Category archive

Kritik

Det uundgåelige sagsforhold

i Kritik af

Uden at ane det, har jeg en fornemmelse af, at meget af den såkaldte ‘stramme’ udlændinge-politik har til mål at få masseindvandringen til at fremstå som et uundgåeligt sagforhold, dvs. som det modsatte af det, den egentlig er: Nemlig et konkret resultat af nogle konkrete politiske beslutninger.

Det lyder måske en anelse paranoidt, men det forklarer i nogen grad hvorfor de såkaldte stramninger først og fremmest synes at ramme den type indvandrere, som de færreste faktisk har noget imod… mens vi omvendt har mere eller mindre absurde sager som den, om Levakovich-familien, der på samtlige parametre lever op til at blive smidt ud af landet for good for de fleste danskere, og dog får lov at blive og bedrive veldokumenteret organiseret kriminalitet i årevis.

Dvs. man går hårdt efter dem, der ikke udgør et egentligt problem, mens man omvendt ‘beskytter’ de faktiske problematiske elementer.

Effekten er dobbelt: På den ene side skaber man et medie-billede af, at man ‘gør noget ved problemerne’ ved at vedtage den ene stramning efter den anden – og på skyggesiden stemmer man folk negativt overfor idéen om yderligere stramninger, da mange oplever at stramningerne har katastrofale konsekvenser for mange folk, som vitterligt ikke har fortjent det.

Men altså… som sagt ved jeg det ikke. Jeg er ikke politiker. Jeg har ingen officiel indsigt i den slags ting.

Jeg undres dog bestandigt over, at man ikke er mere skarp på de kvalitative sondringer i indvandringsdebatten. Når folk snakker om problemerne med indvandring, er det i 9999 ud af 10000 tilfælde masseindvandringen fra mellemøsten og nordafrika de snakker om.

Ikke alt indvandring skåret over én kam.

Den akademiske tanke

i Kritik af

På en måde er hele det akademiske projekt en dødsejler i udgangspunktet. Tanken kvalificerer i fasttømrede institutionelle rammer.

Denne tendens bliver kun mere udtalt over tid: Fokus skifter, og bevaringen af den institutionelle form i sig selv tager stille og roligt præcedens over det, som institutionen oprindelig var tænkt som en formidler af (dvs. den frie tanke).

Den frie tanke bliver ‘glemt’, fordi man efterhånden sætter (ubevidst) lighedstegn imellem rammerne for tanken, og tanken selv.

Selv Platons akademi og Aristoteles’ Lykeion gik i forfald over tid, og her kan man næppe sætte spørgsmålstegn ved den geniale intention bag projekterne.

Det betyder imidlertid ikke, at akademier ikke tjener en vis funktion. Endog en vigtig én.

Nietzsche påpeger et sted, at fritænkningen når et højdepunkt i kampen for at etablere sig selv som institution – mens institutionen selv, når først kampen er overstået og den er veletableret og respekteret, efterhånden bliver til fritænkningens største fjende og forhindring.

Det er et paradoks. Som fritænker er der intet, som er mere frustrerende, end den lammende tavshed, modstand og generelle (ofte uudtalte) fjendtlighed, du møder med meget jævne mellemrum, fra de etablerede systemer.

Og dog synes denne agre modstand at være en iboende betingelse for fritænkningens vækst og evolution. Den ville ikke kunne modnes og styrkes uden.

Ud fra min personlige erfaring med Københavns Universitet vil jeg også tilføje, at min studietid langfra har været spildt, selvom det akademiske niveau var umiskendeligt lavt, og pensum fyldt med irriterende overflødigheder:

For min tid på universitetet var stadig en tid, hvor der i uhørt grad var tid og rum til, at udforske mange spændende tænkere og traditioner på egen hånd.

Dertil kom nogle særdeles velasssorterede biblioteker, som det var en fornøjelse at gå på evenntyr i.

