Løsningen på feminismens tyranni; solidaritet

i Topnyheder af

Det er spændende med den debat, som for nyligt er blusset op i Danmark ang. kønsroller. Specielt kritikken af feminismen er velkommen. Jeg har selv forholdt mig til diskussionen i mange år, som tidligere skrevet gik jeg allerede i gang på mit studie for 25 år siden, så jeg synes selv, at jeg har samlet en del erfaring.

Her er lidt af den.

For det første, løsningen på parforholdsproblemer som kommer af de magtkampe i mellem mand og kvinde som feminismen foreskriver, er ikke mere kamp. Det er, efter min erfaring; klar grænsesætning fra mandens side, og så dialog.

Efter jeg havde lavet det lange studie i kønsdebat på RUC forsøgte jeg i mit næste forhold at være macho. Altså at slås med min kæreste. Det var ret synd for hende, og det virkede ærlig talt lidt kunstigt fra min side.

Hun blev bare ked af det, og endte med at gå fra mig to uger før min fødselsdag. Det var ærlig talt lidt deprimerende.

Nu lyder det lidt kynisk, at bruge ens kæreste i forhold til et politisk projekt. Men jeg forsøgte sådan set bare, at få det til at fungere. Jeg kunne, ærlig talt, ikke finde ud af det (hvem kan), og forsøgte mig frem. Det gik jo også ud over mig selv, så….

Anyway, med den kedelige erfaring rigere, fik jeg så en ny kæreste efter nogle år. Jeg var i midten af tyverne, og på vej ud på arbejdsmarkedet.

Det gik også i fisk, men det handlede ikke så meget om magtkamp, men i højere grad om ansvar overfor hinanden. Jeg havde lagt våbnene, men var ærlig talt rimelig egoistisk på vej ud på arbejdsmarkedet. Jeg arbejdede som en sindssyg, og det var ikke lige så fedt for min kæreste, så gik det i fisk.

Man skal huske at prioritere hinanden.

Her for knap otte år siden, fandt jeg så en sød kæreste, og har nu en nogenlunde velfungerende familie.

Min erfaring med dette forhold er, uden at skrive noget om forholdet er, at dialogen er ekstremt væsentlig. Det er meget vigtigt, at kunne snakke ordentlig sammen.

Alle forhold har konflikter, men hvis man ikke formår at gennemsnakke konflikterne bagefter, så ligger de og ulmer.

Den lighed vi har skabt imellem kønnene, skaber ofte en stor usikkerhed hos mange kvinder. De føler ikke, at de kender mandens plads, og det fører et stort behov for kontrol for kvinden.

Da manden har fået tudet ørene fuld om, at han ikke må undertrykke kvinden, formår han ikke, at gå imod kvindens behov for kontrol, og det kan ofte skabe et parforhold, hvor manden bliver kontrolleret. Det skaber så ulighed imellem manden og kvinde.

I denne situation er det ekstremt vigtigt, at manden siger fra, uden at trampe på kvinden. Man skal, som mand, finde nogle kampe man synes er rimelige, og så kæmpe dem. Jeg tager mig for eksempel af husholdningens økonomi. Det er mit ansvar, og det klarer jeg.

Pointen er, at magten i familien skal deles lige. Da kvinder ikke er blevet opfostret med, at de skal dele magten, men tværtimod tage magten for ikke at blive “undertrykt”, så er man som mand pinedød nødt til at slås med sin kæreste eller kone.

Det kan give nogle pinlige optrædener, men det er den eneste måde at finde en ægte balance.

Som tiden går, vil parforholdet finde en balance, da man ikke orker at blive ved med at slås, og kan erobre nogle magtpositioner hver især.

Det skal dog lige siges, at det selvfølgelig ikke er en ønskelig situation at slås om magt i parforholdet, det er bare nødvendigt, idet de fleste kvinder går ind i parforholdet med den ambition at finde “lighed”, eller med andre ord, at erobre magt.

Derfor er man som mand tvunget til at være bevidst om magtspillet fra start, og udkæmpe det på så nænsom en måde som mulig. Det er en meget, meget svær balance.

Man skal dog samtidig være sig pinlig bevidst om, at de mange magtkampe slider gevaldigt på parforholdet, og det er et problem, specielt hvis man har små børn, for de slider også på parforholdet.

I denne udvikling skal man samtidig bevæge sig hen imod et MINDRE egoistisk forhold. For det er reelt det vi starter ud med i Danmark og andre meget feministiske samfund. En stor egoisme fra de to kæresters side.

Målet er således, hele tiden, at bevæge sig hen imod MINDRE egoisme, og større solidaritet.

Solidariteten ligger i at være parat til at ofre sig for den anden.

Det at ofre sig for en anden, er også den største kærlighedsgerning, vi kan gøre.

At ofre sig for en anden, er det samme som at give noget af sig selv, som man ikke ville undvære.

Så det er processen i dagens Danmark. Man skal gå fra egoisme og selvrealisering, imod anerkendelse og selvopofrelse.

Det er svært, men det er det eneste rigtige, hvis man gerne vil have kærlighed i sit liv.

Kærligheden er som en sart plante. Den skal vandes med ofre og lys, men dør, hvis man glemmer den.

Det virker for mig, og det vil derfor også måske virke for dig. Men det er ekstremt svært synes jeg.

Vi skal blive bedre til at se hinanden og være noget for hinanden. Det bliver vi altså kun, hvis vi formår at lægge våbnene, og søge efter kærlighed.

For kærligheden og lykken hænger sammen.

Og målet med livet er nu engang lykke, ikke en gold og ensom magt.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.