Danmark

Den forfærdelige hændelse i Randers med gravskænderier af jødiske gravsten, påklistringen af nazistiske jødearmbånd og andet er helt ubegribeligt.

Hvordan er vi endt her? Da jeg var tyve, der kunne jeg rende rundt til den tidlige morgen i byen og se solen stå op over Istedgade. I dag er landet utrygt over det hele.

For at forstå den stigende klassiske antisemitisme, bliver man altså nødt til at forsøge at forstå hvilke samfundsmekanismer som skaber unge menneskers engagement i en af verdens stærkeste men også mest usympatiske ideuniverser.

Jeg kan huske min gamle mentor Per, alias Tom, en stærk modstandsmand fra Vesterbro. Han fortalte mig, at man skal ikke undervurdere styrken i nazismen. Den var, og er, effektiv.

Jeg har selv sat et af de plakater op på Thermopylae, som Tom fik lavet for mange år siden under modstandskampen.

Men, og her er vi altså nødt til at kigge lidt indad for at forstå hvad der sker. Magt opstår ikke uden en årsag.

Kigger vi på Nordfront, som efter al sandsynlighed er den organisation som står bag defamationerne af gravpladserne, så er den organisation som efter sigende er opstået i Sverige.

Det er tydleigvis også der den står stærkest. Det er en skandinavisk organisation med hovedsæde i Sverige.

I Sverige er multikulturen og kulturmarxismen langt stærkere end her i Danmark. Derfor er modreaktionen imod multikulturalismen også langt stærkere.

For at forstå hvad Nordfront er, så bliver man nødt til at forstå, at Nordfront er en modreaktion imod multikulturalismen.

Man kan sige, at det er ok at være kritisk overfor multikultur, det er jeg også selv, men det er ikke ok at hænge sin analyse op på konspirationsteorier som er usande.

Det er her Nordfront, efter min mening, kører af sporet. Multikulturen i Danmark er et føderalt projekt indført af Lykketoft og Marianne Jelved. Det er, som bekendt, ikke to jøder. De er ganske almindelige danskere.

Det betyder også, at vi, som samfund, både skal bekæmpe de konkrete trusler imod os jøder. Man skal ikke være naiv, hvis der ikke gøres noget, så bliver jøder myrdet i Danmark indenfor en overskuelig fremtid. Det er allerede sket i Frankrig, USA og mange andre steder.

SAMTIDIG bliver vi også nødt til at adressere de grundliggende årsager til at Nazismen trives. Den trives fordi samfundet er i sikkerhedsmæssig krise. Al den vold og destruktion man oplever rundt omkring i landet er motivationen bag organisationer som Nordfront. De forsøger at beskytte kvinder og børn.

Derfor er min holdning; det skal ikke kun være symptombehandling. Der skal også investeres massivt i, at sikkerheden kommer i orden igen. Som det mindste.

Yderligere skal vi investere i repatriere de banditter som udgør truslerne rundt omkring. Det er meget uheldigt, at IS krigerne pludselig kan komme tilbage til Danmark.

De skal ikke ind de skal ud.

Så der er en god strategi til at undgå at Nordfront vokser sig større, vi har bare det problem, at de internationale organisationer bekæmper vores forsøg på at løse problemerne med næb og klør.

I midten er jøderne fanget i en konflikt, som de fleste jøder absolut intet har med at gøre.

Det ægtepar som fik sat jødestjernen på deres postkasse kender jeg lidt. De arbejder for fred, og er et utrolig sympatisk par. Der er absolut intet negativt eller imperialistisk over dem. De vil bare det gode.

Sådan er der så meget, jeg håber, at vi kan komme igennem denne krise. Men det kræver altså, at vi handler på sikkerheden i Danmark, og lader være med at acceptere at Danmark skal være et safe haven for alverdens sindssyge forbrydere.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Nå, nu får jeg nok ikke stillingen som direktør i producentforeningen. Det er selvfølgelig ærgeligt, men også symptomatisk for kulturlivet. 

For hvad er egentlig grundlæggende problemet?

