Category archive

Socialisme

Metoo og romantikken

i Socialisme af

Jeg har, siden Metoo bølger startet, faktisk støttet de kvinder som har kæmpet for retten til at ikke at blive forulempet af mænd.

Jeg kommer selv ud af et marxistisk miljø. Jeg voksede op på Avedøre gymnasium, gik på RUC og har været en del af sambamiljøet i mange år.

Så, jeg kender godt de miljøer, som kvinder beskriver som fjendtlige overfor kvinder.

I min bog, så er det ikke så simpelt, at alle mænd bare er nogle svin, og de derfor skal rette ind.

Jeg mener, Weinstein, ikonet på Metoo, han var en glødende liberal socialist, og jøde. Det kan man ikke ligefrem kalde for en gammel ond patriarkat.

Dengang jeg underviste på Frøbel seminariet, der var det også de gamle 68´ere som var sammen med alle eleverne.

Det var virkelig klamt. Jeg kan huske en af mine kolleger, jeg tror han hed Steen, han havde været sammen med ALLE de studerende han havde i sin sin studiegruppe.

Så som flue på væggen, så giver jeg faktisk kvinderne ret i, at de forhold som har været i de socialistiske miljøer har været horrible for kvinder.

Men, for at være lidt mere dybsindig omkring problemet, og måske også forsøge at løse problemet, så kan det være en ide, at forholde sig til HVORFOR de socialistiske miljøer er så seksuelt betændte.

Årsagen er, teoretisk set, at socialismen slet ikke VIL dydighed og ærbarhed. Dydighed og ærbarhed er konservative ideer og principper.

Nedenunder denne afskyelige praksis ligger der et idealt, som fordrer af staten er kvindernes familie og ikke den familie de har med manden.

Den triste og forfærdelige sandhed er nemlig, at fri sex og dermed alle disse forfærdelige forhold for kvinder, som kvinder ofte, i hvert fald i udgangspunktet, er med på. De er en teoretisk formel.

Man skaber disse frie sex miljøer for at nedbryde familierne og skabe et afhængigshedsforhold imellem staten og kvinderne i stedet.

Hvis man ikke kan erkende dette, så læs det kommunistiske manifest af Marx og Engels.

Det er virkeligheden.

Derfor bør man, i min bog, også gøre op med Marx, og finde tilbage til en Hegeliansk teori igen, eller en Triersk ideologi.

I denne ideologi, er nationen en åndelig størrelse, og familien fundamentet under nationen. Vi betragter så den demokratiske ide som den vigtige (det gjorde Aristoteles også), så reelt er opgøret, i hvert fald mit opgør med den marxistiske stat en Aristotelisk/Hegeliansk ide.

Til det skal lægges, efter min mening, et platonisk kærlighedsideal.

For I stedet for at se verden som en legeplads for seksualitet, så kan man forsøge at forfølge en platonisk kærlighedside. Den eneste en.

Platon fortæller om en lille filosofisk allegori.

Han fortæller, at vi mennesker engang var formet som et hjul med fire arme og fire ben.

Engang kæmpede vi imod g-derne, fløj op imod dem som Bellerophon på Pegasus, og blev slået i jorden af g-derne. Straffen var, at hjulene blev delt op i to.

Siden dengang har vi forsøgt at finde den anden halvdel af hjulet. Vores soulmate eller evige kærlighed.

Det er oppositionen til de kommunistiske netværk og verdner; søgen efter den evige kærlighed med et menneske, som vi altid vil forstå dybere og dybere, og som vi ofrer alt for, og som ofrer alt for os.

Det er fundamentet under en platonisk familie. Og er det ikke bare lidt mere romantisk end Harwey Weinstein og den klamme kommunistiske psykolog på seminariet?

Det synes jeg, og det ideal har jeg forsøgt at leve efter, selvom det er svært i en tid med så megen promiskuitet.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Socialdemokratiet

i Demokrati/Socialisme af

Helle Thorning-Schmidt vil gå hen i historien som en statsminister uden styr på sine ting, hun vil blive husket som “dullen ingen vil have”. Det er også helt reelt, for hendes fokus i sin første tid som statsminister har været på udlandet og ikke Danmark. Reelt har hun slet ikke fungeret som statsminister; hun har ikke rigtig fulgt med i diskussionerne herhjemme, hun har ikke sat sig ind i de sager som har været vigtige at holde øje med, og hun har slet ikke formået at komme med et troværdigt budskab til pressen.

Der er mange som mener at pressen er gået for langt. Undskyld mig, men er det ikke pressens opgave at stille sig kritisk til magten? Hvad er der galt i at forholde sig til ministres moralsk habitus? Er det ikke meningen at ministrene skal være bosser og gå foran og vise et godt eksempel? Er det ikke rimeligt at forvente at en statsminister skærer ned på eget forbrug, sætter sin børn i folkeskolen og klemmer benene sammen under et Ikea bord, fremfor et hæve sænke bord til en halv fynsk bondegård?

Når nu sagerne om en anløben moral hober sig op, er det så ikke vigtigt at holde en minister op på de nye tilfælde at snyd, svindel, ødselhed og overforbrug af befolkningens hårdt sammensparede skillinger?

Havde damen så arbejdet for det nye skrivebord, altså ikke arbejdet for EU, men for Danmark, så havde det været lidt mere fornuftigt at give hende et nyt, fint skrivebord. Men det har hun ikke, hun har brugt al sin tid til at arbejde for EU, og har altså slet ikke fortjent et nyt skrivebord, hun burde få EU til at betale et nyt skrivebord, hvis hun så gerne vil have det, hun har arbejdet for dem.

