Kulturradikalismen

i Danmark af

Lars von Trier, min navnebror, har lige grædt over, at han mener at Kulturradikalismen er død. Efter at Rifbjerg er gået bort til de evige skrivemarker, er der ikke flere Kulturradikale forfattere tilbage, og med det dør Kulturradikalismen.

På en måde har von Trier jo ret, men samtidig så er hans udtalelse også et udtryk for hans egen snævre forståelse af hvad det vil sige at være Kulturradikal. Som om hans version er den eneste der dur.

Hvis vi kigger ud over det politiske landskab, så er Bertel Haarder for eksempel rundet af en blanding af humanisme og højskole. Lederen af Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl er vokset op i et kulturradikalt hjem. Liberal alliance er en blanding af moderne liberalisme, konservatisme og … humanisme.

På en måde kan man sige, at den snævre fortolkning af humanismen har forhindret den i at se hvad den i virkeligheden er; en folkelig bevægelse, som startede med Brandes, og siden har fundet mange udtryk. Ja selv salig Glistrup betragtede P.H. som en af sine forbilleder, et faktum som vist er gået over hovedet på de fleste.

De værdier de nulevende humanister betragter som deres, og meget sjældent udlever, et ofte det de kæmper imod. Nemlig oplysningen, og kampen for at betragte verden ud fra et menneskeligt perspektiv, på trods af hvad den offentlige mening nu måtte mene.

Ja, jeg har aldrig lagt skjul på at jeg er Kulturradikal i en højskoleaftapning, og jeg er gode venner med Uwe Max Jensen og alle de billedkunstnere som har oplyst Islam. Netop fordi de jo oplyser.

Så Kulturradikalismen er slet ikke død, den lever faktisk i bedste velgående, det er bare 68 aftapningen som er ved at dø.

TRANCENDENSEN

Min historie starter med at min mor finder min far. Dengang var verden lyserød og man sang med på Imagine i radioen, og Mahatma Ghandi med hans ikkevold ideer var meget på mode.

Min far var sådan en af dem som Rifbjerg og Marianne Jelved kalder for ”kulturberigere”. En lille smart Bengaler fra Bangladesh. Han berigede Danmark med mig og min søster. Så kunne han ikke rigtig finde ud af at være her i Danmark mere, og så tog han hjem igen. I mellemtiden havde han snydt og svindlet det danske samfund for millioner, men han var min far, så det må man vel leve med.

Omvendt var han faktisk også aristokrat og levemand. Han var kulturel og kunne fortælle mig om hans tid i det Pakistanske luftvåben som pilot. Et barns kærlighed kan aldrig stoppe. Man kan ikke lade være med at elske sin far. Sådan er det. Men, men kan godt tillade sig at være lidt kritisk.

Min mor stod helt af. Efter at det var gået i skudder mudder med min far, så endte hun i en Ghetto i Avedøre, hvor hun resolut satte mig i den lokale folkeskole. Her bankede alle eleverne hinanden, halvdelen af ungerne kom af enten misbrugsfamilier eller tyveknægte. Så der blev jeg så beriget en gang til.

Jeg tror også at jeg lærte noget af det. Jeg lærte, blandt andet, at den ideologi min mor havde; Rifbjergs og von Triers Kulturradikalisme ikke rigtig fungerer i virkeligheden. Jeg mener, efter at blive kulturberiget to gange, uden andet end at skulle ende i en folkeskole klasse, hvor vores lærer gik med et MEGET stort nøglebundt og tog vores ting når hun syntes at vi for frække, og det var vi altid, så kunne jeg ikke rigtig se fornøjelsen med sagerne.

Nuvel, min mor startede en byggelegeplads, hvor jeg fik lov til at bygge et hus i brædder, og havde mulighed for at have min egen kanin. Men det stod ikke rigtig mål med al den lidelse jeg, fra en tidlig alder, skulle igennem.

