Category archive

Valg

Valgkamp

i Valg af

Forudsætningen for at vinde næste valg, er at have nogle gode progressive projekter i skuffen. Vi har allerede arbejdet en del på immigrationsprojektet, som skal være i mere balance end tidligere set. Der er mange der ser enten sort eller hvidt på problemet, efter min mening skal man se det i sine nuancer. Det er det der er pointen med sidste bog, Fristaten. Som just er udkommet på Amazon, hvor man kan købe den i paperback.

Men der er andre projekter der skal søsættes for at have noget at komme med. De primære er selvfølgelig at få gang i økonomien igen. Her er Dansk Erhverv utrolig væsentlig. Jeg har tidligere arbejdet og snakket med de store danske firmaer, som har et væsentligt mål; de vil gerne være der for Danmark.

På den anden side vil de selvfølgelig også tjene penge, så det skal respektere og give plads. Det er kunsten i den danske økonomiske genopblomstning; dansk kvalitet på danske præmisser med et ordentligt rygstød fra regeringen.

Her er det vigtigste kommunikationen. Det store talent Schlüter havde til at kommunikere med erhvervslivet handlede primært om tillid. Fra Dansk Erhvervs side havde man brug for at have en direkte linje til statsministeren. Så kiggede han på det. Det er derfor afgørende at den nye statsminister kandidat snakker godt med både Jebsen og Mærsk. Ring til Claus Hemmingsen og Schlaikjær, for at finde ud af hvordan tingene skal skæres. Med en sådan kontakt vil der være en chance for at man i fællesskab kan finde ud af noget.

Her er sejlerværdierne centrale for Danmark. Vi er en sejlernation, og det skal afspejle sig i den økonomiske politik der føres. Der er stadig en kaptajn der styrer, måske ikke det jordelige længere, men stadig er hans værdier gennemsyrende i Dansk Erhverv, og han ville være beæret ved at se sine projekter være en støtte for det danske. Flaget er ikke strøget endnu, det vejrer stadig stolt fra mastens højde.

Herudover er det vigtigt at arbejde med uddannelse. Jeg har tænkt meget over en nyorientering i forhold til dansk uddannelse. Det er et grundlæggende problem, at der ikke er styr på infiltreringen på de danske uddannelses institutioner. I sin enkelhed er der sket det, at KGB infiltrerede uddannelses institutionerne i halvfjerserne og Iran, Det Muslimske Broderskab, Hezbollah og Hamas forsøger i dag.

Da uddannelse er internationalt orienteret, kan man ikke rigtig stoppe infiltrationen kun i Danmark. De står ret stærkt i England og USA også. Det er systemet som sådan som er i stykker.

Så kunne man starte forfra, men det ville heller ikke være realistisk.

Det smarteste er at arbejde med et system som allerede er der, og som er mere beskyttet mht. infiltration end det vi har. Der er et logisk alternativ; højskolebevægelsen. Højskolebevægelsen er praktisk taget uberørt af både KGB og islamistiske aktører, og kan derfor virkelig bruges i dag. Problemet er bare, at det akademiske niveau ikke er så højt i dag. Det var højere lige efter at Grundtvig startede bevægelsen, men fordi der mangler en enkelt brik i spillet, er det ikke noget som rykker så meget.

Den brik er en som Grundtvig faktisk ønskede men aldrig fik realiseret; det centrale Folkeuniversitet. Vi mangler et universitet som bygger på Grundtvigs ideer, og samtidig opererer på et internationalt akademisk niveau. En pendant til Harvard eller Oxford. Hvis man kunne realiserer sådan et universitet ville vi få forskning på internationalt niveau, og samtidig knytte det til højskolen. Uddanne højskolelærere der, og forske i forskellige humanistiske fag. Knyttet til dette skulle der også være en naturvidenskabelig sektion som, med udgangspunkt i de traditioner der er for respekten imellem humanisme og naturvidenskab som Niels Borh stod for, kunne forske i grundforskning ved ledelse af en af de dygtige Niels Bohr forskere.

Det hele kunne være en udvidelse af enten Vallekilde eller en anden stor traditionsrig højskole. Jeg kunne nok være inde over, men der skulle selvfølgelig findes en dygtig, erfaren højskolemand med hjertet på det rette sted for at lede projektet.

