Category archive

Kærlighed

Hedegaard og Venstrefløjen

i Hedegaard/Kærlighed/Kulturradikalisme/Renæssance af

Det er med slet skjult vantro, at jeg læser de danske medier disse dage. Det er som om de danske (old school) intellektuelle af den hedengangne Seidenfaden aftapning, har vejret morgenluft efter at Hedegaard så eklatant dilletantisk forspillede (endnu engang) århundredes chance for at promovere de argumenter, der har simret i den nationalkonservative græsrodsbevægelse.

Men efter min mening, så gør man regning uden vært. Af uransagelige årsager er det lykkes Hedegaard at stille sig selv i spidsen for det islamkritiske miljø, dette uden at manden har evnerne eller integriteten til at stille sig der. Det viser nu det andet interview han har klodset godt og grundigt rundt i. Manden er en levende katastrofe. Det minder lidt om diskussionen de allierede havde om Mussolini under den anden verdenskrig. Var han en fordel eller en ulempe for dem? På den ene side var han selvfølgelig en fjende, men omvendt var han så uduelig, så at hele tiden kostede tyskerne energi. Havde det ikke været for Mussolini, så havde vi nok aldrig fået haset på Hitler, da han, efter al sandsynlighed ville have slået Russerne ved Stalingrad.

Men ja, det er vel nok et lidt ensomt perspektiv jeg her har, da jeg jo, som bekendt, står lidt isoleret på både den ene og den anden fløj, og hermed har fundet mit eget lille helle, hvor kun en ægte oplysningsmand kan stå; uberørt af stormen, med begge fødder fast plantet i sandheden og oplysningens frelsende tanke, kunne man sige.

Jeg har aldrig været særlig vild med Hedegaard, specielt efter at han løj sig igennem tre retslige instanser, og, som kronen på værket, fik en frihedsmedalje. Manden er en papegøje, og uden de store evner som formidler og debattant. Det burde vel efterhånden være klar for selv de hårdeste inkarnerede fans på højrefløjen. Han er en dilletant og så oven i købet en korrupt dilletant.

Med slet fryd er det imidlertid lykkes venstrefløjen anno 1968 at få sat en kæp i hjulet på den islamkritiske fløj. Det er selvfølgelig, ud fra et venstrefløjs perspektiv som inkluderer striktrøje, palæstina sympatier, Fredsmarcher og langt år under armene på de skidne kvinder, ganske godt. Men er det godt for sandheden?

Her vil jeg mene, at det ikke er, for samfundet bevæger sig kun fremad med lys. Altså sandhed.

I forvejen var 68´erne, langt hen af vejen, en gang psykologisk ævl, kogt i de Sovjetkommunistiske laboratorier. Det meste af det; nedrustningsaftalerne, Rødstrømperne, modstanden imod USA, var direkte styret fra Moskva, og havde ikke til formål at styrke Kommunismen, men var den stemning og dekadence som Sovjet var endt i i sine sidste dage. Venstrefløjen var bare de uduelige og villige ofre. Det kan mange kunstnere snakke med om. Hvem havde sig ikke en Russer, som Jakob Holdt så åbenlyst sagde.

Men da ingen, endnu, har villet tage opgøret med den kolde krig i Danmark, så står man stadig med hovedet fast plantet i jorden, og formår ikke at se de tendenser der er i den muslimske verden til at overtage der hvor Sovjet slap. De samme metoder; infiltrering af det akademiske liv, kulturlivet og medierne.

Anyway, at hele den manglende oprydning, som 68´erne i princippet står overfor, for OVERHOVEDET at have noget at skulle have sagt, straks skal fjernes fra radaren, bare fordi der sidder en distanceblænder på toppen af iskagen i den borgerlige akademiske verden, er noget sludder.

Jeg har sagt det den ene gang efter den anden; hvorfor tager medierne og det politiske liv ikke snart og kommer i gang, får startet på selvransagelsen. Spørger sig selv om støttet til Islam, Hamas, Hezbollah, Erdogans Islamistiske Tyrkiet, hadet til jøderne. Om det er nogen god ide. Ja så kan vi snakke. Indtil da, synes jeg, helt ærligt, at man skulle tage og lukke en hvis legemsdel, og komme ned i skjul igen. Det er bare et forslag.

