Category archive

Renæssance

Konservatisme

i Renæssance af

Konservativ: Hvis vi ser på ordet, og hvad det egentlig betyder, vil det sige at bevare. Nærmere bestemt: At opretholde noget.

En konservativ – som jeg forstår det – er én, der forstår sig selv som en del af (og til dels et produkt af) en levende tradition, som han ærer, og sætter en dyd i at føre videre.

Konservatisme er med andre ord den mest åndelige ‘ideologi’, fordi den direkte fordrer at individet ser sig selv som en lille del af en større helhed, der overskrider individet i både tid og rum.

Samtidig er traditionen netop noget levende, og som sådan kan den ikke sættes på formular: Præcis ligesom man altid må leve sit eget liv efter, hvordan det faktisk er, og ikke ud fra en skematisk forventning om hvordan det burde være.

(I parentes betragtet er det netop det, der adskiller konservatismen fra de moderne ideologier, liberalisme og socialisme, da disse eksklusivt bygger på en forstenet forventning om, hvordan mennesker burde være og opføre sig, og derfor altid har skematiske ideologiske svar på alle politiske spørgsmål).

Desværre er ordet ‘konservatisme’ præget af mange uheldige konnotationer i dag. Mange tror tilsyneladende, at en konservativ skal komme fra Hellerup, gå til sejlsport og tale som i en Morten Korch-film.

I virkeligheden har denne stereotype forestilling om konservatimen meget lidt med faktisk konservatisme at gøre: For det meste er repræsentanterne for førstnævnte egentlig bare hedonister i pseudo-aristokratiske klæder, der gerne vil have deres mærkevarer, elskerinder og virksomheder i fred.

Dette er totalt anti-tetisk til den fordring, der ligger i den faktiske konservatisme: For denne siger direkte, at der er noget, der er større end én selv og éns egne behov. Og dermed siger den også, at individet må være villig til at ofre, og sætte parentes om sig selv og sin egen umiddelbare fremtoning, hvis bevarelsen af den levende tradition kræver det af én.

Hedegaard og Venstrefløjen

i Hedegaard/Kærlighed/Kulturradikalisme/Renæssance af

Det er med slet skjult vantro, at jeg læser de danske medier disse dage. Det er som om de danske (old school) intellektuelle af den hedengangne Seidenfaden aftapning, har vejret morgenluft efter at Hedegaard så eklatant dilletantisk forspillede (endnu engang) århundredes chance for at promovere de argumenter, der har simret i den nationalkonservative græsrodsbevægelse.

Men efter min mening, så gør man regning uden vært. Af uransagelige årsager er det lykkes Hedegaard at stille sig selv i spidsen for det islamkritiske miljø, dette uden at manden har evnerne eller integriteten til at stille sig der. Det viser nu det andet interview han har klodset godt og grundigt rundt i. Manden er en levende katastrofe. Det minder lidt om diskussionen de allierede havde om Mussolini under den anden verdenskrig. Var han en fordel eller en ulempe for dem? På den ene side var han selvfølgelig en fjende, men omvendt var han så uduelig, så at hele tiden kostede tyskerne energi. Havde det ikke været for Mussolini, så havde vi nok aldrig fået haset på Hitler, da han, efter al sandsynlighed ville have slået Russerne ved Stalingrad.

Men ja, det er vel nok et lidt ensomt perspektiv jeg her har, da jeg jo, som bekendt, står lidt isoleret på både den ene og den anden fløj, og hermed har fundet mit eget lille helle, hvor kun en ægte oplysningsmand kan stå; uberørt af stormen, med begge fødder fast plantet i sandheden og oplysningens frelsende tanke, kunne man sige.

Jeg har aldrig været særlig vild med Hedegaard, specielt efter at han løj sig igennem tre retslige instanser, og, som kronen på værket, fik en frihedsmedalje. Manden er en papegøje, og uden de store evner som formidler og debattant. Det burde vel efterhånden være klar for selv de hårdeste inkarnerede fans på højrefløjen. Han er en dilletant og så oven i købet en korrupt dilletant.

Med slet fryd er det imidlertid lykkes venstrefløjen anno 1968 at få sat en kæp i hjulet på den islamkritiske fløj. Det er selvfølgelig, ud fra et venstrefløjs perspektiv som inkluderer striktrøje, palæstina sympatier, Fredsmarcher og langt år under armene på de skidne kvinder, ganske godt. Men er det godt for sandheden?

