Category archive

Universitetet

Udannelsessystemet

i Universitetet af

Da jeg gik i 3.g skrev jeg større skriftlig opgave om Kafkas roman Slottet.

Jeg fik et 11-tal for opgaven, og det var som sådan fint nok. Men jeg glemmer aldrig begrundelsen min karakter:

Min lærer fortalte mig, at opgavens analytiske indhold lå meget langt over, hvad man med nogen rimelighed kunne forvente af en gymnasie-opgave – og at opgaven betragtet i sig selv altså var mere end værdig til et 13-tal.

Grunden til at jeg alligevel ‘kun’ havde fået 11, var imidlertid, at min besvarelse ikke lå i forlængelse af problemformuleringens intention.

Tanken havde været, at jeg skulle redegøre for ANDRES fortolkninger af værket, og veje dem imod hinanden og belyse dem med tekst-eksempler fra romanen.

Jeg havde imidlertid udarbejdet min egen tolkning i dialog med andres tolkninger.

Når jeg ‘kun’ fik den næsthøjeste karakter skyldtes det altså, at jeg havde arbejdet for selvstændigt.

Selvom jeg ikke rigtig kunne være utilfreds med mit 11-tal, var der alligevel noget forstemmende over den besked – og jeg har tænkt meget over den siden.

Ikke fordi jeg bebrejdede min lærers beslutning. Hendes begrundelse var som sådan god nok.

Mere på grund af den lettere desillusionerende erkendelse, at uddannelsessystemet ikke er til for at kultivere og opmuntre det interessante og udmærkede stykke arbejde, men først og fremmest handler om at belønne dem, der er gode til at gøre, som der bliver sagt.

(Slutteligt skal det bemærkes, at det på ingen måde var med vilje, at jeg gik imod problemformuleringen. Jeg tog det snarere som et selvfølge, at det var en analyse jeg skulle udarbejde, og derfor brugte jeg aldrig tid på at nærlæse den. Noget andet er, at jeg i forvejen fandt skolearbejdet røvsygt, og derfor næppe havde overlevet kedsomheden ved, at skulle udarbejde opgaven efter dens intention).

Den kolde krig

i Danmarks Radio/Journalistik/Kritik/Politik/Socialisme/Universitetet af

Det er væsentligt at forholde sig til den kolde krig af flere årsager; placering af skyld og evt. retslige efterspil for dem der har overtrådt loven og samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester, reorganisering af offentlige medier og bureaukrati, således at de sovjetiske propagandatiltag ikke længere spiller rolle i ovenstående. Men mest fordi vi skal forberede os på ikke at blive taget ved næsen igen af en fremmed efterretningstjeneste, som spiller os ud imod hinanden og forpester det politiske og mediemæssige liv.

Yuri Bezmenov, den sovjetiske tidligere KGB agent siger det klart; det handlede om at demoralisere Vesten, ved at overtale studenter, kunstnere og andre til at forråde deres egne lande, traditioner og idealer. Det lykkedes, over al forventning, og i dag sidder vi med eftervirkningerne.

Efter min mening er antidosen ikke kun at de skyldige får den straf de fortjener, men også at befolkningen bliver klædt på til at forstå de spil, der sker bag om kulisserne. For hvordan skal vi kunne have et demokrati, hvis det ikke er den frie samtale men efterretningstjenesterne der styrer landet? Ja, kan man så overhovedet tale om offentlig argumentation, hvis landet styres af udefrakommende argumenter, og ikke brydes i forhold til den virkelighed som er i landet?

Det mener jeg ikke, den frie debat bør altid tage udgangspunkt i den virkelighed som er i det givne territorium, nation eller stat.

Men, lad os forsøge at analysere lidt hvad Danmark har været igennem siden den kolde krig startede for alvor.

Før 68 var landet nogenlunde kørende, Hal Koch generationen efter verdenskrigen, var en stout og skarp generation. De var ægte demokrater, og skarpe på at erkende hvad der var op og ned på virkeligheden.

Det store skift skete i 68, her begyndet den sovjetiske propaganda at virke for alvor; Vietnamkrigen, Beatles, de fantastiske fire i dansk politik; Auken, Nyrop, Lykketoft og Bjerregaard.

Efter 68 fik den sovjetiske propaganda en klar indvirkning på samfundet; fodnotepolitik, atomvåbenfrit Norden, indførelsen af velfærdsstaten, kvindefrigørelsen. Hele den offentlige sektor blev stærkt omvendt og infiltreret af den sovjetiske propaganda. Ja, Danmark var en af de førende, hvis ikke det førende land, når det kom til at indføre sovjetiske propagandatiltag. Propagandaen blev indført uden skelen til de danske traditioner for folkedemokrati og fri debat. Den primære medieagent var Danmarks Radio, som svigtede de grundtvigianske idealer, og gik agurk i propagandaøjemed. Bomholts credo; at Danmarks Radio skulle opstille rammer for demokratiet blev afløst af folkeopdragelse og bedste Pravda stil. Det er sandheden.

Så faldt muren, og siden har den sovjetisk infiltrerede socialistiske middelklasse levet i angst for det opgør, der jo uværligt må komme. Platon beskriver processen i Staten; “Skinnet af retfærdighed”. Når magthaverne lader som om at de er retfærdige uden at være det, tvinger de sig selv hen i en position, hvor de bliver nødt til at styre informationsstrømmene. For informationen om det der virkelig er hændt, kan skade det image de har som retfærdige. Det er derfor socialisterne er så hunderædde for at slippe magten over medierne, for det vil ultimativt stille dem til ansvar for samarbejdet med KGB under den kolde krig.