Jeg har flere gange undsagt mig Hedegaard. Jeg mener han er en uduelig katastrofe, som ødelægger langt mere for den borgerlige fløj end han gør godt. Men jeg deler faktisk mange af hans synspunkt, fordi han jo har ladet sig inspirere meget af mine ideer.

Men jeg vil sige, at jeg mener at hans største problem er, at han reelt ikke har en særlig dyb indsigt i Islam og dens mange ansigter. Hans kritik er meget enøjet. Min egen far var muslim, og jeg har altid holdt meget af ham, min fars store ideal var Ghandi og han kæmpede for sit lands frihed.

Sådan er det jo, en ideologi har mange ansigter, og kun hvis man formår at se nuanceret på en antagonist, og det må man sige at en stor del af Islam er til Vesten i dag, så kan man tillade sig at skryde op og få medaljer. Hvis man ikke kan, så må man holde sig lidt i andet geled og lade være med at skulle stille sig i vejen, for dem der rent faktisk har lidt mere mellem ørene.

Det handler, for mig at se, om nuancer. Den største fare for en ideolog i opposition til en anden ideologi, er at blive farvet af modstanderen. Man læser så meget om dem, at man ender med at blive ligesom dem. Den opgave mener jeg ikke Hedegaard har formået at klare. Jeg er enig med Merete Brix i kritikken af ham; han er endt som en halvvejs islamist; lukket og udemokratisk.

Derfor skal man holde fast i det gode; oplysningen, kærligheden, anerkendelsen og åbenheden.

Det er svært, men det er det det kræver at være elite avantgarde.

G-d bevare Danmark.

Kærlighedsgerningen

i Kærlighed af

Det er virkelig hårdt at få en lille ny. Man sover ikke særlig meget, ens verden bliver vendt op og ned, ens kære skal man til at lære at kende på en ny måde. Men det er kun godt siger rygterne, jeg ved det ikke, men jeg har lyst til lige at skrive lidt om det, måske set i et lidt filosofisk lys.

Før jeg fik lille Rakel, gik det meste af min tid med at forsøge at gøre verden bedre. Jeg vil betegne mig selv som uhelbredelig idealistisk romantiker. Det er muligt at alle mener, at det ikke kan lade sig gøre at redde verden, men det har jeg altså bestemt mig for, at det kan den alligevel.

Det har, for mange, været en meget besværlig process at være en del af; Anders Fogh, som jeg hærgede og stillede intellektuelt til regnskab for hans forræderi i forhold til Danmark, og de punkter hvor friheden gik på tværs af det multikulturelle. Seidenfaden når han tydeligvis svigtede de humanistiske og jødevenlige traditioner i det Kulturradikale. Hedegaard da han svigtede ytringsfriheden og oplysningspligten i retssagen hvor jeg, på så uheldssvanger vis var involveret. Politiets efterretningstjeneste når de bryder grundloven og listen er en del længere.

Alle disse vores samfunds støtter og koryfæer har været en tur igennem i den intellektuelle mølle i det Trierske oplysningsprojekt. Man skal ranke ryggen og sige sandheden, det har altid været mit motto, og det står jeg ved.

Samtidig er verden også gjort op i mere eller mindre bevidste prioriteringer. For hvad er egentlig vigtigst? Oplysningsprojektet, eller den kærlighed man fører til dem man er nær på?

Der er, for mig at se, ingen tvivl, ikke et sekundts tvivl, Rakel og min søde Maria er langt vigtigere end alle de politiske kampe jeg nogensinde vil komme til at kæmpe. Hvorfor? For kærligheden vil altid være det mål, man bliver målt med i de vigtigste sager i livet.

Derfor er jeg utrolig glad for at blive far. Og jeg håber at alle jer, der ofte er så forbandede trætte af min insisteren på den sokratiske kritik, vil tilgive mig for at være irriterende, og se mit projekt som det det i virkeligheden er; et engagement i oplysningen, et forsøg på at gøre verden bedre. For der skal også være en verden til Rakel, når hun en gang bliver stor nok til at gribe efter sit liv.

Det er det, det i virkeligheden handler om i sidste ende; at give bolden videre til næste generation med god samvittighed, og en oplevelse af, at jeg i hvert fald gjorde hvad jeg kunne, med de midler jeg har, for at skabe en ordentlig tilværelse for mine og resten af verdens børn. For det er den evige kærlighedsgerning.

Go to Top