Category archive

Danmark

Værnsmæssigt paradigmeskifte

i Danmark af

Så er vi ved at være i mål med DISKUSSIONEN af de nye værnsmidler og metoder der skal tages i brug af de danske værn i forbindelse med sikkerhedsapparatets paradigmeskifte.

Med andre ord, et skift fra et RV ideologisk drevet politi, hvor islamkritikere forfølges og islamister aes med håret.

I det nye paradigme accepteres og støttes islamikritikere og islamister bekæmpes indenfor retsstatens rammer.

Her er det meget vigtigt, at en af de helt grundlæggende ændringer indenfor det sikkerhedsmæssige paradigmeskifte er, at loven lægges til grundlag for det politimæssige arbejde. Skredet fra respekten for lov og ret som RV stod for, skal ganske enkelt vendes den anden vej, og respekten for loven skal genindføres som det reelle grundlag under politiets arbejde.

Det vil sige; ingen caponemetoder, chikanerier af islamkritikere uden dommerkendelser, forfølgelse af islamkritikere på den ene eller anden facon. Skal politiet handle, skal det ske på et reelt lovgrundlag.

Hvis man er interesseret i en kriminel, så skal den kriminelle handling føres for en dommer, og vedkommende skal dømmes.

Alt det her snask, for at sige det som det er, som har udviklet sig under RVs ideologiske ledelse skal ganske enkelt stoppe, og det skal stoppe i går. Er det så bøjet i neon og helt klart forstået?

Ingen lovoverskridelser indenfor værnene.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Nordfront

i Danmark/Topnyheder af

Den forfærdelige hændelse i Randers med gravskænderier af jødiske gravsten, påklistringen af nazistiske jødearmbånd og andet er helt ubegribeligt.

Hvordan er vi endt her? Da jeg var tyve, der kunne jeg rende rundt til den tidlige morgen i byen og se solen stå op over Istedgade. I dag er landet utrygt over det hele.

For at forstå den stigende klassiske antisemitisme, bliver man altså nødt til at forsøge at forstå hvilke samfundsmekanismer som skaber unge menneskers engagement i en af verdens stærkeste men også mest usympatiske ideuniverser.

Jeg kan huske min gamle mentor Per, alias Tom, en stærk modstandsmand fra Vesterbro. Han fortalte mig, at man skal ikke undervurdere styrken i nazismen. Den var, og er, effektiv.

Jeg har selv sat et af de plakater op på Thermopylae, som Tom fik lavet for mange år siden under modstandskampen.

Men, og her er vi altså nødt til at kigge lidt indad for at forstå hvad der sker. Magt opstår ikke uden en årsag.

Kigger vi på Nordfront, som efter al sandsynlighed er den organisation som står bag defamationerne af gravpladserne, så er den organisation som efter sigende er opstået i Sverige.

Det er tydleigvis også der den står stærkest. Det er en skandinavisk organisation med hovedsæde i Sverige.

I Sverige er multikulturen og kulturmarxismen langt stærkere end her i Danmark. Derfor er modreaktionen imod multikulturalismen også langt stærkere.

For at forstå hvad Nordfront er, så bliver man nødt til at forstå, at Nordfront er en modreaktion imod multikulturalismen.

Man kan sige, at det er ok at være kritisk overfor multikultur, det er jeg også selv, men det er ikke ok at hænge sin analyse op på konspirationsteorier som er usande.

Det er her Nordfront, efter min mening, kører af sporet. Multikulturen i Danmark er et føderalt projekt indført af Lykketoft og Marianne Jelved. Det er, som bekendt, ikke to jøder. De er ganske almindelige danskere.

Det betyder også, at vi, som samfund, både skal bekæmpe de konkrete trusler imod os jøder. Man skal ikke være naiv, hvis der ikke gøres noget, så bliver jøder myrdet i Danmark indenfor en overskuelig fremtid. Det er allerede sket i Frankrig, USA og mange andre steder.

