Der er kommet en fremragende fransk film om det franske intellektuelle liv, som er gået til i druk og nihilisme eller ligegyldighed overfor sandhed, etik og moral. 

Det har allerede skabt lidt bølgeskvulp her i Danmark, hvor folk nu begynder at forholde sig til det danske intellektuelle liv, eller hvad man skal kalde det. 

Bortset fra nogle få stjerner, er det nok lidt en overdrivelse at kalde de mennesker vi har rendende rundt på de højere læreranstalter for intellektuelle. Man kan kalde dem lærere og undervisere. Men fordsætninge for at kvalificere sig som intellektuel er vel, at man har en evne og motivation for at søge ud over andedammen, og det er der ikke mange danske “forskere” der har. 

Der er bare lige så vi erkender det. Årsagen til at dansk intellektualisme er så dårlig, er at niveauet er ufattelig lavt. Jeg er vel, forsåvidt, den eneste intellektuelle vi reelt har, i hvert fald på et internationalt niveau. 

Der er selvfølgelig nogle andre, men det holder sig ved jorden. 

Det lyder måske lidt arrogant, men det er mere for at pointere, at vi ikke rigtig har en intellektuel tradition af nogen betydning. 

Når det så er sagt, så er det grundlæggende problem for os her i Danmark en meget stor frygtsomhed for islam. “Intellektuelle” er oftest ikke krigere, men nørder som aldrig rigtig har skullet kæmpe for eller imod noget. 

Når så islam kommer som en damptromle, og tromler ind over dem, hvilket jo er sket over de sidste ti år, så kryber de frygtsomt i skjul, og gemmer sig under bordet. De skal ikke risikere noget. Opstår der konflikter hvor de er, så kryber de langs væggene, og gør hvad de kan for ikke komme i spotlyset. 

Hvis de kommer i spotlyset, så kværner de ofte derudaf med sort snak, og ansvarsforflygtigelse. Det er pinligt. 

Så man kan ikke rigtig sige, at danske “intellektuelle” lider af dovenskab. Der gør de ikke. De er bare utrolig bange, så de tør ikke udgive provokerende bøger, eller trykke provokerende billeder. 

Det kan man jo godt forstå, for det er farligt at gå op imod dogmer af forskellig art. 

Problemet er bare, at intellektualisme med integritet netop går op imod tabuer og dogmer. 

Man siger, at den ene generations rebeller bliver den næste generations reaktionære. 

68’erne sidder rundt omkring i dag og er reaktionære. 

Hvor de i deres ungdom skosede den tidligere generation for at være gammeldags og utidssvarende, altimens de indførte et kommunistisk diktatur, altså undertvang debattens deres korrupte dogmer. Der sidder de i dag og forsvarer deres mulighed for at styre samfundet i en reaktionær stil. Forsvarer det de kan, altimens de kan se deres magt skrumpe ind dag for dag. Det må være ret pinefuldt at være reaktionær, når man nu ikke ser sig selv som reaktionær, men derimod som progressiv. 

Sådan er der så meget. 

68’ernes verden er ved at gå til i sump og destruktion, og de drømme de havde som unge, altså at skabe en bedre verden er ved at forsvinde i tidens glemsel, fordi deres ideer bare ikke holder. 

Men det gør ondt, så det vil de ikke erkende. 

G-d og g-derne bevare Danmark.