Det dysfunktionelle akademiske liv

i Topnyheder af

Det virker faktisk som om Fr. Mette Frederiksen gerne vil være seriøs på den internationale scene, det er bare perfekt. Jeg har ærlig talt været lidt alene under Løkke, som overhovedet ikke interesserede sig for det internationale. Han hægtede bare Danmark på EU, og var så i øvrigt ligeglad med hvad der skete internationalt. 

Fr. Mette Frederiksen er en lidt anden støbning, og nogle af de muligheder vi havde hvis Løkke havde villet spille internationalt med, kan Frederiksen nu gøre i stedet for. 

Der er en del fordele i at spille med i det internationale spil, ikke mindst, at ens interesser bliver varetaget lidt mere seriøst end hvis man ikke gør. 

Her er situationen, sådan nogenlunde. 

For det første, er Danmark ikke stærk internationalt på grund af vores militære styrke, ikke for at sige noget negativt om den. Danske soldater er verdensklasse, vi har bare ikke så mange af dem i forhold til Kina og USA. 

Det vi til gengæld har, er en ekstremt udviklet civilisation. Vores SYSTEM er verdensklasse, og det interesserer det internationale samfund. De ideer vi udvikler er virkelig gode, og vores løsninger er rundet af en dyb integritet og en praktisk stillingstagen til tingene. 

Det betyder med andre ord, at det Frederiksen har at vise udlandet er sådan nogen som undertegnede. Altså internationalt berømte filosoffer og intellektuelle som virkelig har tjent respekt rundt omkring i verden. 

Som en naturlig interesse er det derfor også i det politiske livs interesse, at have kontakt til det intellektuelle miljø.

Nu er udfordringen for Frederiksen, at det intellektuelle miljø som er stærk ikke er specielt mainstream i Danmark. Vi er hadet af det meste af medierne, de ledende akademikere rundt omkring har for længst lagt kilometer af afstand til vores ideer. Der er bare lukkede døre rundt omkring. 

Sådan er det, det er der ikke noget at gøre ved. Vores ideer som accepteres af Obama, Putin, Boris Johnson er åbenbart ikke gode nok for UCN. 

Det siger bare lidt om de udfordringer vi har her i Danmark med det dysfunktionelle intellektuelle miljø internt, og de problemer der er med manglende udvikling og dårlig styring af de akademiske institutioner. 

Anyway. Jeg er forsåvidt ligeglad. Jeg har opgivet mine ambitioner om at gøre mig gældende indenfor dansk intellektualisme, hvilket også er ligegyldigt i en international sammenhæng. Det er lettere et blive hørt fra st. Marys Church i Oxford end fra universiteter ingen har hørt om. 

Nå, men konklusionen må vel være, at vi må gøre det så godt vi kan. Politikere er intellektuelt liv. 

Vi kan ligesågodt glemme de danske akademier, og udvikle på tingene selv. 

G-d og g-derne bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.