Topnyheder

Vi har et rimelig stort problem med kulturlivet i Danmark. Hvor den angelsaksiske verden har sagt ret klart fra overfor de tendenser der er i kulturlivet for at holde konservative stemmer ude af debatten, så har de truttet rimelig klart i klarinetten i den engelske verden.

Her er hele den kulturelle venstrefløj bestående af Rowlings (Harry Potters forfatter), Chomsky (en af de store venstreorienterede tænkere) og mange andre, sagt klart fra overfor cancelculture.

Hvad sker der i Danmark? Ja, der har man godt nok fra redaktionel side sagt fra, sådan verbalt, men så i øvrigt fortsat med gældende cancel culture i praksis.

Jeg mener, nu er jeg kommet så langt (undskyld at jeg skriver så meget om mig selv, men det er nu engang det eneste bevis jeg har for balladen, som jeg selv kan stå 100% indenfor), at jeg har fået oprettet en TV station, har haft en del spændende mennesker forbi til interview, ja været med til at sætte dagsordnen ved flere lejligheder. Men er der noget ekko i resten af kulturlivet, nope, der er jeg cancelled.

Helt.

Så altimens vesten generelt bevæger sig væk fra censuren, opretholder det danske kulturliv censuren med stolt og vedholdende insisteren.

De bliver ved.

Det viser, for mig at se, at det danske kulturliv kun er god til én ting, det er at stå med hatten i hånden og bede om flere penge til deres censur. Ikke andet, der er ingen udvikling, ingen nyskabelse, bare mere og mere af rødgrød med fløde, altså den fade, hengemte slags, for oh ak, oh ve, man skulle da nødig risikere, at folk begynder at tænke ud over de mugne og hengemte idealer fra 68.

Det ville bare ikke være godt for et kulturliv, som nu sidder der og er bitre over, at de ikke fik ret.

Så vil de hellere bruge energi på at flippe ud over eskimoer og racistfisk.

G-d og g-derne bevare Danmark, for kulturlivet har det ikke så godt i Danmark. Det er dødt, helt dødt, desværre.

For at kunne modgå S og den venstreorienterede regering, bliver vi nødt til at forholde os lidt til S. styrker.

De primære styrke S. har lige nu er to. Den ene er Mette Frederiksen, den anden er Peter Hummelgaard.

Man kan også diskutere hvorvidt Joy Mogensen er gået hen og blevet en succes, men det er stadig de to topministre som virkelig trækker i det socialdemokratiske projekt.

Lad os starte med Hummelgaard. Hummelgaard har en stor succes med at løsne op på de alt for stramme rammer der har været omkring arbejdsløse og socialt udsatte danskere.

Det var endt i unødvendig plageri af svage danskere i det jobsystem, og det er selvfølgelig ikke i orden. At trampe på mennesker som ligger ned i forvejen, det er ikke menneskeligt, og det var danskerne trætte af.

Her gør Hummelgaard en virkelig flot indsats.

Vi har ikke på højrefløjen råd til, at trække i den anden retning igen, det vil være svært at få de vælgere som vi gerne vil have midten til at komme med, hvis de oplever, at de svage danskere skal til at blive pint igen. Det vil de ganske enkelt ikke med til.

Derfor mener jeg, at vi skal have tænkt området igennem, og komme med nogle humane løsninger, som sikrer at vi ikke bliver opfattet som megastrammere. Så får vi i hvert fald ikke magten igen.

Her er LA og KD to spændende partier. Begge partier satser på at lave om på velfærdsstaten og de har gode folk. KD er en del blødere end LA, men begge partier er enige om, at have hjertet med når det gælder velfærdsstat. LA vil af med papirnusseriet, og KD vil have mere hjerte med i arbejdet med velfærd.

Så man kunne give plads til, at de to partier fik nogle mærkesager igennem her, og sikre at vi kan udvikle velfærdsstaten videre i en retning, så at der kommer mere balance i tingene. Vi skal skabe bedre rammevilkår for familien og lukke alle de huller der er rundt omkring med idiotisk forbrug af borgernes penge.

