Category archive

Danmarks Radio

Angsten æder sjælene op

i Danmark/Danmarks Radio af

Jeg er nu på vej hjem fra Folkemødet, undskyld jeg ikke har diverteret med flere indholdsmæssige guldkorn. Der var simpelthen for mange. Som da jeg fik en kæmpe Facebook tommel op af selveste Generaldirektøren af DR, da jeg opfordrede til at DR tager sine folkeoplysningspligt alvorligt og strækker samtalen til også at inkludere de politiske bloggere. Eller da jeg gav Dan Park et jernkors i silende regn og hvæser fra Dans side som var så bastant at vi konstant skulle samle ham op fra den ene og den anden rendesten.

Der er meget at blogge om, og jeg fornemmer et nybrud.

Men når jeg sidder her i mit elskede København, kun på visit i to timer, for derefter at age imod Jydens land, så sidder et foredrag present i min bevidsthed, specielt et. Det sidste, eller måske i en symbolsk forstand det første.

Lad mig sætte scenen for dig kærer læser.

Jeg ligner lidt en hippie her på Folkemødet, jeg render rundt med mit lange hår og min rygsæk, og så er jeg jo sådan lidt jødebrun i hovedet så folk kan ikke rigtig placere mig.

Der er vagter over det hele, specielt når emnet kredser om Islam, så er der mange, mange vagter. Men et foredrag var nu alligevel det mest beskyttede. Dansk Journalistsforbunds foredrag med Flemming Rose. Du ved, den redaktør som sørgede for udgivelsen af Mohammedtegningerne.

Jeg går derhen med min rygsæk fyldt med vådt tøj, lidt forpustet efter de mange dages foredrag, Uwe og Dans dødsdruk (Specielt Dan) og bare sådan generel udmattelse af alle de mange indtryk. Jeg forcerer en lille bakke, som der er så mange af her på Bornholm, og dykker ned imod et gammelt røgeri.

Der står der er festfyrværkeri af politimænd, store, små, gamle unge. Allesammen med en sprunklende ny skudsikker vest, som de, allernådigst fik doneret efter det sidst terrorangreb imod min Vilks komite.

De kigger meget betænksom på mig, for hvad nu hvis jeg er en terrorist, jeg bliver da også, sammen med alle andre til Rosens arrangement, vist til siden og får gennemrodet alt mit våde tøj i rygsækken, og får lov til at komme ind.

Der er et eget “clash of civilisations” inde i teltet. Det er som om Politiken sidder på meningsdannelsesånden i teltet. Der er fyldt med festlige billeder af alverdens flygtninge/migranter eller hvad man kalder dem inde i teltet. I bedste dumskalle intelligens har man altså ment at alle der vandrer fra Mellemøsten er stakkels, stakkels, stakkels siger venligboerne.

I denne ramme står altså Rosen, rank og lettere nørdet med sin strøgne skjorte, sygekassebriller og intenst stirrende blik.

Da han ser mig, ser han væk. Han er nok bange for at jeg er Muslim. Hvilken ironi. Ved siden af mig står en PET vagt og kigger på mig ud af øjenkrogen, så jeg tager min trøje af, og viser min Davidstjerne, så bliver han langt mere rolig, og skammer sig lidt kan jeg mærke. Sådan er der så meget.

Rosen fortæller om sin lange seje kamp, om reflektionerne, og jeg får lige denher med på vej ud af Folkemødet.

Lyt nu godt efter, for det her vedkommer specielt dig.

Rose fortæller om sine seje kamp imod censuren i Rusland, som varede i halvfjerds år, og fortæller lidt om hvad der så sker med den offentlige censur når den har været praktiseret længe nok. Så bliver den internaliseret, og man opfinder rationaler for den. Han kommer med eksempler på rationaliseringen imod kritikken, mange mener at det er for meget at “krænke” bestemte befolkningsgrupper, at der er noget galt med “tonen”, osv. Han siger, at det bare er, med hans erfaring fra Rusland forklaringskomplekser den enkelte giver sig selv for at flygte fra det faktum, at de har mistet deres objektive ret til at udtale sig bestemte emner.

Han siger, at det er fordi vi er bange at vi putter bånd på os selv, og han siger, at det havde været mere ærligt bare at sige er vi er bange for at sige noget kritisk.