Mht. socialstaten. Så er det primære problem, efter min mening at det er blevet for meget økonomi og for lidt ægte etik og moral. Der er skabt et system hvor man kan hæve penge i den ene ende og så bare gå hjem. Der skal mere stringens og hjerte til, for at rette op på den sejlende skude, men med respekt for det eksisterende system.

Fortsættelse følger.

G-d velsigne dem som arbejder for fred og forsoning.

Valg på vej

i Danmark/Valg af

Det trækker op til valg, hele systemet omkring Thorning er ved at bryde helt sammen. Hendes metoder har ganske enkelt ikke været tilstrækkelig effektive, til at styre landet igennem den eksisterende krise, og konsekvensen er et radikalt brud med den socialistiske del af det danske politiske system.

Krisen er virkelig dyb, og det vil næppe være mulighed for socialisterne for at komme tilbage i dansk politik indenfor de næste ti til femten år.

Det giver så noget af en tænkepause, må man sige.

Først og fremmest må jeg sige, at den største fejl socialisterne har foretaget har været en total overvurdering af egen behændighed. Corydon viste i forhandlingerne om sidste finanslov en vis behændighed, men det var også i et lukket rum uden at den danske offentlighed var reelt vidne til manøvrerne. Da de samme talenter så skulle foldes ud i det offentlige rum, gik det så absolut galt. Hele lærerkrisen kunne sagtens have været forhandlet hjem, hvis man bare havde formået at være bare en smule mere ærlig. Det her med dobbeltspil i et land på størrelse med tre græsplæner, det er ualmindelig stupidt. Folk snakker sammen på kryds og tværs, og det er umuligt at holde på en hemmelighed. Her ud over, er det også ualmindeligt dumt i det hele taget at forsøge at snyde vælgerne, hvis de opdager det, så bliver de edderspændt rasende. Man må sige; de har opdaget at den siddende socialistiske regering forsøger at fuppe dem, og de har reageret ved at trække deres stemmer. I Danmark har vi en høj tillid imellem hinanden, men vi er også hurtige til at fordømme folk, hvis de så svigter vores tillid.

Det er det som danskerne føler med den siddende regering; den har svigtet deres tillid. Nu vil de have en regering som de kan stole på, og som ikke laver alverdens fjant og fusk og fup og fiduser. Det hænger danskerne ud af halsen.

Det giver et fingerpeg om hvordan den kommende regering skal håndtere valgkampen, og også håndtere den efterfølgende regeringsstyring. Der skal være driftsikkerhed, befolkningen skal opleve at man gør som man siger, og der skal være konsekvens overfor de mennesker som ikke leverer varen mht. ordentlighed i økonomien og solidariteten.

For det er det ene store spørgsmål; hvad gør vi med alle de mennesker som lider under den eksisterende krise. Det er ikke i orden at familier smides på porten, bare fordi økonomien skal have lidt rum og luft. Selvfølgelig skal industrien og forretningslivet have bedre muligheder, men det skal ikke betales med vores børns lidelse, det er ganske enkelt ikke i orden for danskerne, og dermed for de fleste vælgere.

Der skal altså findes en meget svær balance imellem økonomiske muligheder og støtte til vores industri og erhverv, og en varm hånd under de svageste i samfundet. Det er lidt umuligt, men jeg har nogle gode ideer til hvordan vi kan gøre, som jeg har lanceret for det amerikanske samfund, hvor det giver en god fremgang i økonomien. Så den kan vi sagtens klare, hvis bare vi tænker os godt om.

Det andet store og meget svære tema er indvandringen. Der er ingen tvivl om, at også på dette punkt har den siddende regering fejlet eklatant. Jeg glemmer aldrig Helle Thorning Schmidt for at sige under valgkampen; “Det er sket under din vagt Lars Løkke!” Med andre ord, hun ville så gøre noget ved det, på sin egen vagt. Det glædede jeg mig meget til, men jeg kan tørt konstatere, at det eneste Helle Thorning Schmidt har gjort har været at bede PET forfølge dissidenter og islamkritikere, alt imens der, med selvsamme PETs deltagelse, blev inviteret shariaprædkende, dødsdomsmuftier fra de fjerne lande til Danmark, for at “inspirere” en måbende offentlighed.

