Leder

Danmarks Radio er i dyb, dyb krise; ideologisk, ledelsesmæssigt, organisatorisk. Man ved ganske enkelt ikke hvilket ben man skal stå på. Det sidste store fallit udstyrsstykke var X faktor, der i sin enkelhed udstillede Danmarks Radios grundlæggende problem; demoralisering.

Det er egentlig enkelt, X factor er skabt i den angelsaksiske verden; USA, England. Her er racismen stadig stærkt levende, den version vi så får til Danmark med X faktor er ikke den negative racisme, men den positive racisme; ideen at man skal blande racer.

Der er klart, at uanset om det er den ene form for racisme eller den anden for for racisme, så er ideen ikke holdbar. Vi er som mennesker ikke opdelt i sorte og hvide racer, der er kun en race; mennesket.

Denne demoralisering, som jeg synes lyste ud af den falskhed Thomas Blackman lagde for, siger alt om det korrupte regime der desværre hersker i DR.

Spørgsmålet er så; hvad skal DR gøre for at komme videre ud at det kulturracistiske perspektiv de propaganderer for med udsendelser som X faktor?

Mit foreslag er meget enkelt; de skal propagandere for demokratiet. Dette burde være DR´s hovedrolle i et demokratisk samfund; altså sætte debatten fri, finde de spændende snakke og lade dem komme frem på prime time. Hvordan kan det f.eks. være at vi skal gå så meget op i X faktor og ikke i debatten om økonomien? Hvorfor er det ikke debatten om Fiz Fiz og de perspektiver der ligger i retsstatens kollaps med den manglende udvisningsdom der fylder midt i debat tiden?

På dramasiden, så kunne man dramatisere over slaget ved Hermopylæ og Leonidas i stedet måske, man kunne genopføre Sokrates forsvarstale, slaget i Pellopones, beskrive vikingernes Fristat. Der er mange muligheder.

Det handler om at fange den dramatisk der ligger i demokratiet, og give seerne, lytterne og læserne lidt af det sus det ligger at verden ændrer sig med lynets hast.

Det store spørgsmål er selvfølgelig om DR formår at gå imod islamismen i Danmark og verden generelt. Vil man vise verden hvad Ahmadinejad er for en tyran, hvad med Assad eller Gadaffi? Hvad med deres forbindelser her i Danmark; moskeen på Vibevej 25. Hvad med de heltemodige iranere som bor her i Danmark, hvorfor får de ikke mulighed for at dramatisere og gøre ved? Norge har vist vejen der, hvad med Danmark?

Der er masser at tage fat på, hvis man erkender at DR´s ansvar er at forsvare og oplyse demokratiet i et tid hvor der er i forfald. Hvem skal ellers gøre, jo sådan en som mig, men jeg når ikke så langt ud med min lille avis, det vingefang har kun DR.

Vil man bryde sin racistiske arv? Jeg håber det.

De fleste har i lang tid troet at mit mål var krig, nu må man vel erkende at det ikke er krig, men derimod fred. Kampen i Libyen understreger mit engagement og tro på demokratiet. Krigen kan komme, krigen imod islamismen, men kvaliteten ved demokratiet er at det giver en mulighed for at definere en verden, hvor alle kan være værdige borgere uanset hudfarve, etnisk tilhørsforhold, religion eller politisk holdning. Vi er alle borgere i demokratiets fabelagtige struktur; kristne, hinduer, socialister, muslimer, sorte og hvide. Din baggrund er ligegyldig, så længe du respekterer kravet fra demokratiets side om lydighed overfor grundreglerne. Folkesjælen, den psykiske overbygning på demokratiet, er yderligere et grundkrav at respektere, det er den enhed der giver den ægte fællesskabsfølelse, og denne del er den sværeste at forstå og indgå i, men det er endemålet.

Jeg mener at vi høster væsentlige erfaringer af vores kamp for det libyeske folks frihed. For det første, er det en væsentlig erfaring, at de arabiske lande også vil have demokrati. Derfor er demokratiet det reelle redskab vi kan bruge til at redde verden med. Det er et resultat af internetrevolutionen. Facebook, blogs og så videre, har givet verdens befolkning en smag for den frihed der ligger i at kunne ytre sig som de har lyst. Den fornemmelse er ikke til at stoppe igen, uanset om man hedder Ahmadinejad, Gadaffi eller Assad.