Her vil jeg mene, at det ikke er, for samfundet bevæger sig kun fremad med lys. Altså sandhed.

I forvejen var 68´erne, langt hen af vejen, en gang psykologisk ævl, kogt i de Sovjetkommunistiske laboratorier. Det meste af det; nedrustningsaftalerne, Rødstrømperne, modstanden imod USA, var direkte styret fra Moskva, og havde ikke til formål at styrke Kommunismen, men var den stemning og dekadence som Sovjet var endt i i sine sidste dage. Venstrefløjen var bare de uduelige og villige ofre. Det kan mange kunstnere snakke med om. Hvem havde sig ikke en Russer, som Jakob Holdt så åbenlyst sagde.

Men da ingen, endnu, har villet tage opgøret med den kolde krig i Danmark, så står man stadig med hovedet fast plantet i jorden, og formår ikke at se de tendenser der er i den muslimske verden til at overtage der hvor Sovjet slap. De samme metoder; infiltrering af det akademiske liv, kulturlivet og medierne.

Anyway, at hele den manglende oprydning, som 68´erne i princippet står overfor, for OVERHOVEDET at have noget at skulle have sagt, straks skal fjernes fra radaren, bare fordi der sidder en distanceblænder på toppen af iskagen i den borgerlige akademiske verden, er noget sludder.

Jeg har sagt det den ene gang efter den anden; hvorfor tager medierne og det politiske liv ikke snart og kommer i gang, får startet på selvransagelsen. Spørger sig selv om støttet til Islam, Hamas, Hezbollah, Erdogans Islamistiske Tyrkiet, hadet til jøderne. Om det er nogen god ide. Ja så kan vi snakke. Indtil da, synes jeg, helt ærligt, at man skulle tage og lukke en hvis legemsdel, og komme ned i skjul igen. Det er bare et forslag.

Jeg har flere gange undsagt mig Hedegaard. Jeg mener han er en uduelig katastrofe, som ødelægger langt mere for den borgerlige fløj end han gør godt. Men jeg deler faktisk mange af hans synspunkt, fordi han jo har ladet sig inspirere meget af mine ideer.

Men jeg vil sige, at jeg mener at hans største problem er, at han reelt ikke har en særlig dyb indsigt i Islam og dens mange ansigter. Hans kritik er meget enøjet. Min egen far var muslim, og jeg har altid holdt meget af ham, min fars store ideal var Ghandi og han kæmpede for sit lands frihed.

Sådan er det jo, en ideologi har mange ansigter, og kun hvis man formår at se nuanceret på en antagonist, og det må man sige at en stor del af Islam er til Vesten i dag, så kan man tillade sig at skryde op og få medaljer. Hvis man ikke kan, så må man holde sig lidt i andet geled og lade være med at skulle stille sig i vejen, for dem der rent faktisk har lidt mere mellem ørene.

Det handler, for mig at se, om nuancer. Den største fare for en ideolog i opposition til en anden ideologi, er at blive farvet af modstanderen. Man læser så meget om dem, at man ender med at blive ligesom dem. Den opgave mener jeg ikke Hedegaard har formået at klare. Jeg er enig med Merete Brix i kritikken af ham; han er endt som en halvvejs islamist; lukket og udemokratisk.

Derfor skal man holde fast i det gode; oplysningen, kærligheden, anerkendelsen og åbenheden.

Det er svært, men det er det det kræver at være elite avantgarde.

G-d bevare Danmark.

Islamisterne og os

i Demokrati/Islam/Renæssance/Retsstat af

Vi har det med at kaste med mudder imod den anden side af ligusterhækken, ofte er det nemmere at se de ting der skiller os ad end de ting vi har til fælles.

Udfordringen mht. islamisterne er ikke så meget de ting vi ikke er enige om, men de ting vi er enige om, og på en underlig måde har vi også fælles fjender; hyklerne og krysterne.

Lad os kigge lidt på hvad vi er uenige om; retsstaten der skal styres af G-d eller den folkelige forsamling. Retfærdigheden som en spirituel ting eller en naturlig ting vi finder i samtale. Målet; retfærdighed eller kærlighed. Kvinderne; slaver eller ligeværdige partnere.