Hendes manglende fokus på Danmark har resulteret i en perlerække at absurde tilstande som man næsten ikke fatter. Lad os tage nogen af dem:

1. Udenrigspolitik. Hun har ødelagt vores forhold til vores nærmeste allierede USA. Det har hun gjort ved ikke at sørge for at Villy Søvndal fører en afbalanceret politik overfor USA. Det vil altså sige, i det mindste burde vi hjælpe, på et symbolsk plan, i forhold til Iran. At løbe den stik modsatte vej er en dyb fornærmelse overfor USA. At han så samtidig fornærmer Israel dybt ved at afvise den israelske ambassadør ved gadedøren, det var måske heller ikke så smart, set i det lys, at Israel er en af USAs allertætteste allierede. Den danske udenrigspolitik er i fuldstændig ruiner.

2. Beskæringen af socialstaten. Nu har hun så bestemt sig for, at Det radikale Venstre skal have helt frit løb, i forhold til de neoliberale ideer de har om hvordan man skaber vækst i et land; nedskæring af staten. Man kan diskutere fornuften i det, jeg ikke tilhænger af processen, den er forsøgt før i andre lande, og det har kun en mindre effekt. Det det handler om, er at de firmaer som er loyale overfor landet får bonus ved skattelettelser, det virker i USA og det vil også virke i Danmark.

3. Betalingsringen; taler for sig selv.

4. Kontrol af ministre. At en minister, nærmere bestemt Ida Auken kan gå på barsel to – tre måneder efter hun er blevet minister viser grundlæggende at Helle Thorning-Schmidt ingen kontrol har over, hvad hendes ministre foretager sig. Jeg mener, hvis man er boss for et land, så skal man have ministre der arbejder for det, ikke ministre der ikke arbejder for det. Jeg støtter klart kvinders ret til barsel, men altså ikke i landets vigtigste embede, og slet ikke en ansættelse to – tre måneder før barslens igangsættelse, det er ganske enkelt dybt useriøst.

5. Afhændelse af suverænitet til EU. Det er grundlovsstridigt at afhænde dansk suverænitet til en ekstern magt. Det har det hele tiden været, og det bliver det ved med. Det er en direkte landsskadelig ulovlighed, som burde straffes med en fængselsstraf eller, i det mindste, eksklusion fra politik. Jeg mener, hvis man stjæler, så kommer man ind og sidde i fængslet. Tilsvarende er det med grundloven som er politikernes lov, hvis man bryder den, så kommer man også i fængsel, det er derfor man har en lov.

Ja, og sådan kan man blive ved. Det går ikke, Helle Thorning-Schmidt er ganske enkelt ved at ødelægge hele det socialistiske politiske liv. Hvor lang tid kan SF og Socialdemokratiet holde til det? Ikke særlig længe, hvis de altså vil have bare en mikroskopisk chance for at overleve Thorning. Jeg sagde det før valget; det bliver SF´s endeligt, og jeg må sige, at jeg har, desværre, ret. Men ikke alene er det ved at blive SF´s endeligt, det er også, reelt, ved at være enden for Socialdemokratiets indflydelse på dansk politik. Socialdemokratiet vil aldrig komme sig efter det her. Det er konklusionen, desværre. Det har været stort i lang tid at være socialdemokrat; Hal Koch, Stauning, Pio, nu er det ved at være nat.

Det er trist men sådan er det, når man er for grådig for at få magt.

Danmarks strategiske situation og overvejelse om kærlighed

i Amerika/Demokrati/Grundtvig/Iran/Islam/Israel/Socialisme/Undertrykkelse af

I erkendelsen af den næste storkrig, bør vi, som danskere (ja jeg er også jøde), være bevidste om det simple faktum, at vi skal forberede os ordentligt.

Det har vi, på ingen måde, gjort ved at vælge en regering som viser sig, at være ganske ueffen, og uden noget seriøst internationalt overblik. Det er den reelle baggrund for den store diskrepans imellem den røde og den blå blok.

Det er ganske enkelt gået op for det fleste vælgere, at den røde blok er uerkendt, udygtig, dårligt klædt på ideologisk, klodsede, storladne uden seriøs grund og ganske enkelt ikke egnet til at sidde på magten.

Det betaler de selvfølgelig for.

Vi bør, som danskere, være os bevidste, at vi vil miste det eneste vi reelt har at stå imod med i forhold til de store EU lande; vores suverænitet.

På nuværende tidspunkt vil der ikke være muligt at trække i land længere; Helle Thorning Schmidt er parat til at sælge Danmark, det hele kongerige, fra Dannevirke til nordøstlig Skåne for at sæt Pradabriller og et knald i… nå, låget kan man måske ikke kalde det, det ville være at overdrive den mindre ædle dames manglende intelligente overblik.

Lad os kigge lidt på verden.

P.t. er det store drama for verden den kamp der imellem Putins KGB tro folk og det gryende demokratiske census korps som den behjertede Medvedev står for. Vi har altså en kamp imellem demokrati og en form for røver/efterretningstjenestes styre. Det virker som om, at folket har valgt; de vil have Medvedev. Hans ærlige demokratiske idealer er noget for russerne, de har sagt fra overfor Sovjet og vil have et seriøst retsstatesstyret demokrati.

Det betyder, på den lange bane, at Sovjets sidste rester, som det nu lidende KGB står for, er ved, for alvor at forsvinde.

Hvad betyder det for Danmark?

