Politik

Ligestilling… hvad betyder det egentlig?

Jeg har nu i mange år forklaret alle, der har gidet at høre på mig – og det har været ret få – at grundpræmissen for alt ligestillingssnak er meningsløs, da kønnene er forskellige men komplementære, og derfor ikke kan måles med hinanden.

Det vil sige at mænd er mænd, og kvinder er kvinder – og at mænd er mænd netop i kraft af, at kvinder er kvinder og vice versa.

Der er ingen fælles målestok at vurdere kønnene på baggrund af, og derfor giver det ikke mening at sammenligne dem. Og noget der ikke kan sammenlignes, kan heller ikke gøres lige. Det svarer i min optik til, at sammenligne højre og venstre eller op og ned: Det ene eksisterer kun i kraft af det andet – og dermed i kraft af sin forskel fra det andet.

I samme perspektiv er det naturligvis tilsvarende meningsløst at tale om, at mænd skulle være bedre end kvinder og omvendt i en absolut forstand – for slet ikke at tale om i en moralsk. Der er naturligvis ting, som mænd helt generelt er bedre til end kvinder (f.eks. at tisse stående), ligesom der er ting, kvinder er bedre til end mænd (f.eks. at føde børn). Og der findes også mange specifikke undtagelser fra de generelle lovmæssigheder: Selvom mænd f.eks. i alt almindelighed er bedre til at tjene mange penge end kvinder er, så findes der stadig kvinder, der tjener flere penge end de fleste mænd gør. Sådan er den menneskelige topografi nu engang.

Dermed siger jeg selvfølgelig ikke, at der ikke findes mænd, der tænker at manden står over kvinden, eller kvinder der tænker, at kvinden står over manden, for der gør der ganske åbenlyst. Jeg siger derimod, at sådanne mennesker fra mit perspektiv lider under præcis samme vrangforestilling, som ligestillings-flokken gør, nemlig at det overhovedet giver mening at sammenligne.

Den lommespsykologiske forklaring på fænomenet lyder som følger: Hvis du selv føler dig mindreværdig i kraft af dit køn, men ikke vil erkende den følelse, så antager du en ydre positur af at være overlegen, for at kompensere for dine egne underlegenhedskomplekser (sexisme). Men hvis du føler dig underlegen i kraft af dit køn, og ikke kan slippe væk fra den følelse, selvom du virkelig gerne ville, fordi du ser den eksemplificeret over alt i verden omkring dig, så vil du omvendt identificere stærkt med behovet for ligestilling (feminisme).

Summa summarum: Feminisme og sexisme er for mig at se bare kønsligt betinget mindreværd i to forskellige former.

…MEN…

Nu har jeg efterhånden erkendt, at det perspektiv er alt for kompliceret og utilfredsstillende for de fleste. Der er for meget kedsommelig forståelse og for lidt lidenskabeligt patos involveret.

Jeg har med andre ord forstået, at folk VIL HAVE en hierarkisk magtordning mellem kønnene, fuldstændig uafhængigt af om jeg mener, det giver mening eller ej.

Og da jeg nu engang er en mand af folket – og samtidig lyder min grundlæggende filosofiske loyalitet overfor KOMPLEMENTARITET-PRINCIPPET – er jeg nået frem til følgende dobbelt-bundede og dog endegyldige sandhed om kønnenes relative værdi i forhold til hinanden. For det skulle jeg jo nu engang.

Nu skal I høre:

HELT GENERELT står kvinden under manden i ét og alt.

…men…

HELT SPECIFIKT vil enhver mand imidlertid kende 4-5 kvinder, der individuelt er hævet over alle mænd, og måske endog står højere end nogen mand nogensinde vil kunne nå.

Grunden til sidstnævnte er, at kvinder kan legemliggøre den idéelle stræben hos hele kulturer og subkulturer af mænd, og dirigere hele deres virke simpelthen ved at være det, de er. Og tilmed gøre det med en (ofte semi-ubevidst) skødesløshed, der røber, at deres personlige interesser ligger et helt andet sted end i det, som mændene attrår ved dem, og ser legemliggjort i dem.

