Idealismen?

i Topnyheder af

Jeg har et virkelig svært forhold til hr. Martin Krasnik. Som jøde og skribent, og med reelt det samme POLITISKE udgangspunkt, altså en Pundiksk kulturradikalisme, så burde vi jo være enige.

Det er vi også, men alligevel er vi utrolig langt væk fra hinanden sådan geografisk og mentalt.

Hvor Krasnik har omfavnet magten og æren, har jeg løbet alt hvad jeg kunne VÆK fra magten og æren.

Det paradoksale er så bare, at fordi jeg virkelig har gjort hvad jeg kunne for at være i forbindelse med rødderne, så er jeg så blevet belemret med magten og æren, hvor Krasnik har alle medaljerne men reelt ingen magt.

Nu er det ikke fordi jeg ikke kan lide Krasnik, selvfølgelig synes jeg det var lige lidt for apparatchnik at slagte Hedegaard og Paludan, men omvendt så skal man ikke stille op til diskussion, hvis man ikke kan forsvare sig. Det er det journalistikken skal; stille de skarpe spørgsmål.

Det er mere drivet. Jeg mener, hvad betyder det for ens karriere, at man kan sidde og have alle medaljerne, hvis det så samtidig betyder, at man ikke kan være fri i sin forståelse af verden. Da Pundik flygtede fra Danmark under besættelsen, da han rejste til Israel for at forsvare Israel og så videre. Så gjorde han det jo fordi det var hans overbevisning. Theresienstadt og forfølgelsen havde vist ham hvad døden og meningen med livet er.

Døden skaber erkendelse.

Jeg tror, at når jeg nu har været reelt forfulgt og holdt udenfor i over ti år snart, og mit liv har været en lang lidelse, fordi jeg har søgt den humanistiske sandhed, så er jeg HELT kureret for at ville magten og passe ind. Jeg er komplet ligeglad, jeg søger sandheden, kompromisløst. Ud fra et eksistentielt humanistisk perspektiv. Men jeg komplet ligeglad med at sidde og spise kirsebær med de store. Det er mig så uendelig ligegyldigt.

Det hvad der IKKE er ligegyldigt, det er evnen til at flytte verden hen i en bedre retning. Det er pointen, og det var det som Pundik havde erkendt, tror jeg.

Man behøver ikke, at være en idiot for at flytte verden. Man kan sagtens være en blid, vedholden og principfast idealist.

Jeg kan huske Pundik fortalte mig, at da han startede som redaktør på Politiken, så sagde han helt åbent, at han ALDRIG ville forlade sin støtte til Israel.

Den tog jeg med mig, i mit virke.

Det har så givet mig parnassets had og afvisning. Men jeg synes, helt ærligt, at jeg har lært, at viden og visdom er vigtigere end parnassets anerkendelse.

Så, det er nu engang det jeg har tænkt. Jeg skal ikke gøre mig til dommer overfor Krasnik. Vi lever hver vores liv.

Men idealismen Martin, den er det, som definerer os som mennesker.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.