Topnyheder

Danmark er, på godt og ondt, blevet en del af Mellemøstens politiske spil. Det kommer sig af den simple årsag, at to generationer af politikere så det som en kanon god ide, at importere bølge efter bølge af folk fra Mellemøsten. Tyrkere, Somaliere, Irakere, Iranere, Libansere, Egyptere osv. 

Af en eller anden absurd årsag, mente en del komplet naive politikere, at når bare vi importerer folk fra en af verdens mest krigshærgede områder i verden, så skulle vi nok kunne skabe et super godt samfund. 

Altså, nogengange tager man sig til hovedet, når man overvejer den dybe idioti som ligger bag disse åbenlyse forkerte handlinger. 

Man kan ikke bare trylle med en tryllefløjte og så få folk fra krigshærgede lande til at rende rundt med guitar og spille højskolesange. 

Det er komplet naivt. 

Anyway, nu er de her så, og fortsætter med at spille de spil de har med sig fra Mellemøsten. 

Nu har jeg arbejdet en del med Mellemøsten, og for at sige det som det er. Jeg er faktisk rimelig stor fan af Mellemøsten. Det civilisationens fødselssted, så til forskel fra så mange islamkritikere, så har jeg faktisk en meget nuanceret forståelse af Mellemøsten, og har ingen fordomme. Jeg ved hvad jeg snakker om. 

Det betyder også, at jeg ikke ser migranterne som onde, men forsåvidt godt kan forstå deres del af den smerte der ligger i det for dem ved at være et sted hvor de ikke rigtig hører til, og heller aldrig kommer til at høre til. 

Det er ikke sjovt. 

Problemer for mange herboende migranter er, at danskerne virkerlig ikke vil dem. Det er deres egen skyld, de har ikke formået at skabe en tilstrækkelig stærk kultur, der har kunnet blive accepterer fra danskernes side. 

Danskerne er de mest civiliserede folkeslag i verden, og så er det heller ikke helt let at komme fra et dybt korrupt land og leve op til standarden. 

Multikulturalismen har ødelagt det for både migranter og danskere. 

Problemet er bare, at de konflikter som “kulturmødet” skaber bliver og er blodige konflikter. 

Det kan staten ikke sidde overhørig, og er tvunget til at tage skrappe midler i brug for at stoppe konflikterne. Det bryder politiet sig ikke om, da politiet slet ikke er vant til de konflikter og det konfliktniveau det multikulturelle samfund har skabt. 

Problemet er ikke en stakkels migrant. Problemet er den kulturmarxistiske ideologi som ligger bag denne blanden rundt på folkeslag. 

Derfor er medicinen først og fremmest at lægge multikulturalismen bag os, og støtte en stærk enhedskultur. 

Denne enhedskultur, som alle dem som bor i Danmark skal abonnere på, skal støttes og skabes. 

Det er det akademiske og kulturelle institutionelle liv som skal kridte banen op med Dannebrog og patriotisme. 

Problemet er bare, at multikulturalismen er så gennemsyret de akademiske og kulturelle institutioner, at de ganske enkelte nægter at støtte en stærk national kultur. 

Det er eksemplet med højskolesangbogen vist et rimelig godt eksempel på. 

Hvordan det politiske liv løser dette problem, det ved jeg ikke. Men det er nok noget med at tale med rimelig store ord, og så støtte de få projekter som rent faktisk gerne vil Danmark på en ordentlig og positiv måde. 

Det er nok den eneste løsning. 

G-d og g-derne bevare Danmark. 

Politiet har det utrolig hårdt for tiden, det er der ingen tvivl om. Omvendt må man også sige, at politiet udvikler sig utrolig positivt. Der er kommet længere imellem den Radikale Venstre inspirerede politik, som går på at lukke munden på islamkritikere, og der er blevet mere af DF politik, som går på, at rette muskedonneren imod de reelle fjender, nemlig islamister og kriminelle.

Jeg synes også, at man må rose hr. Pape Poulsen for en fremragende indsats som justitsminister. De reformer Poulsen indførte, herunder sammenlægningen af politi, hjemmeværn og forsvar har været rigtigt gode. Også hans fokus på banderne har virkelig fungeret godt. 

Det betyder at vi, i sammenligning med det svenske politi, som reelt er ved at miste kontrollen over landet tværtimod står utrolig stærkt de fleste steder. 

