Category archive

Europa

EU og Europa

i Demokrati/Europa af

Der er, i disse dage, stor diskussion af EU, og de grundlæggende krav man kan tillade sige at stille til en demokratisk enhed. Vi går her ud fra at EU vil forsøge at blive demokratisk, eller i det mindste har et demokratisk ideal.

Grundlæggende kan man skelne imellem et demokrati og et tyranni. Tyranniet er kongedømmets negative modpol, demokratiet er folkets styres positive pol. Hver styreform; enmandsstyre, fåmandsstyre og folkestyre har hver deres negative og positive pol. Den positive pol for kongedømmet er det retfærdige kongehus, det negative er tyranniet. Det positive for folkestyret er demokratiet, det negative er pøbelvælde.

Det afgørende for en styreform er, at dem der styrer styrer for folkets eller deres egen skyld. En konge er altså karakteriseret ved at han styrer for folkets skyld. Et ægte demokratis styrere er karakteriseret ved at de ansvarlige politikere styrer for folkets skyld.

Kigger vi på EU, er det grundlæggende problem, at der er en meget uigennemsigtig og relativ lang distance imellem de enkelte folkeslag og magthaverne. Som jeg har oplevet Bruxelles, så virker det som et hemmeligt elfenbenstårn, uden den store fornemmelse for konsekvenserne, af de handlinger de foretager sig. Et meget oplagt eksempel er den konflikt EU kontorerne har haft med de folkeslag, idet EU mente at det gav mening at importere store mængder arbejdskraft fra de muslimske lande, uden at have konsulteret de eksisterende befolkninger. Det har givet en gevaldigt bagslag for de enkelte landes parlamenter, idet de har skullet samle op på EUs forfejlede politik og har haft gevaldige problemer med det.

Havde der været en mere direkte kommunikation imellem de enkelte folkeslag og EU, så var det aldrig kommet så langt ud, og EU havde haft langt større chance for reelt at blive et system med en seriøs overlevelseschance.

I nuværende situation er EU fastlåst i en direkte konfrontation med de enkelte folkeslag, som ikke har det reelle overblik over det politiske spil, så at de kan gennemskue at det, primært er EU der har stået bag den gigantiske indvandring ind i EU.

Det er altså, reelt, et demokratisk vakuum vi oplever i disse dage hvor EU er i problemer. EU vil ikke rette sig ind efter den store opposition den selv har skabt i de enkelte medlemslande, men mener, at mere kontrol og mere topstyring er vejen frem. Med andre ord, EU regerer ikke for folkets skyld, men for sin egen skyld. Så er der, reelt, tale om et tyranni.

Det er det grundlæggende problem for EU, der er ikke kommunikation med de enkelte befolkninger, og aggressionen og afstanden imellem EU og den enkelte borger er i dag uoverkommelig.

At skabe et demokrati kan ikke lade sig gøre hvis man forsøger at pådutte befolkningen det oppefra, det skal komme nedefra. Jeg håber derfor at mit projekt; at samle de demokratiske kræfter i en liga i opposition til islamismen vil være det som, i sidste ende, vil vinde i Europa.

Det er egentlig et sjovt tilfælde, at både jeg og EU har det samme mål; et samlet Europa. Jeg arbejder nedefra, EU arbejder oppefra. Men målet er det samme; et fredeligt, arbejdsomt, lykkeligt Europa.

Jeg ved bare, at et sådant Europa kun kan opstå i en ramme hvor de enkelte folkeslag selv bestemmer over deres parlamenter. Nationernes Europa er vejen frem. De enkelte parlamenter skal bestå i en ægte social kontrakt imellem parlamentet og befolkningen. Men vigtigst af alt; parlamenterne skal tjene befolkningen og ikke omvendt.

Vi skal i dialog

i Europa/Kritik/Politik/Socialisme af

Sandheden er ilde hørt i de høje gemakker. Vi går lystigt i krig med diktatorer i de arabiske lande, men når det kommer til diktatoriske og udemokratiske tilstande i vores egen verden, så er alle der kritiserer straks “højreekstremister”, “usympatiske” og har dårlige værdier. Sandheden er, at det er langt lettere at se sine fjenders fejl end sine egne fejl.

Lad os kort rekapitulere; I Danmark er vi underlagt et bureaukratisk system, som knytter sig til en megalomanisk enhed som kalder sig EU. EU er en blanding af en liberal og socialdemokratisk instans. Men det er desværre alle de dårlige værdier fra det liberale og det socialdemokratiske som EU bygger på; Chigaco boys, og post KGB socialistisk ungdom. Det handler ikke om at se ytringsfrihedens idé, eller være reelt solidariske med den lille mand, det handler om magt og om at udnytte dem som kan udnyttes. Et godt eksempel er det danske fiskeri, som virkede fint indtil EU fik kastede deres grådige fingre over det, regulerede det, og ødelagde utallige små fiskeri samfund. Man snakker om udkants-Danmarks død, døden kommer fra EU. Det er EU, der med sine bureaukratiske tiltag har ødelagt et område som eller fungerede fint og opretholdte smukke og lokale kulturere med mange tusinde år på bagen.