Vi har altså pludselig et fælles projekt med den arabiske verden som kan bringe os sammen. Når først man deler værdier, så er kommunikationen også til at få i gang. Der er lang vej endnu, men vejen er banet for en omstyrtelse af det islamiske styre, og indførelse af demokratiet i den arabiske verden.

Såvidt de eksterne erfaringer. De interne erfaringer er også gode, og peger det rigtige sted hen. Søren Pind er vågnet til dåd og kæmper i disse dage med demokratiets våben imod den kriminalitet og respektløshed overfor det fælles som findes i mange ghettoer i Danmark. Jeg mener at hans kamp imod gangsteren Mahmoud Khalil Salem er en retfærdig kamp imod et selvophøjet voldsfikseret samfund. Et samfund hvor den stærkes ret hersker. Stammementalitet, broderloyalitet, mandschauvinisme og undertrykkelse er her reglen. Hadet og fordommene er det som hersker, racismen er det grundlæggende ethos, og volden er det naturlige udtryk for denne korrumperede ideologi der hersker i de forbandede klaner.

Demokratiet har sine våben imod disse stærke voldspsykopater, og demokratiet skal forsøge at forsvare de svage. For i situationen hvor den stærkes ret og banderne hersker, vil det altid være den lille og den svage som betaler. Det vil være pensionisterne, børnene, kvinderne dem med hvidt eller helt sort skind som betaler for demokratiets kapitulation i ghettoerne. Derfor er det en kamp for de svage at forsøge at få retsstatens regler til at virke i ghettoerne også.

Men i sidste ende er den vigtigste erfaring vi har gjort i kampen for libyernes frihed; at vi har noget af værdi som er værd at kæmpe for. Hvis libyerne er villige til at kæmpe så hårdt for demokrati, gå i døden for en ide, så må det betyde at det har værdi. Denne værdi er langsomt ved at gå op for os, og det er denne proces der i sidste ende vil redde os. Det vil tage noget tid at erkende demokratiets grundlæggende kvalitet, at se dens guddommelige retfærdighed, dens udstrakte frihed, dens varme solidaritet, men erkendelsen af dens kvalitet vil, forhåbentlig, langsomt brede sig i verden, og hermed fungere som den gødning menneskeheden har brug for for at blive fri og søgen den endelige oplysning som vi fortjener.

Denne proces kaldes for en renæssance.

Anders Fogh Rasmussen, leder af NATO er en meget bestemt herre. Han har sine klare styrker og svagheder. Jeg har tidligere kæmpet en del med ham her i Danmark, så jeg kender til hans ideologi og motiver.

Lad mig sige det helt klart; Rasmussen er ikke en herre man skal undervurdere. Han er knivskarp, ekstremt diplomatisk, stærk og meget dygtig. Han er yderligere meget ideologisk drevet og kompromisløs når det handler om ytringsfrihed. Det var han i hvert fald da han forsvarede ytringsfriheden i Danmark.

Men han har også sine klare svagheder; han er meget ærekær og er til at købe. Det betyder, at man aldrig kan stole på ham hundrede procent, der vil være situationer hvor han vælger sin karriere og sin mulige position i historiebøgerne fremfor sin idealisme.

Den næste svaghed for Fogh Rasmussen er hans gammeldags holdning til politik. Den nye måde; at drive politik etisk og i henhold til de grundlæggende principper for demokratiet, er ikke Fogh Rasmussens metode. Han arbejder som diplomat, forsøger at få de forskellige interesser til at mødes, og banke de genstridige parter sammen i et hele. Han er altså primært en magtmand og sekundært en idealist. Det er det muliges kunst han arbejder på. Derfor forsøger han, reelt, at få de arabiske lande og Tyrkiets interesser til at mødes med den demokratiske alliance.

Denne strategi er dømt til at mislykkes, og den modarbejder de resultater den demokratiske alliance allerede har opnået. Den demokratiske alliance er drevet af visioner, idealer og har haft stor succes med det.

Hermed er det meget væsentligt, hvis NATO skal fungere som en paraply over den demokratiske alliances sejre, at Fogh Rasmussen erkender det idealitiske drive, og finder dette drive frem i sig selv. Det er muligt at det har ligget sovende i hans sjæl, siden han stod der og kiggede ud over roemarken i Jylland, og drømte om at gøre verden bedre og lade folkeoplysningens fakkel svinge højt over sit hoved. Men han skal formå at finde denne fakkel frem i sig selv igen, hvis han skal formå at blive en ordentlig boss for NATO.