Vi har selvfølgelig ikke den fulde kontrol alle steder, men vi står utrolig stærkt. 

Det så vi i særklasse ved håndteringen af bombemanden, her var hjemmeværnet på banen, og sagen blev faktisk opklaret hurtigt. Takket være svensk politi også faktisk. 

Så der er en stor fremgang at spore hos den stolte etat, det burde man faktisk klappe sig selv lidt på skulderen for, og anerkende ved sig selv.

På det sidste, er det kommet frem, at mange betjente lider af PTSD lignende syndromer. Jeg kender det selv fra mit eget arbejde som islamkritiker. Det at være i en krigslignende tilstand, hvilket det jo er når man arbejder med bomber, offensive voldtægter og så videre, det slider virkelig på sjælen. 

Her mener jeg, at samfundet skal anerkende den store pligtopfyldenhed og samfundssind politiet udviser, og give betjentene en mulighed for en form for rekonvalescens. 

Forsvaret vil ikke have, at betjentene bruger betegnelsen veteran, men derfor kan vi godt anerkende den tjeneste betjentene gør. 

Min anbefaling er, at kongehuset måske bliver lidt mere opmærksomme på alle de mange dygtige betjente, og tildeler æresmedaljer og anden form for ros til de bedste betjente. Om ikke andet så har man da noget at vise sine børnebørn. 

Altså en form for udvidet offentligt anerkendelse til de dygtige betjente.

Vi står altså stærkt, og jeg er helt sikker på, at vi nok skal klare den. Mht. sikkerhed er Socialdemokraterne på den borgerlige side, og vi kan derfor trygt fortsætte de gode toner vi har fulgt under Pape. 

Det bliver de samme bærende principper som kommer til at tegne indsatsen; jernnæven, et større fokus på radikal islam, flere betjente på gaden, og dermed en større tryghedsskabende indsats overfor borgerne. 

Hermed min uforbeholdne anerkendelse til det danske politi, i gør det fremragende. 

G-d og g-derne bevare Danmark. 

Det multi-kulturelle samfundseksperiment hviler i sidste ende på kollektiv moralsk umodenhed.

Det er intet tilfælde, at multi-kulturalismen blomstrer i kølvandet på det såkaldte ungdomsoprør: Den klippefaste tro på at kultur er en arbitrær og hæmningsløst manipulerbar variabel i samfundslivet, er en uomgængelig mulighedsbetingelse for, at multi-kulturalismen overhovedet er mulig som tanke.

Man kan sige meget godt om forskellige enkeltindivider i generationen fra efterkrigsårene. Men som kollektiv kraft taler vi om en generation, der aldrig nogensinde blev voksne.

De voksede op i en tid, hvor de traditionelle kulturelle rammer om den kollektive selvforståelse var gået i forrådnelse. De gammeldags opfattelser havde ganske enkelt ikke tilstrækkelig modstandskraft til at holde de kollektive egoistiske tendenser i ave, og til sidst brød kulturen totalt sammen under presset.

Godt hjulpet på vej af den spirende forbrugskultur, naturligvis.

Dette affødte en art kollektivt hybris, i form af indlejringen af en fælles forståelse (en ’diskurs’, en ’struktur’), der i ét og alt nivellerede traditionens og historiens autoritet. Verden måtte nu forstås som – først og fremmest – socialt uretfærdig, og ethvert politisk tiltag der solgte sig selv som en værn imod uretfærdigheden, var købt på forhånd.

Billedligt talt har vi at gøre med en generation, der aldrig forstod, at broccoli er mere næringsholdigt end slik: De blev for evigt stående ved deres egne reaktioner på verden, og hævdede i ét og alt disses autoritet på bekostning af enhver antydning af en større orden og mening med tingene.

”Slik SMAGER bedre end broccoli. Ergo ER slik bedre end broccoli. QED”

Sympati for den multi-kulturelle sag handler nemlig ikke om, at være den altruistiske hjælpende hånd, der støtter at verden bliver et bedre sted. Det handler tværtimod om, at man selvisk holder fast i en følelse af, at gøre verden bedre, og at nægte at genoverveje sagen, fordi følelsen af at gøre det rigtige simpelthen er for stærk.

Der kan naturligvis siges meget ondt om de politikere, der har afstedkommet de nuværende demografiske tilstande i Europa. Men tager vi spadestikket dybere ville udviklingen aldrig være kommet til dens nuværende stade, hvis der ikke havde været nogle massive, kollektive fordomme på plads, der kunne hjælpe udviklingen på vej.