Dette monster, som ingen legitim demokratisk ide har, har brugt det meste af sin levetid på islamisere, udnytte, nedbryde de lokale demokratier, sælge landet og kvinder for højestbydende, og i det hele taget prostitueret Europa. Nu er projektet ved at gå til i egen inkompetence, europæerne hader alle de tiltag der kommer fra monstret, og det virker ganske enkelt ikke.

Jo længere vi overlader styringen til EU, jo mere vold og opstand vil der ganske enkelt komme i de enkelte lande.

Sammenligner vi dette inkompetente og korrupte styre med Gadaffi, så er den eneste reelle forskel, at EU endnu ikke har valgt at bruge fysisk magt for at understøtte sine ufattelig korrupte projekter. Man har valgt at forsøge sig alene med mediemagt for at gennemføre bl.a. islamiseringen af Europa.

Det går bare ikke, og tingene er ved at vælte for socialdemokraterne i alliance med de korrupte Chicago boys, og det bliver grimt.

Realistisk set bliver det så de demokratiske parlamenter der skal rydde op efter EU´s hærgen, og det er her den nye demokratiske ideologi vil spille en væsentlig rolle.

Derfor er det så utrolig vigtigt, at min/mine venners filosofi får lov til at blive udbredt på nuværende tidspunkt, der skal være et system der samler op på tingene efter EU´s sammenbrud. Hvis ikke der er en seriøs polis ideologi der kan samle folk om et civiliseret projekt, så vil det hele risikere at gå virkelig skidt.

Hvilket vil sige, at den ideologi der på nuværende tidspunkt virker skræmmende og frastødende på nogen, er en reel redningskrans hvis først Europa kastes ud i kaos for alvor. Man skal være blind for ikke at erkende at den er gal, og man skal være gal, hvis man vil forhindre de reelt demokratiske, positivt spirituelle kræfter i at komme frem.

Alternativet er jo som med Breivik, hvis den udvikling som må komme stoppes af mediernes tyranni, så ender det med at den slår over i terror. Der var det måske mere positivt at man tog knoglen, ringede til mig, og spurgte mig, og andre i min båd, hvad i alverden vi har gang i.

Vi vil fred og kærlighed, men vi er samtidig erkendte om de reelle farer vores verden er i, hvis det er kriminelt, så er sandheden kriminel, og det er den som bekendt i tyrannier.

G-d bevare kærligheden.

Forståelse af konflikten med Breivik

i Europa/Islam/Kristendom/Politik af

Den europæiske politiske elite er ufattelig naiv, man har troet at man uhindret har kunnet islamisere hele Europa uden at skulle stå til ansvar. Det er naivt, selvfølgelig vil det kristne, konservative Europa reagere på et tidspunkt. Reaktionen imod kommunismen var stærk, der var propaganda og skjult støtte til de konservative miljøer fra Vatikanet i Polen, og andre steder. Nu er en, set fra det konservative, kristne Europas synsvinkel, langt større trussel opstået; islam. Den oprindelige ærkefjende er vendt tilbage, vil de reagere på det? Ja, selvfølgelig. Spørgsmålet er ikke om de vil reagere, men hvordan de vil reagere.

Hvis det virkelig er tempelridderne der står bag angrebet på socialdemokraterne i Norge, så er banen lagt for den konservatives strategi; det er en varm krig. Tidligere har Vatikanet stået bag modsubversion og antikommunistisk propaganda, hvilket altså vil sige man har fulgt konflikten af de ikke voldelige, men propaganda orienterede veje som alle andre. Det har betydet at de, lig med KGB, CIA, MOSSAD og den iranske efterretningstjeneste er gået under radaren.

Det er så, hvis Breivik sagen er tempelridderne, et overstået kapitel, nu bliver der skudt med skarpt.

Således er den kolde krig, som reelt gav Europa en syg men fredelige tid, overstået. Konflikterne er igen kommet op til overfladen, og de ansvarlige risikerer nu at skulle leve med en fysisk trussel.

Lad mig prøve at illustrere det for medierne og den politiske elite. Lige nu står der en gigantisk, trænet, effektiv, stiktosset, ja rasende varmkriger og sigter på dem med et arsenal af våben de ikke engang vidste eksisterede. Den varmkriger har kæmpet i Afghanistan, Libyen, Irak og hele verden, for at holde islam stangen. Han er virkelig pissed (undskyld mit sprog) over at truslen ikke tages alvorlig i Europa, men at politikerne åbenlyst kollaborerer med fjenden. Han har gået og bygget en vrede op i over tredve år, siden den politiske elite fandt på islamiseringen, har, synes han, sendt mange klare signaler om at nu er det snart nok, og ingen reaktion fået. Politikerne fortsætter ufortrødent samarbejdet med de kræfter, han bløder hver dag for at beskytte sine folk imod. Altimens skal han se på at hans søster bliver voldtaget, at hans kirke brændes ned, at islamiseringen fortsætter med fuld kraft. Han føler sig magtesløs, og føler sig ikke lyttet til, han ser sin verden falde sammen. En gigant bundet op af feje menneskers slimede bånd. På et tidspunkt drives han derud hvor han tænker, ok, så kan det også være ligemeget, nu fyrer jeg en enkelt lille skud af imod de idioter som islamiserer mit eget hjemland, så kan det være at han reagerer, og vender den anden vej.