Den endelig dom bliver altså, at manden regerer den generelle, universale og abstrakte sfære, mens kvinden er herskerinde over det specifikke, nærværende og konkrete.

MEN!

Så vil den skarpsindige læser måske indvende: Står det specifikke så over det universelle eller omvendt?

Og til vedkommende vil jeg sige: Læs op på middelalderens filosofiske strid mellem nominalismen og realisme. Det er skam slet ikke så frugtesløst som det lyder.

Vi lever jo trods alt midt i middelalderens kollektive ubevidste.

Jeg har det stærkt ambivalent med Liberalismen som ideologi.

På den ene side er jeg i fuld harmoni med det liberale kerne-objektiv om at fremelske og bevare og forsvare grundbetingelserne for den menneskelige individualitet og frihed.

Men på den anden side nærer jeg en endog meget stærk mistanke om, at den Liberale ideologi kodificerer og – ultimativt – dogmatiserer en totalt fejlagtig analyse af betingelserne for frihedens trivsel.

Jeg er på ingen måde modstander af idéen om et så vidt muligt frit marked, ligesom jeg på sin vis også tilslutter mig princippet om, at staten bør være så lille som muligt.

Dette gør jeg imidlertid ud fra et rent funktionalitets-perspektiv:

I reglen er massiv økonomisk regulation til skade for virkelysten – analogt med den måde, som den politiske korrekthed er til ubodelige skade for det offentlige liv: Hvis du skal omgås en masse ’regler’ for at interagere på den offentlige arena – om denne så er kommerciel eller politisk eller blot almindeligt social – så tiltrækker nævnte arena i reglen typer, der netop er gode til at navigere i en regeljungle.

Simultant afskrækkes dem, der måske ikke er så gode til at forholde sig til en masse eksterne regler, men som måske omvendt har en masse kreativt potentiale. Dvs. dem der ikke ønsker at agere i den bestemte arena for arenaens egen skyld, men fordi de netop der kan realisere et højere gode, det være sig et produkt, en idé, et stykke kunst, eller noget andet.

Du ender med andre ord med at trænge en masse værdifuld energi tilbage i privatsfæren, og skævvrider konkurrencen – ikke så den bliver ’mere lige’ – men tværtimod så den bliver til enorm fordel for dem, der ikke konkurrerer på styrken af deres idéer alene, men som tillige (eller først og fremmest) er gode til at gennemskue og ’game’ et SYSTEM.

Når vi taler om staten, bør den være af overskuelig størrelse, og indrettet efter minimalistiske principper fordi små organisationer i reglen er mere fleksible, dynamiske og intelligente end store organisationer er.

Igen: Det er et spørgsmål om FUNKTIONALITET.

Her må jeg imidlertid sige farvel til Liberalismen – for efter min overbevisning bliver det praktiske liberale program, dvs. den for Liberalismen til grund liggende analyse af samfundet og den deraf følgende handlingsplan for at opnå det endelige objektiv, dvs. FRIHEDEN, ofte til en ufrivillig obstruktion af netop friheden (og dermed, på et mere eksistentielt-filosofisk plan, individualiteten).

Skaden sker i den filosofisk naive forståelse af individet som en fritsvævende satellit, vi så hyppigt støder på blandt liberale.

Efter min erfaring og bedste overbevisning bunder denne fejlagtige forståelse i to store grundfordomme:

Den første fordom er af økonomisk-videnskabelig herkomst, og består i en overmåde formalistisk forståelse af menneskenaturen som sådan, i det man anskuer mennesket som en entitet snarere end som et kompleks.

Mennesket bliver tænkt som en art partikel med én attribut – nemlig ’frihed’ – som virker i et for mennesket selv eksternt energi-system – nemlig ’samfundet’. Den politiske opgave bliver nu at strømline det eksterne samfund i overensstemmelse med menneskepartiklens grundlæggende definition, sådan at mennesket kan følge sin ene naturlige attribut så uforstyrret som muligt.