Fordomme om at kultur er noget arbitrært, og at en effen patosfyldt appel til medmenneskeligheden per definition vejer tungere end selv den forsigtigste skepsis.

Nemesis er således overladt til os, og de kommende generationer. Majoriteten af repræsentanterne for ungdomsoprørets generation og dennes kultur-relativistiske og -utopistiske strømninger når at dø eller blive senile inden konsekvenserne af deres uprøvede kollektive egoisme slår igennem. Og de resterende har for længst forskanset sig i de mere mondæne (dvs. homogene) dele af kontinentet, hvor de – som sidste betalende kunder – kan holde deres kuturradikale aviser, og bekymre sig dybfølt om ’fake news’ og Vladimir Putin.

Vi kan selvfølgelig være vrede over det, men det nytter intet, for de kommer aldrig til at forstå det. Det er for sent at ændre noget, og – på mange (men ikke alle) måder – for tidligt at gøre noget. Og følelser af bitterhed og afmagt inspirerer sjældent kloge gerninger og langtidsholdbare resultater.

I mellemtiden kan vi i stedet bruge tiden på at nå til klarhed over, præcis hvad det var der gik galt: Og eksempelvis overveje Platons udsagn om, at ingen gør det onde, fordi de vil det onde, men tværtimod fordi de vil det gode, men ikke forstår hvad det er.

”The child understands the parent, but the parent doesn’t understand the child”
-Charles Manson

Venstre forsøger i disse dage at finde sig selv igen efter en omgang Fogh og Lars Løkke. Altså to hårde hunde, bortset fra, at den sidste hund ikke var så hård da det kom til stykket. 

Jeg forstår det godt. Jeg er også selv humanist, og føler mig ofte tvunget ud i handlinger som egentlig ikke er mig. 

Jeg er ikke en specielt hård hund. Jo jeg kan være det hvis jeg skal, men egentlig er jeg en meget blød og venlig mand. 

Men for at forstå Venstre krise, og dermed også hvad der kan gøres for at finde sig selv igen. Så er det en ide at reflektere lidt over hvad humanisme egentlig er. Sådan rigtigt. 

Humanismen er en ældgammel filosofisk retning som går hen over den italienske renæssance, den klassiske hellenske verden og helt tilbage til det klassiske Egypten. 

Humanismen er i din essens en reflektion over nogle af de ideer og strømninger der var i Egypten dengang de byggede pyramider og tilbad fugle og krokodiller. 

Oplysningstanken er en reflektion over tilbedelsen af solen, og menneskeligheden er en hyldest til livet. 

De var meget bløde og varme i Egypten, men samtidig var de bestemt ikke naive når det kom til ondskab. I deres kosmologi, deres verdensforståelse, kæmpede g-derne i en evig kamp mellem lys og mørke, kaos og orden. 

Det er denne forståelse som forsåvidt ligger bag den humanistiske tanke. At vi stræber imod orden væk fra kaos. 

Ondskab er kaos, godhed er orden. 

Man kan se det på de Egyptiske byer, pyramider osv. En evig stræben efter orden. 

Det er dette som de moderne humanister har glemt, altså at forudsætningen for menneskelighed er orden. 

Man kan se det på RV, her hylder man diversitet, altså kaos. Denne diversitet skaber en ufattelig lidelse der hvor den vinder frem. Kulturmødet er blevet apokalyptisk helvede som ingen kan finde ud af. 

Kaos skaber ondskab. 

Det er forsåvidt ikke fordi jeg mener at mange af migranterne ikke er gode mennesker. Det er de. Men det kaos de befinder sig i, får det værste frem i dem, ligesom det får det værste frem i os. 

Konsekvensen er manglende menneskelighed i alle de konflikter som opstår med den moderne humanisme. 

Det er derfor vigtigt, at humanismen også formår at skabe grænser, linjer, orden igen, for at skabe de rette rammer omkring mennesker, således at de kan finde tilbage til det menneskelige. 

Kan i se det?

Det handler altså om balance, noget som vi ikke har fundet endnu, og som en ny leder skal formå at skabe. 

Balancen imellem orden og menneskelighed.

G-d og g-derne bevare Danmark. 