SAMTIDIG bliver vi også nødt til at adressere de grundliggende årsager til at Nazismen trives. Den trives fordi samfundet er i sikkerhedsmæssig krise. Al den vold og destruktion man oplever rundt omkring i landet er motivationen bag organisationer som Nordfront. De forsøger at beskytte kvinder og børn.

Derfor er min holdning; det skal ikke kun være symptombehandling. Der skal også investeres massivt i, at sikkerheden kommer i orden igen. Som det mindste.

Yderligere skal vi investere i repatriere de banditter som udgør truslerne rundt omkring. Det er meget uheldigt, at IS krigerne pludselig kan komme tilbage til Danmark.

De skal ikke ind de skal ud.

Så der er en god strategi til at undgå at Nordfront vokser sig større, vi har bare det problem, at de internationale organisationer bekæmper vores forsøg på at løse problemerne med næb og klør.

I midten er jøderne fanget i en konflikt, som de fleste jøder absolut intet har med at gøre.

Det ægtepar som fik sat jødestjernen på deres postkasse kender jeg lidt. De arbejder for fred, og er et utrolig sympatisk par. Der er absolut intet negativt eller imperialistisk over dem. De vil bare det gode.

Sådan er der så meget, jeg håber, at vi kan komme igennem denne krise. Men det kræver altså, at vi handler på sikkerheden i Danmark, og lader være med at acceptere at Danmark skal være et safe haven for alverdens sindssyge forbrydere.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Institutionernes svigt

i Danmark af

Institutionerne promoverer inkompetence for at beskytte sig selv.

For ganske nylig læste jeg en fremragende blog-post fra en tidligere katolsk præst, der heri gav en beskrivelse af skandalen om seksuelt misbrug i kirken som den havde foldet sig ud indefra.

Her kom han med en formulering, som jeg har tænkt over siden. Noget i retning af:

’Der smerter mig umådeligt at sige, men det ser grangiveligt ud til, at mange elsker kirken højere end de elsker kristus.’

Hans version af begivenhederne var, at misbrugsskandalerne havde fået lov at vokse til uhørte proportioner, fordi der ganske enkelt var for mange af kirkens folk, der lod stå til, og undlod at gøre noget, fordi de ikke ønskede at rage uklar med nogen, og sætte deres egen plads i kirkehierarkiet på spil.

Hvis vi ser hvad der ligger helt symbolsk i udtalelsen om at ’elske kirken højere end Kristus’, ser vi en tendens udtrykt, som er voldsomt dominerende i de vestlige samfund som sådan, og som – det er jeg overbevist om – gennemsyrer stort set alle vores magtfulde institutioner:

Nemlig at institutionen som sådan sættes uendeligt meget højere end den FUNKTION, som institutionen hævdes at varetage.

Når vi fra universiteternes side, f.eks., ser en fuldstændig disproportional promovering af queer-teori, post-kolonialistisk teori og lignende, og samtidig må undre os over det totale fravær af kritisk ikke-venstreorienteret teori, seriøs beskæftigelse med underbelyste spørgsmål som national identitet og fællesfølelse, og ikke-frivillige gruppetilhørsforhold, og når vi aldrig hører humanistiske ’eksperter’ nære skepsis overfor radikal omfordelingspolitik eller skattestigninger eller bureaukrati-vældet… ja, så er det ikke fordi at disse sidstnævnte ting ikke ligger lige til højrebenet, men fordi at du som professionel akademiker vil komme i stormvejr fra ’venner’, kollegaer og ledelse, hvis du kæmper for dem.

Hvis et seriøst ikke-venstreorienteret perspektiv fik akademisk fodfæste, ville det jo betyde, at en stor mængde af det, som akademikerne beskæftiger sig med i dag skulle til at retfærdiggøre sin egen eksistensberettigelse. Forskerne ville være nødt til at BEVISE deres relevans.