Så summa summarum: Selvom den ‘officielle’ akademiske verden måske nok er lidet imponerende (og det er den virkelig!), så kan rammerne omkring dem stadig udnyttes til at stykke en solid uddannelse sammen.

Man må uddanne sig selv, når nu ingen andre gør det.

DR

i Kritik af

Nå, nu skal vi så endelig tage fat på enden af DR. Det er det som sker, hvis DR ikke formår at følge med tiden.

De fleste på højrefløjen vil helt af med skidtet, jeg har faktisk holdt en dør op for at de kan fortsætte med at eksistere.

Hvordan kan det så lade sig gøre, det kan lade sig gøre ved, for det første at have en seriøs public service ideologi. I mine øjne er det folkeoplysning. Altså, at man tjener det demokratiske samfund. Det gør man ikke, hvis man holder alle de intellektuelle ude af varmen, som man ikke kan lide. Her er en liste, som BEVISER at DR ikke er et demokratisk aktiv, men et demokratisk problem.

Følgende intellektuelle er udelukket af debatten.

Ralf Pittelkow
Lars Hedegaard
Asger Trier Engberg
Uwe Max Jensen
Nikolaj Sennels
Kim Møller
Steen, Snaphanen
Lennert Kiil

Hvis og når DR formår at sprede sine tv indslag politisk, hive flere eksperter ind som ikke bare er indenfor den politisk korrekte boks, og i det hele taget stopper den helt afsindige politiske slagside, så mener jeg vi skal give DR en chance.

Men de skal i gang, og bevise deres værd.

Man kan vel sige, at de har ca. et halvt år til at bevise at de kan trække tingene i en lidt mere afbalanceret retning.

Det er min holdning. Hvis de ikke formår det, så kan de for min skyld godt lukke skidtet.

Jeg vil lige, afslutningsvis, sige, at det handler ikke for mig om at komme i TV, jeg har det fint uden. Det er det principielle.

G-d bevare Danmark.

PET

i Kritik/PET af

I konflikten imellem Vesten og islamismen, som er defineret ved at være den politiske del af Islam, er de vestlige efterretningstjenester og bureaukratier generelt helt ude af trit med udviklingen.

Det så vi senest med en lille opsat aktion, hvor PET havde inviteret en islamist fra Pakistan. Oven i købet blev denne lille happening arrangeret på mærkedagen for amerikanernes nederlag i New York, hvor de to tårne faldt til Al-Queda. Det var det samme som hvis tyskerne fejrede slaget ved Dybbøl på dagen med pomp og pragt, med de slesvig-holstenske styrker som reelt ville af med danskerne. Med andre ord en direkte statsfornærmelse.

Denne korrupte og verdensfjerne indstilling til tingene er langt bredere funderet end bare lige ved denne aktion. Vi taler om en stat som villigt sælger sine egne borgere som sexslaver, og beskytter voldsmændende når de har voldtaget. Der er altså tale om et af de mørkeste kapitler i den vestlige historie. Aldrig før har staterne på den måde udnyttet og forfulgt deres egne borgere.

Alle initiativer, selv fredelige initiativer, forfølges konsekvent af medier, hemmeligt politi og hvad staten ellers kan finde på. Alt imens de stakkels piger forfølges og udnyttes af islamister. Værst står det til i England, hvor islamister har brugt hvide piger (sådan ser de dem selv) som sexslaver helt ned fra tolv årsalderen. Dette har været fuldt bevist accepteret af det engelske politi.

Vi taler altså om en direkte og stærk undertrykkelse af lokalbefolkningen med de mest ubehagelige og uciviliserede midler.

Jeg har længe forsøgt at råbe myndigheder op, uden held. Jo, politikerne har hørt det, og er efterhånden, lige bortset fra nogle ekstreme partier på venstrefløjen enig med mig i, at det er uholdbart. Men myndighederne er ikke interesseret i at lytte til mine ideer og min kritik. Nej de har konsekvent og ihærdigt forfulgt mig. Det har de gjort med at engagere Lars Hedegaard til at få mig til at være persona non grata i den intellektuelle verden, ved at infiltrere min familie og ødelægge mit forhold til dem, og censurere mine skrevne ord i pressen.

