Borgelige partisaner

i Topnyheder af

Min spæde politiske opvågning startede på Roskilde universitet. Jeg studerede historie under den fremragende Terkel Stræde, som tog mig med rundt omkring. På det tidspunkt var det 50 året for jødernes flugt over Øresund, og jeg skrev om det. Min egen oldemor havde været blandt de jødiske flygtninge som var stuvet ind i de små fiskerbåde, så jeg havde en direkte forståelse for hvad der var sket dengang.

Som en del af mit studie hev Terkel Stræde mig med ud til en organisation som hed “Aktive Modstandsfolk”. Det var resterne af BOPA eller rettere Borgerlige Partisaner. Den største modstandsgruppe under besættelsen. Det var, for det meste, meget gamle mennesker, som stod med et ben i graven. Men der var en enkelt af de gamle kæmper, som stadig var ved sine fulde fem, og var fyr og flamme. Ham blev jeg ven med. Per Mortensen, alias Tom.

Højdepunktet i vores venskab var en tur til Vesterbro. Per var, ligesom jeg, Vesterbordreng, men så bare en hel del ældre version. Der fortalte han mig om en aktion imod en fabrik på Vesterbro som producerede dele til de tyske V2 bombere. Han havde mistet en af sine venner ved den aktion, som faldt der.

Jeg kan huske han kiggede på mig, sådan meget intenst og sagde. Når din tid kommer Asger, er du så parat? Jeg tøvede ikke med at sige ja med det samme.

Det var ægte Vesterbro kultur for mig. Fanen blev givet videre til den nye generation. Jeg vidste ikke, at jeg skulle bruge Pers ord til noget mange år efter. Jeg var ikke særlig gammel, 22 tror jeg.

Fast forward til Muhammed-krisen. Der var gået mange år for mig, jeg havde ærlig talt glemt alt om Per, hans gamle kampe, de nazier han havde kæmpet imod osv. Men pludselig stod Dannebrog i flammer over hele verden. Jeg troede ikke mine egne øjne, men det chokerede en politisk bevidsthed frem i mig, og jeg begyndte at overveje hvad i alverden der foregik. Skulle vi bare acceptere at de trampede rundt på os, altså muslimer som intet havde af ide om Danmark?

Jeg var egentlig ikke særlig patriotisk som sådan. For mig er Danmark min hjemstavn og min tryghed, men sådan ligefrem at skulle kæmpe for Danmark, var faktisk ikke noget jeg havde forholdt mig til.

Jeg havde lige debuteret som filosof, og gik i den forbindelse en lang pilgrimsrejse “Caminoen”. Jeg havde forestillet mig, at den pilgrimsrejse ville give mig et fingerpeg om, hvor jeg skulle hen med min filosofi. Jeg havde kastet mig over forretningsfilosofi, noget som var meget hot på det tidspunkt.

Men som jeg gik der på de støvede veje i Nordspanien (der hvor de gamle spaniensfrivillige havde kæmpet, dem som havde grundlagt BOPA), der fik jeg langsomt den erkendelse, at jeg ikke skulle beskæftige mig med forretningsfilosofi, men med at kæmpe imod Islam.

Da jeg kom hjem, gik jeg i gang med det, og har forsat med det lige siden.

Så, det er historien bag den sidste afdeling af BOPA. Afdeling Vesterbro, med kun ét tilbageværende medlem. Still going strong.

Kampens fokus er ændret, men det er stadig kampen for et frit Danmark der kæmpes. Det kostede, og det koster. Men uden kamp overlever Vesterbro ikke, og dermed heller ikke Danmark.

Det var det Per forsøgte at sige til mig, da jeg var ung. Det er hermed sagt videre.

For som hans generation også sagde og kæmpede for.

ISTEDGADE OVERGIVER SIG ALDRIG!

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.