Poul Hennningsen, min gamle helt og kulturradikal sagde det så enkelt og rigtigt; den offentlige mening er en vendekåbe. Først holder den med den ene, så med den anden, og som oprigtig sandhedssøgende intellektuel skal man altid forsøge at gøre sine egne overvejelser.

I 1938, før Danmark blev angrebet af Tyskland, blev P.H. fyret for Politiken, fordi han ikke ville holde kæft, og støtte “vores store ven i syd”. Så skrev han i et mindre blad, så lavede han revyer, hvor han hintede overimod tyskerne, så blev han forfulgt, udstødt, lagt for had af sine egne. Dem som han kom fra; de kulturradikale.

Da krigen var overstået, støttede han de tyske flygtninge som nu led under danskernes had til alt tysk.

Sådan er en ægte intellektuel, et ægte oplysningsmenneske. Hvis man ikke søger sandheden og det humane i situationen, så svigter man de humanistiske idealer. Ligeledes er min Odysse, fra hyggedansemyg til hård oppositionist, præget af mine valg som intellektuel. Jeg har mistet alt; familie, de fleste venner, min fødeby København. Jeg er hadet og udstødt, præcis som P.H. Det er ok, det er sådan Danmark er i den moderne tid, og jeg vidste det da jeg gik i gang; hvis jeg ville køre mit oplysningsprojekt til ende, så ville jeg ende med at blive hadet. Det siger Platon i sin hulelignelse, det siger P.H.´s eksempel.

Men jeg står her stadig; ensom, nu med nye venner og familie, men det er da ingen hemmelighed, at mit offer har været større end det egentlig er rimeligt i en politisk situation. Men jeg ville gøre det igen hvis jeg skulle. For humanismen og menneskeligheden taber, hvis der ikke er nogen, som vil gå hele vejen for den.

Mange har været sure på mig fordi jeg har tilladt mig at kritisere islam. Det er meget enkelt; islam er humanismens fjende nummer et, ligesom nazismen var det under den sidste seriøse krig i Europa. De foreskrifter der foreskriver mord, bøssehægning, håndsafskæring osv, er ikke rimelige i et godt samfund. Der råder lighed, frihed og kærlighed.

Der er mange som nægter at se denne simple sandhed i øjnene, det er lettere at binde sit hoved fast med snører for enden af hulen, og så begynde at slå dem som vil skære i snørerne, det er lettere at forfølge filosofferne og sandhedsbringerne. Det er lettere. Men er det rigtigt?

Det spørgsmål vil danskerne sikkert stille sig igen om fem seks år, når jeg forsvarer de ofre der vil være for krigen imod islam.

Krigen kommer, den er på trapperne, og det nytter ikke noget at lukke øjnene for det.

Det vil denne dag, ti åreret efter at Al Quedas angreb dobbelttårnene, minde os om hvert år.

Hermed min uforbeholdne solidaritet med det amerikanske folk, et folk som vi danskere har stået last og brast med i snart mange krige nu, med det samme mål; at bekrige islam.

Det vil fortsætte indtil en af parterne endelig vinder, lad os håbe det bliver os.

G-d bevare Amerika.