Yderligere skal DJØFiseringen rulles tilbage.

Kigger vi på Mette Frederiksen, så er hendes styrke, at hun er stærk. Det har danskerne brug for i en kaotisk tid. Her ligger det på hr. Ellemann-Jensen, Støjbjerg og Papes skuldre at udstråle styrke og kompetence.

Der skal vælges nogle kampe, og de skal kæmpes til ende, helst indenfor kerneområder som reflekterer tilbage på højrefløjens vælgere. Vælgerne skal kunne mærke, at vi kæmper for dem.

G-d og g-derne bevare Danmark.

For at forsøge at samle højrefløjen igen, bliver vi nødt til at forholde os til, hvad det er vi konkurrerer om.

Forstå mig ret, konkurrence er godt og sundt, men for at kunne levere efter næste valg, skal vi også kunne samarbejde.

Det helt store issue, som er det eneste højrefløjen kan levere, og som venstrefløjen ikke kan levere, er repatriering.

Hvor venstrefløjen med S. i spidsen har nogle gode fløjkrigere som Tesfaye og Lars Aslan, så er SF, RV og Enhedslisten bare ikke til repatriering, og indtil videre har det ikke ligget på dagsordnen for S., tværtimod er det gået en del tilbage på det punkt, på trods af en ellers behjertet indsats fra Tesfayes side. Tesfaye er bare lidt alene om det, og det er måske ikke lige hans spidskompetence. Jeg ville faktisk ønske at han også kunne få en lidt mere rund opgave, men man skal indimellem levere på det man er sat til.

Men, højrefløjen KAN levere, vi skal bare finde ud af, hvordan vi gør det, og så skal æren deles lige, når vi så når så langt.

Der er grundlæggende to parametre som virker. Det ene er økonomi, det andet er lov.

Det er rent faktisk lykkes, at få repatrieret nogle af de værste banditter ud af landet. Danny Abdala blandt andet.

Så det er to håndtag man kan trække i.

Her er det bare vigtigt, at være klar på hvordan og hvorledes. For drejer det sig så om alle migranter, eller kun nogen.

Internationalt set, så er det ikke realistisk at køre grønthøsteren over det projekt. Man bliver nødt til at være human og præcis.

Kriminelle migranter er selvfølgelig rimelige at smide ud af landet. Her kan man simpelthen køre en nultolerance politik. Lovgive således, at hvis du får en dom af en hvis sværhedsgrad, så bliver du samtidig repatrieret.

Her mener jeg, at sædelighedsforbrydelser (voldtægt) automatisk må give udvisning, for eksempel.

Det er firkantet men det virker præventivt, og får smidt de værste banditter ud.

Det andet redskab man kan kigge på, er økonomi.

Jeg mener, hvis man har været i landet i en hvis årrække, og hverken har lært dansk, har fået sig et job eller lignende, så burde man ikke få sociale ydelser. Efter min mening, bør man arbejde hen imod, at sociale ydelser kun gælder for danske statsborgere, men der kommer vi i slåskamp med EU, som jo forsøger at udhule velfærdsstaten.

Her kan de forskellige partier placere sig på de positioner de har lyst til.

De nye partier vil nok stramme skruen så meget som muligt, og der skal V og K være parate til at kunne acceptere det.

Det bliver svært, men det er forudsætningen for at kunne samarbejde med Stram Kurs og Nye borgerlige. Så der skal diskuteres lidt i de forskellige ledelseslag, for at forberede ledelserne på de kameler som skal sluges.

Man kan overveje, at give en ministerpost eller flere ministerposter som relaterer sig til området til de nye partier, det vil i hvert fald gøre dem tilfredse, og sikre et solidt fundament under en ny regering.

På den anden side, skal vi også være forsigtige med, ikke at miste de kvindelige vælgere, som vil løbe skrigende bort fra al den testeteron som vil være helt ude på fløjen.

