Kaos
Det er helt utrolig hvor elegant den dansk politiske virkelighed følger lærebøgernes diktioner. I følge Platon er demokratiets bagside for meget frihed og for lidt ansvar. Konsekvensen er kaos, som mærkes ved at alle er urimelige, dyr, mennesker, høj og lav. At man ikke skelner imellem borger og ikke borger, at man ikke respekterer lærerne og, i følge Isokrates; at loven nedbrydes.
Alle disse tegn ser vi tydeligt i dagens politik; det er kaos, man respekterer ikke folkekirken ved at sætte en inder som boss, man har en udenrigsminister som ikke kan tale engelsk, en statsminister som ikke kan finde ud af særlig meget, et parlamentarisk grundlag under regeringen som er dybt anarkistisk, og værst af alt en politik som uværligt vil skabe kaos i danskernes hverdag.
At løsne op på udlændinge politikken er præcis som Platon beskriver demokratiets skyggeside, et udtryk for at man ikke skelner mellem borger og ikke borger.
Det utrolige ved den moderne version af demokratiet er at det eksisterende folketing hujer og råber hurra for at kunne endnu mere frihed til muslimerne, og mindre tryghed til danskerne. Det er som om at den nuværende regering fejrer sin egen undergang; hurra vi begår selvmord.
Det er næsten sikkert som amen i kirken at denne politik vil være upopulær i befolkningen, så regeringen begår yderligere selvmord fra start af, de kommer højst til at sidde en enkelt termin med denne politik, og de vil få meget svært ved at komme til magten igen, hvis de kommer så langt som til næste valg. Jeg mener, den politik som de har tænkt sig at føre er langt mere radikal liberal end den norske, og der fik halvdelen af den socialistiske ungdom altså at mærke den værste konsekvens af politik.
Hvis man kigger lidt ud af, så ser det heller ikke godt ud. EU er tæt på sammenbrud; Euroen hænger i en tynd tråd, England overvejer at give befolkningen en mulighed for at stemme om medlemsskabet. Hvis englænderne får lov at stemme, så falder korthuset for alvor sammen, for EU er ikke populær i England, og hvis England melder sig ud, hvad så med de andre lande? Vi står altså overfor EU´s demontering.
Udenrigspolitisk står vi overfor en eskalerende konfrontation imellem islamistiske lande og Vesten. Denne konflikt har sin lokale version i Danmark; oprettelse af moskeer, slåskampe imellem muslimer og danskere repræsenteret ved bikere og indvandrerbander.
Konflikterne vil altså eskalere og regeringen er fuldstændig amatøragtigt sat sammen. Hvis ikke det lige havde været fordi det er blodig alvor, så ville vi stå i en næsten hysterisk Monty Pythonsk situation; “Come back and I will bite your knee!”, råbte den armløse og benløse ridder efter sin udfordrer. “Kom tilbage kære vælgere, og vi vil danse rundt og lave indianerdans, bede om godt vejr og medvind på cykelstierne!” råber den nye regering.
Strategien for oppositionen er imidlertid ganske enkelt; vælgerne vil søge tryghed i en der kan “få orden i tingene”, oppositionen skal altså vise styrke, komme med seriøse konstruktive forslag, kritisere sobert, vise mandsmod og hjerte, og så for guds skyld slappe af og få sig et godt grin en gang imellem. Jeg glæder mig for eksempel til at se Villy Søvndal møde Obama og høre ham forsøge at stave sig igennem magne carta, eller høre hvad de danske præster har at sige om det nye indiske overhoved, eller opleve regeringens hovedløse skræppen op når EU falder.
Jeg glæder mig dog ikke til den forfærdelige virkelighed de vil skabe, for det kommer til at gå ud over dig og mig. Men det er os selv der har stemt dem til magten, så det er vores egen skyld. Korruptionen ligger i dem der stemt gøglerne ind, de har det sidste ansvar, det vil altså sige din mand, din kone, dine børn og dine venner. De kommer til, ligesom vi andre der har lidt mere rationalitet at gøre med, at lide.