Angsten æder sjælene op
Jeg er nu på vej hjem fra Folkemødet, undskyld jeg ikke har diverteret med flere indholdsmæssige guldkorn. Der var simpelthen for mange. Som da jeg fik en kæmpe Facebook tommel op af selveste Generaldirektøren af DR, da jeg opfordrede til at DR tager sine folkeoplysningspligt alvorligt og strækker samtalen til også at inkludere de politiske bloggere. Eller da jeg gav Dan Park et jernkors i silende regn og hvæser fra Dans side som var så bastant at vi konstant skulle samle ham op fra den ene og den anden rendesten.
Der er meget at blogge om, og jeg fornemmer et nybrud.
Men når jeg sidder her i mit elskede København, kun på visit i to timer, for derefter at age imod Jydens land, så sidder et foredrag present i min bevidsthed, specielt et. Det sidste, eller måske i en symbolsk forstand det første.
Lad mig sætte scenen for dig kærer læser.
Jeg ligner lidt en hippie her på Folkemødet, jeg render rundt med mit lange hår og min rygsæk, og så er jeg jo sådan lidt jødebrun i hovedet så folk kan ikke rigtig placere mig.
Der er vagter over det hele, specielt når emnet kredser om Islam, så er der mange, mange vagter. Men et foredrag var nu alligevel det mest beskyttede. Dansk Journalistsforbunds foredrag med Flemming Rose. Du ved, den redaktør som sørgede for udgivelsen af Mohammedtegningerne.
Jeg går derhen med min rygsæk fyldt med vådt tøj, lidt forpustet efter de mange dages foredrag, Uwe og Dans dødsdruk (Specielt Dan) og bare sådan generel udmattelse af alle de mange indtryk. Jeg forcerer en lille bakke, som der er så mange af her på Bornholm, og dykker ned imod et gammelt røgeri.
Der står der er festfyrværkeri af politimænd, store, små, gamle unge. Allesammen med en sprunklende ny skudsikker vest, som de, allernådigst fik doneret efter det sidst terrorangreb imod min Vilks komite.
De kigger meget betænksom på mig, for hvad nu hvis jeg er en terrorist, jeg bliver da også, sammen med alle andre til Rosens arrangement, vist til siden og får gennemrodet alt mit våde tøj i rygsækken, og får lov til at komme ind.
Der er et eget “clash of civilisations” inde i teltet. Det er som om Politiken sidder på meningsdannelsesånden i teltet. Der er fyldt med festlige billeder af alverdens flygtninge/migranter eller hvad man kalder dem inde i teltet. I bedste dumskalle intelligens har man altså ment at alle der vandrer fra Mellemøsten er stakkels, stakkels, stakkels siger venligboerne.
I denne ramme står altså Rosen, rank og lettere nørdet med sin strøgne skjorte, sygekassebriller og intenst stirrende blik.
Da han ser mig, ser han væk. Han er nok bange for at jeg er Muslim. Hvilken ironi. Ved siden af mig står en PET vagt og kigger på mig ud af øjenkrogen, så jeg tager min trøje af, og viser min Davidstjerne, så bliver han langt mere rolig, og skammer sig lidt kan jeg mærke. Sådan er der så meget.
Rosen fortæller om sin lange seje kamp, om reflektionerne, og jeg får lige denher med på vej ud af Folkemødet.
Lyt nu godt efter, for det her vedkommer specielt dig.
Rose fortæller om sine seje kamp imod censuren i Rusland, som varede i halvfjerds år, og fortæller lidt om hvad der så sker med den offentlige censur når den har været praktiseret længe nok. Så bliver den internaliseret, og man opfinder rationaler for den. Han kommer med eksempler på rationaliseringen imod kritikken, mange mener at det er for meget at “krænke” bestemte befolkningsgrupper, at der er noget galt med “tonen”, osv. Han siger, at det bare er, med hans erfaring fra Rusland forklaringskomplekser den enkelte giver sig selv for at flygte fra det faktum, at de har mistet deres objektive ret til at udtale sig bestemte emner.
Han siger, at det er fordi vi er bange at vi putter bånd på os selv, og han siger, at det havde været mere ærligt bare at sige er vi er bange for at sige noget kritisk.
Vi lader lige den står et sekundt, tænk lige over det.
Vi slutter af med, at vi klapper for Rose, for hans ubøjelige kamp for den vigtigste af alle frihedsrettigheder, retten til at ytre sig frit.
Det kan være at magthaverne nu begynder at mene at det er en skidt ting, men den gode nyhed er, at det ikke kan lade sig gøre at knægte ytringsfriheden og udviklingen af den nye ideer. De finder bare andre veje at finde rundt i samfundet.
Sådan er det, og på tærsklen til at vi nu endelig slipper ud af statens jerngreb, alle os som er reelt kritiske overfor Islam. Så lad os lige slå det fast, vi gjorde det primært fordi vi ikke ville være bange og frygte.
For som Günther Walraff så tankevækkende siger; Angst essen seele auf. Angsten æder sjælene op, og vi har stadig vores sjæl. De få af os, som ikke frygter.