Hvordan ville du selv reagere, hvis der stod en machokriger med strittende våben og bad dig om at gå til højre, ellers ville han skyde, ville du så gå til venstre?

Lige nu går den politiske elite til venstre, hvis de ikke erkender hvilken opponent de muligvis har, så risikerer de at den kristne kriger skyder igen, og igen, og igen indtil politikerne kommer i gang med at afislamisere Europa. Først når politikerne reelt nærmer sig det konservative perspektiv, altså fjerner sig fra alliancen med islam, og knytter sig til deres eget folk, vil den testetoronpumpede kriger overveje at sænke våbnene, indtil da sigter han, og kan finde på at skyde igen.

Jeg ved ikke, det er som om at den politiske elite ikke helt har fanget omfanget af den vrede de har skabt med deres europæiske islamiseringsprojekt, men den er, tro mig, gigantisk.

Jeg skrev det tidligere; magtforholdet er assymetrisk; politikerne har meget lidt magt i forhold til den konservative elite, hvis de ikke retter ind, så går det helt galt.

Jeg bliver sikkert brændt på bålet for at sige sandheden, men sådan er det vel altid, det er lettere at skyde budbringeren, end at forholde sig til problemerne. Og jeg er alligevel en gammel såret kriger, så jeg klarer mig.

G-d bevare kærligheden

Vesten imod Østen

i Europa/Forsvaret/Islam/Israel af

Erkendelsen af konflikten imellem Vesten og Østen er nu nået til et nyt niveau. Indtil videre har konflikten været imellem de vestlige demokratier og de østlige tyrannier. Obama var i denne kamp ledende, idet han kæmpede for demokratiet imod de arabiske tyrannier. Denne kamp kører stadig, men nu er der en ny front, som har været der hele tiden, men ikke fået så meget opmærksomhed: Kampen imod det spirituelle islam og den spirituelle kristenhed. Breivik er tempelridder og knytter således sin ideologi til en kristen ridderorden.

Jeg har selv, i hele min karriere som internetfilosof, fra min tid i Stop Islamiseringen af Danmark og over min blogtid, været fortaler for at se konflikten med islam som en konflikt udelukkende imellem den politiske del af Vestens ideologi med den politiske del af den muslimske ideologi. Derfor var jeg fortaler for at definere vores opponenter som islamister og ikke muslimer. Pointen var, at det at have en muslimsk tro var ok, men det var ikke ok at have en muslimsk politisk ideologi, som med voldelige midler ville omstøde samfundet.

Med Breivik sagen er der altså, indtil videre, ingen hjemmel i min filosofi for en konfrontation. Årsagerne til at jeg har undgået religionskonflikten er, at en religionskonflikt er langt dybere og eksplosiv i sin udvikling. Kampen imellem protestantismen og katolicismen var f.eks. en kamp som varede meget lang tid, og krævede utrolig mange menneskelige ofre. Entrerer vi først i en religionskrig imellem kristendommen og islam, så får vi en utrolig blodig krig.

Problemet er imidlertid, at muslimerne ikke skelner imellem det politiske niveau og det religiøse niveau. I den iransk islamiske republik er republikken funderet på den islamiske tro. Når de muslimske kamptropper som er støttet af Aytollaerne i Iran kæmper, kæmper de for G-d, ikke for et politisk system.

Hermed tvinges Vesten ind i konflikt som Vesten egentlig ikke har lyst til at tage. Men vi må nok erkende, at hvis muslimerne vil den religiøse konfrontation, så kan vi ikke undgå konfrontation. Helt konkret kan vi ikke se igennem fingrene med at muslimer brænder kirker ned alle de steder de har magt, inklusive Europa. Vi kan heller ikke se igennem fingre med at de brænder synagoger ned. Hvis vi vender det blinde øje til den udvikling, vil vi svigte mennesker som er afhængige af os. På den måde tvinges vi vesterlændinge ind i en religiøs konfrontation, uden at vi vil det.

Men hvis vi ikke tager slåskampen, så dør vi også.

Hermed er konfliktlinjerne endelig trukket op for alvor, om vi vil det eller ej; det er de kristne/jødiske demokratier imod de muslimske teokratier.

Konflikter udvikler sig ved at de involverede parter vælger side. I lang tid har mange vesterlændinge ikke valgt side, specielt det religiøse har man ikke ville vælge. Hvis den klassiske historiker Thycudides har ret, så vil vi, hen af vejen, været tvunget til at vælge side; vil vi være på den kristen/jødisk demokratiske side, eller vil vi være på den muslimsk teokratiske side? Vi kan ikke vælge ikke vælge, vi kan kun vælge side. Således vil verden blive polariseret i to lige dele, og med det voldspotientiale der ligger i islam, så vil de sikkert gå ned med mus og mand. Heri ligger det endelige Armageddon. Vor tids konfliktpunkt vil være Vesten imod Østen, og så længe man har en gal apokalyptisk ideologi på den ene side (den iranske version af islam), så vil konflikten fortsætte ned at den kompromisløse krigssti.