Læs videre

Retssagen med Hedegaard

i Demokrati/Humanisme/Journalistik/Kritik af

Jeg har grublet en del over signifikansen af den just overståede retssag imod Lars Hedegaard fra statens side. Jeg har, på uheldig vis været indblandet og har haft en meget central rolle, idet Hedegaard hoppede af krogen, idet han påstod at jeg havde snydt ham. Han påstod at han ikke ville have offentliggjort interviewet, hvis han havde haft interviewet til gennemsyn, og derfor ikke mente at interviewet var produceret til offentligheden.

Det er en direkte løgn, det har jeg tidligere dokumenteret her:

http://edens-lys.dk/sandheden-om-interviewet-med-lars-hedegaard

Vi havde aftalt hvordan og hvorledes interviewet skulle foregå, til mindste detalje.

Og flere kommentarer:

http://edens-lys.dk/retssagen-imod-lars-hedegaard-%C3%B8stre-landsret

http://edens-lys.dk/jeg-falder-med-min-%C3%A6re-i-behold

Så er det lykkes Hedegaard at overbevise højesteret om det modsatte, hvilket jeg vil berøre i en senere artikel, idet dette retslige svigt reelt stille spørgsmålstegn ved retsstatens autoritet. Jeg mener, man står med en naturretsfilosof på den ene side, og en journalist på den anden side. Så vælger man at støtte journalisten, på trods af at filosoffen kan dokumentere sine påstande. Hvordan hænger det lige sammen? Det stiller spørgsmålstegn ved det naturretslige fundament under sagen. En direkte konsekvens af en uhæderlig dom. Det kommer jeg som sagt tilbage til.

Hvad der imidlertid er mere interessant er, at sagen har afsløret, på grum vis, to fløje i islamdebatten. Den ene fløj; Hedegaards, har intet problem med at lyve, og stikke knive i ryggen på folk, hvis de kan få noget ud af det. Præcis de forhold der har skabt de uheldssvangre forhold i vores land. Det kaldes også for moralsk korruption. For dem handler det ikke om principper, men om karriere, hvilken en ko de nu kan malke, og hvor de kan tjene fedt, så de kan flyve på førsteklasses og sidde med i smarte bestyrelser. Det er bagsiden af demokratiets medalje vi ser her, og det som jeg har svoret jeg ville forsøge at oplyse, således at det kunne forsvinde. Hvilket så faktisk er lykkes med Hedegaard.

På den anden side er de etiske mennesker. Uwe, Helle Merete Brix, undertegnede og flere andre, er ikke i denne kamp for at skabe karriere, tværtimod er vi her fordi vi ikke vil have karriere. Sådan føles det i hvert fald. Vi er her fordi der er en principiel kamp som skal tages. Principper som oplysning, retfærdighed og solidaritet.

Det gør, at vi ikke kan acceptere at Hedegaard ofrer en kammerat for at slippe for en dom. Hvad er det for en gang svineri, jeg mener, jeg har et barn på vej, hvordan skal hun kunne få mad i munden og tøj på kroppen når Hedegaard mener at det er opportunt at kaste mig på møddingen?

Præcis heri ligger rimeligheden af resten af samfundets fordømmelse af islamkritikken. Fordi hvis man fra venstrefløjens side kan se at højrefløjen handler dybt uetisk, så vil man, med rette, kunne konkludere, at kampen imod islam ikke handler om at gøre verden bedre, men om at forfølge en minoritet.

Hermed bliver Hedegaards arbejde bare en gigantisk selvmordsaktion. Yderligere sviner han Danmarks omdømme til i udlandet. Jeg mener, når nu udlandet finder ud af, at manden er dybt korrupt. Hvordan vil de så have det, med at skulle støtte ham i hans “hellige mission”, som altså gik ud på at stikke mig i ryggen. Hele retssagen som han har høstet internationale roser af i udlandet gik på at ødelægge min karriere.