Han skal, ligesom Obama, Sarkozy, Cameron og Løkke Rasmussen bære ved til den renæssance som så småt er ved at vise sig i øst. Hvis ikke han formår dette, vil han falde som leder og NATO med det.

Jeg står snart anklaget ved statsadvokatens mellemværende for et interview jeg foretog for halvandet år siden med Lars Hedegaard. Første omgang gik skidt, Lars valgte at lyve om interviewet fremfor at føre sandhedsvidne om sagen. Det var egentlig meget enkelt; Lars blev beskyldt for at være racist fordi han have kritiseret Islam, specielt var det hans kritik af den ubehagelige praksis der, beviseligt, findes indenfor mange muslimske familier; at bruge voldtægt som straf overfor de stakkels piger. Denne kritik er valid, har sine kilder man kan gå til, og kan selvfølgelig fremføres i retten. Det var plottet for retssagen, troede de fleste. Hedegaard valgte imidlertid at forsøge den udvej at skyde skylden på mig, og de fleste af Hedegaards støtter valgte at mene at han havde ret. Det havde de ikke, det kunne jeg bevise, på skrift. Så er jeg sidenhen gået hen og blevet groft upopulær i de fleste borgerligt akademiske kredse, hvilket jeg er ligeglad med, for det er prisen for idealisme, min idealisme der går på at sige sandheden.

Nu kommer så anden akt i føljetonen, vi skal i Østre Landsret den 26 april. Meget afhænger af denne session. Hvis Hedegaard bliver dømt som racist vil hans omdømme lide et alvorligt knæk, og det vil have vide konsekvenser for Trykkefrihedsselskabets indflydelse på den offentlige dagsordnen.

Hvad skal der til for at vende bøtten? Ja, der er ikke så meget andet at gøre end at vælge sandhedens vej; forsvare standpunktet og tage konsekvenserne. Det er muligt at det fører til en racismedom, men så er skibet i det mindste gået ned med kaptajnen ved roret, det vil give Hedegaard lidt af den tabte ære igen.

Altså, op på hesten igen; argumenter for påstanden, bevis at muslimer har disse ubehagelige tendenser. Det er nemt, det vil give masser af seriøs omtale, og det vil presse de udyr indenfor de uoplyste klaner som udnytter pigerne.

Man skal huske på, at det også er et stort problem for familierne selv. Der er ingen indenfor de klaner i Danmark der har problemerne, der selv er stolte af det. Ligesom vi vil de også, hellere end gerne, være en del af en verden hvor retfærdighed og solidaritet hersker. Derfor er det en bjørnetjeneste at gøre klanerne ikke at kritisere dem. Vi ser nu i Libyen og de arabiske lande generelt, at de gerne vil vores værdier, og så nytter det ikke noget at vi ikke selv kan stå op for dem.

Set ud fra et retsfilosofisk perspektiv, møder vi i retssagen en mængde modstridende principper. For at diskutere disse principper er det nødvendigt at diskutere hvad retsstaten er. Jeg har fundet denne tekst frem som konstituerer grundlaget for retsstaten. Teksten er en meget berømt egyptisk tekst fra tiden i det der kaldes “kongedømmet i midten”. Egypten filosofi er, primært formidlet igennem Hellas, det grundlag som ligger under de centrale institutioner og principper vi har for vores moderne stat. Lad os kigge lidt på sagerne.

Teksten er på engelsk, og hedder “Tale of the eloquent peasant”. I denne tekst forsvarer en bonde sig imod en rigmand som har stjålet noget af bondens gods. Den kommer her.

Look, I am pleading to you, and you do not hear—
I will go and plead about you to Anubis
Take heed of eternity’s approach! Wish to endure,
as is said “Doing Truth is the breath of life.”
. . .
Do the scales wander?
Is the balance partial?
And is Thoth lenient? If so, then you should do evil!

Speak not falsehood, you are the scales!
Stray not, you are the standard!
Look, you yourself are the very scales:
if they tilt, then you can tilt.
Only the goodness of the good
man is good beyond him.
But Truth itself is for eternity.
To the necropolis in its doer’s hand it descends;
He is entombed, earth joins with him;
but his name is not effaced on earth.
He is remembered for his goodness.
It is the standard of God’s work.
If it is scales, it tilts not;
if a balance, it is not partial.

I denne lille klassiske tekst som kan genkendes ved retsstatens symbol; den blinde gudinde med vægtene, giver udtryk for to ting:

For det første er det grundlæggende ideal, at retfærdighed skal gives af dommeren upartisk. Dommeren skal lytte til argumenterne og lade de argumenter der bærer den største sandhedsværdi, være de afgørende.