Men det behøver de ikke pt., og det behøver de ikke så længe, at der ikke eksisterer seriøs kritisk modvægt til den herskende diskurs indenfor institutionens vægge.

…og alt den tænkning der foregår udenfor institutionen, kan man belejligt stemple som useriøs. For ’hvis det var seriøst ville det jo være repræsenteret på universitetet’.

Spørgsmålet om samfundsmæssig og teoretisk relevans er ikke i spil. Det handler om at holde den selvreferentielle boble-verden kørende så man kan have sine penge, sin prestige og sin selvforståelse i fred.

Kristus er ikke velkommen i kirken.

Dansk kunst

i Danmark/Topnyheder af

Nå, nu får jeg nok ikke stillingen som direktør i producentforeningen. Det er selvfølgelig ærgeligt, men også symptomatisk for kulturlivet. 

For hvad er egentlig grundlæggende problemet?

Problemet er, at venstrefløjen har ændret landet så dystopisk og markant, at kulturlivet simpelthen ikke kan følge med rent estetisk.

For at kunst er kunst er forudsætningen at det er sandt. Det kan være sandt som svenske krimier, som berørerer destruktionen af det svenske samfund indirekte, fordi mainstream ikke tillader kritik af det multikulturelle samfund. 

Eller det kan være sandt som når D.A.D. indirekte berører islam med “Jihad Im getting mad”. 

Men det er ikke kunst, når der blandes racer. Hvorfor? Fordi det er ikke virkeligheden rundt omkring i landet. De unge mennesker deler sig op i grupper, og vil ikke snakke med hinanden. 

Det siger jeg ikke, fordi jeg er imod racer. Men fordi det ganske enkelt kommer til at virke phony, når DR konstant blander racer. Resten af Danmark ved godt, at det er en løgn.

Hvad gør kunstlivet så i en situation, hvor de etablerede forklaringsmodeller pludselig bryder sammen?

De udvikler nye forklaringsmodeller, som passer til den virkelighed vi lever i.

Det behøver ikke at være negative forklaringsmodeller.

Jeg har for eksempel lige set Far til fire sammen med mine unger. Det er, forsåvidt, en sand fortælling. Den fortæller historien om den danske familie i al sin rodethed og varme. 

Udviklingen for dansk film og spil, ville være, tror jeg, hvis jeg havde haft chancen for at fortælle Dansk Producentforening, at FORSTÅ Danmark på ny. 

Have modet til at genfortolke Danmark, historisk, moderne, på de forskellige parametre som Danmark er, helt ærligt. 

Det er vejen frem, for mig at se.

Kunst virker selvfølgelig ikke, hvis den presses ind i nogle kunstige rammer. Men det er et rimeligt kunstnerisk krav at stille fra Statens side, at kunsten er sand.

Der findes mange sandheder, men ingen gider at støtte en løgn, slet ikke kunstnere. Hvis de skulle være ærlige.

G-d og G-derne bevare Danmark.

Kunstverdnen er indenfor rækkevidde

i Danmark/Topnyheder af

Jeg har lige fået en opfordring til at søge stillingen som direktør for film og spilprodutionselskabernes forening.

Jeg må indrømme, at jeg blev meget overrasket. Indtil videre har undertegnede og nogle få jyske kunstnere været alt som har været konservativt indenfor kunstverdenen. Så jeg er mere en vant til, at være det sorte får.

Men, når nu det er sagt, så søgte jeg simpelthen stillingen lige med det samme. Hvorfor? Fordi kunstverdenen er åbenbart indenfor rækkevidde når det gælder dialog ang. kunstens retning.

For at sige det som det er, jeg mener, at kunsten skal bevæge sig i en mere patriotisk retning. Det er min holdning, jeg kæmper for det, jeg skaber patriotisk kunst, jeg forsøger at organisere danske kunstnere omkring denne ide.

Det gør jeg ikke for at tage brødet ud af munden på andre kunstnere, men fordi det er nu engang det som jeg tror på.