Så flyttede far, og jeg var helt alene i det lille kulturberigede hjem. Uden far, og med en mor som hylede og skreg som en besat, fordi hun var utrolig ked af at være en del af en kulturberiget verden. Tror jeg. Måske også fordi hendes idealer ikke stod mål med virkeligheden. Hendes kulturradikale idealer førte hende bare længere og længere ned i sølet og sindsygen.

En sjælden gang fik jeg lov til at komme over til min mormor og morfar. De var en hel anden generation. Min morfar var sådan en stout og streng lektor i historie og tysk. Han gik rundt i Kolding med stok, klak, klak, klak sagde det, når han hamrede sin spadserstok ned i jorden. Han tog mig med til Koldinghus, hvor han hjalp lidt til med at drive stedet. Han fortalte mig om danske folkemyter og Platons hulelignelse.

Jeg var efterhånden blevet isoleret i mine bøger der i ghettoen, så jeg læste alle de ting min bedstefar sendte til mig af folkemyter om Stærkodder og kong Dan. Min bedstefar må have set et lille håb i mig, for han snakkede meget om mine intellektuelle dyder. Måske havde han også lidt på fornemmelsen at hans kulturberigende datter ikke helt havde fat i den lange ende, og derfor var meget bekymret for sit lille barnebarn. Et barnebarn som ikke havde så mange venner der i ghettoen, for der var ikke rigtig nogen at få. Med mindre man syntes at det var sjovt at brænde biler og stjæle fra andre mennesker.

Så med den glorværdige opvækst skulle jeg så i gang med mit liv. Når man er halvt bengaler og halvt dansker, så er man splittet. Jeg kan godt se, at ideen med at blande kulturer er fornøjelige, på at overfladisk plan. Men når man selv er en del af det, så er det ikke særlig fornøjeligt. Jeg mener, hvad var jeg? Dansker eller bengaler, og hvad i alverden var det?

Jeg var så heldig, at jeg levede i en tid, hvor jeg ikke mødte nogen modstand fordi jeg hed Hussain-Engberg til efternavn. Asger Hussain-Engberg. Et mærkeligt navn. I mine teenage år, troede folk at jeg var indianer, fordi jeg havde langt hår. Det syntes jeg alligevel var meget sejt. Men jeg gik stadig og tumlede med min egen identitet.

Så kom jeg på universitetet og læste kommunikation og historie på RUC. Mest fordi jeg ikke vidste så meget om universitetsverdnen, og så fordi jeg, tilfældigvis var startet på et kommunistisk gymnasium som lå lige ved siden af min ghetto, som jeg boede i.

Resten er vel bare historie for dem som kender min politiske løbebane. Jeg startede som en del af parnasset. Skrev en bog hvor jeg interviewede hofmarskallen og Herbert Pundik. Tog, efter Mohammedkrisen stilling og startede i SIAD. Røg ud i kulden og bor nu i Nordjylland, hvor jeg har en mulighed for at få et job, selvom også det er relativt umuligt. Alt taget i betragtning.

Pointen er, at undervejs har jeg transcederet min forældres kulturradikalisme, og skabt et nyt ståsted. Mange af de værdier som ligger i Kulturradikalismen står jeg inde for; menneskeligheden og oplysningen. Men jeg er ikke naiv. For jeg har, hele mit liv, skulle stå model til mine forældres kulturradikalisme, Marianne Jelved og Rifbergs Kulturradikalisme. Og ærlig talt, jeg er stadig forundret over at jeg er overlevet.

Den version af kulturradikalismen som er død nu med Rifbjerg, den vil jeg ikke savne. Ja, der er ingen der vil savne den, hvis vi lykkes med at overleve allesammen, for det er reelt det potentiale der ligger i den grænseløse naivitet og selvhad som den bærer. Jeg er overlevet, og med det kan den danske kultur måske også overleve.

Det siger jeg ikke for at pudse min glorie, faktum er bare, at mit forsøg på at finde ud af de problemer min mor har belemret mig med, har trancenderet min egen person, og er blevet et samfundsprojekt.

Derfor er Kulturradikalismen ikke død, den har bare fundet en ny vej. En sundere vej, og mere ærlig og solid vej. Håber jeg, for både mig selv, og for resten af samfundet.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.