Den kolde krig er reelt overstået, og vi står på kanten til en varm krig med de muslimske lande. Denne nye strategiske situation stiller store krav til reorganisering på den vestlige front. De organisationer vi har nu skal ændres for at modgå den nye trussel. Men håndteringen af situationen skal ske med en erkendelse af hvad vi kommer fra, og hvad vi skal udvikle os til, eller rettere, hvilke mål vi har for den nye verden vi vil forsøge at skabe efter vi har vundet krigen med islamismen, hvis det altså lykkes.

Hermed en analyse af hvad vi kommer fra, og hvad vi, efter min mening, skal bevæge os henimod. Vi kommer fra en kold krig. I denne krig var det to systemer i opposition til hinanden; demokratierne imod kommunisterne. Krigen blev primært kæmpet af efterretningstjenesterne imod hinanden, altså CIA imod KGB. MOSSAD var jokeren i spillet, som ikke altid kunne placeres.

Karakteren af krigen påvirkede de politiske systemer hen i en meget uheldig retning; systemerne blev mere og mere lukkede i takt med at det hemmelige politi fik mere og mere magt. Til sidst blev det så ulideligt, at selv Sovjetunionen ikke kunne holde til at det hemmelige politi styrede det hele, og Sovjet lukkede derfor ned for sig selv.

Arven fra den hemmelige krig er imidlertid stadig stærkt aktiv. De fleste demokratirt opererer stærkt hemmeligt, og EU, som opstod i den hemmelige krig, er dybt præget af den mentalitet som vari tiden for EUs opståen. Det er et lukket, hemmeligt selskab, som opererer under bordet.

Denne måde at organisere på er direkte skadelig for den konfrontation som er under opsejling, for det er ikke en kold krig vi skal kæmpe, det er en varm krig. Det er en krig med våben der bruges; små våben, store våben, gadevold, atombomber, alt hvad der findes i krigens arsenal.

Derfor kan det ikke bruges, at organisere vores politiske systemer som om vi stadig kæmpede imod KGB, for det gør vi ikke, vi kæmper imod islamismen.

Da krigen imod islamismen er en stærkt ideologisk krig, altså der er tale om to politiske systemer der står overfor hinanden, er det vigtigt at vores side; demokratierne er helt klare i deres ideologiske udgangspunkt. Det nytter ikke noget, at vi siger vi står for demokrati, hvis vi ikke lever op til vores egne idealer. Altså hvis vi kæmper for demokrati, skal vi også være demokratiske selv. Ellers giver det ingen mening at slås. Yderligere kan det ikke betale sig, rent strategisk, at slås for noget man ikke opfylder selv, for det vil opleves som hykleri, og det vil ikke tiltrække mulige samarbejdspartnere som måske overvejer selv at blive demokratiske.

Vi skal være klare på hvem vi er, hvad vi er, og vi skal have balance imellem logos og ergon, tale og handling. Vi skal gøre det vi prædiker overfor resten af verden.

Med denne analyse for øje kan man betragte den situation vi står i pt. Er de politiske systemer demokratiske, oplyste, fair og til støtte for folket? Nej, tværtimod. Vi står overfor en meget svær reorganisering af hele den vestlige verden for at kunne møde truslen fra islamisen reelt.

Der er gode takter, jeg synes, at samarbejdet omkrig Libyen var godt. Man respekterede hinanden, og man respekterede libyerne. At det så ikke ser ud til at lykkes er ærgeligt, men dette er kun den første konfrontation i en lang række af konfrontationer, og vi bliver nødt til at lære af den.

Samarbejdet virkede, og det skal der bygges videre på. Vi så reelt et samarbejde som bestod af lige demokratier med det formål at skabe fred. Det var et åben, reel samarbejde, som ikke kunne diskuteres politisk. Der var ingen skjulte dagsordner, kun respekt for hinanden, og et motiv for at hjælpe et folk som måske ville være demokratiske.

Sådan skal det være for fremtiden; vi skal samarbejde med respekt for hinanden, uden at snyde, og uden at have skjulte dagsordner. Kun sådan kan vi være et reelt ideal for resten af verden som overvejer muligheden for at blive demokratiske.