På en meget positiv måde, altså ikke udskammede eller negativt, men fordi jeg mener, at Danmark er et smukt, dejligt sted.

Jeg kæmper for at holde landets kulturelle rødder i live, og give et Danmark videre til næste generation.

Samtidig må jeg sige, at jeg ikke er så selvfed, at jeg ikke kan give plads til andre dygtige kunstnere. Jeg elsker faktisk Lars von Triers film, selvom jeg er et helt andet sted rent ideologisk.

Jeg elsker ham for hans evne, ekvilibrisme og kunsteriskhed.

Det mener jeg, er en god vej frem for Dansk kunst. En balancegang, således, at de nye patriotiske ting kan vokse frem på en sund og fin måde, altimens jeg ikke mener, at Staten skal blande sig i, at der bliver lavet lidt kulturradikal kunst rundt omkring i hjørnerne.

Det er ok, der skal være plads til alle.

Derfor mener jeg, at dansk kunst skal give plads til de nye og de gamle.

Jeg sidder lige og kigger på mit nye billede jeg lige har malet af Freja. Jeg malede billedet sammen med min datter, og det ligner mest af alt et Kørner billede med psykedeliske farver. Men det er Freja.

Sådan mener jeg, at en ny patriotisk kunst kan være.

En nysgerrighed efter de danske rødder, men ikke som et oldnordisk projekt, som et nyt projekt. Fyldt med nutidens former, metoder og ånd.

G-d og g-derne bevare Danmark, og tak for det udstrakte hånd.

Det danske sprog

i Danmark af
Jeg læste Asger Trier Engbergs betragtninger om globaliseringen vs. “nationaliseringen” og så tænkte jeg, at det tilsyneladende ikke gør sig gældende på det sproglige område og så kom disse tanker flydende til mig:
Det handler ikke så meget om, at sproget fornyes – bl.a. gennem måske for store indlån fra andre sprog. Det er højst et symptom på en kulturel dominans. Det har aldrig i sig selv udryddet et sprog, men har somme tider, i balanceret form, været med til at forny det. Men det er det folk kaster sig over (om end i visse tilfælde forståeligt) samtidigt med at de så nærmest vender sig til den anden side og jubler over “internationalisering”, hvilket for dem så er lige med engelsk (men det er jo kun en delmængde) og synes det er “smart” at tale engelsk i stedet for dansk og have engelsk som undervisningssprog. Men det er lige præcis det der, på sigt, er farligt.
Nu er dansk målt på den globale skala måske i virkeligheden et af verdens 100 største sprog, det er samfunds – og statsbærende og kan, endnu da, anvendes indenfor alle områder, politik, skole, kirke, retsvæsen, medier, administration, kultur – og det har en stolt litterær tradition. Så udgangspunktet er i den forstand godt. Men der er jo eksempler på samfunds – og kulturbærende sprog der er (næsten) forsvundet. Mange. Irsk-gælisk er et nærliggende eksempel. Omvendt er hebræisk genopstået som levende sprog. Men der har også været en jernvilje bag.
Men i de områder, hvor et sprog er under pres og man på flere og flere områder begynder at tale et andet sprog – og der heller ikke er prestige og status i at kunne sproget – der går det galt. Det var langsomt ved at ske med tysk (højtysk og plattysk) i Danmark, men der kom en modreaktion. På den ene side set bør man måske nok ikke “overnormere” sprog (sådan som fransk), men man skal på den anden side set holde fast i brugen af det – og der er der små tegn på, at det vakler i dag. Det skal der rettes op på.
 Nogle indledende svenske undersøgelser tyder da også på, at de der udelukkende har haft svensk som undervisningssprog, kan blive lige så gode til engelsk, men at omvendt dem der i stor udstrækning har haft engelsk som undervisningssprog, ikke kan formidle deres viden på ordentligt og dækkende svensk – og det er et problem!  Der lader også til at være mindre dialog og færre spontane spørgsmål, når det foregår på engelsk.
Desuden er det et problem, at der ikke er interesse for at lære andre sprog. Det er ved at blive en mangelvare med kundskaber i andre sprog. Lettest er det her som dansktalende at starte med få ugers “sprogbad” i svensk og norsk, så er man allerede det første skridt videre uden at skulle bruge flere år på det og når længere ud kulturelt, socialt og erhvervsmæssigt.
Hvad angår indvandrere, er der sagt og skrevet meget. I en overgangsperiode lader det til at være bedst også at undervise deres børn i det gamle sprog, dels betyder det at de kan kommunikere med deres ældre slægtninge, dels indlærer de bedre på det sprog de er fortrolige med (f.eks. matematik), dels er nogle af sprogene faktisk ret store sprog, som man lige så godt kan udnytte til gavn for både den enkelte og erhvervslivet. Men der er tale om en overgangsfase. Jeg mener ikke at man skal have særlige mindretalsrettigheder til tid og evighed, når man er flyttet til et nyt hjemland. Men dette er uanset ikke en trussel mod dansk sprog, da indvandrerne jo taler mange forskellige sprog og ofte med tiden faktisk begynder at anvende dansk, når de skal tale med hinanden. Men hvordan skal man få en fra Enhedslisten, en fra Det radikale Venstre, almindeligt borgerlige og folk fra DF og Ny Borgerlige til at forstå alt det? De vil hellere råbe op om hvad de “tror” eller “føler”. Men det er altså langt fra altid det rigtige, når det gælder sprog.
Jakob Buhl

