Det er på mange måder dybt frustrerende at være vidne til en ting, som den såkaldte #MeToo-kampagne.

På den ene side er der en positiv sag, der tilfredsstiller den basale retfærdighedssans hos de fleste. Man kan ikke rigtig argumentere imod, at en mand som Harvey Weinstein bør bringes til fald, f.eks.

Her taler vi om en magtfuld mogul, der ikke bare har en lang historie af misbrug bag sig, men ligefrem inkorporerede misbruget i sin forretningsstruktur, havde ansatte til at dække over historierne osv.

Samtidig er der ingen tvivl om, at der findes mange andre som ham i tilsvarende magtfulde positioner. Bill Clinton, f.eks. Det ville selvsagt være i alles interesse at få så mange af denne type tilfælde frem i offentlighedens lys som muligt.

Dette overlapper nemlig med et mere generelt fænomen, hvor intelligente mennesker med den karakteristiske seksuelle rovdyrs-psykologi tilraner sig magt, penge, indflydelse og et vellidt image som en usynlighedskappe bag hvilken de kan følge deres destruktive lyster uhæmmet. Vi så det også med Jimmy Savile i England, f.eks.

Ovenstående er et generelt samfundsproblem, og et temmelig alvorligt et.
#MeToo-kampagnen antog dog hurtig karakter af en folkelig katharsis-bevægelse, hvor man ikke skelnede imellem de for alvor ALVORLIGE tilfælde som ovenstående, og – alt andet lige – mindre alvorlige ting, som gentagne uønskede score-forsøg, seksuelle tilnærmelser og gramseri til firmafester.
Jeg betvivler ikke, at sidstnævnte sikkert er til gene for mange kvinder. Det er bare meget uheldigt at påtalen af sådanne episoder ender under samme banner som de førstnævnte tilfælde.

Selvom det ikke er nogens intention, sker der nemlig uundgåeligt det, at flere og flere føler at #MeToo rammer en banalitetsgrænse. Fokus bliver for bredt, og billedet bliver sløret.

Efterhånden begynder flere og flere derfor at trække på skuldrene over #MeToo. Samtidig bliver de tilbageværende forkæmpere for kampagnens berettigelse mere og mere kategoriske (for ikke at sige fanatiske) i deres udmeldinger om problemets omfang og karakter.

Alt i hele verden er pludselig #MeToo! (Jeg mindes artiklen af den afro-amerikanske journalist, der ville gøre #MeToo til en ting, der OGSÅ handlede om racisme, fordi hun selv havde arbejdet under Charlie Rose, men IKKE var blevet udsat for de samme seksuelle tilnærmelser som hendes hvide kollegaer var!)

Til sidst ender vi i den neo-feministiske diskussion om ‘patriarkatet’, der eleverer enhver konkret problemstilling, stor som lille, der vedrører et misforhold mellem kvinde og mand til ét stort, altomfattende problem.
Dette er meget uheldigt af to årsager:

For det første bliver ALVORLIGE sager banaliseret, da skellet imellem systematisk misbrug og uønsket gramseri til julefrokosten falder bort. Det får folk som Weinstein, Clinton eller Epstein til at fremstå mindre skyldige, end de er.

Og for det andet bliver den store fokus på de mindre alvorlige sager (som der i sagens natur er mange flere af) hurtigt til en heksejagt på enhver mand, der har opført sig upassende på ét eller andet tidspunkt i sit liv. Dermed kommer mere almindelige, samvittighedsfulde (men ikke perfekte) mænd snart til at føle sig som syndebukke, der bliver påduttet skyld for en totalt uacceptabel og kynisk praksis, som de i virkeligheden slet ikke har nogen aktie i. Det er åbenlyst urimeligt.

Endelig bliver det hele til en fis i en hornlygte.

Nogle få enkelte bliver udskammet (men næppe straffet) efter fortjeneste, mange bliver udskammet (og måske endog straffet) meget mere end hvad der er ret og rimeligt, og langt størstedelen (slemme som mindre slemme misdædere) fortsætter præcis som de altid har gjort.

Altsammen fordi muligheden for påtale af et alvorligt samfundsproblem i sidste ende måtte give efter for fristelsen til at stable endnu en stor, folkelig katharsis-bevægelse på benene, hvor alle kunne føle at de kunne være med.

Men sådan går det jo i reglen med ‘folkelige bevægelser’. At gøre noget ved problemerne er nemlig langt mere omfattende og langt mindre umiddelbart tilfredsstillende, end den brede kollektivt genererede FØLELSE af, at man gør det.

Vi er ineffektive, men i det mindste står vi SAMMEN!