Den poetiske retfærdighed

i Leder af

Det er nu fem år siden at Jyllandsposten offentliggjorde sine tegninger af profeten Mohammed. Det skabte vores moderne verden, men hvad er egentlig konklusionen på denne misere, og hvad har vi at kigge frem til?

Hermed min analyse af hændelsen, de principper som er på spil, og en lille profetisk snak.

Først og fremmest må man forholde sig til de principper som er i konflikt, og årsagerne til at de er i konflikt. Principperne er på den vestlige fløj; ytringsfriheden og loven og på den muslimske fløj; respekten for religion og deres identitet.

Grundlæggende er konflikten opstået fordi der er forskel på systemerne, og fordi disse principper repræsenterer to af verdens største samling af magtudøvelse. Østen og Vesten.

Konflikten er ikke ny, den startede da Mohammed erobrede først den arabiske verden, derefter Nordafrika, og sidenhen islams spredning ind i Europa, Asien, Persien og så videre.

Konflikten imellem Islam og Europa er stået på over mange omgange; den første jihad som Holger Danske og den franske konge Charlemagne slog tilbage, den anden Jihad som den polske Jan Sobiesky og den Østrig ungarske konge slog tilbage ved Wiens porte. Så var der korstogene, som ødelagde en hel del i de islamiske områder, konflikten i Andalusien imellem El Cid og det spanske kalifat. Her i historisk tid har specielt Frankrig været aktiv i de kernemuslimske lande, og i øvrigt opført sig stærkt kritisabelt.

Mest aktuel er krigen imellem den jødiske stat Israel og de muslimske lande omkring Israel.

Der er altså tale om en af verdens ældste og mest intense konflikter. Hver side har retten på deres side, idet ingen kan siges at komme først eller have spildt mindst blod.

Begge sider er inde i en rapid korruption af deres ideer. Den islamiske civilisation er langt fra det højdepunkt det havde omkring ved sidste tusindårsskifte, og den vestlige civilisation er ved at gå til i korruption, fjernstyring af befolkningen via massemedier, og generel egoisme.

Der er altså tale om to depraverede boksere som står døddrukne i ringen, klokken er ved at slå for tiende og sidste omgang, og ingen af dem er helt skarpe længere, men de formår stadig at dele nogle propre lige højre ud.

Det mest paradoksale er vel, at udgangspunktet for filosofien er nogenlunde det samme; Mesopotamien, Egypten, Abraham, men det er fortolket meget forskelligt. I Islam er hele styret en stor retsstat eller en republik, i Vesten har vi, indtil videre, opereret med bystater, også kaldet nationer og imperier. Ideen; at loven styrer et område er den samme, stræben efter retfærdighed og orden, men eksekveringen er to vidt forskellige.

Spørgsmålet er så; kan vi klare konflikten imellem de to civilisationer? Mit svar er; det kan ikke lade sig gøre, i hvert fald er det uendeligt svært, og intet tyder på at konflikten formindskes, tværtimod forøges konflikten konstant. Saul Alinsky, Obamas filosof siger det meget enkelt, når det kommer til forandring “change”, han siger at forudsætningen for forandring er at man er realistisk.

Er det realistisk at vi undgår mere væbnet konflikt imellem Østen og Vesten? Nej, det er ikke realistisk. Det realistiske er at konflikten vil øges med en uhyggelig fart. Det man kan gøre, er at afværge konfliktens mest voldsomme udtryk; krig. Hvis vi starter med at repatriere stærkt troende muslimer, som ikke formår at inkorporere bystatsideen i deres tro, men kæmper for og tror på en islamisk stat, så vil vi undgå de værste følger af krigen. Vi kan også, i samme moment, demontere de statslige infrastrukturelle systemer som Iran, Tyrkiet og andre islamistiske lande har opbygget i Danmark.

Hvis vi ikke gør det, så vil krigen blive meget brutal. Iran siger det ret åbent; USA har aldrig kendt til rigtig krig, det vil de komme til. Hvis Iran ikke vidste at de kunne slå til i USA, og resten af Vesten, ville de ikke true sådan. Og når man nu ved at de har en stærkt udbygget infrastruktur i landet, så er det nok den de vil bruge.

Sådan nogle som mig er blevet forhånet, kaldt sindsyge, kaldt nazister, racister og alle de værste skælsord der findes i den moderne verdens vokabularium, og det er fordi vi er realistiske. Som kompensation for vores realisme og den stigmatisering vi har mødt, har vi formået at ændre verden.

Den poetiske, men meget morbide, retfærdighed i det fremtidige perspektiv er, at dem som har kastet med sten og hånet, de bor i de områder som vil blive ramt værst, når krigen først går i gang.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.