Nu er opgøret langsomt ved at være på vej, nogen har vel erkendt, måske PET, at vi bliver nødt til at kende sandheden for at komme videre som samfund. Den skyld socialisterne føler sidder som en stor prop af dårlig samvittighed og giver manglende bevægelse i samfundet.

Det transparente, oplyste samfund forudsætter at folket kan erkende og forstå hvad politikerne gør, hvorfor de gør, hvilke legekammerater de har, hvad der er konsekvensen og så videre.

Imidlertid er erkendelsen af hele efterretningstejeneste halløjet en meget svær pille at sluge. Jeg har personligt været i nærkontakt med hele gamet i min tid som direkte politisk aktiv. Bl.a. har jeg været i nærkontakt med PET. Så jeg ved hvordan det hele fungerer.

Som en af de få ærlige intellektuelle har jeg så talt åbent om det, hvilket har reddet mig mange interessante øgenavne og givet meget skæld ud, specielt i blogverdnen, fordi de måske ikke lige har tænkt over, at de også er infiltreret af efterretningstjenesterne. Men det er selvfølgelig ikke desto mindre rigtigt, hvem skulle ellers infiltreres i landet, hvis det ikke er de meningsdannende “ekstremistiske” dele af samfundet?

Anyway, erkendelsen og forståelsen af motiverne for efterretningstjenesterne spil er virkelig vital for et moderne demokratiske land, ikke kun for staten, men også for befolkningen. I det grundtvigianske perspektiv er demokratiet folket, og det er først når folket erkender hvordan verden er, at den frie debat kan føre til fornuftig styring af landet. Hvis ikke befolkningen kender til de hemmelige spil, vil befolkningen stemme på de forkerte partier, fordi de ikke forstår hvad der egentlig sker.

Vi er i Danmark blevet kørt rundt ved næsen af KGB i slutningen af den kolde krig, og vi bliver, sandsynligvis kørt rundt ved næsen af den iranske efterretningstjeneste i dag.

Det er meget enkelt; KGB versionen, som iranerne har lært af, kører på medier, akademiske institutioner og skoler, kulturliv. Ideen er, at de holdninger som agenterne kan få til at opstå i et land, kan enten ødelægge landet, eller fremprovokere en situation som er gunstig for det land efterretningstjenesten kommer fra. Konkret blev f.eks. atomvåbenfrit Norden planlagt og eksekveret af Sovjet, ikke for Nordens skyld, men for Sovjets skyld.

CIA har andre metoder, men de spiller også en rolle, men dog en mindre agressiv rolle, med langt mere respekt for de lande de er i, de er, trods alt, vores tætte allierede, og vi deler jo de demokratiske traditioner med hinanden.

Men, hvis ikke vi erkender de svigt 68´erne gjorde, og får ryddet op i medier, skoler og bureaukrati, så vil KGB skolingen hænge som en fad dunst af idioti og svigt i samme institutioner. 68´erne vil fortsætte den sovjetiske mission, lang tid efter at Sovjet gik ned med flaget, som halvdøde robotter, der sikkert men uden den store entusiasme gentager de slidte paroler.

Yderligere gør det landet utrolig sårbart overfor den iranske efterretningstjeneste, der, af gud ved hvilken årsag, har relativ frit spil i Danmark. Det er i hvert fald mine personlige oplevelse. Nej, Nørrebro er ikke befolket af stakkels indvandrere, det er styret og kontrolleret fra moskeerne, herunder gigantmoskeen som er ved at blive bygget, hvis de får lov, på Vibevej 25 af iranerne.

Sagen er, at vi bliver nødt til at sætte en virtuel klamme omkring tiden fra 68 til nu, og tage fat i de ideologiske strømninger der var før 68. De danske demokratiske traditioner for at gøre demokratiet til noget som sker med folket og for folket. Vidskab, og folkeoplysning skal igen være centrale i vores tænkning, kreativitet, den frie tale, fællesskabet er værdier vi kan finde tilbage til, uden at det vil være andet end sundt og godt for os allesammen.

G-d bevare Danmark.

Marlene Wind og den videnskabelige uredelighed

i Kritik/Universitetet af

Professor i statskundskab Marlene Wind, har med sine, mener jeg, uredelige omgang med videnskaben initieret en debat om forskningen og forskerens rolle i den offentlige debat. Kan man udlede nogle pointer, og diskutere hvad der gik galt eller gik godt?

Lad os primært betragte anklagen imod Wind. Anklagen går på, at hun ikke har kunnet skille sin faglighed med sine personlige holdninger. Med andre ord, der er ikke tilstrækkelig viden under hendes offentlige påstande. Hun udtaler sig om psykologiske emner, som at grænsedragningen skulle have noget at gøre med en “indre svinehund”, uden at definere præcis hvad hun mener med denne indre svinehund. Da hendes udtalelse falder udenfor hendes fagområde som er statskundskab, er det klart at hun har overskredet sit mandat.

Denne uredelighed toppes af rektor for Københavns Universitet Ralf Hemmingsen, som således støtter Wind på trods af hendes uredelighed. Hvor placerer det så os, som samfund, i forhold til den faglighed man burde kræve af en offentlig statsansat forsker?

Den placerer både rektoren og Marlene Wind i en kategori som ikke bør være deres; uredeligheden.

Læs videre

Go to Top