Det nordiske samarbejde

i Topnyheder af

Der er altid i starten af en ny regerings tilværelse, at retningen på regeringen bliver stukket ud. 

Det skete med Bush ved 9/11 og ved Thorning ved hendes tilknytning til EU. 

Det samme er ved at ske med fr. Mette Frederiksen og hendes regering. 

To interessante hændelser er kommet til at præge hendes første tid. 1. Bombningerne i København som stammer fra Sverige. 2. Svækkelsen af Danmarks sikkerhedspolitiske samarbejde med Trump. 

Det kommer til at præge fr. Frederiksens regeringsperiode, for det understreger de dybe, dybe sikkerhedspolitiske udfordringer landet står overfor. 

Hvordan er det kommet hertil?

Hvis vi spoler hundrede år tilbage og kigger på første og anden verdenskrig, er der en meget væsentlig historisk lektie at lære her. 

Før første verdenskrig havde vi et stærkt nationalistisk og konservativt styre som havde oprustet en del. Dette var i praksis forudsætningen for, at vi kunne holde og neutrale under første verdenskrig. Det kunne simpelthen ikke betale sig, at angribe Danmark. Vi var for ubetydelige men samtidig for stærke til at det kunne give mening. Man kan selvfølgelig sige, at vi heller ikke havde så meget land tilbage. 

Men pointen; at vi holdt os udenfor, fordi vi var stærke militært holder. 

Ved anden verdenskrig var det lige omvendt. Vi havde haft en lang periode med nedrustning, og det betød, at da tyskerne angreb havde vi ikke de styrker der skulle til for at forsvare os. Reelt var det slet ikke Danmark tyskerne var interesserede i, men Norge og Norges naturressourcer. Hvis vi havde kunnet forsvare os, var tyskerne måske gået udenom Danmark. 

Sådan fungerer fredsarbejde. Den klassiske romerske ide; si vis parcem – para bellum. Betyder, for at få fred skal man være forberedt på krig. 

Det samme gælder altså i dag. Der røres i gryden i forhold til krig. 

Det er ingen hemmelighed, at mange af de muslimske lande; Tyrkiet og Quatar i front arbejder på at destabilisere og ødelægge de Europæiske lande. 

Tyrkerne gør det ved at oprette netværk af moskeer og forsøger at få parlamentarisk magt. Yderligere er der en del operative under islamisk stat og andre terrororganisationer som har netværk i Danmark. 

Disse opererer med simple men effektive krigsmidler som voldtægter, angreb med lastbiler imod større menneskemængder og lignende. 

Der er også en potentiel trussel fra USA, Rusland og Kina. 

I dette virvar af trusler, som ingen hjælper os med at klare, skal vi altså finde vores egne ben. 

Vi har været i en tilstand af en Tornerosesøvn i mange år, idet vi havde en ide om, at EU og USA nok skulle passe på os. 

Det er nu klart, at det sker ikke, og derfor at vi tvunget til at tage ansvaret op selv.

Det er jo forsåvidt sundt nok. Ikke at tage ansvar for eget liv og fremtid er aldrig sundt for nogen. 

Vi skal forsøge at være ansvarlige omkring landet, sikkerheden og fremtiden. 

Danmark er skrumpet godt ind de sidste tusind år, det ville nok ikke lige være populært at give et endnu mindre Danmark videre til de næste generationer. 

Og slet ikke et Danmark, hvor fjenden står midt iblandt os som nu. 

Det er opgaven; at nedkæmpe de fjender landet har, og forsøge at skabe balance op imod de store rivaler som er rundt omkring os. 

Her er der en strategi som vi endnu ikke har afprøvet, men kunne være en stærk strategi. 

Det nordiske samarbejde. 

Det virker som om resten af Skandinavien er ved at få nok at bureaukratisk styring fra Bruxelles. Det virker heller ikke, og de sikkerhedsmæssige udfordringer Skandinavien har fået som effekt af den centrale styring er ved at rive landende i stykker. Specielt Sverige som har fulgt desinnerne til punkt og prikke har et gigantisk problem. 

Anyway, det er på tide, at vi stikke hovederne sammen her oppe nordpå, og skaber nogle sikkerhedsmæssige alliancer, som kan klare de udfordringer vi har. 

Det kræver, at de andre lande også vil være med, men vil de det, kan vi måske skabe et fælles fodslag og kampstyrke. 

Det vil give os en størrelse på samme niveau som Tyskland eller Frankrig. Altså en middelstor magt, men det er mere end tiltrækkelig til at aftvinge respekt fra de magter som truer os. 

Det er en mulighed som jeg mener skal afsøges med de andre lande. 

Der kunne Danmark være et foregangsland på en stille og rolig måde. Vi skal ikke spille smarte, men opfordre til, at vi finder fælles løsninger indenfor den Skandinaviske familie. 

Det skal ikke være en Union, men en liga. Det vil sige et samarbejde af ligeværdige partnere. 

Det bliver nok retningen for denne regering, i hvert fald sikkerhedsmæssigt. 

Det skal prioriteres, ellers ender vi som i anden verdenskrig med at blive kørt over af en af de store magter, og det var ikke ligefrem behageligt. 

G-d og g-derne bevare Danmark. 

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.