Den anden fordom kunne vi kalde Rosseau-fordommen – og dette er en tanke, som mange liberale (alle forskelle til trods) mere eller mindre ubevidst deler med mange venstreorienterede.

Rosseau-fordommen består i grundantagelsen af ’den gode natur’ kontra ’den slette kultur’. Dvs. formodningen om at mennesket SOM SÅDAN er en art rent og uspoleret væsen, der først bliver korrumperet og ligesom moralsk forvrænget i mødet med kulturen, navnlig hele den store verden af sociale koder, institutioner, omgangsformer og systemer omkring os.

Denne MORALSKE grundopfattelse af menneskets iboende natur kontra alt ’det ydre’, der på kunstig vis bliver påduttet mennesket, bevirker med nødvendighed en art reduktionistisk tilgang til samfundet, der fordrer et simplificeret og primitivt blik på kulturen og institutionerne, såfremt disse ikke kan kædes DIREKTE og uproblematisk sammen med idéen om et i sig selv godt og fuldstændigt menneske, der skal ’frigøres’ (’emanciperes’ i venstreorienteret jargon).

Ovennævnte fordomme spærrer blikket for- og perpetuerer én stor grundlæggende misforståelse: Nemlig at ’frihed’ og ’individualitet’ er iboende kvaliteter ved mennesket – og IKKE et potentiale som kan aktualiseres.

En smule eftertænksomhed vil imidlertid afsløre det sidstnævnte som tilfældet: At friheden er en KULTIVERET KVALITET.

Hvis vi virkelig ønsker et samfund, der vurderer friheden og individualiteten højt, bør vi derfor ALDRIG se på mennesket og kulturen som noget fundamentalt adskilt. Mennesket ER kultur – og det FRIE menneske er følgelig resultatet af en kultur, der befordrer og fremelsker frihed.

I modsætning til sidstnævnte står – ikke det ’ufrie’ – men derimod det KOLLEKTIVE menneske.

Det kollektive menneske er selvsagt betinget af en kollektiv kultur. En ANDERLEDES kultur.

Der er ikke noget hverken mere eller mindre ’naturligt’ ved det kollektive menneske, end der er ved det frie. Faktisk er det kollektive menneske – såvel historisk som for nuværende, på verdensplan – en langt mere fremherskende mennesketype end den frie.

Som sådan kan man derfor snildt argumentere for – og det er et ganske stærkt argument – at det kollektive menneske i virkeligheden er langt mere naturligt og normalt, end det frie menneske er.

Friheden er derimod en meget specifik konstitution – og på mange måder fordrer friheden også en vis ’kunstighed’, der gennemtrænger det frie samfund i ét og alt.

Det frie samfund er nemlig præget af en meget kompleks kultur.

Frihedens kultur er kompleks, fordi den fordrer en høj grad af indforståethed. Som frit menneske lever du nemlig blandt andre frie mennesker, og det betyder at du besidder en meget fintfølende fornemmelse for det vitale koncept om personlige grænser.

Personlige grænser er ikke kun et fysisk begreb. Det integrerer det psykiske og det sociale.

Men det er netop et umådeligt spidsfindigt begreb, fordi det betegner noget, der virker individuelt.

Personlige grænser er ikke noget, som du ’forstår’ i en intellektuel forstand, så meget som noget du har en fornemmelse for.

En sådan forståelse kan IKKE KODIFICERES – og dette netop QUA INDIVIDUALITETEN.

Hvad det er okay at gøre mod- og sige til ét menneske, er ikke nødvendigvis det samme som i forhold til et andet menneske. Groft skitseret. Det er et spørgsmål om din relation til hvert enkelt af dine medmennesker – og mest af alt er det måske et spørgsmål om Fingerspitzgefühl.

SAMTIDIG fordres også en fornemmelse for, hvornår andre går over dine – eller andres – personlige grænser, ved at hævde deres EGNE personlige grænser. Personlige grænser kan altså være mere eller mindre autentiske – ligesom de kan være fleksible alt efter kontekst.