LA skal til at finde sine egne ben igen, og hermed er mit lille bidrag til analysen. 

Hvorfor gik LA så meget tilbage? 

Det gjorde LA, fordi LA ikke leverede det som de havde lovet. Hvad havde de lovet?

1. At få styr på islamismen

2. At styrke økonomien for de rige

Specielt det første område PRØVEDE vi at levere på. Jeg var selv sammen med den lokale LA repræsentant i gang med en meget omfattende radikal plan for håndtering af islamismen. 

Vi nåede faktisk rimelig langt med det. Fik skrevet en hel masse, og var i gang med at forsøge at overtale Venstre. 

Problemet var faktisk, at Løkke slog hælene i, da det gik op for ham, hvad vi havde gang i; repatriering af alle islamister. Ikke nogen af dem, dele af dem, men allesammen. 

Det ville han bare ikke være med til, og gik så helt over til RV. 

Jeg synes faktisk, at vi kom et vist stykke vej. Specielt mht. medier fik vi sat en stopper for den leflen som DR havde overfor radikal islam. 

Det er noget, men den store plan. Den store, forkromede, antiislamistiske plan som var hele formålet med LA. Den torpederede Lars Løkke med hele regeringen som offer. 

Jeg mener, når man har en boss, som bryder samarbejdet lige før valget fordi han ikke vil levere på selve essensen af ens parti. Hvad skal man så gøre. 

Det var jo ikke engang fordi der ikke er opbakning til planen i Venstre. Det var bare Lars Løkke SELV som ikke ville. 

Det gav så grobund for Nye Borgerlige og Stram Kurs. 

Så hele denne splittelse som er i den blå blok handler jo i bund og grund om, at Løkke ikke VIL repatriere alle de farlige radikale islamister i landet. 

Det var hele formålet med LA, og det var i hvert fald også noget både Konservative og DF er med på. 

Så Lars Løkke smadrede sin egen regering. 

Den hænger altså på Løkke. 

Vi har ikke noget problem med at samarbejde med Venstre, så længe de leverer. 

Lige nu leverer Socialdemokraterne faktisk på det her punkt. Så hvorfor kan Venstre ikke?

Lars Løkke ødelagde selv regeringen, samarbejdet på højrefløjen. Så nu må han altså tage ansvaret for sine egne handlinger og lade depechen gå videre. 

Det er fair nok, at Løkke hellere vil have flere muslimer ind landet end ud. Men så tror jeg bare han må erkende, at han ikke kan være leder af den borgerlige lejr. 

Så simpelt er det. 

G-d og g-derne bevare Danmark.

Det er tid til selvransagelse på højrefløjen. De sidste dønninger efter Lars Løkkes regeringsperiode er ved at lægge sig, altså bortset fra, at Løkke lige mangler at træde af, og give plads til næste generation. 

Som en integreret det af hele sidste regeringsperiode, så har jeg jo både ansvaret for sucesserne og fejlene. For det første mener jeg, at vi afleverer et land som IKKE er på vej ned i dyndet ligesom Sverige. Sverige har helt mistet kontrollen over store dele af landet. I Danmark er vi presset, men vi har masser af muligheder for at handle, reorganisere og i det hele taget følge med presset fra bander, islamister og andre trusler.

Det er i en europæisk sammenhæng uden sidestykke. Et arbejde som har tiltrukket opmærksomhed fra store dele af udlandet og anerkendelse fra EU, USA, ja selv FN og Menneskerettighedsrådet har været anerkendende overfor vores kamp for at bevare sikkerheden i top og borgeren i centrum. 

Yderligere har vi skabt en brandgod økonomi, som mange danskere nyder godt af. 

På den negative side, må man sige, at migrationen i starten regeringens periode gik rigtig skidt. Vi fik slet ikke dæmmet op for alle dem som rendte rundt på motorvejene, det blev en kæmpe fejl som gav motivation til mange på yderfløjene og en berettiget kritik. 

Den bør vi tage på os, og handle derefter. 

Så man kan sige meget om vores arbejde. Men målet, at redde Danmark, er reelt nået. Det kan vi godt klappe os selv lidt på skuldrene for. 

Kigger vil lidt på de interne magtkampe og problemer, så er det klart, at vi faktisk lærte en hel del. 