Vi kan ikke undgå at tage kampen, og hvis vi skal gøre det, så bør det, for mig at se, være med det mål at skabe en verden bagefter, hvor kærligheden råder. Vi skal gøre hvad vi kan for at endemålet konstant står lysende klart for os; en verden hvor man kan give uden at være bange for at blive udnyttet, hvor hvert menneske er så spirituelt oplyst, at de lever med den der står ved siden af dem, uden at ville dem ondt, uden at ville udnytte, uden at ville begå mord.

Det er det vi kæmper for, og hvis vi er skarpe og ærlige overfor os selv, så kan vi også nå derhen. Men realistisk set vil vejen være belagt med død, blodet vil flyde, for det gør den i religiøse krige.

G-d bevare kærligheden

Socialisterne og Breivik sagen, den dybe analyse

i Europa/Forsvaret/Islam/Journalistik/Politik/Socialisme af

Det er ikke nemt at være socialist i disse dage, gamle synder indhenter det socialistiske perspektiv. Den, reelt, naive koldkrigspolitik som socialisterne førte, er nu ved at blive realiseret i drab på dem selv.

Jeg kan desværre ikke gøre noget for at redde socialisterne, det kan de kun selv. Men jeg kan dels give en analyse af hvad der er på spil, og dels give et ide til hvordan socialisterne kommer videre. Men først og fremmest bør socialisterne være realistiske; har de problemer? Ja, de står i problemer op til halsen. Er de selv skyld i problemerne? Ja, Glistrup brugte det meste af sin karriere, blev forfulgt, sat i fængsel, fordi han advarede imod islam. Så man vidste, hvis man havde bevæget sig ned fra den ophøjede selvpromovering, at den var gal.

Denne realisme bør bruges i forhold til at ordinere en medicin, der kan løse problemerne. Problemet er ikke tonen. At der findes personer der formulerer en kritik, og påpeger problemerne er ikke årsag til at der findes problemer. Problemerne eksisterer uanset om de bliver kritiseret eller ej. Problemerne hober sig op; afdemokratisering af landet, voldelig islamisering af store dele af det offentlige rum, voldtægter, ran, demoralisering, store skarer af konvertitter, tortur af mindreårige piger, you name it you hate it.

Disse handlinger og problemer er socialisterne ansvarlige for. Derfor kan man tale nok så pænt om multikulturen, sandheden er at det er et mareridt, og dette mareridt er kun begyndt.

Jeg kender de miljøer som står bag massakren ret indgående, og jeg må sige, at jeg er virkelig skræmt.

For mig at se er der to mulige scenarier der kan forklare Breivik sagen.

Scenarie et

Breivik er en solo terrorist, og han har selv planlagt hele dåden. Hans type er den ny “internet” filosof type. Typisk lidt nørdet, computerspillende, intelligent, kamptrænet (de spiller mange krigsspil), utrolig vidende. Deres filosofi er gerne demokrati. Men ikke det man i mainstream forstår ved demokrati. Internettet har givet dem mulighed for reelt at kende til de principper demokratiet, retsstaten og polis ideen står for. Så de er reelt demokratiske supermænd. Mange af dem er yderligere kristne, hvilket betyder at de kan have en poetisk, ridderlig ide om kristendommen. Store dele af blogverdnen har et lidt romantisk forhold til korstogene, da korstogene repræsenterede de sidste seriøse og romantiske kampe imellem Europa og islam. Disse internet heroer har yderligere adgang til viden om bombeproduktion, strategi, hvordan de politiske spil fungerer, hvem der reelt er skyld i islamiseringen af Europa. Så de går efter dem som har siddet og trukket i trådene. Det var derfor det var socialdemokraterne der var målet, da det er socialdemokraterne der reelt har islamiseret Europa.

Problemet for efterretningstjenesterne i forhold til Breivik typerne er, at det næsten er umuligt at støve dem allesammen op. Jo, hvis man opretter en fuld politistat der kontrollerer alle borgere i hele landet, så ja, ellers ikke. Men det burde man vel have overvejet før man indførte det reelt tyranniske bureaukrati som EU er. Man kan ikke indføre tyranni, hvis man ikke har fuld kontrol over borgerne. Hvis man kun har halvt kontrol med borgerne via medierne, så vil der være nogle individer der gennemskuer skuespillet, og reagerer voldeligt. Det har været lidt naivt. Enten er man fuldt ud realistisk og ambitiøs med at oprette et tyranni, eller også skal man lade være.