Flot, og sikke et eksempel vi sender rundt i verden for at repræsentere Danmark. Når jeg har snakket med Melanie Philips for eksempel, altså en type som ligner mig selv, så får jeg det indtryk at Hedegaard har bagtalt mig. Det er selvfølgelig surt for mig, men det er også pinligt for landet. Fordi jeg er ung, og forsvinder ikke lige med det samme. På et tidspunkt bliver Hedegaard så gammel og affældig at han mimrer i graven, og så er det måske muligt for mig at komme til udlandet og snakke med dem, uden at skulle have hr. knivstikker til at forfølge mig.

Vi har delt det islamkritiske miljø op i de rene og de urene. Hvis man kan sige det sådan, med et glimt i øjet. De urene, og korrupte er de samme gamle karrieremagere som det altid har været, de rene er de unge og de idealistiske.

Kunne man overveje snart at se at komme af vejen, gamle korrupte stoddere?

Jeg spørger bare, og den ret har jeg fortjent.

Politiet og det danske territorium

i Forsvaret/Kritik/Retsstat af

Det danske politi er en farce, lad os se hvad deres opgave er:

At opretholde lov og orden. Klarer de denne opgave? Set i lyset af den reelle voldtægtsbølge, som langsomt er ved at brede sig fra Norge til Danmark, så NEJ!

Det er klart, at en voldtægtsbølge stiller store reelle spørgsmålstegn ved politiets håndtering af deres opgave; at beskytte de enkelte borgere imod kriminalitet. Og i sagen med den lille, pige; kriminalitet af den allerværste slags.

Problemet ved undergravningen af loven, er at befolkningen begynder at tvivle på statens evne til at kunne håndtere deres arbejde. Det logiske ræsonnement er; hvis politiet ikke kan finde ud af at beskytte os imod så uhyggelige overgreb som overgreb imod vores børn, så er det måske er dårlig ide at have politiet. For så afvæbner vi os samtidig med at vi ikke er reelt forsvaret.

Hermed mister politiet voldsmonopolet og borgerne begynder at bevæbne sig selv, retsstaten falder.

Lad os kigge lidt på hvad ideen med en retsstat er. I følge Hammurabis stele, det første vidnesbyrd for lov i den vestlige verden, så er lovens formål at beskytte de svage. Ideen er, at man i naturen har det som kaldes “den stærkes ret”, altså her er det den største orangutang som bestemmer over den mindre orangutang, fordi han kan slå ham ihjel eller pine ham på anden måde.

Dette er lovens reelle udgangspunkt. Loven sikrer så “den lille orangutang”, for at blive slået oven i hovedet, således at han kan leve et fredeligt liv. Denne grundide er det man kalder civilisation. Civilisation er, helt grundlæggende, at man beskytter det svage imod de stærkes ret.

Når politiet ikke formår at opretholde loven i bestemte områder, indføres den stærkes ret igen. Og her bliver danskerne reelt svage, idet de, på den ene side, aflægger voldsmonopolet, idet de lægger det hos politiet, og på den anden side skal underlægge sig stærke indvandreres magt. I ekstreme situationer går det så ud over helt små piger, som jo reelt er de allersvageste i vores samfund.

Hermed bliver politiets manglende forsvar for loven de svages allerværste fjende.

Lad mig sige det på en anden måde: DET ER BØRNENE DER BETALER FOR AT POLITIET IKKE KAN FINDE UD AF OPRETHOLDE LOVEN!.

Undskyld de stærke ord, men det virker ikke som om politiet, indtil videre, har været motiveret for at opretholde loven i mange af de ghettoer som ligger under den stærkes ret, eller rettere ligger under shariaretten.