For det første tror jeg, at vi lærte at vi skal holde sammen. Al den fnidder som vi selv skabte, var unødvendig. Der er ingen grund til at slås indbyrdes, kravle op i træer, lege med rød blok, og i det hele taget skændes indbyrdes. Vi skal holde sammen. 

Det teamwork vi skal i gang med nu, skal være uden alle de trakasserier som vi ellers har døjet med. 

For mit eget vedkommende kan jeg godt se, at flirten med S har været for meget. Jeg blev rigtig glad for, at S pludselig anerkendte mit arbejde. Så nu følte jeg, at jeg havde to muligheder for at få mine ting igennem. Det følte Løkke som et svigt. Så blev han sur. 

Omvendt kunne Løkke måske have ladet være med at opføre sig som en fornærmet teenager. 

Jeg er oprindelige Radikal, så jeg troede ikke, at en skiften fra det ene til det andet perspektiv ville være et problem. Men sådan er politik bare ikke i dag på højrefløjen. Vi har brug for en loyalitet overfor hinanden. 

Det bliver vi nødt til at tage med ind i næste regeringsperiode. 

Samtidig er det også min erkendelse, at der er nogle politiske områder, som er for vigtige at holde som en del af det blokpolitiske spil. Jeg kunne sagtens trække mig helt fra støttet til S. Men sikkerhedspolitikken skal ikke være blokpolitik. 

Det er for store problemer vi står overfor som samfund ligenu til at overlade det kun til S. Der er menneskeliv på spil, så derfor bliver vi nødt til at tænke landets bedste fremfor snæver blokpolitik når det kommer til sikkerhed.

Det håber jeg højrefløjen forstår og accepterer. Sidste gang jeg trak mig fra sikkerhedspolitikken endte det med at vi havde migranter rendende rundt på motorvejene og et kæmpe migrations pres på Jylland, voldtægter og hvad ved jeg. 

Anyway. Vi skal holde sammen, finde et nyt projekt og forsøge at finde en ny chef. 

Jeg er her, hundrede procent. Jeg synes jeg har lært meget af sidste regeringsperiode, og vi kan sagtens finde en ny balance igen. 

G-d og g-derne bevare Danmark. 

Nu skal fr. Mette Frederiksen og Socialdemokratiet i gang med at vise hvad de dur til mht. sikkerhedspolitik. Da det ikke ligefrem er Socialdemokratiets hjemmebane, så vil jeg tillade mig at forsøge at komme med nogle tips og gode ideer, så S kan komme hurtig i gang. 

For det første, det store problem for politiet og de andre værn lige nu, er en meget lokalt orienteret struktur. Hver station har en indgående kendskab til det lokale område, hvilket er godt for mindre kriminelle handlinger. Men når det kommer til terror, så er truslen ikke lokal, men i allerhøjeste grad global.

Der sker ting i Afghanistan og Egypten som har direkte indflydelse på islamisternes handlinger i Danmark. 

Derfor bør der oprettes et dansk terrorrejsehold, som dels får erfaring fra de lokale politikredse, og så samtidig har adgang til forsvarets internationale analyser. 

En form for samarbejde mellem politiet og DIIS. 

Dette terrorrejsehold kunne samle de bedste politifolk og give dem en god mulighed for for alvor at vise hvad dansk politi kan. 

Vi har et politi i verdensklasse, det skal vi bygge på. 

Konkret taler vi om opgave som; 

– Infiltration af terror organisationer

– Forbedret overvågning af mulige terror celler

– Cyberovervågning i og udenfor Danmark

– En toptrænet politistyrke med speciale i terrorforsvar

– En enhed med et godt samarbejde med hjemmeværn og forsvar, således at styrken på kort tid kan skaleres ved større terrorangreb

Så, jernnæven skal skabes af alle de mindre jernnæver.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Så kom islamisterne eller i hvert fald nogle kriminelle samfundsforbrydere på gaden, for at udfordre statsmagten. Først et angreb på SKAT, derefter et angreb på politiet. 

Det er ikke tilfældigt at det sker i København nærmere bestemt Nørrebro. Hvorfor? Jo, af den simple årsag, at det er her koncentrationen af islamister er størst. Her ligger de radikale moskeer osv. 

Hvad er de egentlig ude på? Jo, man siger, at krig er politik når dialogen ophører. 

Der er ingen dialog med islamisterne, og de bruger derfor vold imod bygninger for at skabe resultater for sig selv. 