Med andre ord, på dette område er der altså stakkevis af brede og tørre hug at sætte ind imod madammen. “Ikke i din tid?” Det bliver svært at undgå at holde tilbage med skytset, da det sandsynligvis vil komme til at se grimt ud, og man som bekendt ikke slår på damer der ligger ned. Men der er ikke noget at rafle om, vi skal give den max gas nu, vi skal vinde det valg, og det er først vundet når den sidste stemme er talt, uanset hvad meningsmålingerne siger.

Der skal springes op og spændes bælte, for det er Danmarks fremtid der er på spil. Det varer ikke længe inden EU skvatter sammen, og skal der altså en kompetent ledelse til. For alle danskeres skyld. Det er ganske enkelt for farligt med sådan en gimpe ved førerhjulet. Hun ender med at få alle sine Gucci tasker viklet ind i rattet, får håret fast i gearstangen, hælene ind under speederen og de kunstige negle dybt, dybt begravet i læderindtrækket på den sportsmodel anno 2013 version überny, Opel Kadet.

Dette var den første posting, der vil følge postings ang. Islams stilling i Danmark og en analyse af økonomien.

G-d bevare landet, og masser af kærlighed til hele folket 🙂

Analyse af valget og Helle Thorning Schmidt

i Politik/Socialisme/Valg af

Socialdemokratiet må være realistiske; det tætte parløb med Det Radikale Venstre, og de gigantiske indrømmelser partiet gav De Radikale, er nu reelt ved at tage livet af partiet. En stor del af de socialdemokratiske vælgere er direkte underlagt sharialov og truslen fra radikal islam. Mange af deres vælgere bor i områder, hvor de har de muslimske særkrav hængende over hovedet og hver dag skal forholde sig til den reelle trussel islam er.

Det gælder socialdemokratiske vælgere i Hovedstaden, Odense, Århus og Aalborg.

Mange af de socialdemokratiske vælgere har været meget loyale. Vi taler om familier som har stemt socialdemokratisk i generationer.

Nu flygter de til Venstre, fordi de ikke længere har tillid til, at Socialdemokratiet vil forsøge at beskytte dem, i den stigende konkurrence de møder i deres hverdag fra islam.

Det kan reelt, som nogle socialdemokratiske borgmestre har tilkendegivet, koste Socialdemokratiet livet.

Fejlen kommer af en ualmindelig elendig styring af partiet. De gigantiske indrømmelser til Det Radikale Venstre havde ikke været nødvendige, hvis Socialdemokratiet havde lavet en valgstrategi med De Radikale før valget. Hvis de havde gjort det, havde de stået i en langt bedre forhandlingsposition ved indgangen til regeringsmagten, nu stod de i en elendig forhandlingsposition, hvilket gjorde at størstedelen af deres politik ikke bliver til noget.

Som jeg tidligere analyserede står SF i en konflikt imellem promuslimske og prodemokratiske kræfter i partiet, det samme er gældende for Socialdemokratiet, med den forskel at den promuslimske del af Socialdemokratiet er langt mindre end den prodemokratiske del. Derfor er det specielt Socialdemokratiet, som har måttet lide under den reelt promuslimske politik, som er blevet resultatet af det kompromis, som Helle Thorning Schmidt har skruet sammen.

Socialdemokratiet håber på at de vil vinde stemmer tilbage når “de viser resultatet”, dette er usandsynligt, idet vælgernes reaktion kommer af den udmelding som regeringen har gjort, nemlig at den er promuslimsk i store dele af sin politik, specielt retspolitikken og indvandringspolitikken er gjort mere muslimsvenlig.

En mere kyndig statsleder havde måske forsøgt at komme sine vælgere i møde, på de områder som virkelig har betydning for dem, det skete ikke, fordi forhandlingspositionen var for dårlig.

Det vil skabe det kaos som nødvendigvis vil komme, idet det er ret åbenlyst, at konflikten imellem den demokratiske verden og den shariadominerede verden er stærkt eskalerende.

Det minder lidt om dengang Danmark allierede sig med Napoleon, det kostede Norge, gad vide om vi overlever dennegang.