Kigger vi specifikt på de områder hvor shariaretten hersker, er der en yderligere skærpende omstændighed. I disse områder har muslimske indvandrere indført en alternativ retsstat. Altså en retsstat bygget efter mange af de samme forskrifter som den danske; den har dommere, filosofi, love og så videre. Retsstaten knytter sig yderligere til den muslimske nation ummaen.

Her er altså tale om en fjendtlig nations erobring af dansk territorie. Danmark er kun der hvor dansk lov og ret gælder.

Dette er, i følge grundloven, noget af det værste man kan gøre imod Danmark, der er tale om en reel erobring af dansk jord af Danmarks fjender.

Hvis det så havde været sådan, at vi ikke kæmpede imod islamisterne andre steder i verden, så havde konflikten selvfølgelig ikke været så hård, men da vi kæmper imod islamisterne i det meste af verden, så bliver den konflikt der er med de herboende islamister så meget værre.

Man kan altså, fra forsvarets side, stille det grundlæggende spørgsmål om politiet dækker deres ryg imod de fjender de kæmper med rundt omkring i verden. Klarer politiet kampen på hjemmefronten, mens soldaterne klarer deres på udefronten. Den lille tiårige piges skæbne taler vist for sig selv.

Hermed er det reelle problem, og den reelle løsning også klart; politiet skal ganske enkelt se at komme ud af starthullerne, udføre deres job; at dække deres kolleger i udenrigstjenesten, og beskytte de danske børn.

Hvis de ikke kan det, så skal de råbe vagt i gevær, og smide håndklædet i ringen, jeg har sagt det før, så det var måske ved at være på tide man gjorde det?

Når man så samtidig kan mobilisere store kræfter på at nedkæmpe platoniske filosoffer og folkelige bevægelser det gør det enkle at de stiller spørgsmålstegn ved politiets arbejdsprojekt, på en fredelig måde, så er det jo tydeligt, at det ikke er manglen på engagement og mandskab der er problemet. Det er evnen til at motivere sig selv for at gøre det enkle arbejde; at stoppe fjenden, og ulovlighederne.

Vi venter stadig på at politiet løser deres opgave. Ja, vi har nu politikere som ikke kan kende forskel på deres venstre og højre sko, og som er dybt korrumperede, men det løser ikke politiet for deres opgave; at sørge for at loven opretholdes af alle i det danske territorium.

G-d bevare Danmark.

Ole Sohn

i Kritik/Socialisme af

Det er forkasteligt så utilsigtet den tidligere kommunist og formand for DKP bliver kastet rundt i manegen. Lad os være fair; Ole Sohn har været formand for DKP, han har modtaget penge fra KGB, han har været i Østeuropa for at hylde den tidligere despot og tyran Honecker. Men han har, til forskel fra de fleste andre socialister, der har haft ligeså dubiøse kontakter til KGB, arbejdet konstruktivt og reelt med problematikken.

Helt konkret har han skrevet flere bøger hvor han, ærligt og redeligt, lægger en kritik frem af de uhyrligheder som skete under Sovjettiden.

Det har, for mig at se, flere reelle konskekvenser for Ole Sohn. For det første har han forholdt sig kritisk til arven fra Sovjet. Han har erkendt hvad der var gode ting og hvad der var dårlige ting ved systemet.

Yderligere har Ole Sohn, som en af de relativt få danske politkere, fået en mere global forståelse for dansk politik. Sohn kender til de påvirkninger som Danmark er underlagt, og har en kritisk stillingtagen til det.

Altså alt i alt, en erfaren, dygtigt, selvstændigt tænkende og god mand for Danmark.

Yderligere er det min opfattelse at Sohn har været en af de fremmeste kritikere af islam. Han har formået at stille sig op i den modvind der har været fra baglandet imod de nye tanker der omkring islam. Som en af de eneste har han formået reelt at stille et troværdigt projekt op i mod islamismen, idet han ser en opposition imellem demokrati og islam. Altså en opposition imod den frihed og det smukke samfund vi i dag tager for givet.