Problemet er, at venstrefløjen har ændret landet så dystopisk og markant, at kulturlivet simpelthen ikke kan følge med rent estetisk.

For at kunst er kunst er forudsætningen at det er sandt. Det kan være sandt som svenske krimier, som berørerer destruktionen af det svenske samfund indirekte, fordi mainstream ikke tillader kritik af det multikulturelle samfund. 

Eller det kan være sandt som når D.A.D. indirekte berører islam med “Jihad Im getting mad”. 

Men det er ikke kunst, når der blandes racer. Hvorfor? Fordi det er ikke virkeligheden rundt omkring i landet. De unge mennesker deler sig op i grupper, og vil ikke snakke med hinanden. 

Det siger jeg ikke, fordi jeg er imod racer. Men fordi det ganske enkelt kommer til at virke phony, når DR konstant blander racer. Resten af Danmark ved godt, at det er en løgn.

Hvad gør kunstlivet så i en situation, hvor de etablerede forklaringsmodeller pludselig bryder sammen?

De udvikler nye forklaringsmodeller, som passer til den virkelighed vi lever i.

Det behøver ikke at være negative forklaringsmodeller.

Jeg har for eksempel lige set Far til fire sammen med mine unger. Det er, forsåvidt, en sand fortælling. Den fortæller historien om den danske familie i al sin rodethed og varme. 

Udviklingen for dansk film og spil, ville være, tror jeg, hvis jeg havde haft chancen for at fortælle Dansk Producentforening, at FORSTÅ Danmark på ny. 

Have modet til at genfortolke Danmark, historisk, moderne, på de forskellige parametre som Danmark er, helt ærligt. 

Det er vejen frem, for mig at se.

Kunst virker selvfølgelig ikke, hvis den presses ind i nogle kunstige rammer. Men det er et rimeligt kunstnerisk krav at stille fra Statens side, at kunsten er sand.

Der findes mange sandheder, men ingen gider at støtte en løgn, slet ikke kunstnere. Hvis de skulle være ærlige.

G-d og G-derne bevare Danmark.

Jeg har lige fået en opfordring til at søge stillingen som direktør for film og spilprodutionselskabernes forening.

Jeg må indrømme, at jeg blev meget overrasket. Indtil videre har undertegnede og nogle få jyske kunstnere været alt som har været konservativt indenfor kunstverdenen. Så jeg er mere en vant til, at være det sorte får.

Men, når nu det er sagt, så søgte jeg simpelthen stillingen lige med det samme. Hvorfor? Fordi kunstverdenen er åbenbart indenfor rækkevidde når det gælder dialog ang. kunstens retning.

For at sige det som det er, jeg mener, at kunsten skal bevæge sig i en mere patriotisk retning. Det er min holdning, jeg kæmper for det, jeg skaber patriotisk kunst, jeg forsøger at organisere danske kunstnere omkring denne ide.

Det gør jeg ikke for at tage brødet ud af munden på andre kunstnere, men fordi det er nu engang det som jeg tror på.

På en meget positiv måde, altså ikke udskammede eller negativt, men fordi jeg mener, at Danmark er et smukt, dejligt sted.

Jeg kæmper for at holde landets kulturelle rødder i live, og give et Danmark videre til næste generation.

Samtidig må jeg sige, at jeg ikke er så selvfed, at jeg ikke kan give plads til andre dygtige kunstnere. Jeg elsker faktisk Lars von Triers film, selvom jeg er et helt andet sted rent ideologisk.

Jeg elsker ham for hans evne, ekvilibrisme og kunsteriskhed.

Det mener jeg, er en god vej frem for Dansk kunst. En balancegang, således, at de nye patriotiske ting kan vokse frem på en sund og fin måde, altimens jeg ikke mener, at Staten skal blande sig i, at der bliver lavet lidt kulturradikal kunst rundt omkring i hjørnerne.

Det er ok, der skal være plads til alle.

Derfor mener jeg, at dansk kunst skal give plads til de nye og de gamle.