Vi lader lige den står et sekundt, tænk lige over det.

Vi slutter af med, at vi klapper for Rose, for hans ubøjelige kamp for den vigtigste af alle frihedsrettigheder, retten til at ytre sig frit.

Det kan være at magthaverne nu begynder at mene at det er en skidt ting, men den gode nyhed er, at det ikke kan lade sig gøre at knægte ytringsfriheden og udviklingen af den nye ideer. De finder bare andre veje at finde rundt i samfundet.

Sådan er det, og på tærsklen til at vi nu endelig slipper ud af statens jerngreb, alle os som er reelt kritiske overfor Islam. Så lad os lige slå det fast, vi gjorde det primært fordi vi ikke ville være bange og frygte.

For som Günther Walraff så tankevækkende siger; Angst essen seele auf. Angsten æder sjælene op, og vi har stadig vores sjæl. De få af os, som ikke frygter.

DR

i Danmarks Radio af

Det er væsentligt at omdanne samfundet på nogle nye præmisser, hvis vi skal ordentligt ind i det nye årtusinde. Imidlertid kan vi kun omgøre samfundet hvis vi dels er helt klare på, hvor vi vil hen og med hvilke værdier og midler. Og dels er klare over den historiske udvikling som samfundet har været igennem.

For nogle år siden skrev jeg en bog sammen med den tidligere leder af DR, Hr. Christian Nissen, som på mange måder definerede DR som det er i dag. Vi diskuterede Platon og retfærdighed, et interview der, i øvrigt, endnu ikke er forstået på DR. Men det er en helt anden historie.

Men ved dette interview synes jeg, at jeg fik en god indsigt i DR´s styrker og svagheder. Jeg kan godt lide Christian Nissen, fordi han inderst inde er en dygtig Socialdemokrat med hjertet på det rette sted. Ikke i Thorning Scmidt aftapningen, men i højskoleaftapningen som har forståelse for grundideologien i Danmark, nemlig Grundtvig.

I følge Nissen var problemet for DR, at DR havde vokset sig så stor, så at det blev en form for økosystem uden reel kontakt til verden udenfor, det blev selvreferentierende. Altså dannede en mur omkring sig selv med en borgvagt på hvert hjørne, og derefter forsøgte at definere virkeligheden selv.

Der har, reelt, gjort, at DR ikke har fulgt ordentligt med i udviklingen af samfundet. Megen af den debat vi har ført her på det sidste, har DR ganske enkelt valgt at overhører, og lever stadig reelt i en form for firser virkelighed med Samba, mangekultur og Bamses Billedbog. Fint nok, det er sikkert hyggeligt nok med Sebastian og Bohemeliv, men verden har altså udviklet sig.

Så har den tidligere borgerlige kulturminister Hr Per Stig Møller forsøgt sig med at skære lidt af DR af og oprette en ny radiokanal. Det mislykkedes, fordi alle medarbejderne er ligeså uduelige som dem på DR. Man har så at sige bare lavet en ny DR klon, en form for mystisk P1 ingen rigtig hører.

Metoderne er ligesom DR, ja faktisk værre, idet sådan en som Jeppesen, som, en pessent, udelukkede mig fra sin blog DEN FRI, bruger det som et magtfordelingsinstrument, hvor nogen holdes indenfor, og nogen holdes udenfor. Altså bare endnu et styringsinstrument for staten.

Det var ikke lige meningen med den radio.

Men det understreger i høj grad mediernes krise og de problemer der er i de danske medier. Man er mere interesseret i at forsøge at styre danskerne ved at give dem adgang til nogle informationer og ikke adgang til andre. Bestemte politiske perspektiver, som blandt andet mit, er ikke accepteret, da det åbenbart ikke behager parnassat.

Med andre ord, der er to væsentlige faktorer som udgør DR og medierne generelle forfald; en udbredt magtmisbrug, og en manglende evne til at tage de nye strømninger til sig. Med andre ord, her er virkelig et område i samfundet som kræver en særbehandling for at få til at fungere reelt igen.

Med dette i mente, skal man så også forholde sig til hvad man så vil med et nyt mediebillede. Her er to værdier væsentlige; frihed og ansvar.