Det betyder, at de sovjettro kræfter som står stærkt i Mellemøsten; PFLP, PLO usw, er ved at uddø. Ja, der er stadig Abbas, som på magisk vis har haft lidt af et comeback imod Obamas ellers velkomponerede forsøg på at skabe fred i Israel. Han lykkedes kun at stikke en kæp i hjulet, det var godt nok ærgeligt, jeg havde undt Obama den sejr, men Libyen var stadig noget vi kan være stolte af, det satte håbet i gang i Mellemøsten, og vil, for altid, være det startpunkt som vi kan se tilbage på, når de demokratiske kræfter skal se deres genese. Sikke en start 🙂

Nå, men den langsomme døende effekt af Sovjets sidste korrupte systemers svigt har selvfølgelig en indenrigspolitisk effekt.

Hvordan ser det ud? Ja, Hamas står relativt stærkt i Odense og i København/Malmø. I København har de teamet op med det iranske styres direkte frontpost; moskeen Vibevej 25. Bare det at skrive det her, sætter mit liv lidt i fare.

Anyway. Vi har altså at gøre med en iransk frontpost som både inkluderer deres korrupte islamistiske håndlangere og flere Københavnske politikere, som er i direkte kontakt med flere af de ledende islamistiske/palæstinensiske ideologer, også kaldet imamer.

Dette samarbejde kan måske give mening i København, hvor islamisterne efterhånden har fået opbygget et meget stærkt netværk som de Københavnske politikere er meget rædde for. Bedre hjælper det vel ikke, at politiet virker handlingslammede, og ikke vil pille ved de reelle sharialovzoner som er over alt i landet.

Vi har altså at gøre med en kombineret indenrigs og udenrigspolitisk situation at gøre. Det er lykkedes det socialistiske parnas at give rum for en meget stærk islamistisk opbygning af infrastruktur, missionsvirksomhed, og politisk propagandavirksomhed, som de ikke kan styre.

Denne angst gør sig så gældende i det samarbejde politikerne har med islamisterne; de kryber for dem, og formår ikke at beskytte de demokratiske kræfter i landet som bekæmper dem. Jeg taler selv af erfaring.

Den krybende og underdanige strategi er nu ved at sætte Danmarks strategiske position i fare. Der er ingen tvivl om, at de bedste allierede for Danmark lige nu er Israel og USA. Der er sket meget i Mellemøsten siden Libyen krigen, og Israel har reelt et potientiale til at sprede demokrati og menneskerettigheder i Mellemøsten. Samarbejdet med USA er evident, og denne dua har det der skal til, for at vende verden imod et bedre potientiale. Nej befolkningerne i Mellemøsten vil ikke have islamisme i sidste ende, de vil have demokrati.

Når, Hr. Villy Sleepingdale så anerkender menneskerettighedsorganisationer som reelt er frontorganisationer for hedengange kommunistiske systemer, som er udkonkurreret af Hamas, så er det ikke ligefrem udtryk for et reelt overblik over den nationale og internationale trendsetting.

Når man så samtidig spiller kålhøne overfor den israelske ambassadør, altså det land som, potientielt kan vende hele Mellemøsten om, så har man ikke lige fattet hvad verden egentlig handler om.

Med andre ord, vi har en udenrigsminister uden strategisk overblik, med et bagland som er fanget i et verdenssyn som ikke er gældende længere, en gammeldags og outdated ideologi, som ikke kan virke.

Vi taler om en mand med en katastrofal dømmekraft, en mand som ødelægger Danmarks sikkerhed ved sin klodsede tale, og uintelligente handlemåde.

Vi taler om en mand som, potientielt, kan køre Danmark helt ud i en position hvor vi ikke kan bunde. Vi skal ikke stå og hænge på en sympatitilkendegivelse overfor et islamistisk folk, hvis vi kan stå som demokratiforkæmpere i Mellemøsten, eller hvad?

Hjertet bør tale; vil vi islamisme, eller vil vi demokrati og menneskerettigheder. Hele banden; Hamas, Hezbollah, Iran, de fleste og afgørende stemmer i Gaza, har valgt. Hvad vil Danmark vælge? At gå med Napoleon før hans Waterloo?

Ja, hvis vi er dumme nok, så ender det som sidste gang vi engagerede os i en konflikt; vi mister Norge. Problemet er bare at vi ikke har mere at miste end den sidste bid af Danmark. Vil vi så også miste den, fordi vi satte en halvforstående person op som udenrigsminister, en mand der ikke kan andet end at tale efter munden uden at fatte hvad det hele handler om, og så samtidig forsøge at snyde vores tætte allierede bag om ryggen.

Ja, og så skal man måske lige overveje, at deres undertegnede, den ydmyge filosof, Hr. Asger Trier Engberg efterhånden er den eneste der reelt taler med en seriøs stemme overfor vores allierede. Så den manglende anerkendelse og reel heksejagt overfor hans person, er måske heller ikke det mest taktiske at gøre på nuværende tidspunkt. Det er vel også noget man kan overveje, sådan rent strategisk.

Min loyalitet ligger hos Grundtvig, han placerede min jødiske tipoldefader som højskoleforstander for Vallekilde. Den opgave er derfor gået i arv, og kun fordi at Grundtvig gjorde dette er min loyalitet for Danmark indiskutabel. Det skal man måske forstå at værdsætte.

Men never mind, kærlighed er at give, og jeg giver mit intellekt til Danmark og Israel.

G-d bevare os allesammen

Det endelige opgør med kommunismen

i Demokrati/Grundtvig/Islam/Socialisme af

Der diskuteres disse dage omkring PET og de hardcore kommunister som ingen efterhånden vil kendes ved, mindst af alt dem selv. Lad os gøre det klart; vi skal have et opgør med den kolde krig, og de kollaboratører der var dengang. Det er ikke usikkert hvad der er sket. Det er en skam, ja en skændsel for demokratiet, at de kommunistiske medløbere løb så langt, stærkt hjulpet af KGB.