Jeg sidder lige og kigger på mit nye billede jeg lige har malet af Freja. Jeg malede billedet sammen med min datter, og det ligner mest af alt et Kørner billede med psykedeliske farver. Men det er Freja.

Sådan mener jeg, at en ny patriotisk kunst kan være.

En nysgerrighed efter de danske rødder, men ikke som et oldnordisk projekt, som et nyt projekt. Fyldt med nutidens former, metoder og ånd.

G-d og g-derne bevare Danmark, og tak for det udstrakte hånd.

Der har været en del diskussion omkring Vilks komiteen, Trykkefrihedsselskabet og termineringen af den ene og den anden. 

Som den reelle bagrund bag oprettelsen af Vilkskomiteen, og en aktie, omend negativ i forhold til Trykkefrihedsselskabet, så vil jeg tillade mig at kommentere dette problem. For det er et problem. 

Vilkskomiteen var en udbryder fraktion af Trykkefrihedsselskabet. Der skete i praksis det, at de mest moralske ledere af Trykkefrihedsselskabet, nærmere bestemt Uwe Max Jensen og Helle Merete Brix brød ud af Trykkefrihedsselskabet, fordi de var skuffede over den måde tidligere formand Lars Hedegaard håndterede et interview jeg havde lavet med ham. 

I forbindelse med den mediestorm som opstod i kølvandet interviewet blev Hedegaard trukket i retten og brugte der min ringe person som undskyldning for interviewet. 

Han påstod jeg løj, hvilket var en løgn. Jeg havde, som god journalist selvfølgelig dokumenteret interviewet på forhånd, og havde fået godkendelse af Hedegaard til interviewet. 

Med andre ord, Hedegaard havde ikke rent mel i posen, og det faldt Jensen og Brix for brystet. De er begge meget idealistiske mennesker, som var gået ind i kampen for ytringsfrihed af moralske motiver. 

Med andre ord skete der det, at den “rene” deltagere i Trykkefrihedsselskabet blev destilleret ud af foreningen, og skabte deres eget selskab. 

På den måde fik vi virkelig en smuk og idealistisk forening til kamp for ytringsfriheden. Det var, og er, rent. Altså det er ikke skabt på baggrund af magtkamp, men, helt ærligt, med det formål at styrke ytringsfriheden. 

Jeg mener selv, at som demokratisk filosof, at have bidraget med nogle fornuftige analyser, og har også kæmpet kampen med åben pande og ærligt hjerte, ligesom Helle og Uwe. 

Før terrorhandlingen imod Vilks komiteen var foreningen lidt på tilbagetog. Der kom ikke så mange deltagere som tidligere, så vi spekulerede lidt på, hvor meget krudt der reelt var i sagen. Men vi kæmpede videre, eller for at sige det helt ærligt. Det var primært Helle Merete som holdt skansen, forbilledligt efter min mening. 

Så blev vi overfaldet, og derefter faldt de ledende kræfter ret hurtigt fra, undtagen de ledende kræfter som ikke havde oplevet attentatet. Tilfældigvis var hverken undertegnede eller Uwe Max til stede ved det forfærdelige angreb. 

I dag består foreningen reelt af Uwe, Mikael Jalving og undertegnede. Helle Merete har meldt sig ud. Tak for din tro tjeneste Helle Merete, vi hylder dit offer, og anerkender din rene kamp for ytringsfriheden. 

Når nu foreningen kun består af to bondeknolde fra Aalborg og en Københavner, betyder det så, at Vilks komiteen er væk?

Helt ærligt, hverken Uwe, Mikael eller jeg er de store organisatorer. Vi er kunstnere, og i øvrigt skarpt forfulgt af alverdens myndigheder, eller det har vi været. 

Men hverken for mig, Mikael eller Uwe er kampen overstået. For mit vedkommende har jeg lige været igennem en lang process, hvor jeg forsøgte at få Lars Løkke og co. til at tage sagen op, og se at komme i gang med at udvise alle de utallige kriminelle migranter af muslimsk herkomst som hader vores demokrati. 

