Topnyheder

Der har været en del diskussion ang. erhvervslivets behov set i forhold til Coronavirussen og specifikt menneskeliv.

Man skulle diskutere; hvad er menneskelivet sat op imod massive økonomiske tab.

Ja, hvad er menneskelivet egentlig værd.

Prøv at se det sådan her; hvad er din mors liv værd? Jeg mener, de ekstra mennesker vi så skal af med, fordi erhvervslivet brænder, det er jo nogens mor.

Så kan du leve med, at det lige er din mor, som går bort.

Hvis du ikke kan leve med det, så er det nok ikke nogen særlig væsentlig motivation for at se penge sat op imod menneskeliv.

På den anden side, så er det også mennesker som lige sidder isoleret og uden selskab, de mister arbejde og kan risikere at miste alt.

Nogen er måske tvunget til at gå fra hus og hjem, fordi deres forretning lukker ned.

De mister også noget. Er deres tab større end den gamle dame som lader livet, fordi hun blev udsat for coronavirus.

Eller, hvad med alle de uduelige fejl Søren Brostrøm lavede i selvfedme og stupiditet. Hvad koster det den syge, gamle, fattige mand som ikke har noget, men er tvunget til at sidde på et plejehjem uden selskab, fordi Brostrøm ikke kunne håndtere sin livs opgave, på trods af et alenlangt cv.

Hvad med ham. Han er også nogens far eller bror.

Med andre ord, menneskeligheden er ikke simpel, og kan ikke sættes op i en ligning. Det er noget vi skal forholde os til som resultatet af vores stræben.

For det er reelt det vi arbejder med lige nu, at forsøge at formindske den MENNESKELIGE omkostning ved at vi er i karantæne.

Hvordan gør vi det, altså hvilken løsning er i sidste ende mest menneskelig?

Det mener jeg, er det vi egentlig bør forholde os til.

Det betyder ikke, at vi ikke kan se erhvervslivet behov, det kan vi, og det skal vi.

Men vi skal også huske, at det altså er din og min gamle far som pludselig kan ligge på hospitalet. Så mon ikke, at han også har ret til en hvis form for støtte og bekymring.

Jeg siger det bare.

Må G-d og g-derne bevare Danmark og danskerne, for lige nu har de virkelig brug for det.

Der er en samfundsgruppe, som slet ikke får opmærksomhed i disse dage. Det er fiskerne.

Fiskerne, er en samfundsgruppe, som absolut ingen mediedækning har. De bor i randen af mediesamfundet, og har således ingen repræsentation, mediemæssigt.

Det har jeg sat mig for at gøre noget ved, dels har jeg lige lavet et interview med fisker Gregers Jacobsen ang. de problemer de har pt. med kvoter og overvågning af deres kuttere, dels ved en fortløbende opmærksomhed overfor fiskernes behov.

Ingen skal efterlades på havnen mediemæssigt, bare fordi man ikke lige har en faster som er ansat ved DR.

Først, det her er et varigt venskab, håber jeg, imellem TV Frihed og undertegnede mht. politisk udvikling. Så når jeg slår et slag for Læsø fiskerne, så er det bare en begyndelse.

Derefter. Vi har et KÆMPE problem med den ordning som siddende fiskeriminister hr. Mogens Jensen har lavet.

Tag endelig ikke fejl, jeg kender Mogens lidt, fra de kontakter herren har til Dansk Forfatterforening. Kulturen er jo ellers noget, som ligger hans hjerte nært. Så det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide Mogens Jensen. Tværtimod, jeg kan faktisk meget godt lide vores minister for fødevarer, nordisk samarbejde og fiskeri.

Men hr. Jensen er altså kommet galt afsted i hans forsøg på at styre fiskeriet.

Her er min ide.

Hvad med at samarbejde bedre med fiskeriet forskellige erhvervsorganisationer?