Du må med andre ord have en meget vidt forgrenet fornemmelse for at omgås med andre mennesker, og udøve den til den aller-yderste grænse af din personlige formåen – og samtidig må du have tillid til, at dine medmennesker og medborgere altid bestræber sig på at gøre det samme. Det er på ingen måde ligetil. Det er kompliceret at være fri.

Sådanne fornemmelser kan derfor heller ikke skabes via en grov installation af en ekstern ’lov’. Det handler om karakterdannelse på såvel individuel som kollektiv skala.

Ja, det er et spørgsmål om DANNELSE – og om dine ofte medfødte BETINGELSER for at blive dannet.

Når Liberalismen snakker om at ’gøre samfundet mere frit’ eller lægger overmåde stor vægt på de negative menneskerettigheder, vender den alt for ofte de faktiske sagforhold på hovedet.

Friheden er IKKE en almen tilstand. Det er en sjælden (men ikke nødvendigvis sart) blomst, som kræver menneskets-, familiens-, nabolagets-, samfundets- og landets yderste såvel kollektive som individuelle kraft at fremelske og opretholde.

At frembringe en frihedskultur er utallige generationers arbejde for et helt folk. Det er den kollektive realisering og forfinelse af menneskeartens enkelt-eksemplarer til et uhørt kunstfærdigt udtryk. Det er på ingen måde noget, man ’bare lige’ gør.

Hvis vi som enkeltmennesker er så velsignede at fødes ind i en fri kultur bør vi derfor heller ikke ødsle med friheden, eller lemfældigt reducere den til en politisk mærkesag eller endog en intellektuelt begribelig teori.

Det er selve vort væsen det drejer sig om – og dermed vores medborgeres-, vores slægts-, og vores samfunds væsen. Vi taler jo om vores grundlæggende SELVFØLELSE, der skal dyrkes og bevares.

At være ÆGTE liberal, og frihedselsker til benet er med andre ord – at være KONSERVATIV-IDENTITÆR.

Mentale noter fra aftenens barnevognstur med Nova:

-Hvis Marx’ dialektiske materialisme repræsenterer en anti-tese til Hegels idealistiske ditto, i hvor høj grad kan man så egentlig tale om, at Marx gør op med Hegel? Er der ikke – på sin vis – tale om en loyal videreførelse af det Hegel’ske system? Hvor den udefinerede men uundgåelige kommunisme (den sociale utopi) optræder som materielt modstykke til den ligeledes udefinerbare og uundgåelige absolutte ånd (dvs. den totale indsigt) hos Hegel?

-Og hvis vi nu leger videre: Med Hegel som tese og Marx som anti-tese, hvad vil den uundgåelige syntese så bestå i – og hvem repræsenterer den?

-Marx bevarer dialektikken (dvs. princippet om dynamisk fremdrift genereret af spillet mellem modpoler) – og er på dette punkt i fuld overensstemmelse med Hegel. Det egentlige anti-tetiske moment er forkastelsen af idealismen til fordel for det strengt materialistiske perspektiv. 
Modpolerne lyder altså: Materie kontra Idé.

-Et eventuelt syntetisk moment må altså være syntesen af det åndelige og det stoflige i en enkelt position.

-En sådan syntese synes netop at være pointen hos Heidegger. Dette er tydeligt eksemplificeret i den berømte destruktion af den Cartesianske dualisme imellem res cogitans (den rene idealistiske genstand: ’Tænkningens substans’) og res extensa (den rene materielle genstand: ’Omverdenens substans’).

-Heideggers metafysiske destruktion (’dekonstruktion’) viser os, at skellet mellem tænkning (idé) på den ene side, og verden (materie) på den anden side ingenlunde er en naturgiven selvfølgelighed, men oprinder i den forkætrede substans-metafysik (’tænkning i tingslighed’) som Heidegger sporer tilbage til Aristoteles (eller mere præcist: Til den dogmatisk forhærdelse af Aristoteles’ kategoriske dualisme substans-accidens via skolastikken).