Det lykkes så ikke denne gang, men jeg kæmper videre, for demokratiet og ytringsfrihedens skyld. 

Det er vel det det handler om ikke? At kampen føres videre. 

Det var rart dengang at Vilkskomiteen eksisterede, for så kunne vi mødes en gang imellem, og nye spirer til kamp for det danske demokrati kunne stille op og søge kontakt med os gamle kæmper. Det var for eksempel sådan vi mødte Rasmus Paludan.

Kampen for demokratiet er langt fra hverken vundet eller tabt. Det står sådan og vipper på en knivsæg. Får vi Lars Løkke i gear, eller skal vi vente til en næste regering som forhåbentlig har lidt mere mandsmod og styrke?

Så, ja vi får nok ikke arrangeret ligeså imponerende arrangementer som dengang Helle Merete stod for det, for hun er en hel del bedre til det end os. 

Men kampen fortsætter og vil fortsætte til vi enten ikke er mere, eller vi har vundet.

G-d bevare Danmark.

Der er meget snak ang. kultur i Danmark. Her på det sidste er store dele af den borgerlige offentlighed og medier svinget til venstre, og forsøger at tale kultur op. 

Hvis vi derimod skal være realistiske, så er det ikke en særlig god ide, at støtte kunstlivet. Det siger jeg selv som borgerlig kunstner. 

Lad mig komme med nogle eksempler. 

For nogle år siden lavede “Kunsten”, altså museummet for moderne kunst her i Aalborg, en udstilling hvor Dannebrog, vores flag blev udstillet i en “grisefarvet” version. Samtidig var der udstillet et stort maleri af en Irak veteran, som talte negativt om Irak missionen. 

Det er de venstreorienterede som bruger deres stats og kommune inddrevede midler til at bekæmpe deres modstandere, ved at besudle de ting som er vigtige for os. (Vi sviner ikke deres symboler). 

Der var ingen reaktion på denne “udstilling”. 

For et par dage siden sendte jeg en pressemedelelse ud til pressen, hvor jeg annoncerede oprettelsen af en kunstgruppe ved navn “Dannevirke”, en kunstgruppe som, positivt, vil forsøge at tale Danmark op. Vi har allerede lavet vores første billede “Tyr”. 

Ingen reaktion overhovedet fra medierne. Jeg har heller ikke ligefrem hørt “Kunsten” reagere positivt her i Aalborg. Det er jo en modsat retning end det de er vant til. 

Patriotisk kunst bliver bare ikke støttet i Danmark, sådan er det. 

Forsåvidt er det vel fair nok. Jeg mener, hvis et Antifa medlem søgte om deltagelse i hjemmeværnet, så ville vi nok heller ikke synes, at det ville være særlig godt. Sandsynligvis ville vi afvise vedkommende. 

Sådan har vi hver vores bastioner, som vi arbejder med. 

I sidste regeringsperiode forsøgte vi at presse medier, kulturliv og uddannelsesliv til at være mere tolerante overfor borgerlige perspektiver. 

Vi fik skåret dem, og dermed gjort dem mindre effektive. Men internt har effekten været direkte modsat. I følge en troværdig, anonym kilde, har DRs fyringer som resultat af nedskæringerne været målrettet imod borgerlige stemmer i DR. Radio 24/7 har heller ikke gjort nogen hemmelighed ud af, at borgerlige stemmer skulle ud. Ja, de fyrede faktisk Rene Fredensborg, den mest højreorientede vært hos Radio 24/7. 

Derfor giver det ingen mening, at forestille sig, at kultur og medie livet vil være med til at støtte borgerlig kunst. For dem er det hjerteblod at bekæmpe os, og de er parate til at ofre store dele af deres statsinddrevne produktionsapparat for at holde fjenden ved porten. 

Det er virkeligheden. 

Vores fordel er derimod, at deres projekter grundlæggende ikke holder. 

Hvem gider at sende deres børn i en multikulturel skole? Hvem betragter reelt klima som det store spørgsmål i dag?

