Kulturradikalisme

i Nyheder/Topnyheder af

David Trads spørger, med desperation i stemmen; er Kulturradikalismen og humanismen død?

Til det kan jeg med sindsro svare; den lever virkelig i bedste velgående.

Den er bare ikke fanget i en sen Franfurterskole indstilling som mange af de liberale tænkere og ideologer er. Altså, at det vi kæmper for er minoriteter, og det er så den eneste saliggørende kamp.

Nej, den levende kulturradikalisme kæmper for oplysning, for menneskelighed, for demokrati, for næstekærligheden.

Denne næstekærlighed er ikke en tom og distanceret næstekærlighed, men en fordring til den næste, der står ved siden af.

Således at kulturradikalismen mere en Løgstrupiansk kulturradikalisme end end Nietzscheiansk kulturadikalisme.

Altså en mere borgerlig og konservativ humanisme.

Hvorfor?

Fordi tiden kræver det. Den ekstreme liberalisme som 68´erne var bannerførere for, er vendt til en mere konservativ indstilling.

Det er en naturlig konsekvens af den ekstremisme som vitterlig slog igennem i 68.

Kig dog ud på samfundet. Kan i ikke se, at det er ved at dø i ekstreme liberale dogmer?

Ødelagte familier, leflen for ideologier som bestemt intet har med humanisme at gøre, en hel generation som intet forhold har til fædrelandet.

Det går bare ikke, roret skal lægges om, og vi skal til at forholde os til hvem vi er, og hvad vi er.

Men, vi skal gøre det med menneskeligheden intakt.

Det er reelt det som er opgaven for nuværende; at bevare menneskeligheden i de konflikter vi har med migranterne.

For de er ikke menneskelige, det er kun os som er det.

G-d bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.