 

Vilks komiteen

i Danmark/Topnyheder af

Der har været en del diskussion omkring Vilks komiteen, Trykkefrihedsselskabet og termineringen af den ene og den anden. 

Som den reelle bagrund bag oprettelsen af Vilkskomiteen, og en aktie, omend negativ i forhold til Trykkefrihedsselskabet, så vil jeg tillade mig at kommentere dette problem. For det er et problem. 

Vilkskomiteen var en udbryder fraktion af Trykkefrihedsselskabet. Der skete i praksis det, at de mest moralske ledere af Trykkefrihedsselskabet, nærmere bestemt Uwe Max Jensen og Helle Merete Brix brød ud af Trykkefrihedsselskabet, fordi de var skuffede over den måde tidligere formand Lars Hedegaard håndterede et interview jeg havde lavet med ham. 

I forbindelse med den mediestorm som opstod i kølvandet interviewet blev Hedegaard trukket i retten og brugte der min ringe person som undskyldning for interviewet. 

Han påstod jeg løj, hvilket var en løgn. Jeg havde, som god journalist selvfølgelig dokumenteret interviewet på forhånd, og havde fået godkendelse af Hedegaard til interviewet. 

Med andre ord, Hedegaard havde ikke rent mel i posen, og det faldt Jensen og Brix for brystet. De er begge meget idealistiske mennesker, som var gået ind i kampen for ytringsfrihed af moralske motiver. 

Med andre ord skete der det, at den “rene” deltagere i Trykkefrihedsselskabet blev destilleret ud af foreningen, og skabte deres eget selskab. 

På den måde fik vi virkelig en smuk og idealistisk forening til kamp for ytringsfriheden. Det var, og er, rent. Altså det er ikke skabt på baggrund af magtkamp, men, helt ærligt, med det formål at styrke ytringsfriheden. 

Jeg mener selv, at som demokratisk filosof, at have bidraget med nogle fornuftige analyser, og har også kæmpet kampen med åben pande og ærligt hjerte, ligesom Helle og Uwe. 

Før terrorhandlingen imod Vilks komiteen var foreningen lidt på tilbagetog. Der kom ikke så mange deltagere som tidligere, så vi spekulerede lidt på, hvor meget krudt der reelt var i sagen. Men vi kæmpede videre, eller for at sige det helt ærligt. Det var primært Helle Merete som holdt skansen, forbilledligt efter min mening. 

