Kunstens store krise

i Topnyheder af

Når det ikke længere er comme il faut, altså tilladt, for de højere klasser, at ses i sammenhæng med kunstlivet. Så har kunstlivet et problem.

Normalt er vi vant til, at litteraturpriser og billedkunst tilhører den del af samfundet, som er elitært i sin indstilling. Vi har for eksempel at gøre med Karen Blixen, som ud over at være adelig, også havde en fremragende karriere som forfatter.

Eller Bjørn Nørgaard, som startede med at skære hoveder af heste, for derefter at blive dronningens bedste ven, og lave et par smukke sarkofager til Roskilde Domkirke.

Altså en form for menneskelig og aldersmæssigt adling. Først skære hovedet af heste, derefter ven med dronningen.

I Vilks komiteen har vi da også mærket lidt af stjernestøvet fra de øvre dele af samfundshierarkiet, idet Bjørn Nørgaard skrev en smuk indledning til en bog om Lars Vilks.

Men på det sidste, er kunstlivet blevet så aparte og udueligt, at man ganske enkelt ikke rigtig kan have sympati for det længere.

Jeg mener, Knut Hamsun, vel den største norske forfatter sås sammen med Adolf Hitler. Det kommer man altså ikke udenom er en ret stor plet på mandens renomme. Det var samtidig med, at Christian X red ture i København for at holde modet oppe på københavnerne.

På samme måde, har specielt det københavnske kultur og kunstliv bevæget sig ud i nogle intellektuelle blindgyder, hvor de, uden blusel, vrænger af samfundet med et racistisk og neo-nazistisk perspektiv. Det kan godt være, at de “bekæmper nazismen”. Men når det foregår ved at vende alle de nazistiske dogmer på hovedet, så bekæmper man dem altså ikke, så bestyrker man nazismen, man er selv nazist, selvom det er med omvendt fortegn.

Det er den reelle baggrund bag fr. Eva Selsings advarselslampe for kronprinsen overfor de nynazistiske kunstnere.

Vi skal forholde os til, at kunstlivet et kommet så langt ud, at de bræger nynazisme ud fra landets præmieoverrækkelser.

Det er klart, det er lige en tand mere oprørsk end Bjørn Nørgaard, men det er også en virkelighed som afspejler nogle værdier vi ikke kan have i samfundet, og som skal bekæmpes, efter min mening.

Bjørn Nørgaards motiv for at skære hovedet over på hesten var ikke, på nogen måde, at ville et nynazistisk verdensbillede. Det var, at ville gøre op med dogmer i samfundet, at bryde negative tabuer ned.

Formålet var noget positivt, det kan vi se i dag, hvor han er endt med at lave sarkofager for dronningen.

Der er en lille rest af det demokratiske, dannende, kunstliv tilbage. Ja, vi er jaget op i Nordjylland. Men vi er her stadig, og vi holder stadig fast i, at kunst er til for at oplyse samfundet, så at kunsten hermed bidrager positivt til samfundets svære erkendelse.

Det kunne være, at resten af samfundet fandt på, at passe lidt på resterne af det reelt eneste sunde kunstliv, vi efterhånden har tilbage.

Jeg siger det bare, for resten af kunstlivet er ved at afgå ved nazidøden, og det er ikke ligefremt et kønt syn.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.