Ligheden i krisetider

i Topnyheder af

Der er nu gået, groft regnet, to uger siden, at karantænen gik i gang, og vi er kommet ind i en eller anden form for rutine med den.

Det går skidt, da jeg var nede i gården i går for at lufte ungerne, der kunne jeg høre en mand der var gået bananas. Han lød som en patient fra en galeanstalt, han bare skreg og skreg.

Sådan reagerer nogle mennesker, specielt hvis de er svage mht. ressourcer overfor forandringer.

Det er, som sædvanligt, de svage som lider mest.

Det er lige det vi skal være opmærksomme på, nu hvor vi har denne usædvanlige situation. Hvem har det værst? Det har dem som ikke har så meget i forvejen.

En anden samfundsgruppe som virkelig lider, og dem er jeg en del af, er børnefamilier med arbejdende forældre.

Vi er to voksne om to børn, hvor det ene barn er tre, og det andet er snart otte.

Det er en uhyggelig svær situation.

På den ene side er vi forpligtede til at arbejde, på den anden side, skal vi tage os af ungerne.

Jeg skal lige sige, at vi har en relativt velfungerende familie, og er ret gode til at organisere os indenfor familiens rammer.

Men vi lider. For det første lider vi under uklare udmeldinger af vores arbejdsgivere. For mit vedkommende er SLKS, Slots og Kulturstyrelsen. De har valgt at ikke melde noget ud. Mm, ok, det vil sige, at jeg skal producere lokaltv som jeg plejer, bare uden at kunne rende ud af mit hjem?

Ok, vi klarer den med at lave skype interview, og sidde herhjemme og klipper, men prøv lige at lave et interview altimens ungerne kommer og beder om mælk.

Igen, det klarer vi også, og vi lapper ind over hinandens arbejde.

Nøglen i forhold til denne diskussion er her lighed, er min erfaring.

Vi diskuterer meget, hvori ligheden ligger. Det er klart, at vi begge skal på job, men faktum er, at vi ikke kan arbejde otte timer om dagen. Jo en af os kan, men det kan vi ikke begge to, når nu ungerne er hjemme. Det kan ikke lade sig gøre, så vi ender med at dele de timer op, som nu engang er der.

Generelt tror jeg på lighed, jeg har faktisk kæmpet for ligheden, en hel del, og også her er det en væsentlig diskussion og parameter.

Men der er mange, som ikke kan finde ud af at håndtere presset og organisationen.

Her er der bare at sige, sæt ligheden som et pejlemærke. Ok, vi kan ikke begge arbejde samme antal timer, men så må vi dele de timer ud der er der, og så tage os af ungerne den anden del af tiden.

Det er forhåbentlig noget som snart er overstået. Men hvis det ikke er, så må den reelle konsekvens være, at den ene stopper på sit job, og den anden så får fuld tid.

Det vil sige, at vi er tilbage til før kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet.

Er det virkelig der vi gerne vil ende?

Hvis vi ikke vil, så må vi organisere os på hjemmefronten, og så bede arbejdsgiverne om en klar udmelding på vores arbejdsbyrde, der tillader en mulighed for at vi tager os af ungerne.

For det er, trods alt, det vigtigste.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.