Konservatisme
Konservativ: Hvis vi ser på ordet, og hvad det egentlig betyder, vil det sige at bevare. Nærmere bestemt: At opretholde noget.
En konservativ – som jeg forstår det – er én, der forstår sig selv som en del af (og til dels et produkt af) en levende tradition, som han ærer, og sætter en dyd i at føre videre.
Konservatisme er med andre ord den mest åndelige ‘ideologi’, fordi den direkte fordrer at individet ser sig selv som en lille del af en større helhed, der overskrider individet i både tid og rum.
Samtidig er traditionen netop noget levende, og som sådan kan den ikke sættes på formular: Præcis ligesom man altid må leve sit eget liv efter, hvordan det faktisk er, og ikke ud fra en skematisk forventning om hvordan det burde være.
(I parentes betragtet er det netop det, der adskiller konservatismen fra de moderne ideologier, liberalisme og socialisme, da disse eksklusivt bygger på en forstenet forventning om, hvordan mennesker burde være og opføre sig, og derfor altid har skematiske ideologiske svar på alle politiske spørgsmål).
Desværre er ordet ‘konservatisme’ præget af mange uheldige konnotationer i dag. Mange tror tilsyneladende, at en konservativ skal komme fra Hellerup, gå til sejlsport og tale som i en Morten Korch-film.
I virkeligheden har denne stereotype forestilling om konservatimen meget lidt med faktisk konservatisme at gøre: For det meste er repræsentanterne for førstnævnte egentlig bare hedonister i pseudo-aristokratiske klæder, der gerne vil have deres mærkevarer, elskerinder og virksomheder i fred.
Dette er totalt anti-tetisk til den fordring, der ligger i den faktiske konservatisme: For denne siger direkte, at der er noget, der er større end én selv og éns egne behov. Og dermed siger den også, at individet må være villig til at ofre, og sætte parentes om sig selv og sin egen umiddelbare fremtoning, hvis bevarelsen af den levende tradition kræver det af én.