Jeg har tidligere forsøgt at skitsere processen, og det er som om, at det langsomt er ved at gå op for den danske presse, som har været stærkt influeret af KGB´s metoder, at den er helt gal.

Det man har set som et frigørende projekt, var i virkeligheden bare et stærkt manipuleret stykke KGB arbejde. Mange af værdierne var selvfølgelig rigtige. Men den måde KGB kynisk brugte den danske venstrefløj i halvfjerdserne og starten af firserne, var ikke med en god verden for øje, men et sidste desperat forsøg på at vinde på karrusellerne hvad der var tabt på gyngerne. På det tidspunkt stod skriften skrevet med tydelige bogstaver på væggen; kommunismen er død. Men den danske venstrefløj agerede, gladeligt, statister i kommunismens sidste afdansningsbal. Skulle man stoppe festen, skulle det ske med manér. Det gjorde det så, i Danmark.

Problemet for store dele af den kommunistiske og dermed intellektuelle verden var imidlertid, at den blev fanget i spindet, og testet negativ hen af vejen. På nuværende tidspunkt sidder de kommunistiske professorer stadig som afdankede ringvrag rundt omkring, uden at kunne slippe op af hullet.

De er i vildrede, og ved ikke rigtig hvilken vej de skal vende; mod demokratiet, eller mod islam. Der er allerede mange af de ledende kommunister, som har konverteret til islam. Men heldigvis er det lykkedes os, ved at presse det kommunistiske bagland, og også give kommunisterne et reelt alternativ, at få mange af kommunisterne over på den demokratiske fløj.

Lige nu står hele butikken og svinger; skal vi gå den ene vej, skal vi gå den anden vej. Lad mig sige det som det er; demokratiet er løsningen for de desillusionerede kommunister. Her kan man finde den filosofiske tyngde, den stolthed, og de værdier man troede man kunne finde i kommunismen. I den danske version, taler vi jo for fællesskab, ansvar og retfærdighed. Vi har skabt en højskolemodel, som også inkluderer en solidarisk del. Velfærdsstaten er klart et fællesskab vi værner om allesammen, og som kommunisterne har til opgave at værne om.

Men først når man har taget det opgør, når endelig PET formår at overtale sig selv til at åbne arkiverne, vil vi kunne se tingene i øjnene, og komme videre.

Ja, nogle må tage nogle hug, men samtidig bør sandheden og tilgivelsen også være de to motorer, der skal drive maskinen. Vi har ikke tradition i Danmark, for at vi forfølger hinanden, og det bør vi heller ikke gøre denne gang. Men vi skal, formå at se vores fejl i øjnene, og har vi gjort noget som reelt er ulovligt, ja så må vi jo tage den dom der følger med.

Det er ulovligt at samarbejde med udenlandske efterretningstjenester, det var det i halvfjerdserne, det er det i dag.

Derfor mener jeg, at man skal tage den straf man står til, hvis man har gjort det, og så se at komme videre.

Det er et skarpt hjørne vi skal udenom, men hvis vi ikke gør det, så kommer vi aldrig videre, og nu må vi altså se at komme i gang.

Så, min anbefaling; luk op for arkiverne PET, forklar præcis hvad der skete, og giv befolkningen en mulighed for at dømme selv.

Kun på den måde kan vi komme videre som land.

G-d bevare Danmark.

Socialdemokraterne, Hal Koch og islamisterne

i Grundtvig/Humanisme/Socialisme af

Socialdemokratiet træder i disse dage vande, det er ved at være aften for det ellers så stolte, gamle, kongelige parti. Årsagerne er mange; en reel udnyttelse og indfiltrering af partiet i slutningen af den kolde krig, manglende evne til at tiltrække de kloge hoveder, udskillelsen af de kloge hoveder der var som “racister” osv. Det værste tab for socialdemokratiet var vel Mogens Camre, som i dag sidder så langt væk fra Socialdemokratiet som nogen kan.

Det er begrædeligt, og umuligt at rette op på, hvis man ikke ser sig selv lidt i øjnene, og tager fat der hvor det gør mest ondt; i egen selvopfattelse som fuldkommen. Sokrates sagde det enkelt; jeg er det klogeste menneske i verden, fordi jeg ved, at jeg ikke ved noget.

Jeg tror, at Socialdemokratiet skal forholde sig endog meget kritisk overfor sig selv, for at finde ind til de fejl de har, og dermed rette op på den synkende skude som de sidder i.

Lad os være ærlige; Helle Thorning Schmidt er ikke løsningen, hun er problemet. Problemet fordi hun ganske enkelt ikke har den politisk/strategiske indsigt og tæft der skal til, for at styre landet. P.t. skal Danmark balancere imellem en meget svækket international orden, og en højst volatil hjemlig situation. I sin essens skal Danmark balancere imellem de stærke islamistiske miljøer, som er skabt med årtiers negligeren af det stærkt demokratiske underskud, der er blandt nogle muslimer. Det er en opgave som selv den klogeste politiker, vil have svært ved at løse, og det går vist ikke så godt. I opposition til dette skal Danmark navigere i forhold til et stadigt mere destruktivt og uorganiseret EU, som, gang på gang, må redde sig selv ud af katastrofesituationer, som det selv har skabt. Det værste er at Tyskland er ved at blive den reelle tovholder i EU. Det er godt, nu hvor vi har så sympatisk leder af Tyskland, men vi kender tyskerne, det kan svinge over, og da risikerer Danmark at blive en nordlig delstat i det tyske rige.