Men så er der faktisk også nogle ting vi er enige om; retfærdighed f.eks.. Vi er enige om, at retfærdighed er et mål i sig selv. Islamisterne har det højere oppe på deres prioriteringstavle, end vi har. Vi går højere op i at være frie og retfærdige end kun retfærdige (ansvarlige), men vi er stadig enige i, at retfærdighed er et mål. Her ligger den grundlæggende fælles kritik at det multikulturelle samfund. Både islamisterne og vi er enige i at det forfald som det reelt er udtryk for er foragteligt. Hverken de eller vi synes at det er rimeligt at forråde sine egne værdier, at tilpasse sig bare for at tilpasse sig, at mene at andres kultur er langt bedre end vores egen. Vi er begge enige i at man skal stå værn om de kulturelle værdier, der er væsentlige i vores samfund.

Hermed er vi faktisk enige i kritikken men selvfølgelig dybt uenige i løsningen. Hvor islamisterne mener at løsningen er et voldsdomineret, konservativt, kvindeundertrykkende, idiotisk system. Mener vi, at det skal være et humanistisk, demokratisk system bygget på en holdning til det gode samfund, sat i system i dialogen.

Det vi så slås om, er hvilken løsning der skal skabes på problemet. Man skal ikke være blind for de problemer der ligger i vores eget system, ja korruptionen er helt ude af kontrol i vores system, og det er, reelt bagsiden af vores demokratiske system.

Men løsningen er ikke islamisme, løsningen er at oplyse samfundet, således at det retter sig op, og med sine egne magtmidler fortrænger korruptionen.

Ja, det er svært, specielt når det politiske niveau ikke helt lever op til sine egne idealer, og forsøger, med meget svigtende held, at være ærlige og reelle. Men det er, ikke desto mindre den vej vi må gå. Ellers vinder islamisterne og den stærke mand, og det vil være det samme som at indføre en form for nazisme, for det er reelt det islamismen er, en form for nazisme; det lette valg, det simple, konforme, traditionelle system, hvor alle har deres prædestinerede plads uden diskussion. Det er ikke en menneskelig organisationsform. Det bedste system, viser alle erfaringer er et åbent, transparent, demokratisk styre, hvor dialogen og kritikken er drivende, og hvor politiet og retsstaten tager sig af konflikthåndtering, og har voldsmonopolet.

Det er det vi kæmper for, et åbent og trygt samfund hvor der er plads til alle dem som accepterer grundreglerne.

G-d bevare Danmark.

Vi skal i dialog for at løse krisen i kølvandet på den norske tragedie

i Forsvaret/Humanisme/Kritik/Politik/Renæssance/Socialisme af

Det er virkelig med stor sorg at man nu kan se at nordmænd slår nordmænd ihjel. Ja, der er tale om landsforrædere, ja de norske socialdemokrater propaganderer en menneskefjendsk, stupid og overfladisk ideologi. Men hvis man ikke kan se, at det at slå børn ihjel ikke kan give mening på nogen måde, så burde man tage sin filosofiske uddannelse om igen. Lad mig sige det, så stærkt som man kan; det er utilgiveligt at slå børn ihjel, uanset hvilket motiv man kan have. Hvis man tager sine fjenders menneskefjendske metoder til sig, så har man forandret sig så meget, at kampen ikke er værd at kæmpe mere. Vi må, på alle mulige måder, forsøge at føre lysets krig med de metoder lyskrigerne har; oplysning, sandhed, og kun hvis man ikke har andre alternativer så fysisk krig. Men det må aldrig være idiotisk, meningsløs skyden hinanden ned. Hvis vi gør det, så er vi blevet til det vi kæmper imod.

Når chokket er overstået, så vil mange tænke; hvordan forhindrer vi at samme situation opstår en gang til. Til det er at sige; det kan vi ikke forhindre, stigmatiseringen, foragten fra det etablerede samfund imod sådan nogle som mig, og andre i min situation, er for stærk. Det er ikke muligt at forandre eller forhindre den udvikling som er sat i gang for snart fire til fem år siden, da internettet og blogs startede. Jeg har tigget, jeg har skældt ud, jeg har truet for at skabe dialog imellem blogs og mainstream, men i mainstreammediernes hovne selvopfattelse mente man, at man havde så meget magt, at kontakten imellem det politiske blog miljø og de etablerede medier var ligegyldigt. Det var, må man nok erkende, en stor fejl. Blogmiljøet har formået at vokse sig stærkt, erkendelsen af samfundets indretning er blevet for klar, nye ideologier og filosofier er vokset frem i skyggen af det etablerede samfund .