Her håber jeg meget på, at Kristendemokraterne vil komme ind. Dels fordi det vil sikre at de mange stemmer de ellers vil sætte til, vil blive brugt på højrefløjen, dels for at sikre en mere menneskelig tone. Det er nok meget godt, at der kommer nogle søde kvinder til for at løse lidt op på mandehørmen, jeg siger det bare.

Også LA har nogle gode kort at spille i det spil. Jeg skal ud og snakke med en ny upcoming LA´er her på fredag om familiens rolle. Solbjørg Jacobsen.

Hun kan måske bløde tingene lidt op, og det er sundt nok for os.

Men altså, vi skal have snakket om repatriering, hvordan vil vi gøre det, hvilke positioner har vi, kan vi blive enige om en strategi vi kan sælge til vælgerne?

Det skal vi nok i gang med snart, så det er på plads før valget.

Men husk nu; migranter er også mennesker, så lad være med at se dem som onde. De forsøger bare at skabe sig en bedre tilværelse end der hvor de kommer fra. Mange gange lykkes det ikke, og de kommer til at lægge samfundet til last på den ene eller den anden måde. Så er det også ok vi siger fra, men vi skal STADIG behandle dem som mennesker.

Det er meget vigtigt.

G-d og g-derne bevare Danmark.

For at gøre Danmark rustet til at møde det sammenbrud som 68 kulturmarxismen er på vej ind, så er det nødvendigt at forsøge at navigere udenom de kontante faldgruber som marxismen har skabt siden dens indførelse i de offentlige institutioner i 68.

Hvor venstrefløjen mener vi allesammen skal være woke og smarte, så skal vi på højrefløjen være solide og gammeldags. Hvor de gerne vil springe ud i 117 køn, så skal vi satse på mor far og børn i en solid og sund familie med gode familie værdier.

Konservatismens rolle og opgave er her at holde fast i de POSITIVE traditioner som woke vil af med.

Det kan godt være, at det virker kamsmart at sidde og drikke cafe latte altimens man luftet sit designerbarn med afrokrøller uden en far. Men set fra barnets perspektiv, så vil de hellere leve i en kedelig familie med en almindelig mor og far, der laver marmelade og spiller Diablo. (Her taler jeg af personlig erfaring).

Forsåvidt er det det kedelige og hverdagsagtige vi skal forsvare; krabbeløb i havnen, vandreture i den svenske skærgård, mors og fars varme arme.

Alle de ting vi synes er almindelige og naturlige, men woke vil gøre op med i jagten på deres frihed. Frihed fra børnenes krav om kærlighed og tidens krav til at komme til tiden. Frihed fra Danmarks skæbnehistorie, frihed fra Bornholms rundkirker og Vesterbros hipster caféer.

Højrefløjen skal se fiskernes sejlen over Kattegat, vikingegravpladsen Lindholm høje og madam blås ydmyge boblen med kaffe.

Med andre ord, vi skal se kvaliteten af det vi er, alle de smukke, fine traditioner for tillid og skønhed, lysende stier imod folkeoplysning og hygge i spisesalen. Højskole og lyse nætter.

For det er det vi er, og det er mere end ok, ok?

G-d og g-derne bevare Danmark.

Det er spændende, at kristendommen er kommet til debat igen. Ok, det sker måske på en lidt krigerisk baggrund; hr. Morten Messerschmidt forsøger at tromme opbakningen til kristendommen op i opposition til islam. Men uanset om man har en intention der går på at finde fred med kristendommen, eller søge konflikt med islam, så er kristendommen her jo i Danmark. Det betyder, at det er fornuftigt at forholde sig til kristendommen, som jo, om noget, er kulturbærende for kernedansk kultur.

Det skal lige siges, at det har jo ikke altid været sådan, før kristendommen fandt rodfæste her, var Danmark jo et vikingeland. Det vil sige, at man troede på frihed, fælleskab og den nordiske åndeverden.

Men i dag er kristendommen, lidt ligesom den nordiske asetro jo blevet nærmest apokryf, noget vi ikke snakker om, som man nærmest skammer sig over.

Er det nu også helt fornuftigt, og er kulturmarxismen aka multikulturalismen en værdig arving til så rigt et trossystem som asetroen plus kristendommen.