Friheden til at ytre sig frit, og ansvaret overfor værdierne i samfundet. Ikke på statens præmisser, men på folkets præmisser. Det er det som et demokrati i sidste ende er, et folk.

Yderligere mener jeg, for at holde fast i grundværdierne i samfundet, at man skal huske på Grundtvigs ideologi; folkeoplysningen. Her er der mange der måske mener at det er lidt gammeldags med folkeoplysning, men jeg mener at det er en værdi som aldrig går af mode, og det er reelt når man glemmer denne ide, at samfundet går i stykker. Hele halvfjerser implementeringen af velværdsstaten glemte denne værdi, og det er reelt det vi lider under i dag.

Folkeoplysning er at give folket adgang til viden og visdom. Forstået på den måde, at hvis folket kender op og ned på verden, kan det selv drage konklusioner og deltage langt mere kvalificeret i den demokratiske samtale.

Godt, med disse to diskussioner i bagagen, kan man altså forsøge at tænke et nyt mediebillede og et nyt DR. Altså problemet er magtbrynde og manglende evne til at være åben for nye strømninger i samfundet. Målet er at skabe mere frihed, ansvar og folkeoplysning.

Det kan man gøre ved at tænke hele institutionen om igen, på følgende facon.

Som i Grækenland, kunne man ganske enkelt terminere institutionen og starte forfra. Det er en alt for stor enhed, den skal skæres ned i mange mindre bidder. En institution for nyheder, en for musik, en for børneunderholdning og en for litteratur.

Det store hus skal fjernes, og de små enheder skal spredes ud i hele landet. I stedet for at al produktion er i DR byen, skal noget produceres i Vojens, noget i Fjerritslev, noget på Vallekilde, noget på Sydfyn og lidt i Valby.

På denne måde får man små, uafhængige enheder som ikke kan samles i en stor selvreferentierende enhed.

Det skal forberedes grundigt, så at de ressourcer der skal til, skal være der. Så reelt bliver det en meget lille produktion, for der er ikke særlig mange dygtige folk i Danmark, de fleste er fanget af korruptionen. Men man kan forsøge at finde noge ukorrupte mennesker og spørge dem hvordan de ville skrue det sammen på en måde, så at man sikrer ytringsfriheden, en solid og kvalificeret nyhedsdækning som er reelt oplysende og en solid uddannelse og dannelse af folket med gode oplysende og spændende dokumentar programmer.

Politiseringen skal væk, og folket skal selv kunne danne sig sine egne holdninger på basis af den lødighed de mødes med af den offentlige formidling.

Danmark er en landsby, måske en lidt mere global landsby. Men en landsby hvor alle kender hinanden, det skal udnyttes, så at alle der har lyst bliver hørt, og vores medier går ned på øjenhøjde med mennesker, ikke forsætter i et udueligt og korrupt elfenbenstårn.

G-d velsigne de fattige i ånden og de modige i handling.

Den kolde krig

i Danmarks Radio/Journalistik/Kritik/Politik/Socialisme/Universitetet af

Det er væsentligt at forholde sig til den kolde krig af flere årsager; placering af skyld og evt. retslige efterspil for dem der har overtrådt loven og samarbejdet med udenlandske efterretningstjenester, reorganisering af offentlige medier og bureaukrati, således at de sovjetiske propagandatiltag ikke længere spiller rolle i ovenstående. Men mest fordi vi skal forberede os på ikke at blive taget ved næsen igen af en fremmed efterretningstjeneste, som spiller os ud imod hinanden og forpester det politiske og mediemæssige liv.

Yuri Bezmenov, den sovjetiske tidligere KGB agent siger det klart; det handlede om at demoralisere Vesten, ved at overtale studenter, kunstnere og andre til at forråde deres egne lande, traditioner og idealer. Det lykkedes, over al forventning, og i dag sidder vi med eftervirkningerne.

Efter min mening er antidosen ikke kun at de skyldige får den straf de fortjener, men også at befolkningen bliver klædt på til at forstå de spil, der sker bag om kulisserne. For hvordan skal vi kunne have et demokrati, hvis det ikke er den frie samtale men efterretningstjenesterne der styrer landet? Ja, kan man så overhovedet tale om offentlig argumentation, hvis landet styres af udefrakommende argumenter, og ikke brydes i forhold til den virkelighed som er i landet?