Danmark har stadig ressourcer, men de sidder desværre ikke i den danske regering.

G-d bevare Danmark.

Kaos

i Islam/Kristendom/Kritik/Politik/Socialisme/Valg af

Det er helt utrolig hvor elegant den dansk politiske virkelighed følger lærebøgernes diktioner. I følge Platon er demokratiets bagside for meget frihed og for lidt ansvar. Konsekvensen er kaos, som mærkes ved at alle er urimelige, dyr, mennesker, høj og lav. At man ikke skelner imellem borger og ikke borger, at man ikke respekterer lærerne og, i følge Isokrates; at loven nedbrydes.

Alle disse tegn ser vi tydeligt i dagens politik; det er kaos, man respekterer ikke folkekirken ved at sætte en inder som boss, man har en udenrigsminister som ikke kan tale engelsk, en statsminister som ikke kan finde ud af særlig meget, et parlamentarisk grundlag under regeringen som er dybt anarkistisk, og værst af alt en politik som uværligt vil skabe kaos i danskernes hverdag.

At løsne op på udlændinge politikken er præcis som Platon beskriver demokratiets skyggeside, et udtryk for at man ikke skelner mellem borger og ikke borger.

Det utrolige ved den moderne version af demokratiet er at det eksisterende folketing hujer og råber hurra for at kunne endnu mere frihed til muslimerne, og mindre tryghed til danskerne. Det er som om at den nuværende regering fejrer sin egen undergang; hurra vi begår selvmord.

Det er næsten sikkert som amen i kirken at denne politik vil være upopulær i befolkningen, så regeringen begår yderligere selvmord fra start af, de kommer højst til at sidde en enkelt termin med denne politik, og de vil få meget svært ved at komme til magten igen, hvis de kommer så langt som til næste valg. Jeg mener, den politik som de har tænkt sig at føre er langt mere radikal liberal end den norske, og der fik halvdelen af den socialistiske ungdom altså at mærke den værste konsekvens af politik.

Hvis man kigger lidt ud af, så ser det heller ikke godt ud. EU er tæt på sammenbrud; Euroen hænger i en tynd tråd, England overvejer at give befolkningen en mulighed for at stemme om medlemsskabet. Hvis englænderne får lov at stemme, så falder korthuset for alvor sammen, for EU er ikke populær i England, og hvis England melder sig ud, hvad så med de andre lande? Vi står altså overfor EU´s demontering.

Udenrigspolitisk står vi overfor en eskalerende konfrontation imellem islamistiske lande og Vesten. Denne konflikt har sin lokale version i Danmark; oprettelse af moskeer, slåskampe imellem muslimer og danskere repræsenteret ved bikere og indvandrerbander.

Konflikterne vil altså eskalere og regeringen er fuldstændig amatøragtigt sat sammen. Hvis ikke det lige havde været fordi det er blodig alvor, så ville vi stå i en næsten hysterisk Monty Pythonsk situation; “Come back and I will bite your knee!”, råbte den armløse og benløse ridder efter sin udfordrer. “Kom tilbage kære vælgere, og vi vil danse rundt og lave indianerdans, bede om godt vejr og medvind på cykelstierne!” råber den nye regering.

Strategien for oppositionen er imidlertid ganske enkelt; vælgerne vil søge tryghed i en der kan “få orden i tingene”, oppositionen skal altså vise styrke, komme med seriøse konstruktive forslag, kritisere sobert, vise mandsmod og hjerte, og så for guds skyld slappe af og få sig et godt grin en gang imellem. Jeg glæder mig for eksempel til at se Villy Søvndal møde Obama og høre ham forsøge at stave sig igennem magne carta, eller høre hvad de danske præster har at sige om det nye indiske overhoved, eller opleve regeringens hovedløse skræppen op når EU falder.

Jeg glæder mig dog ikke til den forfærdelige virkelighed de vil skabe, for det kommer til at gå ud over dig og mig. Men det er os selv der har stemt dem til magten, så det er vores egen skyld. Korruptionen ligger i dem der stemt gøglerne ind, de har det sidste ansvar, det vil altså sige din mand, din kone, dine børn og dine venner. De kommer til, ligesom vi andre der har lidt mere rationalitet at gøre med, at lide.

