Danmark
Jeg har i snart mange år været førende internationalt når det kommer til fredsarbejde og strategi.
Det er jeg stadig, men det har faktisk, efter at Trump er kommet til, blevet en lidt mere ensom post.
Det startede med mit reelle samarbejde med Barack Obama, men Obama er ikke længere præsident i USA, så nu er der kun undertegnede.
Som en ekstra katastrofe, så har Trump performet virkelig skidt i den første tid, så de fredsting jeg har arbejdet for ligger nu tungt på mine skuldre. Mellemøsten, Østeuropa, opløsningen af EU og USA som sådan.
Et sådant internationalt fredsarbejde er, på den ene side, meget prestigefyldt. De fleste nationer vil betale deres egen sjæl for at have denne førerposition. Bare kig på Sverige som reelt har solgt landet for at bevare deres position som “humanistisk stormagt”. En magt de har tabt nu. På den anden side er det enormt opslidende og utaknemmeligt. Førerpositionen opnår man kun hvis man er parat til at give virkelig meget af sig selv.
International lederskab, i hvert fald i den version jeg har været en del af, er karakteristeret ved en stor altruisme.
Nu er jeg så på vej til Liberal fredagsbar med vores nye udenrigsminister. Et job som jo reelt er fuldstændig tomt, med mindre man har en eller anden relation til undertegnede, men samtidig også meget perspektivrigt, hvis man har en relation til undertegnede.
Det har fået mig til at reflektere lidt over hvad det ville betyde, hvis jeg blev en del af det etablerede system.
For at være helt ærlig, jeg tror simpelthen ikke at udenrigsministeriet har kompetencerne til at løfte opgaven. Jeg er bange for, at de er til mere skade end gavn, og vil spilde min tid. Men ok, nu giver vi det en chance, så må vi se om de er vågne nok, eller de bare er til besvær.
Som sædvanlig har den danske offentlighed et meget ambivalent forhold til sine internationale folk. Det er H.C. Andersen om igen, i stedet for at omfavne sine intellektuelle stjerner, forfølger de dem og sætter alle ænderne op på piedestalerne, i stedet for svanen.
Jeg tror ganske enkelt ikke den danske offentlighed har det spænd der skal til, til at komme op på et internationalt niveau.
Samtidig er denne process utrolig dødelig for Danmark i denne internationale netværksverden. De sædvanlige taktikker i forhold til sine svaner duer ikke for Danmark. Det her med at torturere og holde svanerne udenfor virker virkelig kontraproduktivt i en verden hvor processen kværnes op på forsiden af Washington Post, just saying.
Så det er på en måde en dødsdans Danmark er inde i, vil man formå at finde det internationale niveau, høste den internationale ære, bidrage konstruktivt til verdens udvikling og dermed vokse. Eller vil man, som sædvanligt, forfølge sine bedste folk, for at bevare middelmådigheden og dermed trygt kunne bilde sig ind, at der ikke sker noget af interesse rundt omkring i verden, og vi er et lille puslingeland som ingen relation har til andre.
Illusionen skal enten briste eller føre til landets død, det er de odds vi er oppe imod.
Lad os håbe landet formår at udvikle sig, og blive en moderne ansvarlig stat, og ikke bare en sumpet dam, som den er nu.
G-d bevare Danmark.