Så blev vi overfaldet, og derefter faldt de ledende kræfter ret hurtigt fra, undtagen de ledende kræfter som ikke havde oplevet attentatet. Tilfældigvis var hverken undertegnede eller Uwe Max til stede ved det forfærdelige angreb. 

I dag består foreningen reelt af Uwe, Mikael Jalving og undertegnede. Helle Merete har meldt sig ud. Tak for din tro tjeneste Helle Merete, vi hylder dit offer, og anerkender din rene kamp for ytringsfriheden. 

Når nu foreningen kun består af to bondeknolde fra Aalborg og en Københavner, betyder det så, at Vilks komiteen er væk?

Helt ærligt, hverken Uwe, Mikael eller jeg er de store organisatorer. Vi er kunstnere, og i øvrigt skarpt forfulgt af alverdens myndigheder, eller det har vi været. 

Men hverken for mig, Mikael eller Uwe er kampen overstået. For mit vedkommende har jeg lige været igennem en lang process, hvor jeg forsøgte at få Lars Løkke og co. til at tage sagen op, og se at komme i gang med at udvise alle de utallige kriminelle migranter af muslimsk herkomst som hader vores demokrati. 

Det lykkes så ikke denne gang, men jeg kæmper videre, for demokratiet og ytringsfrihedens skyld. 

Det er vel det det handler om ikke? At kampen føres videre. 

Det var rart dengang at Vilkskomiteen eksisterede, for så kunne vi mødes en gang imellem, og nye spirer til kamp for det danske demokrati kunne stille op og søge kontakt med os gamle kæmper. Det var for eksempel sådan vi mødte Rasmus Paludan.

Kampen for demokratiet er langt fra hverken vundet eller tabt. Det står sådan og vipper på en knivsæg. Får vi Lars Løkke i gear, eller skal vi vente til en næste regering som forhåbentlig har lidt mere mandsmod og styrke?

Så, ja vi får nok ikke arrangeret ligeså imponerende arrangementer som dengang Helle Merete stod for det, for hun er en hel del bedre til det end os. 

Men kampen fortsætter og vil fortsætte til vi enten ikke er mere, eller vi har vundet.

G-d bevare Danmark.

Interview

i Danmark af

Jeg har lavet en lille interview med en af mine veninder Lene Lee West ang. min nye bog Asetroen. Det kom der en spændende snak ud af, synes jeg. Det kom faktisk ikke til at handle så meget om Asetro, men mere om kønsdebat. Det spændende er her, hvis man interesserer sig for debatten ang. køn, at vikingerne havde en meget sundere forståelse af køn end vi har i dag. De var REELT lige, og ikke som i dag, hvor den evige kamp imellem kønnene skaber ulighed.

Interviewet har en lidt rå grafisk side, men lyder er nogenlunde ok.

Dansk kultur

i Danmark/Topnyheder af

Der er meget snak ang. kultur i Danmark. Her på det sidste er store dele af den borgerlige offentlighed og medier svinget til venstre, og forsøger at tale kultur op. 

Hvis vi derimod skal være realistiske, så er det ikke en særlig god ide, at støtte kunstlivet. Det siger jeg selv som borgerlig kunstner. 

Lad mig komme med nogle eksempler. 

For nogle år siden lavede “Kunsten”, altså museummet for moderne kunst her i Aalborg, en udstilling hvor Dannebrog, vores flag blev udstillet i en “grisefarvet” version. Samtidig var der udstillet et stort maleri af en Irak veteran, som talte negativt om Irak missionen. 

Det er de venstreorienterede som bruger deres stats og kommune inddrevede midler til at bekæmpe deres modstandere, ved at besudle de ting som er vigtige for os. (Vi sviner ikke deres symboler). 

Der var ingen reaktion på denne “udstilling”. 

For et par dage siden sendte jeg en pressemedelelse ud til pressen, hvor jeg annoncerede oprettelsen af en kunstgruppe ved navn “Dannevirke”, en kunstgruppe som, positivt, vil forsøge at tale Danmark op. Vi har allerede lavet vores første billede “Tyr”. 