Analyse af valget

i Forsvaret/Humanisme/Islam/Socialisme/Valg af

For at forstå de konfliktpunkter og hermed den udvikling den danske politik  er inde i, må man forstå hvordan politik udvikler sig. I følge Hegel udvikler politik sig imellem to modsatte synspunkter. Altså f.eks.; liberalisme imod konservatisme, socialisme imod konservatisme, rød imod blå. Der er altså tale om en dialektik.

Denne forståelse gentages eller reformuleres af den klassiske historiker Thycudides, der er forfatter til mesterværket Den pelleponesiske krig. I følge Thycudides blev kampen imellem Sparta og Athen udfoldet som en reel konflikt imellem det demokratiske Athen og det “kommunistiske” Sparta. Konflikten var ikke bare imellem hærene, men var også dybt forankret i de andre hellenske bystater, der hver havde en spartansk og en athensk opposition. En pessant kan man måske lige nævne at Sokrates, Kritias og Platon tilhørte den spartanske opposition i Athen.

Kender man til denne mekanisme i politik, begynder det danske politiske liv at tage nye former. Det er, for mig at se, evident, at danskerne er meget splittede når det gælder islam. Nogle er for, andre er imod. Alle flosklerne om “multikultur”, “anstændighed” og snakken om tonen, dækker i virkeligheden bare over en slet skjult støtte til islam. Det er muligt at alle ikke er det helt bevidst, men når nu vi har haft Mohammedkrise, intifadaer i det meste af landet, når palæstinenserne har stået og heilet på Rådhuspladsen og Lars von Trier er blevet officelt støttet af Iran, så er der ikke nogen undskyldning længere. Sandheden er at multikulturalisterne er fascineret af muslimerne, hvilket er mig uforståeligt. Det er muligt at der er nogen tøser der drømmer om at få smæk, anden seriøs forklaring kan jeg ikke rigtig se. Islam er jo reelt ikke en seriøs konkurrent til det oplyste, humanistiske demokrati.

Skellet imellem de prodemoratiske humanister og de islamglade venstrefløjsere blev faktisk accentueret ret tidligt i valgkampen. Villy Søvndal blev lidt nervøs og kom til at nævne, at han ville afskaffe en del af den lovgivning, de borgerlige havde stillet op overfor islam. Det blev set som et knæfald for islam af mange SF´ere, og gav dermed en demoralisering af de prodemokratiske SF vælgere. Så gik det ellers slag i slag; Enhedslisten og De radikale lugtede blod, og meldte klart ud at de støttede afskaffelsen af 24 årsreglen, og her begik de demokratiske kræfter i venstrefløjen en stor fejl. I stedet for at melde klart ud, at de er imod islam, islamisme eller hvad man vælger at kalde det, blev man bange og tænkte at det nok var bedst at holde lav profil. Der var flere oplagte muligheder for at melde ud; for eksempel da Kamal Qureshi blev hugget ned af en eller flere salafister. Men man valgte at holde mund. Det gav reelt Lars Lykke Rasmussen en gylden chance for at hente nogle af de prodemokratiske stemmer ind over midten. Hvis Lykke Rasmussen havde været lidt hurtigere ude af starthullerne, kunne han havde vundet. Men han rystede på hånden da Helle Thorning Schmidt var i krise, der skulle han havde været skarpere, så havde han vundet. Men det er selvfølgelig for sent at ærge sig over nu. Næste gang vi kommer til valg er det ufattelig vigtigt for Lars Lykke at være modig fra start til slut. Det er klart at hans styrke ikke skal forhindre ham i at vise varme og hjerte, men det vigtige for de prodemokratiske kræfter er at Lykke Rasmussen viser at han formår at give islam modspil.

Tilbage står vi med et Konservative Folkeparti som reelt mistede magten ved at gå med på de radikales promuslimske projekt. Jeg kan ikke se den dybere meningen med det. Jeg mener partiet er vel til for at forsvare landet imod udenfrakommende fjender, det kan man vist ikke lige sige de har excelleret i at gøre.