-For nu at vende tilbage til modstillingen Hegel-Marx ser vi, at spændet tese og anti-tese imellem netop befinder sig på det substantielle (tingslige) plan. 

-Metoden (nemlig dialektikken) forbliver identisk de to filosoffer imellem. Modsætningen består i synet på metodens rettelige genstandsområde (idéer hos Hegel – materielle forhold hos Marx).

-Syntesen af de anti-tetiske genstandsområder implicerer imidlertid en annullering af den dialektiske grundpræmis: Nemlig at der overhovedet består en modsætning, som dialektikken kan manifestere sig igennem. Syntesen af idé og stof implicerer med andre ord en metodisk forandring.

-Som sådan manifesterer Heideggers destruktive (’dekonstruktive’) fænomenlogi sig som en anti-tese til dialektikken (som Heidegger da også kalder for ’en ægte filosofisk forlegenhed’ i Væren og Tid).

-Hvor dialektikken er dynamisk, kreativ og fremadskridende er den destruktive fænomenologi statisk, deskriptiv og genealogisk.

-Er det muligt at drive det dialektiske projekt videre endnu? Altså at bedrive en ’transcendental dialektik’, hvor dialektikken overskrider sig selv, og bliver noget andet, i det en ny syntese ville implicere en overskridelse af den metodiske modstilling dialektik – destruktion (dekonstruktion)?

-Det ville svare til et opgør med den anti-tetiske modstilling mellem ’frem’ og ’tilbage’, ’før’ og ’efter’, det vil sige en overskridelse af idéen om succession i det hele taget – det der ifølge Kant er det fundamentale kendetegn ved tiden.

-I en sen paragraf i Væren og Tid støder Heidegger – nærmest mod sin vilje – på BEVÆGELSEN som et mysterium, der er ligeså ’fundamentalt’ som den TID, han ellers gør til altdominerende problem og omdrejningspunkt for sin værens-fænomenologi.

-”I say more in motions than I do in words” –Charles Manson.

Forskellen på Identitær og på National-Socialismen (‘nazismen’) er, at den identitære ideologi er eksplicit etno-pluralistisk, hvor nazismen er etno-hierarkisk.

Hvad betyder det så?

Jo, det betyder at de identitære ikke stiller sig til dommer over spørgsmål som: Hvilken etnicitet/race er DEN BEDSTE? Hvilken kultur er DEN BEDSTE? Hvilken levevis er DEN BEDSTE?

Omvendt siger de: Mennesker udviser naturlige gruppe-baserede præferencer, og det er de facto umenneskeligt at benægte folk retten til at leve på den måde, som de føler sig bedst tilpas.

På dette plan kan man altså godt tale om en vis egalitaristisme i den Identitære ideologi. Folkeslag og kulturer har negativ ret, det vil sige retten til ikke at blive begrænset og/eller dikteret af udefrakommende magter MED MINDRE de forgriber sig på andre folkeslags identiske ret.

Nazismen udlagde (og udlægger) omvendt forholdet mellem folkeslag og racer som én stor kamp for overlevelse, hvori det er naturens gang om ét folkeslag måtte udrydde eller dominere et andet.

Selvom de Identitære altså ikke forkaster den National-Socialistiske rammeforståelse totalt, som det ellers er moderne at gøre: Dvs. selvom de Identitære anerkender, at der faktisk findes racer, folkeslag og kulturer med distinkte definerende træk – så er orienteringen INDEN FOR denne rammeforståelse på sin vis stik modsat den nazistiske.

Samtidig påpeger de Identitære, at den moderne, internationalistiske ‘humanisme’ måske nok afsværger enhver ideologisk resonans med nazismen, men dog – ultimativt – har logiske KONSEKVENSER, der på sin vis svarer til nazismens: Nemlig udslettelsen af distinkte etniske og kulturelle træk i det kosmopolitiske overmenneskes navn.