Ingen reaktion overhovedet fra medierne. Jeg har heller ikke ligefrem hørt “Kunsten” reagere positivt her i Aalborg. Det er jo en modsat retning end det de er vant til. 

Patriotisk kunst bliver bare ikke støttet i Danmark, sådan er det. 

Forsåvidt er det vel fair nok. Jeg mener, hvis et Antifa medlem søgte om deltagelse i hjemmeværnet, så ville vi nok heller ikke synes, at det ville være særlig godt. Sandsynligvis ville vi afvise vedkommende. 

Sådan har vi hver vores bastioner, som vi arbejder med. 

I sidste regeringsperiode forsøgte vi at presse medier, kulturliv og uddannelsesliv til at være mere tolerante overfor borgerlige perspektiver. 

Vi fik skåret dem, og dermed gjort dem mindre effektive. Men internt har effekten været direkte modsat. I følge en troværdig, anonym kilde, har DRs fyringer som resultat af nedskæringerne været målrettet imod borgerlige stemmer i DR. Radio 24/7 har heller ikke gjort nogen hemmelighed ud af, at borgerlige stemmer skulle ud. Ja, de fyrede faktisk Rene Fredensborg, den mest højreorientede vært hos Radio 24/7. 

Derfor giver det ingen mening, at forestille sig, at kultur og medie livet vil være med til at støtte borgerlig kunst. For dem er det hjerteblod at bekæmpe os, og de er parate til at ofre store dele af deres statsinddrevne produktionsapparat for at holde fjenden ved porten. 

Det er virkeligheden. 

Vores fordel er derimod, at deres projekter grundlæggende ikke holder. 

Hvem gider at sende deres børn i en multikulturel skole? Hvem betragter reelt klima som det store spørgsmål i dag?

Det kan godt være, at borgerne kommer på museum, og kigger interesseret på de “grisefarvede” flag, men hvor mange danskere hader reelt Danmark ligeså intest som den kulturradikale elite? 

Det er ikke mange, de fleste danskere har et godt og smukt forhold til Danmark, heldigvis.

Derfor mener jeg, at hvis en kulturpolitik skal give mening, så bør man skære generelt på kulturstøtten, og samtidig forsøge at støtte de få ensomme reelt borgerlige stemmer.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Den danske sang

i Danmark/Topnyheder af

Dansk kunst har alt for længe været i kløerne på globalisterne/kommunisterne. Deres projekter, statsstøttet naturligvis, vil hele tiden overbevise os om, at dansk kultur er “hvidt overherredømme, racistisk, intolerant og patriakalsk”. 

Det er en løgn, dansk kultur er positiv, smuk, bevægende, sand, en ung blond dame. 

Derfor har jeg og en anden kunstner som de første, bestemt os for at modgå denne deprimerede trend indenfor kunstverdenen og starte patriotisk kunst. 

Altså kunst som afsøger den smukke, unge, danske sang. Kunst som afbilleder det eneste som virkelig har værdi her i Danmark, nemlig den danske folkesjæl. En folkesjæl som netop ikke er racistisk og ond, men smuk, levende og positiv.

Det er helt sikkert, at parnasset ikke vil støtte denne kunstform, de vil hellere hade og være negative, se ned på, og tale grimt. 

Det vil vi ikke, i mødet med hadtalen, vil vi snakke skønhed og kærlighed, mod og styrke.

Hvor globalisterne vil hade, vil vi elske. Elske Danmark og den unge blonde pige, som de andre ikke vil have noget med at gøre. 

Vi vil hylde hendes skønhed, synge sange om hendes varme, vise hende, at hvor andre hader hende, der elsker vi hende. 

For hun repræsenteret noget godt og positivt, ikke noget destruktivt og nedladende.

G-d og g-derne bevare Danmark.

1 2 3 41
Go to Top