Danmark

Der bliver diskuteret op og ned af stolpe med hensyn til Løkke og hvordan og hvorledes. 

Her er min analyse og mine argumenter for at stå på den borgerlige fløj, men samarbejde hen over midten når det kommer til islamkritik. 

Jeg startede egentlig fint nok ud med Løkke, da han kom til magten efter Fogh. Løkke dukkede op til et arrangement SIAD afholdt i Folketinget, og det så jeg som en invitation til alliance. Fint nok, dengang var jeg også så meget undergrund, at jeg ikke kunne ses med offentligt. Det respekterer jeg.

Sidenhen støttede jeg manden loyalt, undtagen da han ikke ville give noget igen efter jeg lige havde vundet valgkampen sammen med ham. Sejren over Thorning. 

Det betød i øvrigt en kæmpe tilvandring af migranter. Så det var min fejl, eller Løkkes og min fejl. Løkke skulle have været mere cool og anerkendende overfor mig, og jeg skulle have ladet være med at være så barnlig. 

Det næste store skift kom med diskussionen af Marrakech. Her forsøgte jeg at være ærlig overfor den borgerlige lejr, dokumentere hele problemet med islam, og komme med en klar strategi. 

En strategi S nu så i øvrigt har taget til sig, og som de sikkert vil have en god succes med. 

Men jeg ved ikke helt hvad det var der gjorde at Løkke hoppede af der. Jeg tror det gik over hans grænse for hvad han ville være med til. Derfor sagde han fra, og lagde kursen om. 

Ja, de kræfter som er i Danmark, og som indimellem stikker deres hoved frem er fjender. 

Det kræver mandsmod og styrke at tackle dem, men det var for meget for Løkke.

Her er Mette Frederiksen faktisk sejere end Løkke, der flyder lidt mere Cimbrisk blod i hendes årer end manden fra Græsted. 

Det er ikke tilfældigt, at Nordjyderne har en stor tyr som vartegn, det er en afspejling af den jyske styrke og mandsmod, nu repræsenteret ved en kvindemod.

Vi har i Danmark brug for en chef som forstår de udfordringer vi har, og har styrken og modet til at tackle de udfordringer og farer. 

Hvis man ikke tror på mig, så kig over Øresund til Malmø, her kan ingen jøder bo. Det er altså ikke langt væk.

Vi har på den anden side af Øresund haft styrken til at gå imod den dybe menneskelige armod islamismen er udtryk for. Fordi vi har modet til det. 

Jeg er borgerlige, nærmere bestemt konservativ. Jeg har kun været medlem af et parti, og det er konservative. Det har jeg ikke tænkt mig at ændre på. Jeg går op i retsstat, demokrati, jeg støtter kongehuset og de danske religioner det være sig kristendommen såvel som asetroen i en højskoleversion. 

Det er der jeg står. Med det udgangspunkt, så mener jeg, at vi skal være ærlige omkring vores udfordringer og vide at det altså kræver mod og handlekraft at klare dem. 

Det ville jeg håbe, at en konservativ kan klare. Det er også derfor jeg peger på Pape som reserve hvis Løkke ikke vil være sammen med i den borgerlige blok. 

Men jeg mener samtidig, at sikkerhed er noget helst skal stå sammen om. Det skal ikke være en blokpolitisk prioritering. Derfor hjælper jeg Mette Frederiksen med dette. 

Der er for meget på spil til at tænke taktisk her. 

Så min holdning er, lad dog tiden gå. Løkke er helt sikkert ikke statsminister næste gang, han har brændt sit krudt af. 

Vi kommer igen, vi skal bare have tålmodighed med at Venstre finder sig selv efter mange års ansvar ved magten. 

Derefter skal vi bygge et troværdigt alternativ op. 

G-d og g-derne bevare Danmark.