Lad os kigge lidt på det.

Frankfurterskolen, altså den gren af marxismen som gav os multikultur, bygger sine ideer på en omvendt nazisme. For at skære det lidt ud i pap, så kan multikulturalisterne lide alle dem som nazisterne ikke kunne lide, altså bortset fra islam, som Hitler godt kunne lide. (Der er ingen som siger at venstrefløjen behøver at være sådan helt stringente i deres forståelse).

Men altså kulturmarxismen prædiker at jøder, bøsser og sigøjnere plus nu også sorte er bedre end hvide mennesker.

Altså overtager multikulturen nazismens raceteori, men vender den om i forhold til Hitler.

Det er lidt ligesom rottefængeren som stirrer så meget på rotterne, at han ender med selv at blive en rotte. Det er det som desværre er sket med marxismen, med det kontante fokus på Hitlers ideer, så er de selv blevet nazister. Surt show Karl Ejner, men sådan ligger landet.

På den anden side, har vi så to andre størrelser; ase troen og kristendommen.

Asetroen er i sin politiske form demokrati. Fristaterne som herskede heroppe nordpå i vikingetiden var mere demokratiske end det vi har i dag med EU og en form for bureaukratisk diktatur. Der var hver mand fri, og han stemte ved tinge.

Der er hele den verden som var med de nordiske g-der. Thor, Odin, Frej og Freja, plus en meget levende shamanistisk tradition for sandsigning, magisk udøvelse og meget andet.

Med andre ord en spændende levende verden, som alle danskere savner, for at sige det som det er.

Derefter kom kristendommen, som bragte Middelhavscivilisation til Danmark. Valdemar og Absalon indførte en Katolsk stat og gik på korstog imod venderne.

Vi har faktisk nogle rimelig stærke korsriddere i Danmark, som, efter al sandsynlighed var tempelriddere (se bare rundkirken på Bornholm, som bærer tempelridder præg, en base for korstoget imod venderne).

Det var Valdemar, og Københavns grundlægger Absalon. Man kan stadig se Absalon i al sin magt og vælde på rytterstatuen tæt på Christiansborg.

I sandhed et spændende stykke Danmarkshistorie, som de røde lærere har forsøgt at slette fra den fælles hukommelse. Men kig derhen alle jer som godt kan lide korsriddere, der er i hvert fald et par stærke korsriddere, og en af dem har lagt navn til en af flådens støtteskibe.

Men, eller ikke men, derefter opstod et oprør imod katolicismen, som på det tidspunkt var ved at gå til i korruption. Man kan sige meget om Medicierne (en meget indflydelsesrig Italiensk familie som styrede pavestolen under den italienske renæssance), men grådige var de, og deres afladsbreve var vi ikke vilde med.

Så vi fik Luther og hans asketiske munkeinspirerede kristendom. Det er faktisk derfor at alle ægte protestanter opfører sig som munke; de sparer op og arbejder dydigt for det gode. Det var fordi Luther spredte den livsform som var på de katolske klostre ud i samfundet. Det er faktisk en af årsagerne til vores store rigdom.

Klostersamfundende er stadig meget rige, for askesen, altså foråsagelse af materiel rigdom og hårdt arbejde uværligt gjorde klostrene rige.

Med andre ord, det er faktisk ikke kapitalismen som har gjort os rige, det er den protestantiske arbejdsmoral, som er en reflektion af klosterlivet i Luthers tid.

Nu begynder vi os at nærme os en mulig sammenligning af dansk kultur og multikulturalismen som mange står og vakler imellem i disse dage. Altså vil vi søge det gode i askesen i et solidt demokratisk samfund som er metoden i det kristendemokratiske land, eller vil vi forfølge et samfund, hvor den sorte race står over den hvide race?

Når man sætter det sådan op, så fatter jeg ganske enkelt ikke, at der stadig er nogen som forfølger multikulturalismen, specielt ikke som hvid. Hvorfor i alverden søger man aktivt at blive undermenneske i sit eget land. Det er virkelig over min fatteevne.