Det som pt. er sket er, at hr. Mogens Jensen har sat en proces i gang, hvor han forsøger at beskytte torsken, men UDEN at snakke med fiskerieforeningen først.

Det er bare ikke særlig smart, for så sker der det, at fiskerne bliver kam sure, og føler sig trådt på. Specielt hvis man forsøger at indføre kontrol foranstaltninger som fiskerne ikke er vilde med.

Fiskerne er et frihedselskende og stærkt folkefærd, de minder på den måde lidt om piloterne, som også er nogle individualister.

Men skal man have et bundt individualister med på en proces, så er det alfa og omega, at man har en god dialog.

Det vil jeg MEGET gerne støtte, og jeg lover, at jeg har snuden i sporet i forhold til fiskernes behov og interesse. Det handler ikke om, at slå nogen oven i hovedet, men at skabe de rammer for en fornuftig dialog.

Det kunne jo være, at FISKERNE havde en løsning på nogle af de problemer vi har med torskefiskeriet.

Hvis man vil videre ind i problematikken, og har en times tid til at sætte sig ind i problematikken.

Så er der et grundigt interview med Gregers Jacobsen her:

G-d og g-derne bevare Danmark.

Der er nu gået, groft regnet, to uger siden, at karantænen gik i gang, og vi er kommet ind i en eller anden form for rutine med den.

Det går skidt, da jeg var nede i gården i går for at lufte ungerne, der kunne jeg høre en mand der var gået bananas. Han lød som en patient fra en galeanstalt, han bare skreg og skreg.

Sådan reagerer nogle mennesker, specielt hvis de er svage mht. ressourcer overfor forandringer.

Det er, som sædvanligt, de svage som lider mest.

Det er lige det vi skal være opmærksomme på, nu hvor vi har denne usædvanlige situation. Hvem har det værst? Det har dem som ikke har så meget i forvejen.

En anden samfundsgruppe som virkelig lider, og dem er jeg en del af, er børnefamilier med arbejdende forældre.

Vi er to voksne om to børn, hvor det ene barn er tre, og det andet er snart otte.

Det er en uhyggelig svær situation.

På den ene side er vi forpligtede til at arbejde, på den anden side, skal vi tage os af ungerne.

Jeg skal lige sige, at vi har en relativt velfungerende familie, og er ret gode til at organisere os indenfor familiens rammer.

Men vi lider. For det første lider vi under uklare udmeldinger af vores arbejdsgivere. For mit vedkommende er SLKS, Slots og Kulturstyrelsen. De har valgt at ikke melde noget ud. Mm, ok, det vil sige, at jeg skal producere lokaltv som jeg plejer, bare uden at kunne rende ud af mit hjem?

Ok, vi klarer den med at lave skype interview, og sidde herhjemme og klipper, men prøv lige at lave et interview altimens ungerne kommer og beder om mælk.

Igen, det klarer vi også, og vi lapper ind over hinandens arbejde.

Nøglen i forhold til denne diskussion er her lighed, er min erfaring.

Vi diskuterer meget, hvori ligheden ligger. Det er klart, at vi begge skal på job, men faktum er, at vi ikke kan arbejde otte timer om dagen. Jo en af os kan, men det kan vi ikke begge to, når nu ungerne er hjemme. Det kan ikke lade sig gøre, så vi ender med at dele de timer op, som nu engang er der.

Generelt tror jeg på lighed, jeg har faktisk kæmpet for ligheden, en hel del, og også her er det en væsentlig diskussion og parameter.

Men der er mange, som ikke kan finde ud af at håndtere presset og organisationen.

Her er der bare at sige, sæt ligheden som et pejlemærke. Ok, vi kan ikke begge arbejde samme antal timer, men så må vi dele de timer ud der er der, og så tage os af ungerne den anden del af tiden.

Det er forhåbentlig noget som snart er overstået. Men hvis det ikke er, så må den reelle konsekvens være, at den ene stopper på sit job, og den anden så får fuld tid.