Det er det der sker når man kan formå at se kritisk på sin egen fortid, så er man parat til at tage nye skridt og lære.

For mig at se har Ole Sohn lært, og han er den person som kan give den reelle fornyelse i det socialistiske perspektiv, som socialisterne har så hårdt brug for.

Det er ok at tage fejl, det gør vi allesammen. Men det er ikke ok ikke at angre, når man har gjort en fejl. Store dele af det socialistiske bagland har været ført ved næsen under den kolde krig. Måske var det på tide at de bakkede op omkring Ole Sohns forsøg på at komme videre?

Det ville give socialisterne det der skulle til, for at kunne danne nye ideer og reelt komme ud af den ideologiske krise, som de er i.

Fascismen, jødehadet, bøssehadet og mandschauvinismen er over os igen, den har nu bare et andet navn, og den mangler stadig modige lyskrigere til at bekæmpe den. Nu hedder den bare islam.

G-d bevare vores demokrati.

Barnets perspektiv

i Kritik/Politik af

Splittelserne i den nye regerings grundlag er efterhånden ved at blive klare; den manglende balance imellem en islamkritisk og proislamisk politik, en manglende balance imellem en socialistisk og en borgerlig politik, og en manglende erkendelse af vælgernes prioriteringer.

Jeg kan huske engang jeg var underviser på seminariet, der diskuterede os lærere vidt og bredt om pædagogiske tiltag, politiske løsninger, læring, idealisme og meget andet. En gang, midt i en af de mange snakke, kom der en elev ind i salen, hvor vi diskuterede. Det var helt underligt, for pludselig gik det faktisk op for os, at vi slet ikke diskuterede dem der egentlig handlede om; eleverne. Sådan har jeg det også med den nye regering; de diskuterer den ene politiske ide efter den anden, kaster sig ud i engagerede forsvar for henholdsvis Chicago liberalisme eller klassisk marxisme, forsøger at se verden med grønne briller og så videre. Men hvad med vælgerne? Hvad med deres behov? Det er som om vælgerne er forsvundet fra politikernes bevidsthed, og alt er blevet en teoretisk diskussion uden reelt indhold. Politik er ikke teorier, politik er statens styring af vores fællesskab, og uden den grundlæggende erkendelse af politikkens formål, så bliver politik bare en tour de force i teori rap og stand up ævl, hvor den med de fineste ord vinder. Det vinder man ikke valg på igen.

Jeg kan huske en anden historie som kan give et fingerpeg til den nye regering, om hvordan de måske skal tænke en mere virkelighednær strategi. Min oldemoder Sigrid Trier Hansen, som var vokset op på Vallekilde højskole, havde en fin lille ting hun gjorde, når hun satte sig ved bordet. Hun tog altid hånden ved to børn, og satte sig ved bordet med dem. Sådan kunne den nye regering måske også tænke; altså hvad er godt for børnene?

Vil den nye regering kunne se børnene i øjnene med det de laver nu? Vil de kunne se dem i øjnene om ti år, når børnene vil stille dem til ansvar? Vil de have det gode med at islamisere landet yderligere? Vil de finde det opportunt at lave flere klasser med halvt muslimsk og halvt danske elever? Hvad med fritidsklubberne som muslimerne brænder ned, skal vi have flere af dem? Hvad med alle de stakkels unger som finder sig muslimske kærester og, for manges vedkommende konverterer til islam, hvad vi de sige til dem? Eller de helt unge piger som gifter sig med imamer, skal de høre på marxismens alenlange knævrerier om kapitelens udbytning af arbejderen, eller hylde endnu en fad Adam Smitsk Chicago boy.

Det er det reelle perspektiv man altid skal regere efter hvis man har hjerte; barnets perspektiv.

