Extaticus

i Topnyheder af

Det er slet ikke sjovt at være filosof i Danmark, det har det aldrig været. Jeg sidder lige og læser en bog som omhandler Søren Kierkegaards sidste dage. “Extaticus” hedder den. Kierkegaard var uden venner, hans familie havde forladt ham, og flere centrale meningsdannere mente at han var “Extatisk”, altså halvvejs gal. Et flegmatisk lyst hoved.

Ligesom Kierkegaard havde sin “Øieblikket” har jeg nu mine blogs Thermopylae og Rubicon. Isolerede skrifter som læses af mange, æres af mange, men ingen vil kendes ved fordi jeg vel er en smule ekstatisk?

Hvor kommer dette modsætningsforhold imellem stat og filosof fra? Grundlæggende mener jeg, at der er flere forhold på spil. For det første den Sokratiske tanke. Ligesom Kierkegaard søger jeg den etiske indstilling på trods af tabuer, “de rigtige meninger” og så videre. Dette giver en fantastisk teoretisk udvikling, men oplysningen, som Brandes jo også har fra Kierkegaard, skræmmer mange fra det gode borgerskab.

Den gemene plebejer, teoretisk set, ender så med at mene at man som filosof er “ekstatisk”, jeg er ikke ekstatisk, jeg er sandhedssøgende, kritiserende, som Sokrates.

Se for eksempel på ligestillingsproblematikken, som nu er ved at finde sig et nyt ståsted teoretisk, ikke Franfurterskole, men menneskerettigheder. Det er nyskabende, men det går på tværs af den etablerede holdning til kønsdebat.

Det næste forhold som gør sig gældende, er filosoffens egen psyke, eller sjæl. At være Sokratisk kritisk kræver en helt abnormt stærk sjælelig styrke, og det kræver en god familie til at bakke en op. Det sidste strå for Kierkegaard, før han endelig gik i døden som et knust menneske, var at hans broder Peter, som var en for tiden ledende tænker tog afstand fra Søren. Det har været et dødeligt slag for Kierkegaard, som han selv siger, al den opofrelse Kierkegaard gjorde for ideerne, ingen penge fik han, ingenting, den gav ham kun betegnelsen “ekstatisk”. Det var Peter som forrådte Søren følte han, fordi han hoppede med på den vogn.

Her mener jeg at have lært af Kierkegaard, for hvor Kierkegaard ikke fik sin Regine, fik jeg min Maria. I dag er jeg jo lykkeligt gift, har et barn og venter et mere.

Det er, uden sammenligning, det som holder mig oppe. Uden Maria havde jeg ikke kunnet klare de udfordringer som jeg har klaret.

Her understreges det, for andre som vil være kritiske, ja i det hele taget, vil have et godt og sundt liv, hvor vigtigt det er at have en sund livsledsagerske. En Maria, uden en Maria, så kan vi mænd ikke leve. Det er så enkelt som det er sagt.

Det sidste forhold er, for mig at se, oplysningens karakter. Man kan oplyse som solen, og man kan oplyse som månen. Danskerne kan ikke følge med, hvis man oplyser FOR meget, det skal ske i et tempo hvor danskerne kan følge med. Det skal ske, stille og roligt. Ikke fordi man skal lægge bånd på sig, men fordi det reelt er rimeligt og ok at give den offentlige mening tid til at fordøje den kritik, man har af samfundet.

Hvis tempoet er for for højt, så vender offentligheden sig imod en, hvis den som Kristus, er lige tilpas, så kan alle følge med.

Det er frelsen, i al sin enkelhed; at oplyse i det tempo som folk kan følge med til. Ikke for hurtigt, og ikke for langsomt. Tilpas.

G-d bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.