Firoozehs retssag
I Platons berømte værk “Retfærdighed” begynder bogen ganske dramatisk. De græske herrer sidder og diskuterer, og pludselig, med et mægtigt rabalder, afbrydes diskussionen af den truende og ubehagelige type, ved navn Trasymachos.
Trasymachos himler op, og truer sig, eller forsøger at true sig, til retten. Han er stor og stærk, og har derfor en hvis evne til at sætte sig i respekt. Heldigvis, for Platons dialoger søger altid imod den ægte skønhed og retfærdighed, lykkedes det ikke Trasymachos at true sig til retten. I det oplyste samfund Platon forestillede sig, var det ikke den stærke, som med sine muskler eller andre former for magtmidler, der havde retten på sin side.
Sådan grundlægges retsstaten. Den grundlægges idet, den forsøger at beskytte de svage imod de stærke. For at bekæmpe den stærkes ret. For at skabe civilisation. I første omgang, hellensk civilisation, og i moderne tider, dansk civilisation.
Nu er en af mine bekendte, ja jeg kan måske tillade mig at kalde hende en ven, blevet stævnet for retten.
Anklagen går på, at hun har forhånet den muslimske mand i en generel forstand, idet hun har sagt, at han voldtager og undertrykker kvinder.
Denne sag ligger altså i tråd med Trasymachos dialogen, idet meningen med retsstaten jo er, at beskytte den svage imod den stærke.
Er der i Firoozehs tilfælde tale om en stærk person, som undertrykker en svag person? I første omgang må man forsøge at kigge på hvem de to parter er. I virkeligheden er der ikke tale om en kvinde som kritiserer eller muligvis håner alle muslimer. Anklageren er dansk og retssystemet er dansk. Så der er tale om at den danske stat, på vejne af den muslimske mand, forsøger at stoppe angrebet imod ham.
Allerede her, kan man se, at sagen er tynd. Der er altså tale om en part der, pr. stedfortræder, skal beskyttes. Hvis parten; den muslimske mand, virkelig følte sig truet af en kvinde på 1.60, så havde han nok kunne finde ud af at rejse sagen selv.
Eller, der har været en tidligere sag imod den anklagede kvinde. Her blev Firoozeh truet på det groveste, idet hun af en konkret muslimsk mand, blev truet med at han ville slå hende ihjel, voldtage hende og skære hende i stykker.
Denne sag blev imidlertid ikke ført til retten, idet den danske retsinstitution tydeligvis ikke mente, at det var en sag den kunne involverer sig i.
Her ser vi altså hvordan styrkeforholdet, og hvem der i virkeligheden er parter sagen. Det handler ikke om at der står muslimske mænd overfor en enlig muslimsk kvinde. Det er sket tidligere, og der reagerede en konkret muslimsk mand med gruve trusler.
Nej de reelle parter i sagen er, på eget initativ, den danske retsstat. Her gælder det ikke, at sagen blev anmeldt, idet anmelderen tydeligvis ikke var interesseret i at følge sagen til ret, og retssystemet har i en lignende sag rettet imod Firoozeh, ikke ville føre til retten.
Det er det danske retssystem imod Firoozeh. Det er useriøst.
Kigger vi på et andet gældende retsfilosofisk princip. Så taler Alf Ross om den danske retsfølelse. Den danske retsfølelse er, i min fortolkning, lidt at sammenligne med det grundtvigianske begreb; folkesjæl. Altså, hvis der i folkesjælen generelt er en opfattelse af, at denne eller en anden kriminel handling er uretfærdig, så er den uretfærdig.