Eftertanker

i Danmark af

Her i halen på manifestationerne af støtten til mine venner, så varmer det da lidt. Men samtidig kan man ikke andet end have en lidt grim smag i munden. For ikke mere end en uge siden sendte jeg først en direkte henvendelse til PET hvorefter jeg sendte en direkte henvendelse til politiet om støtte og beskyttelse. Det omhandlede min gode ven Uwe Max Jensen og direkte trusler imod ham. Det skal, en pessant siges, at Uwe har været med til at stifte Vilks komiteen som stod bag arrangementet i Krudttønden.

Jeg gjorde yderligere det, at jeg forsøgte at råbe politkerne op, det har heller ikke haft den store effekt.

Jeg har indtil videre, ikke fået noget svar fra politiet. Det skal så samtidig siges, at Uwe har været forfulgt af det selvsamme politi fordi han, i samme klang som Vilks har været kritisk overfor Islam. Faktisk er Uwe vel i dag den fremmeste kritiker af Islam i Danmark, i hvert fald mht. billedkunst.

Så, tak for støtten, men fællessang of sympati erklæringer lyder altså meget hult, når der så, helt konkret, ikke står en eneste politibetjent udenfor min eller Uwes dør.

Der er dog ved at ske noget, det er som om at politiet har erkendt at de også er i skudlinjen. Vi er faktisk fælles om at konfrontere Islam, politiet fysisk, vi intellektuelt. Så det tegner positivt.

Kan man så tilgive, når hele samfundet, indtil videre, har arbejdet ud fra den hypotese, at hvis bare de fik lukket munden på os få islamkritikere, så blev det hele godt. Jeg mener, der har ingen ende været på de perversiteter samfundet har ment var nødvendig og fornuftig at tage i brug. Fra mord over berufsverbot til udelukkelse fra det gode samfund. Alle har været med på den, selv alle de almindelige borgere, journalister og så videre. Kan alle disse dumheder tilgives. Ja, selvfølgelig kan de det.

Kejseren vil aldrig have noget tøj på, tabuer vil altid være umulige at bryde uden at skulle konfrontere folks fordomme og deres frygt. Det er prisen for at oplyse samfundet; man skal betale prisen for at konfrontere dumheden, som P.H. siger det.

Den offentlige mening er en vendekåbe snerrede P.H., vi ville, vi ville, vi ville sukkede han, da han begræd alle de planer han havde for København, men måtte sande at alle dens smukke tårne og stolte bygninger langsomt sank i fornedrelse.

Sådan er den danske oponion, den elsker at kaste med mudder, hvorefter den står glad og fro, og forventer at blive tilgivet dagen efter, for fælles ansvar mener man åbenbart dækker således at ingen har ansvar.

Nu kommer tømmermændene, pegefingrene, anklagen, og denne gang tror jeg simpelthen ikke den går længere. Der er sket for mange overgreb, for store problemer er opstået med den kulturradikale eftergivenhed, med den Scaveniuske samarbejdspolitik. Det er en skam, og selvom jeg respekterer Pundik for hans vid og intelligens, så er der altså slået en stakkels uskyldig jøde med et stort hjerte og engle vinger over hans kærlige omsorg i stykker, bare fordi han var jøde. Hvad med det? Hvad er forskellen imellem Nazismen og den handlemåde islamisterne har? Alderdom er ingen undskyldning for ikke at ville se de indlysende fællestræk.

Men, om vi kan tilgive, det skal vi, for ellers kommer vi ikke videre. Vi skal stå sammen nu, så må opgøret komme senere. Jeg inviterer hermed politet, politikerne, alle andre intellektuelle til samarbejde, til rundstykker, til kaffe, for at vi kan, sammen se faren i øjnene og bekæmpe den med de rette midler.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.