Men jeg synes også at det afdækker nogle af de ubevidste kulturlag, som har været med til skabe det Danmark vi har i dag, og den rigdom vi har i dag.

Så for at sætte det endnu mere på spidsen, vil vi så søge efter et rigt, godt og smukt land, eller vil vi søge imod slavetilværelsen under tilfælde mennesker med sort hud (mig selv inkluderet).

Det er helt galimatias.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Højrefløjen ligger i ruiner, er der nogen der siger. For mig at se, så er det i opposition, man kan finde på nye ideer, og pudse de gamle ideer lidt af. Men vi skal være ærlige at sige, at forbindelsen imellem det yderste højre på højrefløjen (Stram Kurs), og det yderste venstre på højrefløjen (Kristendemokraterne) er meget, meget langt fra hinanden, når det handler om værdipolitikken.

Yderligere er meget af den troværdighed som Dansk Folkeparti havde, blevet forbrugt under sidste regering, så det er en noget flosset fløj, vi er vidner til.

Hvordan kan vi forsøge, at finde en løsning på det problem?

Vi kan starte med at finde fælles grund på de politiske emner, som er mest centrale i diskussionen af højrefløjens ideer.

Her tænker jeg selvfølgelig på værdipolitikken, islamkritikken og også nu den kristne mission.

Hvor ligger midten i denne kabale. Jeg mener, på den ene side vil Kristendemokraterne have fuldstændig åbne grænser, på den anden side vil Stram Kurs have smidt alle ud.

For mig at se, så er det væsentligste parameter faktisk ikke siderne i diskussionen, men midten. For hvordan finder midten (Konservative Folkeparti og Venstre) en formidlende rolle imellem de to ekstremer?

De gør det ved at satse på den LIBERALE islamkritik.

I erkendelsen af, at islamkritikken er splintret ud i forskellige underkategorier, så må midten være den liberale kritik, som indeholder en kritik af den POLITISKE del af islam. Hermed giver den mulighed for muslimer som ikke er politiske muslimer til at blive i landet, altimens politiske orienterede muslimer skal ud.

Kan i se hvor jeg vil hen. Det skaber en afbalanceret tilgang til islamkritikken, som kan rumme både Nye Borgerlige og Stram Kurses position såvel som Kristen Demokraternes position.

Altså en nyskabning på højrefløjen.

Her mener jeg, at Venstre kan ramme den balance, hvis man vil.

Det vil give hr. Ellemann-Jensen en platform at stå på.

Yderligere udelukker det ikke et samarbejde hen over midten med mange af de venstreorienterede partier, selv Radikale Venstre anerkender problemet med de inhumane dele af islam.

En fælles platform, men udvidelsesmuligheder til højre og venstre.

Finder Ellemann-Jensen først sådan en solid platform at stå på, så kan han stille og roligt lægge nogle af de andre politiske projekter til rette, herunder en revision af velfærdsstaten, så at DJØFiseringen rulles tilbage (Liberal Alliance), opprioriteringen af familien som grundsten under samfundet, herunder et mere fleksibelt arbejdsmarked og institutionsområde (Kristendemokraterne og Liberal Alliance), et massivt fokus på repatriering (DF, LA, NB og SK) og så begynder der at være et rids af en platform at stå på til næste valg. Kan Jensen så markere sig som en solid politisk konsensusskaber, så begynder det at ligne noget, altså skabe forlig over midten.

Tillige røres der i gryden i disse dage, for at stække den ekstreme venstrefløjs magt over medie, kultur og uddannelsesliv. Deri ligger der også spændende projekter.

Magten svinger naturligt fra venstre til højre og tilbage igen. Men det er når man ikke har magten man kan planlægge næste satsning.

Lige nu handler det om at få ro på bagsmækken, og finde et fælles ståsted.

Det kan vi, hvis vi erkender, at værdipolitikken er blevet langt mere nuanceret, og dermed også finde en fælles ramme, som giver plads til alle.

