kender til de hemmelige spil, vil befolkningen stemme på de forkerte partier, fordi de ikke forstår hvad der egentlig sker.

Vi er i Danmark blevet kørt rundt ved næsen af KGB i slutningen af den kolde krig, og vi bliver, sandsynligvis kørt rundt ved næsen af den iranske efterretningstjeneste i dag.

Det er meget enkelt; KGB versionen, som iranerne har lært af, kører på medier, akademiske institutioner og skoler, kulturliv. Ideen er, at de holdninger som agenterne kan få til at opstå i et land, kan enten ødelægge landet, eller fremprovokere en situation som er gunstig for det land efterretningstjenesten kommer fra. Konkret blev f.eks. atomvåbenfrit Norden planlagt og eksekveret af Sovjet, ikke for Nordens skyld, men for Sovjets skyld.

CIA har andre metoder, men de spiller også en rolle, men dog en mindre agressiv rolle, med langt mere respekt for de lande de er i, de er, trods alt, vores tætte allierede, og vi deler jo de demokratiske traditioner med hinanden.

Men, hvis ikke vi erkender de svigt 68´erne gjorde, og får ryddet op i medier, skoler og bureaukrati, så vil KGB skolingen hænge som en fad dunst af idioti og svigt i samme institutioner. 68´erne vil fortsætte den sovjetiske mission, lang tid efter at Sovjet gik ned med flaget, som halvdøde robotter, der sikkert men uden den store entusiasme gentager de slidte paroler.

Yderligere gør det landet utrolig sårbart overfor den iranske efterretningstjeneste, der, af gud ved hvilken årsag, har relativ frit spil i Danmark. Det er i hvert fald mine personlige oplevelse. Nej, Nørrebro er ikke befolket af stakkels indvandrere, det er styret og kontrolleret fra moskeerne, herunder gigantmoskeen som er ved at blive bygget, hvis de får lov, på Vibevej 25 af iranerne.

Sagen er, at vi bliver nødt til at sætte en virtuel klamme omkring tiden fra 68 til nu, og tage fat i de ideologiske strømninger der var før 68. De danske demokratiske traditioner for at gøre demokratiet til noget som sker med folket og for folket. Vidskab, og folkeoplysning skal igen være centrale i vores tænkning, kreativitet, den frie tale, fællesskabet er værdier vi kan finde tilbage til, uden at det vil være andet end sundt og godt for os allesammen.

G-d bevare Danmark.

Danmarks Radio og frihed under kærlighed

i Danmarks Radio/Journalistik af

Sandheden er ilde hørt, mest fordi folk er bange for de konsekvenser sandheden har for deres egen person; forfølgelse, social udstødelse, vold. Ofte er tabuer genstand for beskyttelse, ubevidst som bevidst, og islam har været et tabu man ikke måtte kritisere, men er det ikke længere. Vi må nu igen kritisere islam, og det er selvfølgelig godt for alle inklusive muslimerne selv.

Hermed bliver Danmarks Radios opgave også meget lettere. Indtil videre har institutionen set sig selv først som propaganda apparat for kommunisme og sidenhen for islamisme. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, Danmarks Radio er meget mere end de propaganderende del af institutionen, men store dele af huset har reelt været, og er stadig en propaganda institution.

Værdierne i huset er imidlertid sunde hvis vi går helt til udgangspunktet; Julius Bomholt. Julius Bomholt var en folkehøjskolemand, og måske kan nogle af hans idealer bruges i dag.

Først og fremmest kan man kigge lidt på hvad højskoletraditionen reelt er i sit udgangspunkt, for derigennem at finde nye idealer; det er folkeoplysning, nordisk mytologi, den frie tale, kreativitet, fællesskab og kærlighed.

Disse idealer var nogle Grundtvig samlede op undervejs i sine skriverier.

Konkret kunne disse idealer måske bruges i en redifinition af DR´s nuværende udgangspunkt. Hver afdeling kunne i princippet forholde sig hvilken del af det grundtvigske de knytter sig til, og følge hans spor. Jeg mener, måske var det på tide at vi dramatiserede lidt over de nordiske kæmper igen, det ville ikke være dårligt. Heller ikke søgen efter sandhed, åben fri debat eller programmer der gik efter at skabe sammenhæng for høj til lav ville være dårlige.

Eller som Bomholt selv siger:

“En virkelig kulturpolitik må til det yderste være frisindet. Vil man kultivere demokratiet må man først og fremmest demokratisere de ydre vilkår for kulturelt arbejde ud fra mottoet: “Nok støtte men ikke dirigere”

Det handler i sidste ende om at se målet for samfundet; frihed på den ene side og kærlighed på en anden side. Man kunne måske formulere det som et frihed under kærlighed.

Journalisternes faglige svigt

i Journalistik/Kritik/Renæssance af

Der diskuteres i disse dage højtlydt i forhold til journalisternes manglende faglighed og inkompetence i relation til grænsedebatten. Den enkle og uhyggelige sandhed er, at journalisterne tydeligt talte med to tunger; en på redaktionen og en i aviserne. Det er, her efter mediestormen, helt tydeligt at den konkrete nyhedsdækning af sagen ganske enkel er usand.

Hvorfor er det udtryk for et journalistisk forfald? Fordi de idealer journalisterne burde opretholde; objektivitet, sandhedssøgning, uafhængighed ikke blev opretholdt under dækningen af grænsediskussionsdebatten.

Poul Erik Andersen har gennemgået nogle af de journalistiske artikler der blev skrevet under mediestormen.

Manipulerende grænsejournalistik, JP, 26.06.11

Men, hvilke idealer er det så journalisterne burde stræbe efter, og hvor kommer de fra?

De kommer aktuelt fra den franske revolution. Napoleon Bonaparte kastede sig, med sine lasede franske tropper sig ind kampen for nationen og demokratiet. En kamp vi hørte et ekko af i fransk militærs indgriben i Libyen krigen, i et gjalende egalite, fraternite og liberte. Vi hørte det ikke direkte, men vi fornemmede det i de heltemodige jageres første tur ind i kampen for det libyeske folk. Det var modigt, det var flamboyant, det var fransk.

Læs videre

Go to Top