Som sådan kan det altså argumenteres, at det Identitære opgør med den oplysnings-baserede humanisme kun er et opgør i det ydre, og at bevægelsens stadig er animeret af den samme fundamentale ånd, der har hersket i oplysningsbevægelser til alle tider:

Kærligheden og tiltroen til menneskets fundamentale eksistensberettigelse som selvstændigt og frit.

Jeg har filosoferet lidt over den nye liste over de hundrede mest magtfulde danskere.

Jeg er ikke med, hvilket ikke er så underligt, da den jo er lavet af Berlingske Tidende, og de har interesse i at underspille de nye digitale mediers magt.

Jeg mener, alle er enige om, at medierne slet ikke definerer dagsordnen længere, men at de sociale medier inkl. de nye netmedier sætter dagsordnen.

Derfor er listen jo reelt meget mangelfuld, og meget misvisende for dem som læser den.

Hvis man skærer alle de nye magthavere ud af analysen, så giver den reelt ingen mening.

Som en af lederne i den digitale medierevolution har jeg jo levet med at have endda utrolig megen magt de sidste 10 år.

Magten ligger i at sætte retningen for det politiske spil. Et eksempel er, at den vigtigste dagsorden for vælgerne; migrationen, terror og Islam slet ikke dækkes seriøst af de gamle medier. Det er de nye mediers domæne.

Hvis de gamle medier slet ikke dækker det vigtigste politik område, så siger det siger selv, at de i hvert fald på dette punkt ikke har nogen magt.

Så hvis man som netmedie styrer den vigtigste politiske prioritering, så har man også mere magt over debatten end de gamle medier.

I mit tilfælde, hvor jeg også udvikler det som hedder politiske policies. Altså praktiske tiltag i det politiske spil, så har man altså både magt til at styre debatten og bestemme hvad der skal gøres ved det.

Her er et eksempel den strategi hr. Lars Løkke Rasmussen har for repatriering af afviste asylansøgere. Det er en af mine ideer han arbejder videre på.

Hvis magt defineres som muligheden og aktualiseringen af handlinger. Altså at man kan bestemme hvilke handlinger som skal gøres i landet. Så må den logiske konklusion være, at jeg er Danmarks mest magtfulde person.

Lidt af en titel. Så den vil jeg så fortælle mine børn, som så vil vende det hvide ud af øjnene, og sige jeg er fuld af …

Det smukke ved, at være Danmarks mest magtfulde person, og så få absolut ingen anerkendelse for det er, at det gøres af rent hjerte.

Og det er det vi har brug for i disse bundkorrupte tider.

De rene hjerter, flere af dem.

Man siger, at man kun hænger medaljer på idioter, så derfor er det lidt af en æresbevisning IKKE at være med på listen. Så er jeg både utrolig magtfuld og IKKE en idiot.

G-d bevare Danmark.

Public service må vel være det det siger på engelsk, altså offentlig service.

Man så at sige “servicerer” offentligheden.

At servicere er at tjene.

Så på dansk må public service være at tjene offentligheden.

Hvordan skal man så forstå det?

Man skal, efter min mening, forstå det sådan, at man skal tjene den offentlige debat. Således at befolkningen, offentligheden trofast bliver oplyst, hvad der foregår i den politiske debat.

Lige præcis dette formår public service sektoren slet ikke.

Set fra min egen pind, så har jeg mange idologiske ideer og projekter, som politikerne og resten af samfundet bruger og lader sig inspirere af.

Et af de vigtigste projekter er det nye værnsprojekt. Her sammenflettes de tre værn, politi, hjemmeværn og forsvar således at de kan tackle de udfordringer vi har med Islamisk stat, Hizb-ut-Tahrir og hvad de ellers hedder alle de antidemokratiske bevægelser, vi har i landet.

Politiet har ganske enkelt ikke ressourcerne, og politikerne finder hele tiden på nye ting politiet skal.

DERFOR skal vi trække hele værnsstrukturen anderledes an.