Farerne er altså mange, og de kræfter Socialdemokratiet har at trække på er fortvivlende små.

Der er, set i Socialdemokratiets historie to hovedstrømninger i det socialdemokratiske; det socialistiske og det demokratiske. Det demokratiske er, efter min mening, flottest formuleret af Hal Koch. Jeg er ikke enig i alle Kochs betragtninger, men de demokratiske, kan jeg ikke andet end bøje mig i støvet for. Det er virkelig flot, og tæt på min egen højskoledemokratiske ideologi.

Lad os lytte lidt til Koch:

“Demokratiet kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der ikke erhverves én gang for alle, men som skal bibringes hvert nyt slægtsled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet.”

Heri ligger, for mig, essensen af den socialdemokratiske værdikamp. Værdikampen for den demokratiske ide, som Koch definerer, er en folkeoplysningside. Demokrati er, i et dansk perspektiv, en folkelig bevægelse. Det er når oplysningen, viden og vidskab slår ægte rod i danskernes indstilling til livet, at demokratiet er ægte.

Præcis dette ideologiske udgangspunkt har været mit i opgøret med islamismen, for islamismen er netop det modsatte. For dem er det folkelige engagement i den muslimske stat. De tror på, at sharialov, umma og kalifat eller islamisk republik kan give verden lykke.

Yderligere var Koch en ægte humanist, og man skal ikke læse mange sider af koranen, for at kende koranens voldelige overdrev.

Lad os slutte af med at høre lidt til Kochs bandbulle, da han definerer den højskoleopgave som, i hans perspektiv er det vigtige. Den livsopgave højskolen har for demokratiet:

“Det (demokratiet red.) nås ikke på én gang; det nås i det hele taget ikke én gang for alle; det er en stadig levende opgave, lige vigtig for hvert nyt slægtled. Det er dette vækkende, oplysende og opdragende arbejde, der er det ubetinget vigtige i et demokratisk samfund, endnu vigtigere end det, der foregår i folketinget.”

Denne opgave falder nu igen på socialdemokraternes skuldre, og vi må være ærlige; i for lang tid har Socialdemokraterne været tavse hvad udfordringen af islamisterne angår. Det er nu på tide at finde en stemme, og tale højt og livligt med den stemme. Det drejer sig om partiets overlevelse, og hvis man ikke, nu, giver den hundrede procent gas, så er det overstået.

Derfor er mit forslag, ja nærmest bøn, læs “Hvad er demokrati” af Hal Koch igen, og gør den simple erkendelse, at islamismen nu har afløst nazismen i trussel imod demokratiet.

G-d og Hal Koch bevare demokratiet.

Socialismen og islam

i Demokrati/Grundtvig/Islam/Retsstat/Socialisme af

Vi ser det igen og igen; æresrelateret vold; vold mod kvinder, vold imod børn, vold imod jøder, vold imod bøsser, vold imod snart sagt alle der ikke lige har det firkantede menneskesyn som imamerne på Vibevej 25 har. Det handler, lad os være ærlige om; sharia.

Sharia er det redskab islam typisk bruger, når det skal implementere sin teologiske ideer, der hvor det har magt, hvorfor? Fordi loven kan bruges til at presse folk ind i de rammer, de gerne vil have. Det er uendeligt effektivt, på under femhundrede år, er det byzantinske rige forvandlet fra et æon gammelt kristent rige til et muslimsk land. Nordafrika, der var civilisationens udgangspunkt; Fønikien, Egypten er nu næsten helt muslimske. Iran som var et fabelagtigt Zoroastrianistisk land med fokus på det gode, er nu i Ayatollaernes magt. Vi ser det igen og igen, og det er shariaen som bruges til at presse folk, stille og roligt ind i armene på dette monster af en politisk ideologi med et religiøst fundament.

Hvornår erkender magthaverne dette? Hvornår ser de, at den næste fjende ikke er den ydmyge borger på værtshuset som ikke vil makke ret? Hvornår forstår de, at islam er hele Vestens antagonist, der er intet kompromis med denne størrelse, ingen mellemvej, der er kun en vej islams vej. For sådan er systemet skruet sammen, det er en statsform som virker ved at islam har magten over et territorie.

Nu er der måske ved at ske noget, SF er langsomt ved at komme til sine fulde fem. Leder af partiet Villy Søvndal raser imod salafisterne. Endelig har man lov at sige, hvorfor skete det ikke da Kamal Quereshi blev truet? Hvorfor skete det ikke da Københavns borgerrepræsentation godkendte gigantmoskeen på Vibevej? Fordi SF var for fokuseret på magten, og for lidt engageret i at tale den ideologiske stemme.

Kigger vi lidt på de forhold, der er gældende for de danske borgere i de muslimsk dominerede områder, er det forhold som er langt værre, end de forhold som socialismen oprindeligt tog sit udgangspunkt i. Marx gjorde op med udbytningen af arbejderne af kapitalisterne. Denne udbytning gav arbejderne uhyggelige arbejdsvilkår, men blev de forfulgt? Blev de drevet ud af deres hjem? Blev de voldtaget hvis de ikke havde slør på? Nej, terroren fra islam er langt værre end udbytningen af arbejderne. Derfor må kampen imod islam også have et tilsvarende stærkt ideologisk fokus. Vi taler om ideologien fra helvede, som plager de demokratiske borgere.