I følge Thycudides eskalerer konflikten imellem de to parter stødt og roligt igennem konfliktens varighed. Jo længere tid den varer, jo værre bliver det. Det kan man f.eks. også se i den puniske krig imellem Rom og Karthago, hvor de to stridende parter endte med for alvor at blive uvenner.

Det kommer også til at ske i denne konflikt, de promuslimske kræfter vil stå stejlere og stejlere overfor de prodemokratiske kræfter.

Der er meget på spil, det er ikke mere end et par måneder siden at den Socialdemokratiske ungdom blev mejet ned på en ø i Norge. Det kan den Socialistiske regering også risikere, hvis de ikke formår at tackle sagen professionelt. Det er altså med livet som indsats at de skal forsøge at balancere. Den borgerlige regering vidste godt hvad der var på spil, og den havde forsvarets opbakning. Socialisterne har ingen anelse om hvad de går ind til, de skal balancere på en knivsæg, og de har på ingen måde forsvarets opbakning.

Hold hovedet klart, vær ærlige, forsøg at holde en fin balance, det er mit bedste råd til socialisterne. Husk på, at det er med livet som indsats at i regerer. Pas på med for megen propalæstinensisk propaganda, det var det der fik det til at gå ned for de norske Socialdemokrater. Hold jer neutrale, så har i en lille chance for at komme igennem de næste par år uden at miste folk.

Held og lykke, og pas nu på.

G-d bevare Danmark.

Valget

i Valg af

Det var godt jeg ikke blandede mig mere i valget, jeg har, som politisk filosof jo ansvar for både højre og venstre. Nu gik det ikke så godt for socialisterne. Helle Thorning Schmidt fik skabt det værste resultat siden Hal Koch var tænker for Socialdemokraterne.

Det er ikke kun hendes egen skyld, det skyldes en stor metaltræthed i Socialdemokratiet, og en meget dyb etisk og politisk/filosofisk krise. Man ved ganske enkelt ikke hvad man skal gribe eller gøre i; 68´erne, de fantastiske fire; Auken, Nyrop, Bjerregaard og Lykketoft er forlængst stået af vognen, og det post KGB genererede politiske projekt; sælg landet og nedrust, byg nogle vindmøller og sælg vores kvinder, er udfaset. Rusland er trætte af deres evindelige og prostituerede parter, og vil hellere være seriøs og demokratisk. De har oven i købet fundet troen igen, og de gamle KGB netværk er ved, så småt, at gå i opløsning.

Derfor er hele den socialistiske verden ved at gå til i forfald. Det gælder ikke kun Socialdemokraterne, det gælder også for andre socialister i andre afskygninger; SF´ere, asiatiske og sydamerikanske socialister.

Som en ekstra bonus er alliancen med islamisterne i Iran for alvor ved at give problemer. Alliancen som muligvis har stået bag den gigantiske import af muslimer i til Europa er ved at gå død. Obama valgte knivskarpt og rigtigt da han fik sat Ahmadinejad stolen for døren efter at have pløjet Gadaffi ned under den Berberpløjemark, hvor han på et tidspunkt residerede som sultan af Nordsahara.

Tilbage står de danske socialister med tømmermændende; intet ideologisk drive, ingen seriøse venner, hverken her eller i udlandet, truet fra alle sider; islamisterne, de konservative kristne hærkredse og hvem der ellers kunne finde på at trække en nemtanskaffet automatpistol og skyde på dem ved møder rundt omkring.

Det ser ikke godt ud.

Denne demoralisering kan kun stoppes ved at finde nye idealer. Mit forslag har været at finde ind til ny form for social demokratisme baseret på mit opgør med Marx og en tilbagevenden til den Hegelianske ide. Men det har desværre ikke mødt den store forståelse, hvilket vil være ærgeligt når opgøret med islam begynder at tage fart.

Det bliver forfærdeligt, og socialismen er for alvor ved at at være en outdated filosofi, ligesom andre glemte filosofier vil den blive arkiveret sammen med Epiranismen, Anaxagoranismen og Valentinismen.

Men indtil det er sket, vil vi desværre skulle se på socialismens langsomme og dræbende død. Først vil den ene lem blive opslugt af islam, derefter vil den anden del blive udraderet af et andet system. Til sidst vil socialismen komme til at stå som et afpillet fugleskræmsel, endnu mere afpillet end nu.