Til sidst er der EU politikken, som jeg også tror kommer til at røre på sig. Der har jeg altid stået klart som EU modstander, det er ingen hemmelighed. Jeg synes EU er blevet lidt af en kommunistisk 68 højborg med fuld skrald på multikulturen, det er ikke lige min kop the.

Men kunne det ikke være udgangspunkt for en fornyet diskussion af højrefløjens ståsted?

Lad os se at komme i gang med det.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Krænkelseshysteri og sprogkamp uden forbindelse til virkeligheden er humanistisk forfald af den værste skuffe.

Jeg er selv humanist, altså sådan rigtigt. Derfor går jeg meget højt op i, at sidestille ord med virkelighed.

Hvis ordenes defintion kommer fra langt væk fra virkeligheden, så begår man, efter min mening, en humanistisk dødssynd.

Det er humanismens vigtigste opgave at være sand. Hvis man ikke er sand, så svigter man ganske enkelt den ide som humanismen bygger på, nemlig at kritisere verden, for at få sandheden frem.

Når medierne knalder ud med eskimofobi, Audifobi og andre fobier, så ser de ikke verden som den er, men forsøger at konstruere en virkelighed som passer ind deres egne politiske dogmer.

Virkeligheden forandrer sig hele tiden, og den er humanistens opgave, at følge med, at lade ordene følge virkeligheden.

Gør man det modsatte, forsøger at påvirke virkeligheden ved at definere ord som forsøger at trække virkeligheden hen i en politisk retning man selv synes er god, så fjernes ordene fra virkeligheden.

Det er præcis denne funktion som den østeuropæiske propaganda fik kørt ud in absurdium.

Man kunne læse i avisen, at virkeligheden er sådan og sådan, men den var direkte modsat.

Eller nazisterne, som startede denne trend med at skabe en alternativ virkelighed. Da russerne rullede ind over Tyskland vidste tyskerne det ikke, for der var ingen som havde fortalt dem om, at det stod så skidt til. De var blevet fodret med heltehistorier og løgne om det tredje riges sejre.

Jeg mener, når medierne kalder migranter som skibes ind over grænsen for “kvote flygtninge”, så er det jo ganske enkelt ligeså meget løgn og latin som da tyskerne påstod at de vandt anden verdenskrig.

Det er politiske mål, som forsøges manipuleret igennem til befolkningen med svindel og plat. Det kalder man propaganda.

Vi er nu i den samme situation, som østeuropa vi i før murens fald, virkeligheden medierne beskriver har intet med den virkelighed borgerne lever, så falder systemet.

Jeg siger det bare, og det er derfor måske på sin plads, at forsøge at få ord og virkelighed til at flugte igen, for det er ragnarok med et systemkollaps, specielt med alle de udfordringer som systemet selv har skabt med den migration de synes var så supergod ide.

Nå, men G-d og g-derne bevare Danmark, for humanisterne vil ikke, ikke de fleste af dem.

Det er på sin plads, at forsøge at analysere videre på krænkelseshysteriet og de metoder identitetspolitikerne egentlig anvender.

De angriber ikke mennesker, de angriber ord. Når man tænker over det, så er det egentlig en smule mærkeligt.

Hvorfor i alverden sidder der nogen forbenede marxister og går så højt op i, hvorvidt vi siger eskimo, neger, bøsse eller sigøjner?

Hvad får de egentlig ud af, at presse samfundet til at bruge andre ord?

For at forstå det, skal man forsøge at forstå hvordan sprog fungerer. Sprog danner vores virkelighedsopfattelse. Hvis vi siger neger, kan det, for nogen opfattes som om negre, eller sorte eller hvad man kalder det er mindre værd en hvide mennesker, det samme med bøsser og så videre.

Det skal lige siges, at jeg har ikke noget imod hverken negre, sorte, bøsser eller andre minoriteter eller hvad man nu kalder dem. Jeg kan faktisk rigtig godt lide bøsser, jeg har som danser stødt på mange af dem, og jeg har heller ikke noget imod hverken negre eller sorte, da jeg har en del venner som er flotte mørke i huden.