Breivik sagen er relativt uskadelig, hvis han er en “lone rider”. Man kan enten afmontere EU, eller man kan indføre en politistat. Begge handlinger vil løse problemet. I hvert fald for et stykke tid. Hvis man kigger lidt imod de erfaringer man havde i Tjekkiet, og i Østeuropa generelt, så endte det også med at befolkningen gennemskuede sagens rette sammenhæng, og staten mistede borgernes loyalitet. Det sker ved, at den virkelighed som præsenteres i medierne er fra langt fra den virkelighed, som er på gaden. Så mister borgene tilliden til medierne, og forsøger at “læse imellem” linjerne. Denne tilstand er vi vel, langt hen af vejen, nået til allerede nu. Så det ville ikke give så meget mening at gennemføre en fuld implementering af EU, det vil alligevel gå på samme måde som med Sovjet. Det vil bare trække pinen ud, det mest fornuftige er at afmontere EU, og genindføre det nationale demokrati i Europa igen.

Scenarie to

Hvis Breivik ikke er en “lone rider”, så ser det uhyggeligt deprimerende eller måske lyst ud, alt afhængig af hvilke briller man ser med. Breivik kalder sig for tempelridder, og det er tydeligt at han har ret godt styr på de principper som den katolske ridderorden har kæmpet med og for.

Hvis Breivik reelt er tempelridder, og det er ikke usandsynligt, så ser det virkelig skidt ud for socialisterne. For så har de fået den katolske kirkes militære arm på halsen. Det er mange år siden tempelridderne har vist deres ansigt offentligt, men det er en offentlig hemmelighed, at de stadig eksisterer. Det kan man se i litteratur som Dan Browns bøger, i utallige slet skjulte spor på nettet og meget andet. Deres magt er meget stor, ligeså stor som Vatikanet, og større endda. De repræsenterer det kristne Europas magt.

Det er snublende nært for det kristne Europa at bliver bitre og sure over at kulturmarxisterne har islamiseret Europa. Muslimerne er de kristnes ærkefjende, og der er udgydt ufatteligt meget blod fra de kristnes side for at stoppe muslimerne, senest ved slaget ved Wien i 1683. Der er yderligere meget ondt blod imellem kristne og muslimer, idet muslimerne forfølger de kristne. I Egypten forfølges de kristne koptere f.eks. af muslimerne. Det kan de kristne organisationer ikke sidde overhørigt i al evighed. En passant er det vel også værd at nævne, at kristne også bliver forfulgt her i Danmark. De kristne kirker i ghettoer er ofte mål for muslimsk aggression.

Vi taler altså om en langt mere omfattende konflikt end den enkelte hændelse i Norge.

Kigger vi på magtforholdet imellem kulturmarxisterne og de kristne i  Europa, så er det reelt assymetrisk. Kulturmarxisterne har magt i medierne og det akademiske liv. De kristne har fysisk militærmagt. De fleste forsvar i Europa er reelt stadig kristne, de har bekæmpet muslimerne i Afghanistan og Irak, og de er ikke venner af islam.

Konflikten vil altså, hvis ikke kulturmarxisterne skynder sig at bakke ud af den, eskalere med vold fra den ene side, og censur og propaganda fra den anden side.

Vi vil se en stigning i direkte attentater imod kulturmarxistiske mål, og islamiske mål.

Da den fysiske vold jo er betydelig mere ubehagelig end mediemagten, så er det, alt andet lige, mindre behageligt at være kulturmarxist end demokrat eller kristen.

Hvad skal socialisterne så gøre?

For mig at se, er der kun en ting at gøre; den udvikling som socialisterne har været inde i siden Mohammedkrisen bør fortsætte. Afstandstagen fra islam, tættere tilknytning til Israel. Reelt er der, såvidt jeg kan gennemskue, to fløje indenfor den socialistiske perspektiv; traditionalisterne og reformisterne. Traditionalisterne vil ikke tænke nyt, men vil insistere på at gennemføre alliancen med islam til sidste bitre ende, og de forsager reelt demokratiet. De vil hellere dø, end at forny partierne. Så er der reformisterne, som har forsøgt at gøre op med den kolde krig, har dannet en kritisk stillingtagen til islam, og kastet sig over de demokratiske traditioner i den socialistiske ideverden; Hal Koch, Oriana Fallaci.

Begge perspektiver kunne indeholdes i samme parti, hvis der var tid. Det er der bare ikke. Socialismen er, hvis Breivik repræsenterer en bredere kristen opposition imod islam, i bitter tidsnød. Hvis f.eks. socialisterne vinder næste valg, og ikke foretager et hurtigt opgør med EU og islam, så vil hele partier være legitime mål for kristendemokraterne.

Hvis jeg var socialist, og reformist, ville jeg skære forbindelserne til traditionalisterne og danne et nyt parti. Det ville give alle de kræfter som vil skabe forandring en platform de kan kæmpe fra, det vil give en langt større fysisk sikkerhed, og det vil gøre det muligt for resten af samfundet at holde øje med traditionalisterne, som er meget tæt på at konvertere til islam mange af dem.

Jeg håber ovenstående analyse er til hjælp, om ikke andet, så til erkendelse af at der skal handles med mod og omtanke nu, ikke med panik og manglende strategisk indsigt.