Jeg skal nok være der, og kaste den ene redningskrans ud efter den anden. Hive socialisterne op af moradset, men jeg er virkelig træt af at være ugleset og udenfor, fordi jeg tillader mig at sige det evidente.

Derfor kommer redningerne ikke uden at jeg skælder ud og tillader mig at påpege det urimelige i, at samfundet placerer deres filosoffer i skammekrogen alt i mens de stærkt regner med, at jeg skal være der når det hele brænder på.

Grundtvig fik sine ti år med censur, er der nogen der har en ide om hvornår min dom udløber?

Med venlig hilsen, og held og lykke

Asger

Traditionalister og fornyere

i Humanisme/Islam/Israel/Socialisme/Valg af

Socialismen er i sin grundvold solidarisk, og hvis den er det, kommer man ikke uden om spiritualiteten. Spiritualitet er at se sig selv som en del af den verdensintelligens som omslutter alt levende, at være en del af den kreation som er G-d. Vi er alle en, siger mange, det passer ikke. Nogle er i den ene del af kreationens domæne, andre er i den anden del af kreationens domæne. Men der er ingen tvivl om at de gode socialister, er dem som knytter sig til den del af kreationen, som er god.

I dag er den danske socialistiske del splittet, den er splittet imellem dem som vil forny og finde ind til en reel, spiritual solidaritet, til en kærlighed som rækker ud over ører og kroner, og rækker ind i en venskabelighed og kærlighed. Og så dem som ser det marxistiske, gammeldags i en økonomisk kalkule, og en stædig insisteren på at solidariteten med Hamas og Gaza er det eneste saliggørende. Vi taler altså om en proislamisk og en antiislamisk opposition, en materiel imod en spirituel, en økonomisk imod en menneskelig del.

Denne splittelse er det som gør socialisterne svage i valgkampen. Nogle socialister vil bygge en demokratisk antisfascistisk politik op a´la Oraina Fallaci, andre vil blive i den promuslimske, Gazavenlige, antisemitiske ide.

Når man er splittet, så står man svagt, og først når splittelsen materialiserer sig i klare politiske enheder, vil den enkelte enhed være stærk i sin identitet og arbejde.

For mig at se kunne man yderligere kigge imod Iran og Egypten, hvor de socialistiske perspektiver har udviklet en klar antiislamisk ide. De ved hvad islamisterne er for nogle ubehagelige idioter, og har bekæmpet dem på solidaritetens præmisser.

Jeg håber ikke at socialisterne kommer til magten endnu, det er for tidligt, først når splittelsen imellem traditionalisterne og fornyerne er gennemført vil de enkelte fløje kunne køre rent ideologisk spil, indtil da er de svage.

Det kræver yderligere et opgør med den kolde krig, et opgør som måske kan facilitere, det valg socialisterne kan komme til at tage.

Indtil da, støtter jeg de progressive kræfter i det socialistiske miljø, men jeg tillader mig at pege på, at Lars Løkke, ligenu er den bedste kandidat til at styre landet. For i Venstre har man sine svagheder, men afstandstagen fra islamismen er ikke en af dem.

God valgkamp, og måtte den rette vinde valget.

Lidt valgreflektion

i Islam/Israel/Journalistik/Valg af

I en kamp bør man kende sine venner, sine fjender og sig selv.

Hvordan ser det ud for Danmark lige nu?

Først fjenderne. Den væsentligste fjende Danmark har pt. er Iran. Iran fungerer som alle islamisternes moderorganisation. Igennem sit net af skuffe jihad selskaber styrer Iran store dele af den muslimske bevægelse i Europa og andre steder i verden. For eksempel blev Theo van Gogh efter sigende slået ihjel af en iransk stråmand.

I Danmark er Iran primært repræsenteret ved sin ambassade, men har også mere eller mindre åbenlyse kontakter til den snart nybyggede moske på Vibevej 25 i København. Yderligere har Iran også klare forbindelser til den stærkt islamistiske gruppe Hamas der forsøger at knægte Israel, og, i øvrigt er godt på vej med sine manøvrer via FN.