Det vil sige, at vi er tilbage til før kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet.

Er det virkelig der vi gerne vil ende?

Hvis vi ikke vil, så må vi organisere os på hjemmefronten, og så bede arbejdsgiverne om en klar udmelding på vores arbejdsbyrde, der tillader en mulighed for at vi tager os af ungerne.

For det er, trods alt, det vigtigste.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Hvad i alverden er det der foregår med Sundhedsstyrelsen, man undrer sig over, hvordan ellers kloge mennesker kan handle og anbefale så urigtigt og lemfældigt.

Kan vi i litteraturen finde en pendant til alle disse kloge hoveder, som reelt render rundt med hovederne under armen og bliver så kloge at de bliver dumme.

Jo, som altid så har H.C. Andersen, med sine finurlige erkendelser og milde samfundskritik spiddet oldermændene og embedsmændene på sine spidse pen.

Klods Hans, den uduelige dummeniks, der hverken kan citere det latinske leksikon eller har forstand på alle de mange artikler dagspressen har udsendt, han rider imod kongens slot, med kun en krage, en gammel træsko og pludder i lommen.

Når han kommer op til kongen og prinsessen, så mener han hverken at oldermanden eller pressen har ret, men kommer med sin snusfornuft og gamle krage.

Det kan prinsessen lide, for hvorfor?

Fordi klods hans ser tingene som de er, han er ikke belært af den sorte skole, eller kan remse hundredesytten rim og remser af sig.

Det er det vi ser i dag, alle de dumme klodshanser der sidder og analyserer på dataen og læser hvad der sker rundt omkring i verden, de er ikke fanget ind af lange lister af latinske verber, men SER TINGENE SOM DE ER.

Lad os håbe at vor tids prinsesse kan skelne imellem sandhed og latinske verber, gode råd og kancellistivnet dumhed.

For det er det vi er udsat for.

Demokratiet har den fordel, at den samler folkets samlede intelligens.

G-d og g-derne bevare Danmark.

For at forstå vores store tilfredshed med at dronningen nu er kommet på banen, og skælder os ud, skal vi måske se udviklingen i et platonisk lys.

Her er den platoniske forklaring på vores nyfundne tilfredshed med den “stærke” stat.

Den “naturlige” udvikling af en stat er sådan her; kongedømme, aristokrati, demokrati, tyranni, kongedømme, aristokrati, demokrati.

Det er altså en cirkelbevægelse som fortsætter i det uendelige.

Derfor har man skabt en stat, hvor man forsøger at inkorporere alle tre styreformer i en. Vi har altså derfor både et kongedømme (dronningen), aristokrati (overhuset) og demokrati, underhuset.

I Danmark er vi ekstra demokratiske, så vi har fjernet overhuset. Det var partiet Venstre der fik fjernet aristokratiets magt for hundrede år siden, og skabt en folkestat; folkeskole, folketing, folkehøjskole.

PROBLEMET ved demokratiet er imidlertid, at for megen frihed giver en opløsning af de konservative dele af staten. Det vil altså sige kongedelen.

Vi er med 68´erne kommet fra langt væk fra balancen imellem kongehuset på den ene side, og demokratiet på den anden side.

Det har skabt en moralsk korruption som åbne grænser, familiens opløsning og så videre.

Altsammen ting som ødelægger landet.

PROBLEMET ved dette, ud over at det giver en del skader på landet og de individuelle familier og mennesker er, at hvis vi ikke får oprettet balancen igen, så kommer TYRANNEN og vælter staten.

Den stærke mand.

Problemet er, i et platonisk lys, at vi bliver så trætte af al den moralske korruption, at vi vælger den stærke mand for at rydde op.

Her er problemet imidlertid, at det vi mister i denne proces er demokratiet.

Så kommer Hitler eller Stalin og bestemmer over os allesammen, og vi mister vores egen autonomi.