Diskussion af Breivik sagen

i Europa/Islam/Kritik/Socialisme af

Jean Jaques Rousseau

Det er ikke til at holde ud, når mennesker er selvretfærdige. Venstrefløjen bader i disse dage i selvretfærdighed, åh så er de endelig ” de gode” igen. Diskussionen af tonen er endnu engang på mode. Hvad sagde vi, menes der. Hvis vi nu bare havde holdt en “god tone”, så ville vi ikke være gået i konflikt, så ville alle de mindreårige socialister ikke være gået bort. Det er usandt, sagen er langt mere kompleks. Selvfølgelig er det uden sammenligning inhumant at slå så mange børn ihjel, det kan man ikke andet end tage afstand fra. Men, diskussionen af årsagerne til at det er gået så galt er dårligt startet. Vi har været i krig med islamismen siden Aytollah Khomeni kom til magten i Iran for over tredve år siden, og denne terrorhandling er bare en enkelt handling i en fortkørende krig, som har sine handlinger og krigsangreb fra den ene og den anden side, og har haft det i mange årtier. Forskellen er bare, at hændelsen sker i Norge og ikke i Afghanistan.

Jeg mener, vi slår muslimer og deres allierede ihjel i Afghanistan, Irak, og nu også i Norge.

De slår også os ihjel i de samme lande, i lang tid har det primært været muslimer der slog danskere, nordmænd og svenskere ihjel i Skandinavien, nu bliver deres medsammensvorende; socialdemokraterne altså også mål. Er det retfærdigt? Lad os prøve at se tingene i et retsfilosofisk lys.

Forudsætningen for at borgerne skal overholde loven er at der eksisterer en “social kontrakt”. Ideen er defineret af den franske filosof Rousseau, som, i hans filosofi, mente, at lovene opstår i et samarbejde mellem politikere og borgerne. Borgerne samtaler om reglerne, og politikerne udstikker så regler baseret på den offentlige samtale. Kontrakten ligger så i, at borgerne opfylder den aftale de selv har været med til at definere. Det minder lidt om foreningsdemokratiet, hvor foreningens regler bliver til ved at foreningens medlemmer i samtale finder ud af hvad der er op og ned på foreningen.

Denne sociale kontrakt er ophævet med indlemmelsen af de skandinaviske lande i EU. Præcis hvor stor del af vores lovgivningen vi selv bestemmer over er lidt uklar, der bliver talt om procentandele som 60 – 80%. Men der er ingen tvivl om, at størstedelen af landets love er uden for borgernes rækkevidde. Tag for eksempel grænsedebatten. Her vedtog et flertal af folketinget en regel, som så blev underkendt af EU.

Effekten af at EU udstikker reglerne er at demokratiet ophører i de lande hvor EU bestemmer. Det er ikke længere den offentlige samtale der er det øverste magt for lovudstikkerne.

Hermed ophæves den sociale kontrakt, og hermed ophæves borgernes loyalitet overfor loven. Den demokratiske retsstat falder, og en bureaukratisk retsstat opstår i stedet.

Skal man som borger anerkende den bureaukratiske retsstat? Hvis man har lyst, så ja. Hvis man ikke har lyst, så er det ikke noget det forpligter en. Hvis et fremmed menneske henvendte sig til dig og sagde at du skulle gøre det og det, ville du så rette dig efter ham? Ja, hvis du havde muligheden for at diskutere med ham/hende, men ikke hvis du var frataget din frihed.

I praksis er altså retsstaten ophævet med EU, og samfundet falder tilbage på den ret der er før retsstaten; den stærkes ret.

Mange forstår ikke helt hvorfor vi har en retsstat i dag, for at forstå det, bør man gå tilbage til udgangspunktet for retsstaten som er de Mesopotamiske riger. Vi kender Babylon fra det gamle testamente. I denne verden udvikledes polis ideen, retsstatsideen, som sidenhen blev formidlet via grækerne til Rom og sidenhen til Europa.

I denne tradition er retsstaten til for at beskytte de svage. Ideen er, at hvis retten ikke er der, kan den stærke; den fysisk stærke, den politisk stærke, den mentalt stærke udøve sin magt over de svage. I praksis vil høvdingen kunne udnytte slavepiger, den store bølle vil kunne udnytte den lille svage mand.

Det er også det vi i praksis ser i Skandinavien; den stærkes ret er genindført i store dele af det territorie som er i Danmark; i ghettoer, på gader i stræder, i form af dummebøder osv.

Når Breivik slår en stor del af de unge socialister ihjel, er der altså ikke noget retsligt at sætte på hans handling. Loven er ophævet i Skandinavien, og resten af EU, derfor kan man tillade sig at gøre som man vil.

I praksis ser man to parter overfor hinanden. På den ene side har man alle dem som har kæmpe for den multikulturelle ideologi, bl.a. socialisterne, som har islamiseret det meste af Skandinavien, med alle de konsekvenser det har for samfundene; voldtægter (i Norge er samtlige voldtægter på offentlig vej forårsaget af indvandrere), tyveri, skatteunddragelse, ja også mord, som mordet på den italienske turist Antonio Curra, og de tilfældige mord forårsaget af indvandrerbander i rockerkrigen. Det værste er, for mig, den tortursag af en stakkels ung pige som blev tortureret og holdt i et skur i Sydhavnen i over et år.