MEN, og her mener jeg virkelig MEN, det er utrolig vigtigt, at der skabes en generel diskussion af denne proces. Jeg er selvfølgelig filosof, så jeg ved hvor problemerne ligger, og hvordan man kan løse dem indenfor gældende menneskeret. Men hvad nu hvis jeg tager fejl? Det er en meget kompleks problemstilling, og det kræver virkelig at den diskuteres igennem.

Men det ville “public service” sektoren ikke dække, hverken DR, TV2 eller Radio 24/7.

Så nu kommer der pludselig en hel ny værnsstruktur på gaden, uden at danskerne er blevet informeret om det, hvorfor vi gør sådan osv.

Det er SLET ikke at tjene offentligheden. Det er svigte offentligheden.

Yderligere er det også at svigte Konservative Folkeparti, som virkelig har vundet en markant sejr med dette forslag. Det burde Konservative Folkeparti belønnes for, også vælgermæssigt. Men det bliver de ikke i så høj grad, fordi “public service” sektoren ikke vil dække den politiske udvikling.

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er en linselus, jeg er faktisk ligeglad med at sidde og spille smart på TV. Men jeg er ikke ligeglad med mit folk, det danske folk, og de har ret til at blive ordentligt informeret om, hvad der foregår politisk af forskellige ting.

Det er altså grundopgaven, og den løftes ikke i den eksisterende konstruktion.

Jeg er sådan set med på at vi har public service, men så skal den virke efter hensigten, og det gør den ikke nu.

Men samtidig må jeg så også sige, at det er det private initiativ som har forandret medieverdenen til at være langt mere divers og nuanceret, så jeg synes man skal bruge penge på at skabe mere alsidighed.

Sådan som det fungerer nu, er det i hvert fald ikke særlig ordentligt eller velfungerende, så jeg mener at det er på tide at forandre denne branche, så at den, i det mindste, tjener offentligheden.

G-d bevare Danmark.

Radio 24/7 er en ok radio, Ramskov FORSØGER at skabe en form for balance i sine nyhedsudsendelser. Han har et utrolig blakket cv, men han forsøger.

Problemet er bare, at det er ikke godt nok.

Mange af de væsentlige dagsordner som jeg sætter, og som så senere ender i Folketinget bliver ikke dækket godt nok, og det er, helt grundlæggende problemet.

Mikkel Anderson er en dygtig mediemand, det er Jarl Cordua også, men de er ikke på samme niveau som jeg er. Det er sagt med fuld respekt, men de har hverken den tyngde, den bredde eller den viden jeg har.

Derfor driver de ikke dagsordnen.

Det er problemet med Radio 24/7. Jeg bliver, som sædvanligt, sat ud på et sidespor, og så kører de offentlige medier helt ud i hampen, og misser deres opgave.

Jeg vil så lige sige, at jeg faktisk slet ikke vil ind på den radio, hvad skulle jeg dog der?

Men jeg vil gerne have, at mine projekter bliver dækket ordentligt, ellers bliver det bare snak, snak og snak og det er det det er nu, ikke nogetsomhelst andet.

Det er måske lidt hårdt, men det er virkeligheden.

G-d bevare Danmark.

Det bliver efterhånden mere og mere tydeligt, at Sverige er en totalitær etpartistat. Censueren af meninger som ligger tre my til højre for midten censureres. Partier som kritiserer indvandringen forfølges fysisk såvel som politisk og medeimæssigt.

Men altimens vi sidder og svælger i vores forargelse over hvor forfærdelig Sverige er, glemmer vi så ikke Danmark? For helt ærligt, hvad er lige den store forskel imellem Danmark og Sverige.

Ok, de er lige en tand mere groteske og undertrykkende i Sverige, men man skal ikke bilde sig ind, at det ikke også sker i Danmark.

Et meget godt eksempel på det er min stilling i Danmark. Ok jeg er med på, at ens egen stilling kan være trættende at høre på. Men rent metodisk er det helt i orden, det er en metode jeg har overtaget fra Kierkegaard, som også brugte sig selv som et laboratorie for forståelse.