Socialismen er ved at dø, fordi de problemer socialismen kæmpede imod; udbytningen af arbejderne, er af mindre betydning i forhold til lidelsen islam påfører samfundet. Derfor skal socialismen, hvis den skal følge med tiden, og finde et projekt som er reelt etisk og frigørende, forholde sig til den revolution de står i nu. Hvor fjenden før var kapitalismen er den nu islam.

Sharia er det som vi bekæmper, for at genoprette den demokratiske retsorden, for at skabe et oplyst samfund, for at give reel solidaritet imellem de demokratiske borgere, et fællesskab på menneskets præmisser, en erkendelse af folkeoplysningen som det der driver; ægte viden i en kærlig og kreativ sammenhæng.

Længe leve demokratiet!

Analyse af valget og Helle Thorning Schmidt

i Politik/Socialisme/Valg af

Socialdemokratiet må være realistiske; det tætte parløb med Det Radikale Venstre, og de gigantiske indrømmelser partiet gav De Radikale, er nu reelt ved at tage livet af partiet. En stor del af de socialdemokratiske vælgere er direkte underlagt sharialov og truslen fra radikal islam. Mange af deres vælgere bor i områder, hvor de har de muslimske særkrav hængende over hovedet og hver dag skal forholde sig til den reelle trussel islam er.

Det gælder socialdemokratiske vælgere i Hovedstaden, Odense, Århus og Aalborg.

Mange af de socialdemokratiske vælgere har været meget loyale. Vi taler om familier som har stemt socialdemokratisk i generationer.

Nu flygter de til Venstre, fordi de ikke længere har tillid til, at Socialdemokratiet vil forsøge at beskytte dem, i den stigende konkurrence de møder i deres hverdag fra islam.

Det kan reelt, som nogle socialdemokratiske borgmestre har tilkendegivet, koste Socialdemokratiet livet.

Fejlen kommer af en ualmindelig elendig styring af partiet. De gigantiske indrømmelser til Det Radikale Venstre havde ikke været nødvendige, hvis Socialdemokratiet havde lavet en valgstrategi med De Radikale før valget. Hvis de havde gjort det, havde de stået i en langt bedre forhandlingsposition ved indgangen til regeringsmagten, nu stod de i en elendig forhandlingsposition, hvilket gjorde at størstedelen af deres politik ikke bliver til noget.

Som jeg tidligere analyserede står SF i en konflikt imellem promuslimske og prodemokratiske kræfter i partiet, det samme er gældende for Socialdemokratiet, med den forskel at den promuslimske del af Socialdemokratiet er langt mindre end den prodemokratiske del. Derfor er det specielt Socialdemokratiet, som har måttet lide under den reelt promuslimske politik, som er blevet resultatet af det kompromis, som Helle Thorning Schmidt har skruet sammen.

Socialdemokratiet håber på at de vil vinde stemmer tilbage når “de viser resultatet”, dette er usandsynligt, idet vælgernes reaktion kommer af den udmelding som regeringen har gjort, nemlig at den er promuslimsk i store dele af sin politik, specielt retspolitikken og indvandringspolitikken er gjort mere muslimsvenlig.

En mere kyndig statsleder havde måske forsøgt at komme sine vælgere i møde, på de områder som virkelig har betydning for dem, det skete ikke, fordi forhandlingspositionen var for dårlig.

Det vil skabe det kaos som nødvendigvis vil komme, idet det er ret åbenlyst, at konflikten imellem den demokratiske verden og den shariadominerede verden er stærkt eskalerende.

Det minder lidt om dengang Danmark allierede sig med Napoleon, det kostede Norge, gad vide om vi overlever dennegang.

Danmark har stadig ressourcer, men de sidder desværre ikke i den danske regering.

G-d bevare Danmark.

PET og islamisterne

i Humanisme/Politik/Retsstat/Socialisme af

Der er vid diskussion af PETs rolle og den øgede åbenhed som offentligheden kræver. Det er rimeligt al den stund at etaten er en væsentlig magtfaktor i det danske samfund. Det må den nødvendigvis være, når den aftager over en milliard kroner af statbudgettet pr. år.

Ingen ved i praksis hvilken indflydelse PET har og hvilke prioriteringer det hemmelige politi gør sig. Jo statsministeren, men det er meget begrænset hvad hun reelt kan diskutere med på, når hun ingen erfaring har med efterretningsarbejde.

For mig at se, er det derfor vigtigt at PET giver offentligheden en mulighed for at diskutere med på deres prioriteter, og det kan man kun, hvis man får at vide hvad man tænker, og hvorfor man tænker som man gør.

Hvis ikke ender det i situationer hvor samfundets krav og prioriteringer ikke er synkroniseret med PETs.

Et godt eksempel er opståelsen af sharia dominerede områder i Danmark. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det stod så slemt til. Man kan ikke sige så meget andet end at det burde ikke være muligt, at vi et et moderne oplyst demokrati, pludselig har store dele af landet som reelt har i indført et alternativt retssystem.

Havde offentligheden været erkendt med problemet, hvilket de havde været hvis PET havde været mere åbne omkring udviklingen, så havde man kunne råbt vagt i gevær og formået af engagere både PET, men også andre offentlige institutioner i at genoprette dansk ret i de berørte områder.

Videre fremad er det meget væsentligt diskutere hvad vi gør og hvordan vi gør. Det er ganske enkelt en skandale at den danske retsstat er sat ud af kraft i dele af Danmark, og det skal, hvis det skal give mening af have en stat, selvfølgelig stoppes.

Kigger vi lidt på det politiske landskab og politikernes prioriteringer, så er der ingen tvivl om at hele det politiske institutionelle liv bakker op om en relativt proaktiv handleindstilling fra PETs side.

