Hedegaardssagen og retsstaten

i Demokrati/Retsstat af

I retssagen imod Lars Hedegaard, som just er overstået og faldt ud til Hedegaards fordel er der flere reelle retslige spørgsmål at stille sig selv. Man sætter en retsfilosofs ære op imod en journalists ære, og dømmer til journalistens fordel. Uanset at filosoffens argumenter er vandtætte og kan dokumenteres.

Hvorledes stiller det retsstatens højeste organ højesteretten?

Lad os kort gennemgå sagens forløb. I første omgang blev Lars Hedegaard frikendt af byretten for at have udtalt sig racistisk. Denne frikendelse skete på den baggrund at Hedegaard påstod, at han ikke havde lavet et interview, men at jeg skulle, sammen med en blogven have “snydt” ham til at lave interviewet. Vi skulle, under en julefrokost have snigoptaget nogle sætninger, som vi så sendte ud på nettet.

Dette var beviseligt forkert, idet jeg kunne dokumentere at vi havde aftalt interviewet. Det kan man se her:

http://edens-lys.dk/sandheden-om-interviewet-med-lars-hedegaard

Ellers man er velkommen til at rekvirere mailen.

Det fortalte jeg så byretten, og det hørte anklageren, som så rekvirerede mailen, og ankede til landsretten.

Her blev forsvarets sag så gennemhullet af anklageren, idet han havde mailen.

Sagen blev så anket til højesteret, som så frikendte Lars Hedegaard i en mærkværdig sag. Jeg forstår det sådan, at forsvareren rodede sig ud i en diskussion om at sagen skulle eller burde have været til gennemsyn.

Ja, set i bakspejlets lys, skulle manden selvfølgelig have haft interviewet til gennemsyn. Det havde været rimeligt, men er der nogen garanti for at han havde rettet i det? Jeg mener, bagefter har manden skrevet en hel bog hvor han dokumentere sin påstand.

Nej, det havde han sandsynligvis ikke, for han mente det, og han mener det.

Yderligere stiller det min ære i et skidt lys, det er ikke rimeligt, i det mindste burde jeg have haft en chance for at give mit besyv med.

For, det er tydeligt, at manden lyver. Han løj i byretten, hvorfor skulle han så ikke lyve i højesteret?

Kigger man på de etiske diskussioner som ligger under sagen, kan man diskutere det etiske fundament som ligger under retsstaten. Altså diskussionen af retfærdighed.

Hvad er det?

Set i et Alf Ross lys er det retsfølelsen. Altså retfærdighed er en fælles ide eller fornemmelse som ikke bare ligger i den enkelte, men er et fælles ubevidst. Hvordan har retsfølelsen det med at man stoler på en løgner og ofrer en filosof?

Så kan man diskutere det i et platonisk lys. Platon mener, at retfærdighed er det sunde. Er det sundt eller er det ikke sundt for et samfund at stole på en påbevist løgner? Er det sundt for samfundet at undgå det sår det ville være at have en tidligere højt respekteret samfundsstøtte afsløret i sit korrupte spil?

Jeg mener, i al enkelhed at det sundeste ville være, for samfundet hvis han gik fri, men for mig ville det være hvis han blev dømt.

Så kan man diskutere; skal man ofre en enkelt person for samfundets bedste?

Nej, det kan man ikke tillade sig. Jeg mener, prøv at høre her. Jeg har et barn på vej, hun får store problemer med at få mad i munden og tøj på kroppen fordi i har ofret mig. Er det retfærdigt? Nej, det er ikke retfærdigt.

Så er der transperensen. Det er i samfundets interesse at samfundet er gennemsigtigt, det vil altså sige, at dem som gemmer ting, lyver eller har andre korrupte gøremål for, de bliver afsløret. Det var min mission med interviewet med Hedegaard. Det viste sig så bare, at det ikke kun var Islam som var korrupt, men også Hedegaard. Det har i så nu fumlet rundt i, er det en højesteret værdigt?

Der bør stilles skarpt på retfærdigheden når man dømmer, og retsstatens højeste instans bør, efter min mening stramme sig op.

Det bør være en sag, som diskuteres i dybden, her og på de juridiske fakulteter.

Det er, mig bekendt, første gang i dansk retshistorie, at højesteretten har dømt i så principiel en sag, og så så lemfældigt.

Med respekt for retten, men med en kritik af dens udøvere.

Heraklit siger, at i en polis er murene som oppebærer samfundets fundament ikke de ydre fysiske mure, men de indre mure som står i hvert bryst. Disse mure er loven.

Den mur står stadig i mit bryst, men er den sunket i grus, i den institution som burde opretholde den?

Jeg mener at det er til diskussion.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.