Den anden part er Breivik, som har slået mange unge ihjel på en ø. Hvad er mest kynisk?

Diskussionen af oppositionen imellem socialisterne og Breivik bør yderligere diskuteres i forhold til retfærdighed. Er det retfærdigt at udsætte befolkningen for vold og tortur, og er det retfærdigt at slå mange børn ihjel.

Det er altså, retsfilosofisk set, helt i orden at bekæmpe mord med mord, men vi kan selvfølgelig ikke bevare en situation, hvor konflikten eskalerer, således at mordtallet og konflikten stiger ukontrolleret.

Her er der kun en ting at sige til det; vi skal have den demokratiske retstilstand tilbage, og vi skal have et samfund hvor det er det frie ord der bestemmer hvad der giver lov.

Når det så er sagt, så synes jeg, personligt, at vi yderligere kan diskutere mål og midler. Jeg synes at det er forkasteligt at slå alle de børn ihjel. Bare fordi socialisterne har undertvunget os, har stjålet vores demokrati, voldtaget vores børn, så behøver vi ikke at gøre det samme. I det gamle testamente er den retsfilosofiske ide; øje for øje tand for tand. Den ide behøver vi ikke at følge. Jeg mener at vi kan tilgive socialisterne mange af deres handlinger, og jeg mener ikke at vi skal blive som dem, eller blive som islamisterne, for hvis vi gør det, så har vi tabt kampen. Vi bør altid have en sund etisk stillingtagen til vores midler, og altid huske på at målet med vores kamp er et samfund hvor kærligheden og frihed råder.

EU og mennesket

i Europa/Humanisme/Israel/Politik af

Det diskuteres i disse dage hvad vi skal med Europa; alle er nogenlunde enige om, at den Europæiske Union i sin nuværende form ikke er holdbar i længden, men de færreste er parate til at tage konsekvensen af det. Det bliver de nødt til, hvis de ikke gør det bevidst og kontrolleret, kommer det til at ske ubevidst og ukontrolleret.

Demonteringen af den Europæiske Union er imidlertid ikke så dårlig, for unionen er bygget på traumer og manglende selvopholdelsesdrift. Unionen var det projekt der skulle gøre Europa til et fredeligt kontinent i skyggen af de to tidligere verdenskrige. Det projekt lykkedes, men paradoksalt nok lagde det samtidig kimen til næste verdenskrig, idet unionen faciliterede indvandring af mulismer der, med den muslimske tilknytning til det iranske terrorapparat, skubber Europa ind i en ny krigsfase.

Man siger vejen til krig er belagt med gode intentioner. Ja, Europa forsøgte at betale tilbage for deres skyld imod jøderne idet de behandlede muslimerne som jøder; de kunne ikke diskuteres, deres skyld var hævet over enhver tvivl og de skulle beskyttes imod de onde europæere.

Man glemte bare at forholde sig til den barske virkelighed, problemet med muslimer er, i al sin grusomhed, at islam ofte er lige så slem som nazismen, ja ofte endda værre. Specielt de versioner af islam som bruger jøderne på samme måde i deres propagandamateriale som nazisterne. Uforvarende har man forårsaget præcis det modsatte af det man ville, da man beskyttede muslimerne som vor tids jøder. Muslimerne er ikke vor tids jøder, jøderne er vor tids jøder, og jøderne forfølges ofte af muslimerne.

Læs videre

Oriana Fallaci

i Europa/Humanisme/Politik/Socialisme af

Mange socialister skal i disse dage forholde sig til det simple faktum, at islam ikke er kompatibel med socialismen og demokratiet. Men hvad skal man så rette sig imod for at forstå, hvilken vej man kan gå? Jeg rettede mig imod Oriana Fallaci da jeg gik ind i modstandskampen imod islam. Jeg kan huske første gang jeg stødte på Fallaci; her er mine reflektioner og oplevelse, som måske kan inspirere.

Jeg stødte først på Fallaci i efterskolen. Min lærer havde det med at stikke mig nogle bøger, hun mente kunne være gode for min videre udvikling og dannelse. Af en eller anden årsag mente hun at Oriana Fallaci var noget for mig. Hun gav mig bogen; En Mand, der handlede om Oriana Fallacis forhold til Alexandros Panagoulis, en græsk frihedshelt der gav sit liv i kampen imod den græske junta. Jeg var meget optaget af Alexandros, hans kamp imod undertrykkelsen, beskrivelsen af torturen, hans inderlige dialog med billerne i hans celle. Oriana sagde mig egentlig ikke så meget, men jeg fik en fornemmelse af, at her var et menneske, der virkelig elskede den mand. Han døde, og hun fandt aldrig en anden, han var hendes mand.