Det mener jeg ikke, den frie debat bør altid tage udgangspunkt i den virkelighed som er i det givne territorium, nation eller stat.

Men, lad os forsøge at analysere lidt hvad Danmark har været igennem siden den kolde krig startede for alvor.

Før 68 var landet nogenlunde kørende, Hal Koch generationen efter verdenskrigen, var en stout og skarp generation. De var ægte demokrater, og skarpe på at erkende hvad der var op og ned på virkeligheden.

Det store skift skete i 68, her begyndet den sovjetiske propaganda at virke for alvor; Vietnamkrigen, Beatles, de fantastiske fire i dansk politik; Auken, Nyrop, Lykketoft og Bjerregaard.

Efter 68 fik den sovjetiske propaganda en klar indvirkning på samfundet; fodnotepolitik, atomvåbenfrit Norden, indførelsen af velfærdsstaten, kvindefrigørelsen. Hele den offentlige sektor blev stærkt omvendt og infiltreret af den sovjetiske propaganda. Ja, Danmark var en af de førende, hvis ikke det førende land, når det kom til at indføre sovjetiske propagandatiltag. Propagandaen blev indført uden skelen til de danske traditioner for folkedemokrati og fri debat. Den primære medieagent var Danmarks Radio, som svigtede de grundtvigianske idealer, og gik agurk i propagandaøjemed. Bomholts credo; at Danmarks Radio skulle opstille rammer for demokratiet blev afløst af folkeopdragelse og bedste Pravda stil. Det er sandheden.

Så faldt muren, og siden har den sovjetisk infiltrerede socialistiske middelklasse levet i angst for det opgør, der jo uværligt må komme. Platon beskriver processen i Staten; “Skinnet af retfærdighed”. Når magthaverne lader som om at de er retfærdige uden at være det, tvinger de sig selv hen i en position, hvor de bliver nødt til at styre informationsstrømmene. For informationen om det der virkelig er hændt, kan skade det image de har som retfærdige. Det er derfor socialisterne er så hunderædde for at slippe magten over medierne, for det vil ultimativt stille dem til ansvar for samarbejdet med KGB under den kolde krig.

Nu er opgøret langsomt ved at være på vej, nogen har vel erkendt, måske PET, at vi bliver nødt til at kende sandheden for at komme videre som samfund. Den skyld socialisterne føler sidder som en stor prop af dårlig samvittighed og giver manglende bevægelse i samfundet.

Det transparente, oplyste samfund forudsætter at folket kan erkende og forstå hvad politikerne gør, hvorfor de gør, hvilke legekammerater de har, hvad der er konsekvensen og så videre.

Imidlertid er erkendelsen af hele efterretningstejeneste halløjet en meget svær pille at sluge. Jeg har personligt været i nærkontakt med hele gamet i min tid som direkte politisk aktiv. Bl.a. har jeg været i nærkontakt med PET. Så jeg ved hvordan det hele fungerer.

Som en af de få ærlige intellektuelle har jeg så talt åbent om det, hvilket har reddet mig mange interessante øgenavne og givet meget skæld ud, specielt i blogverdnen, fordi de måske ikke lige har tænkt over, at de også er infiltreret af efterretningstjenesterne. Men det er selvfølgelig ikke desto mindre rigtigt, hvem skulle ellers infiltreres i landet, hvis det ikke er de meningsdannende “ekstremistiske” dele af samfundet?

Anyway, erkendelsen og forståelsen af motiverne for efterretningstjenesterne spil er virkelig vital for et moderne demokratiske land, ikke kun for staten, men også for befolkningen. I det grundtvigianske perspektiv er demokratiet folket, og det er først når folket erkender hvordan verden er, at den frie debat kan føre til fornuftig styring af landet. Hvis ikke befolkningen kender til de hemmelige spil, vil befolkningen stemme på de forkerte partier, fordi de ikke forstår hvad der egentlig sker.

Vi er i Danmark blevet kørt rundt ved næsen af KGB i slutningen af den kolde krig, og vi bliver, sandsynligvis kørt rundt ved næsen af den iranske efterretningstjeneste i dag.

