Metoo og romantikken
Jeg har, siden Metoo bølger startet, faktisk støttet de kvinder som har kæmpet for retten til at ikke at blive forulempet af mænd.
Jeg kommer selv ud af et marxistisk miljø. Jeg voksede op på Avedøre gymnasium, gik på RUC og har været en del af sambamiljøet i mange år.
Så, jeg kender godt de miljøer, som kvinder beskriver som fjendtlige overfor kvinder.
I min bog, så er det ikke så simpelt, at alle mænd bare er nogle svin, og de derfor skal rette ind.
Jeg mener, Weinstein, ikonet på Metoo, han var en glødende liberal socialist, og jøde. Det kan man ikke ligefrem kalde for en gammel ond patriarkat.
Dengang jeg underviste på Frøbel seminariet, der var det også de gamle 68´ere som var sammen med alle eleverne.
Det var virkelig klamt. Jeg kan huske en af mine kolleger, jeg tror han hed Steen, han havde været sammen med ALLE de studerende han havde i sin sin studiegruppe.
Så som flue på væggen, så giver jeg faktisk kvinderne ret i, at de forhold som har været i de socialistiske miljøer har været horrible for kvinder.
Men, for at være lidt mere dybsindig omkring problemet, og måske også forsøge at løse problemet, så kan det være en ide, at forholde sig til HVORFOR de socialistiske miljøer er så seksuelt betændte.
Årsagen er, teoretisk set, at socialismen slet ikke VIL dydighed og ærbarhed. Dydighed og ærbarhed er konservative ideer og principper.
Nedenunder denne afskyelige praksis ligger der et idealt, som fordrer af staten er kvindernes familie og ikke den familie de har med manden.
Den triste og forfærdelige sandhed er nemlig, at fri sex og dermed alle disse forfærdelige forhold for kvinder, som kvinder ofte, i hvert fald i udgangspunktet, er med på. De er en teoretisk formel.
Man skaber disse frie sex miljøer for at nedbryde familierne og skabe et afhængigshedsforhold imellem staten og kvinderne i stedet.
Hvis man ikke kan erkende dette, så læs det kommunistiske manifest af Marx og Engels.
Det er virkeligheden.
Derfor bør man, i min bog, også gøre op med Marx, og finde tilbage til en Hegeliansk teori igen, eller en Triersk ideologi.
I denne ideologi, er nationen en åndelig størrelse, og familien fundamentet under nationen. Vi betragter så den demokratiske ide som den vigtige (det gjorde Aristoteles også), så reelt er opgøret, i hvert fald mit opgør med den marxistiske stat en Aristotelisk/Hegeliansk ide.
Til det skal lægges, efter min mening, et platonisk kærlighedsideal.
For I stedet for at se verden som en legeplads for seksualitet, så kan man forsøge at forfølge en platonisk kærlighedside. Den eneste en.
Platon fortæller om en lille filosofisk allegori.
Han fortæller, at vi mennesker engang var formet som et hjul med fire arme og fire ben.
Engang kæmpede vi imod g-derne, fløj op imod dem som Bellerophon på Pegasus, og blev slået i jorden af g-derne. Straffen var, at hjulene blev delt op i to.
Siden dengang har vi forsøgt at finde den anden halvdel af hjulet. Vores soulmate eller evige kærlighed.
Det er oppositionen til de kommunistiske netværk og verdner; søgen efter den evige kærlighed med et menneske, som vi altid vil forstå dybere og dybere, og som vi ofrer alt for, og som ofrer alt for os.
Det er fundamentet under en platonisk familie. Og er det ikke bare lidt mere romantisk end Harwey Weinstein og den klamme kommunistiske psykolog på seminariet?
Det synes jeg, og det ideal har jeg forsøgt at leve efter, selvom det er svært i en tid med så megen promiskuitet.
G-d og g-derne bevare Danmark.