Indtil videre er de ikke fremme med en besked om hvad de gerne vil have. Men kender man dem ret, så vil de gerne have, at Radikale Venstre får mere at skulle have sagt; højere kontanthjælp, flere penge osv. 

Det er klart, at en sådan måde at føre politik på ikke hører hjemme i et demokrati, og det har reelt også den modsatte virkning politisk end den de forsøger at opnå. 

Der er ingen danskere som er med på den form for retorik. Man kan fristes til at have pegefingeren fremme og sige “tonen!!!”. Nå, nej de er jo allierede med Radikale Venstre, så derfor er der ingen der mener at de skal holde den pæne tone. 

Som en formildende ting kan man dog sige, at de har valgt at angribe deres mål mens der ingen mennesker er i bygningerne. Det er udtryk for en eller anden form for civilitet. Det er som bekendt forbudt at angribe civile, selv koranen forbyder dette. 

Men altså, dette er Mette Frederiksens første udfordring som statsminister. Nu bliver det spændende at se hvordan hun reagerer. Jeg ville nok sætte sikkerhedsapparatet i højeste gear og se at få det stoppet før det udvikler sig. Det kan gå helt galt. 

Men tropperne skal ud af barakkerne, og det er alle mand på dæk. Danmark er under angreb!!

G-d og g-derne bevare Danmark. 

Der bliver diskuteret op og ned af stolpe med hensyn til Løkke og hvordan og hvorledes. 

Her er min analyse og mine argumenter for at stå på den borgerlige fløj, men samarbejde hen over midten når det kommer til islamkritik. 

Jeg startede egentlig fint nok ud med Løkke, da han kom til magten efter Fogh. Løkke dukkede op til et arrangement SIAD afholdt i Folketinget, og det så jeg som en invitation til alliance. Fint nok, dengang var jeg også så meget undergrund, at jeg ikke kunne ses med offentligt. Det respekterer jeg.

Sidenhen støttede jeg manden loyalt, undtagen da han ikke ville give noget igen efter jeg lige havde vundet valgkampen sammen med ham. Sejren over Thorning. 

Det betød i øvrigt en kæmpe tilvandring af migranter. Så det var min fejl, eller Løkkes og min fejl. Løkke skulle have været mere cool og anerkendende overfor mig, og jeg skulle have ladet være med at være så barnlig. 

Det næste store skift kom med diskussionen af Marrakech. Her forsøgte jeg at være ærlig overfor den borgerlige lejr, dokumentere hele problemet med islam, og komme med en klar strategi. 

En strategi S nu så i øvrigt har taget til sig, og som de sikkert vil have en god succes med. 

Men jeg ved ikke helt hvad det var der gjorde at Løkke hoppede af der. Jeg tror det gik over hans grænse for hvad han ville være med til. Derfor sagde han fra, og lagde kursen om. 

Ja, de kræfter som er i Danmark, og som indimellem stikker deres hoved frem er fjender. 

Det kræver mandsmod og styrke at tackle dem, men det var for meget for Løkke.

Her er Mette Frederiksen faktisk sejere end Løkke, der flyder lidt mere Cimbrisk blod i hendes årer end manden fra Græsted. 

Det er ikke tilfældigt, at Nordjyderne har en stor tyr som vartegn, det er en afspejling af den jyske styrke og mandsmod, nu repræsenteret ved en kvindemod.

Vi har i Danmark brug for en chef som forstår de udfordringer vi har, og har styrken og modet til at tackle de udfordringer og farer. 

Hvis man ikke tror på mig, så kig over Øresund til Malmø, her kan ingen jøder bo. Det er altså ikke langt væk.

Vi har på den anden side af Øresund haft styrken til at gå imod den dybe menneskelige armod islamismen er udtryk for. Fordi vi har modet til det. 

Jeg er borgerlige, nærmere bestemt konservativ. Jeg har kun været medlem af et parti, og det er konservative. Det har jeg ikke tænkt mig at ændre på. Jeg går op i retsstat, demokrati, jeg støtter kongehuset og de danske religioner det være sig kristendommen såvel som asetroen i en højskoleversion. 

Det er der jeg står. Med det udgangspunkt, så mener jeg, at vi skal være ærlige omkring vores udfordringer og vide at det altså kræver mod og handlekraft at klare dem. 

Det ville jeg håbe, at en konservativ kan klare. Det er også derfor jeg peger på Pape som reserve hvis Løkke ikke vil være sammen med i den borgerlige blok. 