Det er meget enkelt; KGB versionen, som iranerne har lært af, kører på medier, akademiske institutioner og skoler, kulturliv. Ideen er, at de holdninger som agenterne kan få til at opstå i et land, kan enten ødelægge landet, eller fremprovokere en situation som er gunstig for det land efterretningstjenesten kommer fra. Konkret blev f.eks. atomvåbenfrit Norden planlagt og eksekveret af Sovjet, ikke for Nordens skyld, men for Sovjets skyld.

CIA har andre metoder, men de spiller også en rolle, men dog en mindre agressiv rolle, med langt mere respekt for de lande de er i, de er, trods alt, vores tætte allierede, og vi deler jo de demokratiske traditioner med hinanden.

Men, hvis ikke vi erkender de svigt 68´erne gjorde, og får ryddet op i medier, skoler og bureaukrati, så vil KGB skolingen hænge som en fad dunst af idioti og svigt i samme institutioner. 68´erne vil fortsætte den sovjetiske mission, lang tid efter at Sovjet gik ned med flaget, som halvdøde robotter, der sikkert men uden den store entusiasme gentager de slidte paroler.

Yderligere gør det landet utrolig sårbart overfor den iranske efterretningstjeneste, der, af gud ved hvilken årsag, har relativ frit spil i Danmark. Det er i hvert fald mine personlige oplevelse. Nej, Nørrebro er ikke befolket af stakkels indvandrere, det er styret og kontrolleret fra moskeerne, herunder gigantmoskeen som er ved at blive bygget, hvis de får lov, på Vibevej 25 af iranerne.

Sagen er, at vi bliver nødt til at sætte en virtuel klamme omkring tiden fra 68 til nu, og tage fat i de ideologiske strømninger der var før 68. De danske demokratiske traditioner for at gøre demokratiet til noget som sker med folket og for folket. Vidskab, og folkeoplysning skal igen være centrale i vores tænkning, kreativitet, den frie tale, fællesskabet er værdier vi kan finde tilbage til, uden at det vil være andet end sundt og godt for os allesammen.

G-d bevare Danmark.

Danmarks Radio og frihed under kærlighed

i Danmarks Radio/Journalistik af

Sandheden er ilde hørt, mest fordi folk er bange for de konsekvenser sandheden har for deres egen person; forfølgelse, social udstødelse, vold. Ofte er tabuer genstand for beskyttelse, ubevidst som bevidst, og islam har været et tabu man ikke måtte kritisere, men er det ikke længere. Vi må nu igen kritisere islam, og det er selvfølgelig godt for alle inklusive muslimerne selv.

Hermed bliver Danmarks Radios opgave også meget lettere. Indtil videre har institutionen set sig selv først som propaganda apparat for kommunisme og sidenhen for islamisme. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, Danmarks Radio er meget mere end de propaganderende del af institutionen, men store dele af huset har reelt været, og er stadig en propaganda institution.

Værdierne i huset er imidlertid sunde hvis vi går helt til udgangspunktet; Julius Bomholt. Julius Bomholt var en folkehøjskolemand, og måske kan nogle af hans idealer bruges i dag.

Først og fremmest kan man kigge lidt på hvad højskoletraditionen reelt er i sit udgangspunkt, for derigennem at finde nye idealer; det er folkeoplysning, nordisk mytologi, den frie tale, kreativitet, fællesskab og kærlighed.

Disse idealer var nogle Grundtvig samlede op undervejs i sine skriverier.

Konkret kunne disse idealer måske bruges i en redifinition af DR´s nuværende udgangspunkt. Hver afdeling kunne i princippet forholde sig hvilken del af det grundtvigske de knytter sig til, og følge hans spor. Jeg mener, måske var det på tide at vi dramatiserede lidt over de nordiske kæmper igen, det ville ikke være dårligt. Heller ikke søgen efter sandhed, åben fri debat eller programmer der gik efter at skabe sammenhæng for høj til lav ville være dårlige.

Eller som Bomholt selv siger:

“En virkelig kulturpolitik må til det yderste være frisindet. Vil man kultivere demokratiet må man først og fremmest demokratisere de ydre vilkår for kulturelt arbejde ud fra mottoet: “Nok støtte men ikke dirigere”

Det handler i sidste ende om at se målet for samfundet; frihed på den ene side og kærlighed på en anden side. Man kunne måske formulere det som et frihed under kærlighed.

Go to Top