For det andet er det som ligger på vægtene sandheden.

Jeg har hele tiden været sand, det vil jeg blive ved med. Det er muligt at det ikke er opportunt i forhold til kampen imod Islam, men jeg nægter at bøje mine idealer i mødet med det opportune. Vi kan ikke stå som forbilleder for den arabiske verden hvis vi ikke selv kan leve op til værdierne. Så i respekt for retsstatens grundlag vil jeg sige sandheden, den fulde sandhed til retsmødet, og så må vi håbe at dommeren kan give den reelle retfærdighed.

Det er ikke sjovt at være et orakel, man bliver forfulgt, ilde set, hånet og alle ænderne i andedammen kigger skævt. Men sådan er det. I næste metafysiske bog som jeg udgiver har jeg en redegørelse for fysikkens forhold til metafysikken, altså atomfysikkens forhold til det spirituelle. Der vil jeg fremføre et argument for at G-d eksisterer, eller lad mig sige det på en anden måde, et bevis for at G-d eksisterer. Ja, det lyder måske underligt i manges ører, men beviset er skabt på basis af atomfysikkens fader Anaxagoras, hvis hans argumenter er korrekte, og det mener jeg logisk set at man kan konkludere, så er beviset for G-ds eksistens gældende, G-d lever, og udviklingen i Mellemøsten og verden generelt skal ses i reflektionen af hvad G-d er og hvordan ånden virker. Det kommer vi til, lige nu er den del af G-ds regime; det iranske presset. Ja, selv i Gaza striben er det lykkes de demokratiske kræfter at vinde indpas. Hamas virker til reelt, at ville indgå en våbenhvile med Israel, så noget sker.

Det presser Iran helt op i et hjørne, og et såret dyr kan finde på hvad som helst. Jeg er spændt på at se hvordan de iranske magthavere vil reagere. Vil de føre krigen til Europa? Iranerne har netværket til det, de har ideologien og metoden; Islam. Hvornår kalder de til jihad i Europa? Nu må vi se, men hvis det sker bryder helvede løs. Jeg håber jeg får uret, men får jeg ret så er Danmark selv ude om det, jeg har advaret i de sidste tre fire år, og man har ment at konventionerne var vigtigere end Danmarks sikkerhed, så man kommer til at høste som man har sået.

Heldigvis er vi kommet godt fra start, moralen er lidt højere på vores side, så vi kommer til at klare den uanset hvad.

Det går både godt og skidt i demokratiets kamp imod islamismen. Det gode er at Gadaffi er ved være væltet, det dårlige er at Vestens handlingsmuligheder er blevet stærkt begrænset af den nye kommandostruktur under NATO. Den fejl kommer vi til at betale dyrt for i en af de næste faser i krigen.

Men i første omgang, lad os lige nyde sejrens sødme lidt; islamismen har mistet opbakning i FN, hele Mellemøsten skriger på demokrati, Syrien, Iran, selv lande som Yemen er med på vognen. De mellemøstlige folk har fundet et kur imod den undertrykkelse de har oplevet fra deres magthaveres side, så det er godt. På hjemmefronten vil den første sejr sikkert også give genlyd i skåltaler, klappen på skuldre, ja selv jeg kan måske få lov til at komme igennem i mainstreammedierne, for nu kan jeg vel efterhånden ikke længere siges at være farlig; selv Mellemøsten mener jeg har ret, så kan hattedamerne ryge og rejse.

Anyway, det glæder jeg mig til, selvom jeg nu ikke sætter næsen for højt op efter noget. Det er også ligemeget, det vigtige er at se at verden bliver bedre, ikke ens egen forfængelighed.

Men krigen er langt fra færdig. Kilden til uroen; Iran, er stadig levende, og kæmper med de midler som Iran har. Primært undercover organisationer i Palæstina; Hamas og en direkte iransk styret organisation kaldet Al-Quds Brigade of Islamic Jihad. Strategien er den samme som Gadaffi forsøgte at operere med; at få Israel til at ramme uskyldige civile for dermed at spille på Vestens dårlige samvittighed. Denne strategi er nu afsløret i krigen imod Gadaffi, så den har mistet noget af sin effekt, men den har virket i Palæstina i mange år, så den kan komme til at virke for iranerne. Det afgørende er her hvad israelerne gør. De (vi) har lige oprettet et højteknologisk forsvarssystem ved navn Iron Dome. Det er et system der kan skyde raketter ned. Det er selvfølgelig et godt skridt på vejen, men det hindrer ikke angreb lig angrebet på Fogel familien. Jeg håber jeg kan overtale Israel til at se den iranske strategi i et større billede, og få Israel til at koordinere sine militære prioriteringer i samarbejde med koalitionen, men intet er sikkert, og krigslykken kan hurtig vende.