Hvis jeg nu skal kigge lidt indad, har jeg så, som filosof og idemand bag mange af de principper som har vandret rundt i blogosfæren, skyld?

Ja, det har jeg selvfølgelig. Ikke som praktisk mand på øen, men som idemand bag de principper som de nye internetkrigere kæmper for. Det er klart at bagmændene i sidste ende er de skyldige. Så jeg har lige fået 91 mord på samvittigheden. Det tynger, men det er ikke min fejl alene. Det er også det omkringliggende samfunds afstandstagen og putten mig ned i sækken, som har skyld for at det er kommet så vidt.

Man siger at det undertrykte vender tilbage i tredobbelt form. Det er præcis det der er sket med denne aktion. Blogmiljøer har været reelt undertrykte, og i den tid hvor de er holdt ude af den offentlige debat, har de ikke bare vokset sig stærke, men også, med drabene i Norge, vokset ind i en form som er umenneskelig.

Krig graver grøfter. Det sår Socialdemokratiet har fået nu, vil tage dem evigheder at læge, hvis det nogensinde sker. Det vil betyde en stærk aggression imod mig og folk som mig, men det vil ikke betyde et endeligt krigsangreb imod blogverdnen, for hvis først grøfterne bliver gravet for dybe, vil kun mordet og døden kunne løse problemet. Det er set før, og det sker igen, hvis vi ikke passer på.

Måske vil blodet komme til at flyde, igen, og igen, og igen og igen. Det bliver andre fraktioner som vil slå til; socialister imod demokrater som i mordet på Pim Fortuyn, muslimer imod demokrater som i mordet på Theo van Gogh, og demokrater imod socialister som i Norge nu.

Krigen kan fortsætte, ny skud skydes, flere dør, alt imens dette sker, vil fanden grine, fordi han er den eneste der vinder i det kaos som krigen skaber. Jo mere vi slås, jo flere der dør, jo gladere bliver det onde og destruktive aspekt af det spirituelle. Ondskaben er over os, i en sindssyg hærgen af verden.

Men der findes et lægemiddel, og det er det eneste vi skal gøre for at blive gode venner igen; dialog. Vi skal snakke sammen, respektere hinanden. For kun igennem samtalens oplysning vil vi kunne mødes. Det bliver en lang proces, og vi må nok erkende at dialogen vil have svære kår i den eskalering af krigen, vi går i møde. Men det er det eneste reelle medikament vi har.

Vi kommer til at dø, og der er selvfølgelig også retfærdig kamp, men angrebet på den norske socialdemokratiske ungdom var ikke en af dem. Man kunne have gjort meget mere, fundet langt mere fair mål, have tænkt sig om, før man begyndte at skyde på børn.

Det tyske hus

i Renæssance/Tyskland af

Tyskerne har alt for længe været frataget deres egen kultur. Det skete primært som en følge af Hitlers nazist ideologi, som, i Tyskland, brændemærkede al historisk gyldighed for de nordiske myter. Men det er en proces, der i praksis startede helt tilbage i ottehundrede tallet, da den franske kong Charlemagne erobrede de landområder, der tidligere havde tilhørt de fri germanere.

Denne proces er ikke mulig at vende helt om, og det giver heller ikke mening at definere en ny virkelighed uden al den erkendelse, som tyskerne har vundet, efter de reelt blev koloniseret af Rom. Mange af de institutioner som tyskerne har i dag, er ikke oprindelig nordiske men fra andre dele af verden; Mesopotamien, Fønikien, Egypten. Men der er ræson i at tyskerne skal have lov til at være sig igen, og finde tilbage til deres rødder. Kunsten bliver bare for Tyskland at finde tilbage til sine rødder indenfor en demokratisk og human ramme.