Det er et problem som skal løses, og jeg kan vel uden at være helt ved siden af, sige at det er et politisk problem regeringen vil have løst før næste folketingsvalg. Lad os være realistiske, hvis det problem ikke er løst, så er den socialistiske regerings muligheder for at blive genvalgt væsentligt forringet.

Det sætter reelt PET i en meget penibel situation; de skal, hvis de skal løse deres opgave, og gøre deres arbejdsgiver interesseret i at blive ved med at sponsere deres aktivitet, vise resultater, men hvordan gør de det?

En del af regeringen er meget fremme med multikulturelle tiltag og mener at indvandrere herunder muslimer skal stryges med hårene, en anden del af regeringen, herunder justitsministeren og andre ministre mener det modsatte.

Hermed står PET i en meget svær situation; de skal formå at nedbryde de statslige institutioner som muslimerne har bygget op i Danmark, samtidig med at det ikke skaber for store ofre i indvandrermiljøerne. Hvordan gør de det?

Der er ikke så meget andet at gøre end at fortsætte den strategi som jeg har udstukket tidligere, og som har virket efter hensigten; repatriering af islamister.

Denne strategi har på den ene side en meget præventiv effekt på potientielle islamister; de har ikke lyst til at blive repatrieret, og har samtidig en meget effektiv effekt på de lokale miljøer; det kan virkelig rive de islamistiske miljøer op med rode, og effektivt forhindre islamisterne i at lægge fjendtlige planer for landet.

Alternativet er isolering af forskellige slags; herunder fængselsstraffe og lignende.

Meget afhænger af det internationale miljøs indstilling til repatrieringsproceduren. Jeg kunne forestille mig at den kørende sag imod den palæstinensiske forbryder ved navn Fis Fis, vil give en form for præcedens.

Man skal imidlertid huske på, at menneskerettighederne er et lovkompleks, så det er klart at den direkte ulovlige praksis som sharia udøverne har, burde være i strid med det flotte lovkompleks som menneskerettighederne er.

Det gælder om konsekvens og kærlighed.

Kærlighed overfor dem som reelt vil bygge vores land op og forsvare det, og konsekvens overfor dem som vil nedbryde det.

G-d bevare Danmark

Villy Søvndal

i Islam/Israel/Politik/Socialisme af

Nu diskuteres Israel igen, igen er det de slemme jøder som forfølger de udsatte arabere, i hvert fald hvis man skal se det med udenrigsminister Villy Søvndals øjne. Men er det nu også sådan? Er det virkelig de slemme jøder som forfølger de stakkels arabere?

Lad os prøve at kigge lidt på de forskellige parters ideologier og ståsted. Måske skal jeg, indledningsvis, sige at jeg er med Dansk Zionistisk forening, men forsøger at se tingene så objektivt som det nu er muligt med en arabisk far og en dansk/halvjødisk mor.

Kigger vi på det ideologiske indhold i Gaza, de arabere der efter sigende skulle være forfulgte, så er der to dominerende ideologiske fraktioner som er gået ind i tidsalderen efter Libyen og Obamas (og Danmarks) fantastiske kamp for demokratiet.

Der er Fatah og Hamas. Først Fatah. Fatah er en socialistisk organisation med Abbas ved roret. Organisationen har reelt mistet det meste af det palæstinensiske folks opbakning, men landets præsident Abbas er stadig fra Fatah. Denne organisation er reelt hard core old school socialister. Abbas har taget sin uddannelse i Sovjet, og PLO, som Fatah kommer fra, var en direkte underafdeling af Sovjetkommunismens vidtforgrenede netværk.

Ideologisk har vi altså at gøre med en størrelse som reelt er sendt på historiens elefantkirkegård. Der er rester af den rundt omkring i verden, her i blandt i Danmark, i skikkelse af Villy Søvndal, men reelt er kommunismen, med Sovjets udskiftning af kommunisme med demokrati, finito. Derfor har Abbas mistet meget vind i sejlene, ligesom de hjemlige kommunister, som reelt er ved at dø. Hvis det altså ikke lige havde været for Ole Sohn, som stadig kan vende skuden.

Rusland har taget officielt afstand fra deres iranske allierede, som de ikke længere reelt har lyst til at lege så meget med. Det var effektivt et resultat af Stuxnet ormeangrebet, som lammede de iranske atomkraftværker. Her smed Ahmadinejad og hans kohorter alle de russiske ingeniører ud af landet. Resultatet var en afstandtagen fra Iran og en tilnærmelse til Israel. Nu kan det være at tingene vender lidt hvis Putin kommer til magten. Som bekendt står han som den tættest allierede med KGB netværket, som stadig eksisterer og virker rundt omkring i verden.

I opposition til Fatah er Hamas. Hamas startede som en aflægger af Det muslimske broderskab, og har derfor tætte forbindelser til Egypten. Hvis man læser Hamas charter, så er det fyldt med jihad budskaber, hellig krig, tro på egen overlegenhed og en higen efter G-d. Det sidste støtter jeg, men det første tager jeg afstand fra. Man skal aldrig gøre G-d til sin egen, og hvis man først tror, at man har det endelige svar, så ender man med at slå andre ihjel uden at de har fortjent det. Reelt er Hamas´es islamistiske charter et forsøg på at give det islamistiske system med kalifat eller islamisk republik en renæssance. Ideen er, at alle andre religioner vil leve i fred under islams beskyttelse. Ja, der var engang hvor det var en god ide, i dag er det ikke længere en god ide. Demokratiet er bedre til at rumme de forskelligheder som mennesket fordrer, kig bare på Israel.

