Den poetiske livsoplysning

i Topnyheder af

Der er ved at ske noget i dansk journalistik. På den ene side, så begynder vi at få fokus på den forrådnelsen som er indenfor de offentlige medier, og samtidig udvikler sådan nogle som min lille tv station nye formater og spændende svar på, hvordan danske medier skal overleve.

Dengang jeg trådte mine første spæde børnesko indenfor dansk journalistik, var jeg ansat, eller hvad man kalder det, på et magasin som hed Månedsbladet PRESS.

Det var sådan et elitært, overlegent (på den rigtige måde) magasin, som forsøgte at leve nogle af de mest elitære og avancerede journalistiske idealer ud.

Vi har stadig Peter Øvig Knudsen hos os, som siden dengang han var ved PRESS, flippede ud, og lavede en masse spændende dokumentationsagtig journalistik.

Ideen var, at man skulle helt ud, derud hvor græsrødderne groede, og den ægte verden var.

Så vi tog ud til den værste ghetto og skrev derfra, eller levede under cover som bums i en måned, for at finde ud af, hvordan det liv var.

Det var “new journalism” som det hed sig dengang, idealerne var Günther Walraff, og hans evne til at klæde sig ud som alt mulig, og infiltrere alverdens mystiske verdner.

Med den baggrund startede jeg så TV Frihed, uden at fortælle nogen om mine ideer om “New journalism” og ambitionen om at komme ud til der hvor græsrødderne gror, og den ægte historie er.

Jeg ville også gå imod tidens trend, og lave langsomt tv fremfor at lave sådan noget hipt ungdomstv der bare klipper konstant.

Nej, fiskeren, skovmanden og landmanden skulle have en stemme op imod magten, en lille tv station med et stort hjerte, og et brændende engagement for de historier de andre medier ikke ville røre.

Hvad er så min erfaring, her efter reelt fire, fem måneders optagelser (minus corona).

Ja, mine erfaringer er, at der er et KÆMPE behov for at fortælle de historier de andre medier har glemt at fortælle.

Der er ingen ende på de mennesker som er blevet glemt i ræset imod ungdomsfiktionen, og hyldesten af det overfladiske.

De sidder derude med deres visdom og indsigt, og bare venter på, at vi gider at høre på dem igen.

De er der.

Og når vi så giver dem noget taletid, så sker der noget helt, helt magisk.

Visdommen og folkeoplysningens motor kommer stille i gang igen. Samtalen, som grundtvig talte så varmt for, bliver forsigtigt pudset af som ideal og tanke, og de gamle højskolekræfter bliver forsigtigt flekset, for at se, om de stadig er der. I opposition til blip, båt, dippedut og smarte værter alle andre mener er løsningen.

Usmartheden er i fokus, det langsomme og det eftertænksomme, folkeoplysningen.

Ja, nogen gange som ligger jeg og drømmer om, at poetiske livsoplysning som min grandonkel Poul Engberg talte som varmt for, stadig lever her helt ude hvor klitterne klamrer sig desperat til sandet, og der kigges ud igennem øjnesprækkern, ud over det oprørte hav.

Det er New journalism på vestkysten, og det virker.

For Samtalen som motor i medierne, er noget som vi måske har glemt, men som vi nu måske, kan forsøge at huske lidt igen.

Ja, det er old school, ja, det er gamle mennesker, med lys i øjnene, ja det er bare overhovedet ikke hipt. Men idet det ikke er alle de overfladiske ting, så bliver det reelt noget ordentligt, langsomt og fint.

Så, det synes jeg vi skal fortsætte med. Stoppe op, tænke os om, og give danskerne et reelt rum for at tænke sig lidt om.

Ja, måske genoplive den poetiske livsoplysning, herude i bakkerne.

Hvor der stadig er rå og poetiske mennesker, rigtige, store, stærke mennesker som har mandsmod og frihed.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.