Det er ikke det det handler om for mig. Det det handler om, er at forsøge at forstå, hvad det er de her krænkelsesparate hystader har gang i.

Det de har gang i er, at forsøge at ændre vores opfattelse af verden, så at den minder mere om det de synes er vigtigt. Men til forskel fra andre grupper i samfundet, som mødes i demos og samtaler sig frem til en løsning på et problem, så er de slet ikke interesseret i at samtale, de er udelukkende interesseret i, at trække deres verden ned over hovedet på andre. For det er det som sker, hvis man lykkes med at definere bestemte ord.

Et andet godt eksempel er islamofobi. Det er også et ord som er designet til at få folk til at lade være med at kritisere islam, med den indbyggede påstand i ordet, at kritik af islam er sygt.

Det er ekstremt usympatisk at sygeliggøre al kritik af en religion. Jeg mener, vi har været der før med katolicismen, som forsøgte med samme kneb. De brugte bare ikke sprogmanipulation, de brændte folk på et bål.

Det er nemlig det som det er, det er manipulation. Man forsøger at undgå diskussionen af et politisk emne, og trække ens holdninger ved over hovedet på andre, ved brug af sproglige kneb.

Med andre ord, det er undertrykkelse uden mulighed for modparten til at modgå med argumenter, som normalt i et demokratisk styret samfund.

Det er bare lige så i er opmærksomme på det allesammen derude. Der er en elite af formummede kommunister af forskellig observans, som sidder, i bedste stalinistiske stil, og trækker deres virkelighedsopfattelse ned over jer.

Den eneste måde at gøre modstand på, er ved at afsløre deres tyranniske greb, gøre grin med det, le af det, have sjov med det.

Jeg mener, hvad mener i om bøssefobi eller eskimofobi. Man kunne også tænke sig nazifobi, afrikanerfobi, imperiefobi og Danmarksfobi. Alle valide fobier, præcis ligeså valide som islamofobi.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Jeg har lavet en stor fejl, det kan jeg godt se her i bakspejlet efter at Danmark har spenderet så mange flere penge på EU. Jeg kunne jo have været ude noget før, og rådgivet og i det hele taget været der for Europa og Danmark. Men med mit fokus på TV Frihed, har jeg ikke rigtigt prioriteret det.

Det betyder nu, at vi har fået lavet en aftale med EU, hvor tingene bare ikke går den rigtige vej.

Det må i undskylde. Hvordan skal politikerne finde ud af, hvordan de skal agere, når en væsentlig politiske position pludselig finder ud af at holde ferie. Det er ikke fordi, at jeg ser mig selv som alvidende, det er jeg så langt fra. Jeg repræsenterer bare et konservativt politisk perspektiv, som ellers ikke er repræsenteret mediemæssigt. Så når jeg chipper ud, så mangler den stemme.

Så, jeg må hellere tage mig sammen, og dække de områder hvor der er behov for min vinkel på tingene.

Den suppedas, som Folketinget er inde i lige nu, med EU og deres forsøg på at dække over, at deres budgetoverskridelse har noget med Coronaen at gøre, er et meget væsentligt problem for regeringen. Fordi danskerne ikke står der hvor vi er endt. Danskerne vil gerne have en fornuftig aftale med EU, hvor vi bevarer vores selvbestemmelse, uden at det betyder, at vi ikke er med i klubben. En afbalanceret relation.

Yderligere er problemet, at mange af de politiske policies som EU har indført i Danmark, herunder primært alle de policies som har med migration at gøre, er ved at blive afsløret som EU projekter.

Det skaber en endnu større vrede og afstandstagen.

Til sidst skal man også nævne, at den folkelige opbakning i specielt Italien er så ringe, at det enten bliver til borgerkrig eller en demokratisk udgang for Italien mht. EU. De er bare så trætte af EU, som har kørt provisoriske regeringer, støttet af EU, og nu har fjernet alle Salvinis tiltag imod migrationen.

Det ender galt det her.

Når EU er ved at falde sammen, for det er det, så skal vi virkelig passe på med at give for meget anerkendelse til det projekt, og samtidig være meget varsomme med at bevare en god relation til USA.