Bruger vi denne viden, og sætter den i forhold til den hjemlige politiske spil, bliver Danmarks godgørere og mindre godgørende spillere klare i deres position. Hvem spiller sammen med iranerne i deres forskellige spil; socialisterne. Det er den socialistisk orienterede borgerrepræsentation i København der just har godkendt moskeen på Vibevej, godt nok med nogle vage undskyldninger om at de ikke kan tage ansvar. Men det gør det vel ikke mindre tydeligt, at de ikke skal stå i opposition til islamismen i København. Tillige er der klare forbindelser imellem flere socialistiske kamporganer og islamisterne i Gaza.

Vi taler altså om relativ åbenlyse fjender af samfundet, som har lokale kollaboratører her til lands.

Det skal siges, at der er klare tegn på, at venstrefløjen er ved at bryde kontakten til islamisterne, hvilket vel også bliver den ultimative konsekvens. Der er ganske enkelt ingen der kan tage de iranske ayatollaer seriøst, mindst af alle de socialistiske miljøer der rundt omkring i verden. Det er for sygt det de har gang i. Men lige nu, har vi altså en kollaboratør i vores midte.

Kigger vi lidt på kollaboratørens magtmidler. Så er det ret tydeligt, at de faktisk ikke selv er skyld i at de holdes fast i den pro islamistiske position. Det er mediernes skyld. De danske medier er langt mere radikale i deres pro islamistiske holdninger end politikerne, hvilket betyder, at medierne ofte kører debatten helt ud på et sidespor, og ofte tvinger de socialistiske politikere ud i positioner de egentlig ikke ønsker selv.

Hvad skal man så gøre for at modvirke den åbenlyse negative påvirkning af vores samfund? Man bør oplyse, kaste lys på de sammenhænge der er, og de klare konsekvenser det har for vores samfund. Skal vi virkelig i båd med Hamas? Vil vi overtages og styres af de gale Aytollaer? Vil vi køres ud på et sidespor internationalt? Vil vi virkelig holde i hånd med de værste og mest inhumane politiske spillere i verden? Det er ikke godt at blive associeret med massemordere og galninge, så det bør vi vel, alt i alt, forsøge at undgå.

For mig at se, er det vigtigt vi gør os vores magtmidler klare, og undgår det åbenlyse magtmisbrug socialisterne gør brug af lige nu. Vi bør være det de ikke selv formår; ærlige, redelige og retfærdige. Først da vil vi vi kunne undgå at hoppe i samme fælde som dem selv; svigtets fælde.

Målet er et samfund hvor der er kærlighed, og først når vi gør vores magtmidler klare og undgår at gøre mod andre det som de gør mod os, er det vi gør i orden.

 

Det realistiske valg

i Politik/Valg af

Danskerne bør være realistiske i forhold til valget; den næste statsminister skal føre landet i en potentiel intern krig; Iran har efterhånden udviklet våben der er så avancerede, at de kan nå Europa, og de er ved at lægge sidste hånd på den endelige Harmagedon teori.

I dette scenerie, hvor mennesker bliver skudt i gaden, kvinder voldtaget, folk massemyrdet, vilkårligt og uden nåde, skal vi have en leder som er forberedt.

Danmark står øverst på Irans hitliste efter Mohammedkrisen, og den ledende rolle Danmark har haft i Afghanistan, Irak og Libyen. Man skal ikke være naiv, det vil betyde terror angreb, muslimsk aggression, død og ødelæggelse.

Reelt står vi i et afgørende valg; vil vi have Lars Løkke Rasmussen, eller vil vi have Helle Thorning Schmidt i denne situation? For mig at se, er der ingen reel diskussion. Helle Thorning Schmidt vil ganske enkelt ikke kunne magte opgaven, og hun vil derfor bringe landet ud i en desperat destruktion. Potientielt kan det betyde at vi bliver kørt over af den ene eller den anden stormagt, hvis vi har en leder som ikke formår at tænke selv.

Det er enkelt; vil vi have en seriøs mulighed, som lille land, at overleve det potientielle ragnarok vi ser foran os, eller vil vi spille det rådne kort?

Jeg stemmer for Løkke, med al respekt for de gode kræfter der er på den danske Venstrefløj.

Go to Top