Det er reelt derfor, at Østergaard og de moderne kommunister er så sindssygt farlige, deres manglede ansvar overfor samfundet skaber en situation, hvor tyrannen dukker op, og har gode vilkår for at gro.

Kig bare til Sverige, hvor nazismen har alt for gode vilkår at gro i.

Er det virkelig det vi vil i Danmark?

Indtil videre har Østergaard og hans kumpaner ikke taget ansvar for deres nedbrud af moralen, men forsøgt at bekæmpe tyrannen.

PROBLEMET er, at både Østergaard og tyranniet er to dele af det samme problem.

Hvis vi ikke BÅDE får bekæmpet Østergaard og hans nedbrud af den offentlige moral, OG forhindret tyranniet i at brede sig, så falder staten på en eller anden måde.

De to kamphaner ødelægger alt det indimellem dem.

Det er præcis her, at kongedømmet, altså vores majestæt dronning Margrethe har en ekstrem væsentlig funktion.

For at hele samfundet skal bevares i den nuværende form, og vi ikke overgår til tyranniet, så SKAL hun, undskyld de stærke ord, sætte nogle grænser for os.

Hun SKAL vise mod og handlekraft, på sin egen elegante facon.

Det samme gælder faktisk fr. Mette Frederiksen. Hendes handlekraft er VIRKELIG en god ting for den demokratiske republik.

Den viser, at der indenfor statens og samfundets rammer er handlekraft til at stoppe problemer.

Med andre ord, balancen imellem frihed og ansvar bevares.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Der er blevet skrevet en hel del om Coronavirussen. Det er som om, at vi forsøger at forstå hvad det egentlig er, som vi har gang i, ikke så meget lægefagligt, der er det min fornemmelse, at det går fint, men mere menneskeligt.

Hvad er der som sker med os, når vi accepterer statens hårdnhændede indgriben i vores hverdag, ja ligefrem hilser den velkommen.

Der er en del brok, men i bund og grund, er vi tilfredse med, at både dronningen og den nye dronning fr. Mette Frederiksen tager bukserne på, på en god måde, og belærer os om hvad vi skal i gang med.

Der er en barnlig, i positiv forstand, efterfølgen af, hvad monarkerne mener.

Det siger jeg igen ikke for at sige noget negativt overfor hverken statsministeren, eller overfor hendes majestæt dronningen. Det er for at forstå os selv, hvad er det som er så dejligt ved en de facto indførelse af monarkiet igen?

Altså et system hvor vi skal følge den retfærdige handlen af vores ledere?

Det er fordi, vi er så uendelig trætte af friheden. Jeg ved godt, at det lyder skørt at det kommer fra en liberal filosof som mig.

Men al den frihed, som for 68´erne har betydet fri indvandring, åbne grænser, fri kriminalitet for mange migranter.

Al den frihed er vi trætte af, vi er trætte af den ind til benet.

Det er i det lys, at vi skal se monarkiets genindførelse igen som en befrielse.

Læg mærke til, at der ingen, ud over Østergaard, som brokker sig over, at grænserne bliver lukket, tværtimod vil vi have dem helt lukket. Specielt da det gik op for os, at monarken alligevel ikke havde lukket for migranter, hvilket da i øvrigt heller ikke giver nogen mening.

Men vi ELSKER at konservatismen, de lukkede grænser, statens styrke og at alle de andre traditionelle dyder bliver opretholdt med hård hånd.

Ja, familierne har fået et comeback, for det er alt andet lige federe at sidde far, mor og børn derhjemme fremfor at være fri fra ægteskabets snærende bånd.

Det er virkeligheden, og det er helt ok.

For hvis vi ikke standser liberalismens negative amokløb, så får vi nok noget som er en hel del værre.

Just saying.

