Institutionernes svigt

i Danmark af

Institutionerne promoverer inkompetence for at beskytte sig selv.

For ganske nylig læste jeg en fremragende blog-post fra en tidligere katolsk præst, der heri gav en beskrivelse af skandalen om seksuelt misbrug i kirken som den havde foldet sig ud indefra.

Her kom han med en formulering, som jeg har tænkt over siden. Noget i retning af:

’Der smerter mig umådeligt at sige, men det ser grangiveligt ud til, at mange elsker kirken højere end de elsker kristus.’

Hans version af begivenhederne var, at misbrugsskandalerne havde fået lov at vokse til uhørte proportioner, fordi der ganske enkelt var for mange af kirkens folk, der lod stå til, og undlod at gøre noget, fordi de ikke ønskede at rage uklar med nogen, og sætte deres egen plads i kirkehierarkiet på spil.

Hvis vi ser hvad der ligger helt symbolsk i udtalelsen om at ’elske kirken højere end Kristus’, ser vi en tendens udtrykt, som er voldsomt dominerende i de vestlige samfund som sådan, og som – det er jeg overbevist om – gennemsyrer stort set alle vores magtfulde institutioner:

Nemlig at institutionen som sådan sættes uendeligt meget højere end den FUNKTION, som institutionen hævdes at varetage.

Når vi fra universiteternes side, f.eks., ser en fuldstændig disproportional promovering af queer-teori, post-kolonialistisk teori og lignende, og samtidig må undre os over det totale fravær af kritisk ikke-venstreorienteret teori, seriøs beskæftigelse med underbelyste spørgsmål som national identitet og fællesfølelse, og ikke-frivillige gruppetilhørsforhold, og når vi aldrig hører humanistiske ’eksperter’ nære skepsis overfor radikal omfordelingspolitik eller skattestigninger eller bureaukrati-vældet… ja, så er det ikke fordi at disse sidstnævnte ting ikke ligger lige til højrebenet, men fordi at du som professionel akademiker vil komme i stormvejr fra ’venner’, kollegaer og ledelse, hvis du kæmper for dem.

Hvis et seriøst ikke-venstreorienteret perspektiv fik akademisk fodfæste, ville det jo betyde, at en stor mængde af det, som akademikerne beskæftiger sig med i dag skulle til at retfærdiggøre sin egen eksistensberettigelse. Forskerne ville være nødt til at BEVISE deres relevans.

Men det behøver de ikke pt., og det behøver de ikke så længe, at der ikke eksisterer seriøs kritisk modvægt til den herskende diskurs indenfor institutionens vægge.

…og alt den tænkning der foregår udenfor institutionen, kan man belejligt stemple som useriøs. For ’hvis det var seriøst ville det jo være repræsenteret på universitetet’.

Spørgsmålet om samfundsmæssig og teoretisk relevans er ikke i spil. Det handler om at holde den selvreferentielle boble-verden kørende så man kan have sine penge, sin prestige og sin selvforståelse i fred.

Kristus er ikke velkommen i kirken.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.