Blomsterbørnenes børn

i Topnyheder af

Det her med at se tingene ud fra barnets perspektiv, det har jeg altid støttet. Jeg har fået en del hug for at gøre det, men jeg har altid gjort det.

Lad os prøve at se tingene ud fra barnets perspektiv, sådan ud fra en Trier familie vinkel. Det kan være det kan give os en dybere erkendelse af, hvad der er godt for børn her i Danmark.

Min bedstemor Sigrid Engberg, født Sigrid Trier Hansen var født og opvokset på Vallekilde Højskole.

På samme måde som Dea Trier Mørchs bedstemor faktisk.

Når man hører historierne fra Vallekilde, så er det tydeligt, at den tid som min bedstemor voksede op i, var så tæt på himmerige som vi nogensinde har været her i Danmark.

Grundtvigs tanker om visdom, folkeoplysning, kreativitet. Hans blanding af asetro med kristendom med et liberalt grundlag gav Danmark et så smukt trosfundament, at det var virkelig godt for børnene.

Min bedstemor og Deas bedstemor voksede op i paradis. Det siger alle, der kan huske Vallekilde fra dengang. Ja, min fornemmelse er, at der stadig er meget af den magi som min familie er vokset op med på Vallekilde i dag. Så er det faktisk bevaret, stadigvæk.

Så kom 68´erne. Jeg er selv vokset op med en 68 mor, som fandt en mand fra Bangladesh og rendte til Land og Folk festival. Min mor var først glødende socilialist og derefter kulturradikal.

Nu ikke for at sige noget ondt om min mor, hun mindede faktisk meget om Dea, jeg holdt virkelig meget af hende. Men den opvækst jeg fik, med en far som forsvandt og søskende fra tre andre kvinder her i Danmark, det var ikke nogen lykkelig barndom. Det var et stort kaos. Blomsterbørnenes børn var ikke specielt glade for 68.

Hvis man udelukkende skal vurdere 68 ud fra børnenes perspektiv, så var det et helvede. Jeg taler selv af erfaring.

D-A-D, min generations rockband beskrev det meget godt; som at være en kugle i et flipperspil.

Det er aldrig for alvor lykkes at gøre op med 68, selvom min generation har gjort alt hvad den har kunnet for at gøre det. Strukturerne fra 68 i systemet er mere eller mindre det samme. Det er stadig umuligt at være børnefamilie, systemet nægter at overgive sig. De kæmper stadig imod Apartheid og ser alle som ikke er enige med dem som racister.

Med andre ord, det helvede jeg voksede op i som barn af et blomsterbarn. Det vil de bare ikke give slip på. Så hellere begå selvmord som Radio 24/7 eller DR.

De vil bare ikke børnene det bedste er vel den triste konklusion.

Hvad er løsningen så? Ja, det burde da være helt evident. Det er Vallekilde. Altså højskole.

At vi tager fat i de værdier som højskolen bygger på, og forsøger at skabe en ramme omkring vores børn som er tryg, genkendelig og fri.

Men det vil systemet ikke, de vil ikke give slip på Sorte Panter og Malcolm X. De vil ikke, de nægter, de vil hellere gå i døden end at passe på deres børn.

Se på Sverige, er det særlig sjovt at være barn der?

Nej vel? Så måske var det på tide at skifte spor, for børnenes skyld.

Ikke ud fra et racistisk perspektiv, og de migranter som kan og vil er velkommen. Men derfor skal vi altså fokusere på, at skabe trygge rammer for vores børn først. Så kan de andre problemer komme i anden række. Det er min holdning, og jeg mener at have betalt det halve af mit liv, og min barndom for at tillade mig at have den holdning.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.