Så derfor tror jeg, at fr. Mette Frederiksen måske skal tage ved lære af monarken, og styre os igennem med intelligens, overblik, men først og fremmest, med ret og retfærdighed.

G-d og g-derne bevare Danmark, og tak til hendes majestæt dronningen.

I de platoniske tekster, er der i virkeligheden to karakter som er til at forholde sig til. Den ene er selvfølgelig Platon selv, som skinner igennem teksterne. Men den anden, som er ligeså present, er Sokrates.

Platon brugte Sokrates som sin hovedfortæller i det meste af sit forfatterskab.

Så Platonisme er på den ene side den ansvarlige statstænker Platon, og på den anden siden den rebelske, stærke og etiske Sokrates.

Så vi platonikere svinger lidt imellem oprøret og ansvaret ovenfor samfundet, når vi skriver.

Det afhænger af, hvad der er behov for i samfundet, når vi skriver.

Lige nu er der behov for Platon og ikke Sokrates.

Der er behov for at tænke løsninger og fremadrettet og ikke polemiske tiltag.

Med det in mente, så kan vi kigge på et typisk platonisk idesæt.

Håb og sandhed.

For at få håb, skal vi være sande.

Denne pointe er specielt vigtig i forhold til den lægefaglige håndtering af krisen med Corona virussen.

Det er vigtigt, at vi ved hvad der sker som borgere i samfundet. Det er faktisk godt, at vi også kender de fejl myndighederne laver, fremfor at der dækkes over dem.

Det giver en opfattelse af sandhed, og dermed faktisk håb i forhold til at alle de ting som går godt, rent faktisk er sande også.

Det er en etisk øvelse ud over at være en lægefaglig øvelse også.

Sandhed giver håb.

Det er, indtil videre, den vej de lægefaglige myndigheder går, det er selve årsagen til, at borgerne retter sig efter deres dessiner. Det bliver sikkert sværere, som epidemien skrider fremad, at opretholde den forpligtelse de lægefaglige myndigheder har overfor sandheden. Der kommer til at ske fejl, men det er alfa og omega, at man holder sandheden som et væsentligt måske eksistentielt pejlemærke.

For vi har brug for at håbe.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Corona virussen har virkelig ændret Danmark allerede, ikke så meget rent fysisk, for der er stadig få, som har virussen.

Men vores tankegang har fået sig en solid dosis realisme.

Når verden er nem og man ikke behøver at tage ansvar, så kan man bygge tankeluftkasteller.

Men når virkeligheden eller naturen i al sin grusomhed viser sig for os, så er vi tvunget til at forholde os til den.

Nød lærer nøgen kvinde at spinde.

Vi har levet i vores velfærdsboble i mange år efterhånden. Vi har vænnet os til, at moder stat tager og redder os, hvis uheldet er ude. Vi har ikke skullet bekymre os om sygdom, børnepasning eller arbejdsløshed. Staten har været der, og været et sikkerhedsnet.

Med Coronavirusen er alting vendt på hovedet. Staten kan ikke redde os. Jo, den kan sætte nogle rammer, men det er op til os selv at være ansvarlige i forhold til at følge de retningslinjer staten sætter. Pludselig har vi fået ansvaret tilbage.

Det er ligesom når man sejler i en storm. Der er der ikke plads til, at vi flipper ud og maler masten lyserød og kalde det for en LGBT mast (al respekt for bøsser), for så går båden under.

Det er det samme med Coronavirussen, der er ikke plads til, at Enhedslisten og RV mener, at asylansøgere skal fritages forbuddet imod at komme ind landet. For så går båden ned med mand og mus.

Det er realismen.

Den realisme vil hænge ved os efter at virussen er ovre. Vi vil se mere realistisk på de udfordringer vi står overfor, og handle derefter.

For eksempel er det et rimelig stort problem, at der indenfor religiøse muslimske miljøer er en ide om, at Coronavirussen er G-ds straf imod vantro.