Jeg ville nok sende et delegation til USA og anerkende Biden og hans projekt hvis jeg var fr. Mette Frederiksen, det ville de blive rigtig glade for. Den stærke relation imellem Danmark og USA, som har været historisk under Obama og derfor også Biden, skal vi efter min mening støtte virksomt.

Det gør ikke noget at Biden bliver “endorsed”, som det hedder på Amerikansk af en dansk statsminister. Det styrker venskabsbåndene og viser, at vi også ser den vej.

Amerikanerne er vores ægte venner, det er franskmændene ikke. Ikke for tiden i hvert fald.

Det er nok mit bedste råd, at vi spiller det internationale spil lidt mere diplomatisk. Nu har vi lige foræret en hulens bunke gode danske kroner til at foretagende som lige nu ligger i baglommen på Macron, hvilket er et skidt sted at ligge. For Macron er pænt ligeglad med fr. Mette Frederiksen.

Omvendt så har vi også en vigtig forbindelse til tyskerne, som jo virkelig lider under deres eget traume fra anden verdenskrig. Så vi skal også holde den relation varm og god.

Det er svært at navigere i det internationale spil, men det er utrolig vigtigt, at vi deler sol og vind lige.

Kun på den måde kan vi overleve som et lille centralt land.

Nå ja, så er der selvfølgelig også Sverige vi skal bekymre os lidt om, det land står overfor et snarligt systemkollaps, så vi skal være meget bekymrede.

Kriminaliteten er eksploderet og Løfven har ingen svar.

Det betyder, at der opstår borgerkrigslignende tilstande så snart vi er ude på den anden side af Corona.

Hvilket er endnu et væsentligt argument for at opruste vores politi og forsvar til en borgerkrigsligende situation.

Jeg er ikke til krig, jeg er til, at vi er så stærke rent materielt og rustningsmæssigt, at vi UNDGÅR krig.

Hvis man er svag materielt inviterer man til krig, hvis man er stærk rent materielt, så undgår man krigen, fordi man så er for stærkt et mål.

Det er det der ligger i den romerske ide Si vis pacem para bellum. Hvis man vil have fred, skal man forberedt på krig.

Forberedelsen og agtpågivenheden holder krigen for døren.

Det er sådan fredsarbejde desværre virker. At synge sange som Imagine og håbe på fred og et anarko syndikalistisk samfund, og så samtidig angribe politiet, det er ikke sådan man får fred.

Gode, solide fredskabende institutioner. Det er sådan politiet og forsvaret skal være.

G-d og g-derne bevare Danmark.

For nogle måneder siden lavede jeg et spændende interview med den tidligere venstreborgmester på Læsø; Tobias. Vi snakkede primært om de problemer de små øer har rundt omkring i Danmark.

De små øer er blevet ferieøer og et sted hvor der ikke er så mange penge.

Som Tobias siger, der er også et sted, hvor danskerne skal holde ferie i Danmark.

Det førte et fokus på de små øer med sig, også politisk. Det igen førte til den første politiske sejr, som hr. Ellemann har fået siden starten som formand for Venstre.

Hr. Ellemann er måske ikke den mest højrøstede, men udligningsreformen, som gav rigtigt mange penge til venstrelandkommunerne, den gav faktisk baglandet en solid sejr.

Lederskab handler ikke kun om at markere sig med holdninger og skabe debat, det handler ligeså meget om at skabe resultater, her hen over midten.

Det skal hr. Ellemann have tak for.

Måske er det en strømpil hen imod en mulig strategi for Ellemann, at han leverer forlig hen over midten, som reelt skaber en forandring?

Vi her på TV Frihed, håber, at det kan ske.

Yderligere understreger succesen med udligningsreformen, at medier er vigtige for den borgerlige side også.

Når venstrefløjen de facto sidder på 99% af de offentlige medier, så kommer højrefløjens sejre bare ikke frem, og giver hermed venstrefløjen en unfair fordel.

Det burde være et lærestykke for medieforskere det her.

G-d og g-derne bevare Danmark.