Koalitionen er altså afhængig af hvad Israel og Iran gør, og er derfor slet ikke sikker på at vinde en endelig sejr endnu. Derfor er det smart at slå koldt vand i blodet, vente på udviklingen i Iran/Israel konflikten, og måske puste lidt til det folkelige oprør i Iran. Strategien fra Libyen kunne måske bruges igen; den etiske strategi; hjælp til befolkningen.

Men lige nu gider jeg ikke at surmule alt for meget, vi vandt første slag, det lykkes os at modgå Gadaffis medie/krigsstrategi, en gigantisk sejr for demokratiet er vundet, så jeg sidder her i min lille ydmyge lejlighed, helt alene, og skåler for friheden. Det kan godt være at jeg ikke har nogen venner, at min kæreste er syvtusinde kilometer væk, at jeg er hadet af alle de andre intellektuelle her i Danmark, at jeg bliver skyet af alle som er mig i nærheden, men jeg har været med til at give verden lidt mere frihed, lidt mere kærlighed, lidt mere respekt, lidt mere orden og det er det hele værd.

Det er altid en fornøjelse at vinde; den demokratiske alliance har næsten vundet i Libyen. Ja, Gadaffis tropper gemmer sig i midtbyerne, men uden folkelig opbakning bliver det svært for Gadaffi at klare den i længden. Vi skal ikke undervurdere ham, han er først nedkæmpet når han bliver sat for en domstol, eller dømt, fysisk af sit eget folk, men det ser godt ud.

Denne succes giver nu et mærkbart resultat i det meste af Mellemøsten og omegn. Jeg har undret mig meget over, at Tyrkiet pludselig er kommet over på NATO´s side. Recep Erdogan er en hård islamist, allieret med Iran, og sandsynligvis bag organiseringen af den såkaldt “frihedsflottille” Mavi Marmara, som var et PR stunt imod Israel. Jeg tror at den nye kurs er et resultat af den tyrkiske hærs indgriben. Hæren er, traditionelt, forsvarer af det sekulære styre, og de demokratiske sejre har givet dem vind i sejlene. Faktisk er den nye udmelding en stor sejr for de demokratiske kræfter i Tyrkiet. Konflikten imellem hæren og Erdogan er ikke overstået endnu, men de demokratiske kræfter er styrket, alliancen er styrket.

Hermed er opskriften på succes også givet; initiativ og sejre. Hver gang vi vidner en sejr vil hele det demokratiske netværk rundt omkring i verden styrkes. Hermed har sejren i Libyen langt større effekt end bare i landet.

Det handler om ære, vinder vi ære, vinder vi initiativ og fremdrift. Der er meget lang vej endnu, men som Cæsar og hans X legion, er vi så dedikerede på demokratiets og folkets stemme at vi, med den dedikation, vil vinde.

Krigen er inde i en afgørende fase, den grundlæggende struktur er ved at være på plads, koalitionen har placeret magten i en afbalanceret og retfærdig struktur som har en fleksibel mulighed for udvidelse, men problemerne tårner sig allerede op i horisonten, problemer der skal tackles med det samme.

Det væsentligste problem, eller udfordring, er stadig Rusland. Det virker som om Medvedev er på Vestens side og Putin er på KGB´s side. KGB er reelt det bagland for netværket som Rusland stadig har i Mellemøsten, Asien og Syd og Mellemamerika. De er ikke længere så magtfulde, og de er langsomt ved at ændre kurs imod demokratiet, men de har stadig deres netværk at pleje. Derfor udtaler Putin sig så kategorisk imod Vesten, tror jeg. Han flager overfor de allierede i Mellemøsten; Iran specielt, som er utrolig nervøse over den demokratiske alliances sejre i Libyen, de ryster i bukserne, og har sladret til KGB. Der er altså, muligvis, en splittelse i Rusland som Vesten skal respektere og forsøge at trække i sin retning; retning imod befrielsen af folkeslagene i Mellemøsten. Vores allierede er Medvedev som er en behjertet russer med hang til demokrati, vores opponent, lige nu er KGB. Vi skal på ingen måde undervurdere KGB, de er ekstremt dygtige, de skruppelløse hvis det stikker dem, og de er ikke sene til at handle hvis de føler at de bliver overset eller at de mister for meget magt. Derfor skal vi virkelig vise dem respekt, og forsøge at få dem til at følge den kurs imod frihed og demokrati som Vesten forsøger at holde verden henimod. Det bliver ikke nemt, men med er seriøs kommunikation med russerne, og stor respekt for deres ære og interesser kan det ultimativt lade sig gøre at få dem med på vores projekt; at gøre verden til et sted hvor alle mennesker kan forfølge deres drømme, leve i frihed og være i kærlighed med dem de holder af.