Kaos

i Islam/Kristendom/Kritik/Politik/Socialisme/Valg af

Det er helt utrolig hvor elegant den dansk politiske virkelighed følger lærebøgernes diktioner. I følge Platon er demokratiets bagside for meget frihed og for lidt ansvar. Konsekvensen er kaos, som mærkes ved at alle er urimelige, dyr, mennesker, høj og lav. At man ikke skelner imellem borger og ikke borger, at man ikke respekterer lærerne og, i følge Isokrates; at loven nedbrydes.

Alle disse tegn ser vi tydeligt i dagens politik; det er kaos, man respekterer ikke folkekirken ved at sætte en inder som boss, man har en udenrigsminister som ikke kan tale engelsk, en statsminister som ikke kan finde ud af særlig meget, et parlamentarisk grundlag under regeringen som er dybt anarkistisk, og værst af alt en politik som uværligt vil skabe kaos i danskernes hverdag.

At løsne op på udlændinge politikken er præcis som Platon beskriver demokratiets skyggeside, et udtryk for at man ikke skelner mellem borger og ikke borger.

Det utrolige ved den moderne version af demokratiet er at det eksisterende folketing hujer og råber hurra for at kunne endnu mere frihed til muslimerne, og mindre tryghed til danskerne. Det er som om at den nuværende regering fejrer sin egen undergang; hurra vi begår selvmord.

Det er næsten sikkert som amen i kirken at denne politik vil være upopulær i befolkningen, så regeringen begår yderligere selvmord fra start af, de kommer højst til at sidde en enkelt termin med denne politik, og de vil få meget svært ved at komme til magten igen, hvis de kommer så langt som til næste valg. Jeg mener, den politik som de har tænkt sig at føre er langt mere radikal liberal end den norske, og der fik halvdelen af den socialistiske ungdom altså at mærke den værste konsekvens af politik.

Hvis man kigger lidt ud af, så ser det heller ikke godt ud. EU er tæt på sammenbrud; Euroen hænger i en tynd tråd, England overvejer at give befolkningen en mulighed for at stemme om medlemsskabet. Hvis englænderne får lov at stemme, så falder korthuset for alvor sammen, for EU er ikke populær i England, og hvis England melder sig ud, hvad så med de andre lande? Vi står altså overfor EU´s demontering.

Udenrigspolitisk står vi overfor en eskalerende konfrontation imellem islamistiske lande og Vesten. Denne konflikt har sin lokale version i Danmark; oprettelse af moskeer, slåskampe imellem muslimer og danskere repræsenteret ved bikere og indvandrerbander.

Konflikterne vil altså eskalere og regeringen er fuldstændig amatøragtigt sat sammen. Hvis ikke det lige havde været fordi det er blodig alvor, så ville vi stå i en næsten hysterisk Monty Pythonsk situation; “Come back and I will bite your knee!”, råbte den armløse og benløse ridder efter sin udfordrer. “Kom tilbage kære vælgere, og vi vil danse rundt og lave indianerdans, bede om godt vejr og medvind på cykelstierne!” råber den nye regering.

Strategien for oppositionen er imidlertid ganske enkelt; vælgerne vil søge tryghed i en der kan “få orden i tingene”, oppositionen skal altså vise styrke, komme med seriøse konstruktive forslag, kritisere sobert, vise mandsmod og hjerte, og så for guds skyld slappe af og få sig et godt grin en gang imellem. Jeg glæder mig for eksempel til at se Villy Søvndal møde Obama og høre ham forsøge at stave sig igennem magne carta, eller høre hvad de danske præster har at sige om det nye indiske overhoved, eller opleve regeringens hovedløse skræppen op når EU falder.

Jeg glæder mig dog ikke til den forfærdelige virkelighed de vil skabe, for det kommer til at gå ud over dig og mig. Men det er os selv der har stemt dem til magten, så det er vores egen skyld. Korruptionen ligger i dem der stemt gøglerne ind, de har det sidste ansvar, det vil altså sige din mand, din kone, dine børn og dine venner. De kommer til, ligesom vi andre der har lidt mere rationalitet at gøre med, at lide.

