Det uundgåelige sagsforhold
Uden at ane det, har jeg en fornemmelse af, at meget af den såkaldte ‘stramme’ udlændinge-politik har til mål at få masseindvandringen til at fremstå som et uundgåeligt sagforhold, dvs. som det modsatte af det, den egentlig er: Nemlig et konkret resultat af nogle konkrete politiske beslutninger.
Det lyder måske en anelse paranoidt, men det forklarer i nogen grad hvorfor de såkaldte stramninger først og fremmest synes at ramme den type indvandrere, som de færreste faktisk har noget imod… mens vi omvendt har mere eller mindre absurde sager som den, om Levakovich-familien, der på samtlige parametre lever op til at blive smidt ud af landet for good for de fleste danskere, og dog får lov at blive og bedrive veldokumenteret organiseret kriminalitet i årevis.
Dvs. man går hårdt efter dem, der ikke udgør et egentligt problem, mens man omvendt ‘beskytter’ de faktiske problematiske elementer.
Effekten er dobbelt: På den ene side skaber man et medie-billede af, at man ‘gør noget ved problemerne’ ved at vedtage den ene stramning efter den anden – og på skyggesiden stemmer man folk negativt overfor idéen om yderligere stramninger, da mange oplever at stramningerne har katastrofale konsekvenser for mange folk, som vitterligt ikke har fortjent det.
Men altså… som sagt ved jeg det ikke. Jeg er ikke politiker. Jeg har ingen officiel indsigt i den slags ting.
Jeg undres dog bestandigt over, at man ikke er mere skarp på de kvalitative sondringer i indvandringsdebatten. Når folk snakker om problemerne med indvandring, er det i 9999 ud af 10000 tilfælde masseindvandringen fra mellemøsten og nordafrika de snakker om.
Ikke alt indvandring skåret over én kam.