Her er Grundtvig deres reelle løftestang. Nordisk kultur fandt en anden og mere fredelig udvikling i Danmark end i Tyskland. I Tyskland blandede man de agressive traditioner med de persiske imperietraditioner. Det gav en udvikling som var uacceptabel for resten af Europa. I Danmark var udviklingen fredelig, demokratisk, kreativ og visdomsbaseret. En kombination af Oxford liberalisme og asetro.

Denne tradition er helt uden skyld for krig og forfølgelse, og knytter Tyskland an til højskoletraditionen, vil de kunne kombinere deres egen udvikling med en dyb og seriøs filosofi. En tradition som er inspireret af tysk filosofi, bl.a. er Herder inspiration, men også mange andre tyske tænkere inspirerede Grundtvig.

Tyskland skal ud af sin isolation og nedbrudte selvforståelse, og finde en kærlig og stolt nordisk ånd. Først da vil sårene fra brandene i Hamborg og Dresden være lægte, først da vil det stolte gamle folk fra syd, være sig selv igen.

Det ville jeg virkelig ønske for tyskerne, for den skyld tyskerne har fået med de massemord som de foretog imod jøderne (min egen oldemor flygtede selv fra forfølgelse), den er betalt tilbage med rentes rente.

Jeg kan huske, da jeg gik på pilgrimsruten; Camino de Santiago for snart fire år siden, der mødte jeg mange desillusionerede og triste tyskere. Jeg mødte en, som fortalte mig, at en mand skal skrive en bog, bygge et hus og have en søn, for at have et helt liv.

Nu skal tyskerne til at skrive sin bog igen, for først da vil Tyskland kunne give plads til alle os, der vil have sønner og bygge huse. Først når den tyske folkesjæl heles, vil der være plads omkring Tyskland igen. Men sikke et hus Tyskland kan bygge, og sikke nogle sønner der kan komme ud af det hus, hvis det bygget rigtigt.

Det tabte paradis

i Grundtvig/Renæssance af

Det er ikke til at holde ud med alle de påstande om at vi har indført demokrati og bedre retstilstande efter 68. Jeg mener, man hører det hele tiden; Danmark er fantastisk fordi vi ikke skal betale for uddannelse, helse og så videre. Ja, men det er da også dejligt med al den service vi intetanende og glade velfærdsdanskere får. Men kunne der være andre årsager til vores lykke end alle de gratisydelser vi får? Hvad koster denne frihed i manglende motivation for at få vores liv til at køre? Alle disse gratistiltag giver os egentlig ikke så meget andet end hovedbrud i den sidste ende, fordi vores ladhed og manglende kampkraft betyder, at vi ikke kan stå op for selv når det virkelig gælder. Altså nu, hvor det virkelig gælder, og vi er ved at blive overtaget af fremmede magter, igen, så formår vi ikke at gøre så meget andet end at gå på Roskilde festival og drikke os i hegnet. Hvad er det vi har mistet i denne idelige, dovne, ugidelige søgen efter den næste sofasnorker foran fjernsynet? Hvad er det der er at kæmpe for, nu hvor vi jo har muligheden for at flade ud med to kolde fra kassen, i en dejlig hyggestund foran flimmmeren. Hvad er det vi har mistet i den ugidelige, snorkende tilværelse, hvor naboens datter lader sig glædeligt voldtage, og vi i øvrigt er ligeglade. For vi kan ikke finde ud af andet end at glo mere tv, og vi er så dovne at vores evige stræben efter eftermiddagskaffen, og derefter boller i karry, hvis det går højt, er det eneste vi kan overskue. Vi er dovne, ugidelige, og uden indhold i vores liv, fordi vi er blevet bestjålet det allervigtigste vi mennesker har; vores drømme.

Grundtvig gav os drømme. Jeg kan huske jeg mødte en forfatter på Vallekilde, hendes mormor havde været elev engang for hundrede år siden, og forfatteren fortalte om hendes mormors historier om Vallekilde da mormoren var ung. Hun fortalte, at, at komme til Vallekilde, var som at komme til paradis. Kombinationen af kreativitet, ånd, viden, varme, historie og gejst, gav så megen oplevelse, at det forandrede mennesker. Når man kom derfra, så havde man en bevidsthed om at der var en mulighed for at opnå lykke i livet, for man havde oplevet den lykke på Vallekilde. Det var den reelle magi ved det sted som Ernst Trier havde skabt.