Men jeg mener samtidig, at sikkerhed er noget helst skal stå sammen om. Det skal ikke være en blokpolitisk prioritering. Derfor hjælper jeg Mette Frederiksen med dette. 

Der er for meget på spil til at tænke taktisk her. 

Så min holdning er, lad dog tiden gå. Løkke er helt sikkert ikke statsminister næste gang, han har brændt sit krudt af. 

Vi kommer igen, vi skal bare have tålmodighed med at Venstre finder sig selv efter mange års ansvar ved magten. 

Derefter skal vi bygge et troværdigt alternativ op. 

G-d og g-derne bevare Danmark. 

Godt, det ser endelig ud til, at S er på vej ind i kampen igen. Socialdemokratiets start var mildest talt horribel. Det er hvad der sker, når man lukker sig inde i et rum i to uger for at forsøge at finde løsninger. Så bliver løsningssættet det som de mennesker i rummet finder ud af. I praksis har det betydet, at det samarbejde hen over midten som S og resten af venstrefløjen reelt gerne vil slet ikke blev debatteret. 

Anyway, efter en horrible start er debatten gået i gang, indstillingen imod et bredt samarbejde er vendt til noget positivt, os S og resten af den venstre side af folketinget er kommet lidt i gear. 

Senest har hr. Jeppe Kofoed arbejdet lidt videre på en af mine ideer; asylcentre i udlandet. 

Ideen er, at asylproceduren skal håndteres udenfor Europa, så at vi slipper for problemer i Danmark. Vi har for eksempel haft en horribel oplevelse i Aalborg hvor en hotel i centrum blev udgangspunktet for en voldtægtsbølge i byen. 

Den gik altså ikke, der gik borgmesteren fra S ind og nedlagde det hotel. 

Sådanne oplevelser er ikke rar kost for danskerne, og vi vil meget gerne være det foruden. Der er ingen objektiv grund til, at migranterne skal være i Danmark under ansøgningsproceduren, så udlandet er forsåvidt fint. 

Det vil yderligere have en afskrækkende effekt overfor fremtidige asylanter af den slags som gerne vil begå voldtægt, at de ikke kan begå deres syge handlinger under ansøgningsproceduren. 

Men, og her bliver det vigtigt at finde den rette balance. Der er også snakke om børn, svage af forskellig karakter og folk med traumer. Der kan være tale om familier på flugt. 

Derfor skal systemet være menneskeligt. Det er ikke et spørgsmål om at behandle migranterne skidt, de skal bare ikke kunne fristes af Jomfru Anegade. 

Spørgsmålet er så helt konkret; hvordan?

Her har vi allerede indenfor de borgerlige en del erfaring. Der er meget stor forskel på de forskellige lande som asylmigranterne kommer fra. Somalia nægter at tage deres borgere tilbage, Marokko vil gerne samarbejde. 

Det så vi på deres accept af terroristen Slimane som de tog tilbage. Det er faktisk rimelig large af Marokko.

Derfor skal man forholde sig til området med en stor realisme, og en win win indstilling. Man skal forholde sig til, hvad vi kan give igen for at de forskellige afrikanske lande kan overtales til at samarbejde. 

Her skal man forholde sig til DERES behov. Hvad er deres behov, og hvordan kan vi hjælpe dem. 

For eksempel har vi en stærk energi sektor i Danmark, man kunne tænke noget know how eksport. Der er helt sikkert noget vi kan hjælpe det land som vil hjælpe os med. 

Men vær respektfuld. Det er vigtigt, at de lande vi snakker med ikke oplever os som nogle idioter. Reelt set kan de hjælpe os mere end vi kan hjælpe dem. Så vær venlig og ordentlig. 

Et seriøst bud på en hjælpeordning, kunne være, at hjælpe nogle af de mennesker som er i det land vi snakker med som er flygtninge. Ofte er flygtningene ikke i særlig gode stand, der kan man måske give tilskud til flygtningelejre osv. 

Det er med andre ord en politisk manøvre man skal i gang med. 

Det skal virkelig forberedes ordentligt, realistiske muligheder skal gennemtænkes, strategier, vi skal forholde os til lokal kultur osv. 

Det bedste ville være, hvis vi stille og roligt kunne klare problemerne uden de store sværdslag. 

G-d og g-derne bevare Danmark.