Den næste udfordring er demokratiets opbygning i Libyen. Allerede nu skal vi gøre os de første forestillinger om hvad der skal ske når Gadaffi bliver væltet, det kommer til at ske meget snart, så vi skal have en plan vi kan hive op af skuffen. Projektet bliver utrolig svært; det libyeske folk er godt og vil gerne demokratiet, men de har et utrolig korrupt styre at gøre op med først; Gadaffis korrupte socialistisk/islamistiske styre. Derfor bliver et af de første skridt i Libyen at give dem retfærdighed. Der skal ske et opgør med de uhyggelige handlinger Gadaffi har foretaget imod sit folk, de ansvarlige skal stilles for en dommer, og libyerne skal føle at de mennesker der har gjort dem ondt har fået deres retmæssige straf. Det vil sige, at der, som et af de første skridt, skal opbygges en seriøs retsstat med dommervæsen, højesteret, juridiske fakulteter osv. Det kræver en stor juridisk kompetence som må hentes i de vestlige universiteter. Det svære bliver at finde personer i Libyen som ikke har været involveret i undertrykkelsen af folket. Det bliver svært at finde, og allerede nu skal vi formå at spotte dem som kunne være kandidater. Libyerne skal selvfølgelig selv være med i processen, men de får brug for en fast hånd der støtter dem hvis de bliver uenige. Ikke en dominerende hånd, men en ven der siger tingene ligeud og stiller op med gode mennesker der kan hjælpe libyerne med at bygge deres egen retsstat op.

Ved siden af denne proces skal libyerne bygge en ukorrupt politistyrke op. De har allerede mange mænd under våben, de vil, i første omgang være politiet. Det har de fortjent, de har kæmpet for deres land, og vundet landets frihed. Det er ikke sikkert de gider at blive ved med det, så der skal initieres en politistyrke med et godt forhold til dommerstanden. Ligesom dommerstanden bliver orden og ærlighed hjørnestenene i de libyeske politis ethos.

Der har været meget snak om Al-qeada og mulighed for at de vil overtage styringen af landet. Det er selvfølgelig en fare, men med det mandat Vesten kommer med, vil libyerne være tilbøjelige til at tage demokratiet til sig og fjerne sig fra den islamistiske model Al-qeada tilbyder. Det gælder om at bevare initiativet i Libyen, vise at Vesten reelt vil dem det gode, og hermed udkonkurrere Al-qeuda. Hvis jeg var Vesten, ville jeg allerede nu søge med lys og lygte efter de bedste hoveder indenfor de forskellige discipliner som Vesten er gode til; universitet, naturvidenskab, jura, eksperter i presseetik, business osv. danne en mobil taskforce, og lade dem tilbyde deres hjælp når et land befris. De kommer på arbejde, hvis alt går vel.

Vi skal også allerede nu have øje på Syrien og Israel. Iran opruster imod Israel, og Syrien kan meget vel snart få brug for vores hjælp. Til den tid skal Libyenaktiviteterne helst været afviklet militært, og koalitionens styrker være parate til at hjælpe syrerne. Denne kamp bliver langt sværere end den libyeske, fordi Syrien er tættere allieret med Iran, og Iran derfor vil presse både Rusland og Israel langt mere. Eskaleringen af krigen vil stige skarpt, og de reelle alliancer vil dannes. I denne fase er uendelig vigtigt at Rusland bliver båret, lokket, talt ind i koalitionen.

Vi vandt første fase, nu skal den afsluttes og vi skal forberede os på anden fase.

Obama, jeg støtter dig hundrede procent, jeg håber du kan overtale republikanerne til at støtte krigen, ellers må du klare dig uden deres støtte indtil al æren du vil vinde vil lokke dem over på din side. Republikanerne elsker en vinder, og den vinder bliver du 🙂