Ernst Trier havde skabt den lykkefølelse, fordi han fulgte Grundtvigs ideer. Grundtvig havde formået at samle alle de bedste principper i alle de traditioner som Danmark er skabt af, og give dem et udtryk vi almindelige, dødelige danskere kunne bruge. Det var vel kombinationen af folkeoplysning, historiefortælling, myter, kristendom, og i min tipoldefars tilfælde; det jødiske touch.

Det er denne drøm vi er blevet berøvet af mange års ugidelighed, af verdenskrige, af svigt, af nederlag på nederlag. Men det er samtidig denne drøm vi har at stræbe efter. Der vil komme ballade i Europa. Iran står på spring, hvis vi er uheldige vil det lykkes Gadaffi at fyre et par dirty bombs af i et par hovedstæder. Der kommer masser af pine og lidelse, i den forbindelse bliver vi nødt til at have noget som holder os oppe, noget som vi kan drømme om og stræbe efter, noget vi er parate til at dø for. Vi kan dø for Grundtvigs drøm, for den er reelt værd at give livet for. For hvis vi ikke selv når hen til drømmen, så vil vi give mulighed for vores børn eller børnebørn til at nå drømmen, og med det vil vores liv ikke være spildte.

Det kræver bare, at vi ser at få lagt kanalbehandleren fra os, at vi træder væk fra det flimmer af en virkelighed vi har nu, og begynder at drømme igen, drømme om den frie tale, om viden, visdom, kærlighed og varme. Den drøm gav Grundtvig os, og den kan bruges nu igen, til at overkomme alle de pinsler vi har foran os.

G-d bevare Danmark.

Journalisternes faglige svigt

i Journalistik/Kritik/Renæssance af

Der diskuteres i disse dage højtlydt i forhold til journalisternes manglende faglighed og inkompetence i relation til grænsedebatten. Den enkle og uhyggelige sandhed er, at journalisterne tydeligt talte med to tunger; en på redaktionen og en i aviserne. Det er, her efter mediestormen, helt tydeligt at den konkrete nyhedsdækning af sagen ganske enkel er usand.

Hvorfor er det udtryk for et journalistisk forfald? Fordi de idealer journalisterne burde opretholde; objektivitet, sandhedssøgning, uafhængighed ikke blev opretholdt under dækningen af grænsediskussionsdebatten.

Poul Erik Andersen har gennemgået nogle af de journalistiske artikler der blev skrevet under mediestormen.

Manipulerende grænsejournalistik, JP, 26.06.11

Men, hvilke idealer er det så journalisterne burde stræbe efter, og hvor kommer de fra?

De kommer aktuelt fra den franske revolution. Napoleon Bonaparte kastede sig, med sine lasede franske tropper sig ind kampen for nationen og demokratiet. En kamp vi hørte et ekko af i fransk militærs indgriben i Libyen krigen, i et gjalende egalite, fraternite og liberte. Vi hørte det ikke direkte, men vi fornemmede det i de heltemodige jageres første tur ind i kampen for det libyeske folk. Det var modigt, det var flamboyant, det var fransk.

Læs videre

Renæssance

i Europa/Humanisme/Renæssance af

Fremtiden ligger i fortiden. De erkendelser vi har haft, vil pege fremad imod det som kommer til at ske. Det store problem for Europa lige nu er den Europæiske Unions fald. Det kommer til ske, måske ikke nu, så snart i en form. Årsagen er enkel; projektet er initieret fra toppen af samfundet uden at inkludere bunden af samfundet. Lægmand, vaskekonen, billetkontrolløren og bonden var ikke med i planlægningen af unionen. Da først den stod, gik det op for eliten at de ikke er folket, men at folket findes udenfor elfenbenstårnet.

Hvad skal vi så gøre efter at det elitære projekt falder? Ja, vi skal til at vende tilbage til demokratiet, det nationale demokrati. Min plan har hele tiden været at forsøge at lægge de frø i den europæiske muld, som kunne løfte Europa og resten af Vesten efter unionerne ville falde.

Denne proces skal selvfølgelig ikke komme oppefra, det har vi prøvet, nej den skal komme nedenfra. Engagementet i demokratiet, med alle demokratiets smukke principper og realistiske funktioner, skal være, hvis det skal lykkes at få et comeback, det der skal drive udviklingen.

Læs videre

Go to Top