På den anden side; Israel har vi at gøre med et reelt demokrati. Dette demokrati er selvfølgelig primært baseret på det jødiske folk, men det er åbent for arabere også. Indenfor rammerne af det jødiske demokrati er der reelt plads til snart sagt hvilken som helst ideologisk størrelse, i hvert fald er der plads til alle de jøder som hver især mener noget forskelligt.

Potentialet for Israel er enormt. Hvis Israel får lov til at udvikle sig og give sine viden og visdom videre til sine nabolande, vil Israel kunne trække hele Mellemøsten ud af den reelle recession det har været i siden islam kom til. Demokratiet er ikke en vestlig opfindelse, det er en mellemøstlig opfindelse, og det var måske en ide at vende tilbage til den ideologi som oprindeligt gav det frugtbare land omkring Eufrat sin storhedstid og ære.

Der er store meningsforskelle at skulle overkomme; forholdet til G-d, forholdet til stat, forholdet til ejerskabet af Israel. Men det er meningsforskelle man reelt kan overkomme, hvis man samarbejder og diskuterer.

Det er denne proces Villy Søvndal mener at han kan overskue bedre end de fleste, og derfor mener at han kan tillade sig at melde bombastisk ud om, og trække Danmark hen i en bestemt retning for hvad der skal ske. Jeg mener, resten af verden er så tilpas ydmyge i situationen, at de forsøger bare at få araberne og jøderne til forhandlingsbordet, hvilket næsten er lykkedes for Obama. Villy Søvndal mener at han, ved at gale op som en enlig hane i hanekurven, kan formå at flytte nogetsomhelst.

Lad mig komme med en oplysning; Villy Søvndal bliver at udefrakommende, både palæstinensere og jøder, betragtet som en foræder. Det er Villy Søvndals opgave at passe på sit eget land; Danmark. Det formår han ikke, derfor skal han heller ikke komme og blande sig i andres landes mellemværende.

Man skal vinde den ære der ligger i at kunne passe på sit eget land, før man kan tillade sig at udtale sig om andre.

Nu må vi se, den eneste effekt Villy Søvndals opførsel har fået, er hans egen vanære og det har selvfølgelig også en effekt på Danmarks ære. Lad os håbe det ikke bliver for slemt, vi har trods alt slidt og slæbt, men den tidligere regering for at vinde en masse ære.

Søvndal forstår ikke politik; politik handler om politisk kapital. Man kan vinde kapital eller miste kapital. Indtil videre har Søvndal forødt SF´s politiske kapital i helt utrolige mængder, nu er han i gang med at forøde Danmarks kapital.

Den mand er lige lovligt sjov at have som udenrigsminister.

G-d bevare Danmark.

Helle Thorning Schmidt

i Politik/Socialisme af

Vi bliver nødt til at være ærlige om Helle Thorning Schmidt, hvis vi skal kunne komme igennem de mange svære år, som ligger forude. Alt det vi kan se i kikkerten er dårligt; international recession, fjender over alt, en korrumperet og ugidelig ungdom, en aldrende befolkning, en statsmagt som vakler under presset fra EU.

Snart går det løs, hvad vil der f.eks. ske når EU endelig lukker og slukker? Når Ahmadinejad trækker blankt? Når Kina kommer til Danmark, og begynder at købe op? Ja, så skal vi være forberedte til tænderne, og det er vi ikke med Helle Thorning Schmidt.

Lad os kigge lidt på den performance Schmidt har lagt for dagen efter sin debut som statsminister. Hun har klaret det bedre, end jeg havde regnet med. Min indstilling til Schmidt var primært baseret på Henrik Dahls meget negative omtale af hende. Jeg synes han har været uærlig omkring hendes karakter. Hun er ikke så tøset, som han gav indtryk af. Hun har formået at skabe samarbejde i den røde blok. Det er faktisk lidt af et kunststykke.

Hun minder mig om en danselærer jeg engang havde. Min danselærer var også sådan en meget reel og ærlig type. Når man danser, så er det store konkurrencestykke, hvor man skal stå i koreografien. Alle vil selvfølgelig gerne stå forrest, og der er tit en forfærdelig in fight imellem de forskellige dansere. Min danselærer forstod at fordele de forskellige positioner efter styrke og erfaring. Det samme har Schmidt været god til i denne konstellation; hun har formået at samle de forskellige partiet omkring et fælles projekt, som de ledende deltagere accepterer og er med på. Det er hendes styrke; hun er faktisk fair.

Hendes problem er imidlertid stadig det samme som det Henrik Dahl påpegede fra start; hun er ikke særlig intellektuel stærk; hun har intet internationalt overblik, hun ved ikke noget om hvad der sker i den danske intellektuelle verden, hun forstår ikke de forskellige ideologier, hun ved faktisk ikke rigtig noget om noget.

Det er hendes svaghed, og det virker som om hun godt ved det. Det er i hvert fald tydeligt, for mig at se, at hun hele tiden læner sig op af sine rådgiveres råd når der er en sag i medierne eller andre steder. Det er helt tydeligt når hun skal svare på en sag, hun ikke har diskuteret med sine rådgivere om, så bliver hendes svar fuldstændig vilkårlige. Et godt eksempel er håndtering af Sohn sagen, hvor hun svarede i øst da der blev spurgt i vest.

Med andre ord har vi, undskyld udtrykket, en flink blondine som boss.

Det er ikke det samme som at have en statsminister. En statsminister skal, efter min mening, og de fleste andre, kunne tænke selv.

1 2 3
Go to Top