Det kan godt være, at borgerne kommer på museum, og kigger interesseret på de “grisefarvede” flag, men hvor mange danskere hader reelt Danmark ligeså intest som den kulturradikale elite? 

Det er ikke mange, de fleste danskere har et godt og smukt forhold til Danmark, heldigvis.

Derfor mener jeg, at hvis en kulturpolitik skal give mening, så bør man skære generelt på kulturstøtten, og samtidig forsøge at støtte de få ensomme reelt borgerlige stemmer.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Dansk kunst har alt for længe været i kløerne på globalisterne/kommunisterne. Deres projekter, statsstøttet naturligvis, vil hele tiden overbevise os om, at dansk kultur er “hvidt overherredømme, racistisk, intolerant og patriakalsk”. 

Det er en løgn, dansk kultur er positiv, smuk, bevægende, sand, en ung blond dame. 

Derfor har jeg og en anden kunstner som de første, bestemt os for at modgå denne deprimerede trend indenfor kunstverdenen og starte patriotisk kunst. 

Altså kunst som afsøger den smukke, unge, danske sang. Kunst som afbilleder det eneste som virkelig har værdi her i Danmark, nemlig den danske folkesjæl. En folkesjæl som netop ikke er racistisk og ond, men smuk, levende og positiv.

Det er helt sikkert, at parnasset ikke vil støtte denne kunstform, de vil hellere hade og være negative, se ned på, og tale grimt. 

Det vil vi ikke, i mødet med hadtalen, vil vi snakke skønhed og kærlighed, mod og styrke.

Hvor globalisterne vil hade, vil vi elske. Elske Danmark og den unge blonde pige, som de andre ikke vil have noget med at gøre. 

Vi vil hylde hendes skønhed, synge sange om hendes varme, vise hende, at hvor andre hader hende, der elsker vi hende. 

For hun repræsenteret noget godt og positivt, ikke noget destruktivt og nedladende.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Det er underligt som tiden går, og man ligesom ikke følger med. I dag er det fire år siden, at Krudttønden blev angrebet og flere af mine venner blev beskudt og en ven dræbt. 

Det virker sådan lidt uvirkeligt her i dag, at det var på alles læber dengang, og i dag kun er noget få af os egentlig tænker over. 

Men problemerne som ledte til angrebet er ikke forsvundet. Tværtimod kan man sige, og desværre er vores evne og vilje til at gøre noget ved det desværre heller ikke blevet stærkere. Nærmere tværtimod. 

Truslen imod vores demokrati er større end nogensinde, men vores statsminister vil gerne gå fakkeloptog, men han vil nægter pure at gøre noget ved det. 

Hvorfor er vi så apatiske, når det kommer til en trussel som helt åbenlyst er der?

Hvorfor springer vi ikke op som ægte danske helte, og går imod faren?

Hvad er det for en form for tornerosesøvn vi sover?

Det er ikke nok at snakke om det, og lade som om. Den eneste måde at tackle infiltreringen af islamismen, er ved at gå imod den. Stærkt, modigt og med passion.

Jeg tror, at danskerne er parat til at gå imod truslen imod vores demokrati, men hvorfor vil toppen af vores demokrati så ikke?

Hvorfor gemmer de sig bag forblommede vendinger og lader som om der ingen fare er?

Det siger sig selv, at en konfrontation imod demokratiets fjender ikke vil løbe stille af. Men hvad er det værd at leve i Danmark, hvis vi ikke har vores frihed til at være os selv?

Ja, hvorfor er det lige de liberale, altså den del af Folketinget som netop hylder friheden, som er de mest valne når det kommer til at forsvare friheden imod den mest åbenlyse trussel som har mødt friheden siden nazisterne?

Hvad er det, som er så svært at forstå?

Hvis ikke vi konfronterer islamisterne nu, så har vi mistet vores frihed om ti til tyve år. 

Do the math.

Det er ikke nemt at se en fjende i øjnene, men forudsætningen for at bevare sin frihed, er nu engang at man indimellem er parat til at kæmpe for den. 

G-derne og G-d bevare Danmark.