For fire fem år siden stødte jeg så på Oriana Fallaci igen. Pludselig var hun sprunget ud som islam kritiker. Jeg havde selv tumlet med mange af de samme reflektioner som andre har; det lugtede ilde med islam, jeg brød mig ikke om deres menneskesyn, volden, selvhøjtideligheden, løgnene. Men jeg havde samtidig ikke rigtig sprunget ud af skabet, for på det tidspunkt var islamkritik det samme som social udstødelse. Der hjalp Oriana Fallaci, for hvor hun gik, gik hun altid imod lyset og kæmpede for frihed og solidaritet. Hendes første erfaringer havde hun som modstandskvinde imod den italienske fascisme, og hendes intuition følte jeg, at jeg kunne stole på. Hun var kompromisløs og sand i sine handlinger.

Jeg undersøgte Fallacis skriverier lidt mere, efter modstandskampen imod den itaienske fascisme, fik hun en stor karriere som journalist. Hun interviewede nogle af de største tyranner og ikoner igennem tiden. Henry Kissinger skulle bla have sagt følgende om hendes interview med ham:

Det var “the single most disastrous conversation I have ever had with any member of the press.”

Fallaci var en sand stjerne, smuk indenvendig og udvendig, kompromisløs og sandhedssøgende.

Det gik op for mig, at Fallaci havde luret faren i islamismen allerede ret tidligt. Hun var berømt for at have interviewet Irans Aytollah Khomeni, hvor hun er citeret for følgende ordudveksling.

OF- I still have to ask you a lot of things. About the “chador,” for example, which I was obliged to wear to come and interview you, and which you impose on Iranian women. […] I am not only referring to the dress but to what it represents, I mean the apartheid Iranian women have been forced into after the revolution. They cannot study at the university with men, they cannot work with men, they cannot swim in the sea or in a swimming-pool with men. They have to do everything separately, wearing their “chador.” By the way, how can you swim wearing a “chador”?
AK- None of this concerns you, our customs do not concern you. If you don’t like the islamic dress you are not obliged to wear it, since it is for young women and respectable ladies.
OF- This is very kind of you, Imam, since you tell me that, I’m going to immediately rid myself of this stupid medieval rag. There !.

Se det er en dame man kan beundre og respektere. Stærk, sanddru, ægte.

Med Fallacis eksempel følte jeg, at jeg kunne gå ind i kampen imod islam. Men min kamp kunne desværre ikke starte med den socialistiske del af Danmark på det tidspunkt. Der var kun en reel deltager, der gjorde noget seriøst imod islam i Danmark, det var Stop Islamiseringen af Danmark. Mange har hele tiden hadet SIAD, men da jeg selv har været med til at udvikle mange af de ideer der ligger til grund for foreningen, kan jeg ikke andet end støtte den del af det islamkritiske: kampen imod tyranniet, demokratiets kompromisløse afstandstagen fra fascismen i islam.

Efter for alvor at have sat mig ind i islams ide, fandt jeg hurtig ud af at Fallacis instinkter var hundrede procent rigtige; islam er fascistoid i sin grundide, hvorfor? Fordi fascismen ikke, som mange tror, er et ondt styresystem, nej fascisme er et system, som vil det gode for verden. Fascisme er når en organisation, politisk eller religiøs, mener at have en sandhed andre mennesker i verden skal underlægge sig. Den fascistiske ide er altid “god”, i den forstand at fascismen prædiker at de vil det gode for verden, men det er en kvalitet der ikke kan diskuteres. Da islam yderligere har et væld af macho principper som heller ikke kan diskuteres, var valget klart for mig; islam er fascisme i sin mest klassiske form; en verdensopfattelse som vil undertvinge sig andre mennesker og ikke vil give mennesket fri. Denne erkendelse havde Fallaci også:

Whether it comes from a despotic sovereign or an elected president, from a murderous general or a beloved leader, I see power as an inhuman and hateful phenomenon…I have always looked on disobedience toward the oppressive as the only way to use the miracle of having been born.

Renæssance

i Europa/Humanisme/Renæssance af

Fremtiden ligger i fortiden. De erkendelser vi har haft, vil pege fremad imod det som kommer til at ske. Det store problem for Europa lige nu er den Europæiske Unions fald. Det kommer til ske, måske ikke nu, så snart i en form. Årsagen er enkel; projektet er initieret fra toppen af samfundet uden at inkludere bunden af samfundet. Lægmand, vaskekonen, billetkontrolløren og bonden var ikke med i planlægningen af unionen. Da først den stod, gik det op for eliten at de ikke er folket, men at folket findes udenfor elfenbenstårnet.

Hvad skal vi så gøre efter at det elitære projekt falder? Ja, vi skal til at vende tilbage til demokratiet, det nationale demokrati. Min plan har hele tiden været at forsøge at lægge de frø i den europæiske muld, som kunne løfte Europa og resten af Vesten efter unionerne ville falde.

Denne proces skal selvfølgelig ikke komme oppefra, det har vi prøvet, nej den skal komme nedenfra. Engagementet i demokratiet, med alle demokratiets smukke principper og realistiske funktioner, skal være, hvis det skal lykkes at få et comeback, det der skal drive udviklingen.

Læs videre

Go to Top