Journalisternes faglige svigt

i Journalistik/Kritik/Renæssance af

Der diskuteres i disse dage højtlydt i forhold til journalisternes manglende faglighed og inkompetence i relation til grænsedebatten. Den enkle og uhyggelige sandhed er, at journalisterne tydeligt talte med to tunger; en på redaktionen og en i aviserne. Det er, her efter mediestormen, helt tydeligt at den konkrete nyhedsdækning af sagen ganske enkel er usand.

Hvorfor er det udtryk for et journalistisk forfald? Fordi de idealer journalisterne burde opretholde; objektivitet, sandhedssøgning, uafhængighed ikke blev opretholdt under dækningen af grænsediskussionsdebatten.

Poul Erik Andersen har gennemgået nogle af de journalistiske artikler der blev skrevet under mediestormen.

Manipulerende grænsejournalistik, JP, 26.06.11

Men, hvilke idealer er det så journalisterne burde stræbe efter, og hvor kommer de fra?

De kommer aktuelt fra den franske revolution. Napoleon Bonaparte kastede sig, med sine lasede franske tropper sig ind kampen for nationen og demokratiet. En kamp vi hørte et ekko af i fransk militærs indgriben i Libyen krigen, i et gjalende egalite, fraternite og liberte. Vi hørte det ikke direkte, men vi fornemmede det i de heltemodige jageres første tur ind i kampen for det libyeske folk. Det var modigt, det var flamboyant, det var fransk.

Ligeledes opførte Napoleons tropper sig, da de kæmpede for den franske Republique; Avants les bleus!, lød det, når de revolutionære gendarmer kastede sig imod de opstablede tropper, som resten af det aristokratiske Europa stillede op imod den unge franske opkomling. Som man sagde den gang, det var en tumultarisk tid, men hvem der bare var ung i den tid. Det kunne ikke sammenlignes med noget; revolutionen var hævet over enhver tid, for man kæmpede for den franske nation, og man skabte et momentum som vi i dag, flere hundrede år efter, længes tilbage efter. Vi vil også skinne som små nyslåede femører, når vi stolt hæver fanen for lighed, broderskab og frihed.

I denne proces spillede de franske filosoffer en stor rolle; Rousseau og Voltaire var to af de mest dominerede. Rousseau formåede, med et ellers tortureret musikersind, at formulere “Den sociale kontrakt”, et værk der på trods af sin lidt rodede tilstand, gav gendarmerne det pift der skulle til for at ville kæmpe så modigt, så fransk.

Voltaire var mere en dramatiker end filosof, eller han var vel en blanding af det ene og det andet. Han formåede at springe fra England (uha, arvefjenden), til Frankrig i en zig zag kurs skarpt forfulgt at aristokratiets korrupte håndlangere. Men Voltaire var ligeglad, han formulerede Sokrates filosofi i et enkelt diktum, som vi stadig beundrer ham for; det er muligt at jeg ikke bryder mig om det du siger, men jeg vil går i døden for at du får lov til at sige det. Sokrates om igen.

Gendarmerne i Napoleons hær var de første revolutionære, og de mest engagerede i demokratiets opståen. De lavede aviser, og det er fra disse første revolutionsaviser at idealet for den vestlige presse har sit udgangspunkt. Det er disse aviser de journalister der skriver i dag svigter, det er de første aviser, der, forsvaret med fransk ære og blod, blev til i et uhyggeligt engageret forsvar for ytringsfriheden.

De aviser der søgte oplysningens flamme, sandhed i samtale.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.