Vi skal i dialog

i Europa/Kritik/Politik/Socialisme af

Sandheden er ilde hørt i de høje gemakker. Vi går lystigt i krig med diktatorer i de arabiske lande, men når det kommer til diktatoriske og udemokratiske tilstande i vores egen verden, så er alle der kritiserer straks “højreekstremister”, “usympatiske” og har dårlige værdier. Sandheden er, at det er langt lettere at se sine fjenders fejl end sine egne fejl.

Lad os kort rekapitulere; I Danmark er vi underlagt et bureaukratisk system, som knytter sig til en megalomanisk enhed som kalder sig EU. EU er en blanding af en liberal og socialdemokratisk instans. Men det er desværre alle de dårlige værdier fra det liberale og det socialdemokratiske som EU bygger på; Chigaco boys, og post KGB socialistisk ungdom. Det handler ikke om at se ytringsfrihedens idé, eller være reelt solidariske med den lille mand, det handler om magt og om at udnytte dem som kan udnyttes. Et godt eksempel er det danske fiskeri, som virkede fint indtil EU fik kastede deres grådige fingre over det, regulerede det, og ødelagde utallige små fiskeri samfund. Man snakker om udkants-Danmarks død, døden kommer fra EU. Det er EU, der med sine bureaukratiske tiltag har ødelagt et område som eller fungerede fint og opretholdte smukke og lokale kulturere med mange tusinde år på bagen.

Dette monster, som ingen legitim demokratisk ide har, har brugt det meste af sin levetid på islamisere, udnytte, nedbryde de lokale demokratier, sælge landet og kvinder for højestbydende, og i det hele taget prostitueret Europa. Nu er projektet ved at gå til i egen inkompetence, europæerne hader alle de tiltag der kommer fra monstret, og det virker ganske enkelt ikke.

Jo længere vi overlader styringen til EU, jo mere vold og opstand vil der ganske enkelt komme i de enkelte lande.

Sammenligner vi dette inkompetente og korrupte styre med Gadaffi, så er den eneste reelle forskel, at EU endnu ikke har valgt at bruge fysisk magt for at understøtte sine ufattelig korrupte projekter. Man har valgt at forsøge sig alene med mediemagt for at gennemføre bl.a. islamiseringen af Europa.

Det går bare ikke, og tingene er ved at vælte for socialdemokraterne i alliance med de korrupte Chicago boys, og det bliver grimt.

Realistisk set bliver det så de demokratiske parlamenter der skal rydde op efter EU´s hærgen, og det er her den nye demokratiske ideologi vil spille en væsentlig rolle.

Derfor er det så utrolig vigtigt, at min/mine venners filosofi får lov til at blive udbredt på nuværende tidspunkt, der skal være et system der samler op på tingene efter EU´s sammenbrud. Hvis ikke der er en seriøs polis ideologi der kan samle folk om et civiliseret projekt, så vil det hele risikere at gå virkelig skidt.

Hvilket vil sige, at den ideologi der på nuværende tidspunkt virker skræmmende og frastødende på nogen, er en reel redningskrans hvis først Europa kastes ud i kaos for alvor. Man skal være blind for ikke at erkende at den er gal, og man skal være gal, hvis man vil forhindre de reelt demokratiske, positivt spirituelle kræfter i at komme frem.

Alternativet er jo som med Breivik, hvis den udvikling som må komme stoppes af mediernes tyranni, så ender det med at den slår over i terror. Der var det måske mere positivt at man tog knoglen, ringede til mig, og spurgte mig, og andre i min båd, hvad i alverden vi har gang i.

Vi vil fred og kærlighed, men vi er samtidig erkendte om de reelle farer vores verden er i, hvis det er kriminelt, så er sandheden kriminel, og det er den som bekendt i tyrannier.

G-d bevare kærligheden.

1 2
Go to Top