Det er lidt ligesom hvis en Somalisk pirat pludselig stod på dækket og viftede om sig med en Kalashnikof.

Vi bliver nødt til at forholde os til virkeligheden.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Jeg har oplevet noget jeg ellers aldrig havde forstillet mig jeg skulle opleve, jeg er enig med Carsten Jensen!

Jeg er Facebook venner med Carsten Jensen, og han er ligeså ulidelig som undertegnede, bare med modsat fortegn. Den evige polemiker.

Men her i Coronatiderne så kommenterede jeg på hans Facebookvæg, og mente, at det rent faktisk er dejligt, at vi KAN stå sammen i disse for vort land så svære tider, i en usædvanlig situation.

Jeg afholder mig fra at kritisere alle mulige politikere, specielt statsministeren, i en situation, hvor nu nok har andet at bøvle med, end lige min kritik.

For at være helt ærlig, det er bare super. Jeg vil hellere have, at statsministeren passer sit arbejde, og det faktisk overraskende godt, end at hun passer mine skriverier.

Det betyder, for at være helt ærlig, at hun foretager sig noget som er konstruktivt og godt.

Hermed min fulde støtte til ikke bare Carsten Jensen, men også til fr. Mette Frederiksen. Det er ikke tid at kigge på partifarver, men at holde sammen, for at komme igennem en svær tid.

Godt gået Mette!!!

G-d og g-derne bevare Danmark.

Jeg har forholdt mig fra at forholde mig til Coronavirusen, af den simple årsag, at jeg har meget lidt forstand på det.

Jeg har ikke lyst til at udtale mig om emner, jeg ikke ved noget om.

Men jeg ved noget om kultur og fælleskab. Det jødiske fælleskab er for eksempel meget stærkt af forskellige årsager, men ikke mindst det faktum, at vi altid bliver forfulgt. Vi lever et hårdt og nådesløst liv, altid på vagt overfor den næste pogrom.

Det giver et stærkt fællesskab.

I Danmark har vi levet i fred og ro siden anden verdenskrig, det gør, at man lader barriererne falde og tænker mindre på sikkerhed og fare.

Vi har levet i fred så længe, at vi ikke engang kan HUSKE hvad krig er.

Det er i dette lys, at Coronavirussen kommer ind og virker på og for os. Det minder os om, at der er farer, der er krig, der er en grund til, at vi skal holde sammen som kultur og land.

Sammenhold gør stærk, og sammenhængskraften, som vi har gået og bekymret os så meget om, bliver nu sat på prøve.

Den bliver sat på prøve på flere niveauer, på det familiære niveau. Er vores familier trygge havne, som vi kan søge tilflugt i i en svær tid, eller er de ikke. Hvis de ikke er, så understreger det måske, at vi skal overveje det meget væsentlige i, at vi har stærke familier, som kan samle os op i svære tider.

Hvis vi ikke har det, så var det måske på tide at skabe det, eller klinke skårene rundt omkring.

Der er også et samfundsniveau, har vi et statsberedskab, som kan klare det pres der kommer på statens institutioner herunder læger og hospitaler.

Men har vi et yderligere beredskab der kan stå i reserve, hvis der skal ske noget ekstra. Her har mange måske grinet lidt af hjemmeværnet, men hjemmeværnet stiller altså op i en krise situation og leverer en koordineret og konstruktiv indsats. Hjemmeværnet bliver alfa og omega for landet, hvis krisen trækker ud. Det er den arm staten har, hvis der skal organiseres noget i længere tid, og med flere mennesker. Jeg kan sige, at vi er parat.

Så spørgsmålet er vel, er der stadig et stærkt “vi”. Det er der, og denne situation understreger vigtigheden af, at det vi bevares også efter Coronavirussen, for det er ikke sidste gang Danmark bliver truet af det ene eller det andet. Det kommer igen, så derfor skal vi bevare et vi.

G-d og g-derne bevare Danmark.