På trods af, at mine ting bliver brugt i hele verden, og det til højre og venstre af midten. Har jeg været absolut censureret i over ti år. Ikke en eneste henvisning, benævning eller lignende er det blevet til. Det på trods af, at regeringen i praksis bygger deres politik på mine ideer.

Er det ikke kontant censur?

Eller hvad med min ven Uwe Max Jensen, som pt. er i gang med tre forskellige retssager, tror jeg nok. Eller min anden ven, som er nået på forsiden af New York Post fordi han har brændt koranen af og nu er anklaget som blasfemist.

Jeg mener, er det ikke til at føle på?

Måske var det på tide at vende blikket lidt indad og forsøge at forstå de mekanismer som er i gang i Sverige bestemt også er i gang i Danmark, omend i en langt mildere form.

Svenskificeringen af den danske stat er skam i gang, og har været her siden 68 og den stalinistiske stats indførelse.

Hvad gør vi? Ja, vi demonterer de dele af den stalinistiske stat som lever af diktatur. De dele af retsvæsnet som mener de har en ret og pligt til at fungere som diktaturets fremskudte kadre. De medier som censurerer den debat som er livsvigtig for demokratiets overlevelse skal yderligere skæres bort fra statens tjeneste.

Der er altså tale om en generel demontering af de dele af stalinismen som 68´erne indførte i Danmark

Det er den bedste og nemmeste måde at undgå at ende i Sveriges fælde. Og det er rimelig vigtigt, for Sverige er på vej ind i borgerkrig, og det SKAL vi undgå.

G-d bevare Danmark.

Der er megen snak om voldtægter i Danmark. Jeg har selv været en fortaler for, at man skal erkende og anerkende den stigende voldtægtsrate.

Det har givet mig mange fjender hen af vejen. Men som et humanistisk menneske, mener jeg ikke man, med god samvittighed og et ordentligt menneskesyn kan sidde problemerne overhørigt.

Der er mange andre humanister, ja praktisk taget alle andre, der har taget den modsatte position; at man ikke skal erkende og anerkende den stigende voldtægtsrate, men tværtimod undertrykke erkendendelsen.

Ja, jeg forstår det ikke, og det har slet ikke noget med oplysning at gøre, for oplysning i menneskets tjeneste må netop være at kaste lys og opmærksomhed henimod ting i samfundet som er dårlige.

Ja, jeg forstår ganske enkelt ikke, at det ikke bliver taget op af Politiken, nu hvor de unge kvinder selv begynder at sige fra overfor uhyrlighederne.

Jeg mener, der er tale om mennesker som får deres liv ødelagt. Vi har evnen, muligheden og ressourcerne til at gøre noget ved det. Men vi bekæmper det, hvor sygt er det lige?

Jeg er med på, at der så kan komme en negativ diskurs imod flygtninge og indvandrere, når man tager emnet om. Men burde det så ikke være lige præcis os, os som kan skelne, der burde tage diskussionen op og forsøge at skelne?

Hvorfor skal vi, som Stampe stille os ud i en yderposition hvor alle flygtninge/indvandrere pr. definition er gode mennesker, og alle voldtægtsofre pr. definition selv er ude om det?

Hvori ligger menneskeligheden i det? Hvori ligger oplysningen i det?

For mig at se har Brandes gamle parti helt mistet det moralske kompas i et opportunitisk forsøg på at skaffe sig stemmer.

Hvor langt ude er man, når man ser igennem fingre med unge, usikre pigers liv, som bliver ødelagt på den måde?

Det er, efter min mening, den endelige dødsdom over den etablerede humanisme. For hvis man er så langt fra det moralske udgangspunkt, ja så er man bare ikke længere humanist. Så er man noget andet. Hvad man er, det kan jeg ikke sige, men måske er det lykkes for Erwin Neutski-Wulff og hans satanister at erobre partiet helt.

Og så er det dødt, for så har mørkets sønner overtaget en bevægelse som burde have været i lysets tjeneste.