I den nuværende situation, hvor Socialdemokratiet virkelig står og vakler, så er det måske en god ide at vende skråen og forsøge at analysere lidt på, hvor tingene gik galt.

Jeg skal lige sige, at jeg synes faktisk, at jeg har kastet en del redningskranse ud undervejs; dialog, mulighed for at skabe en løsning som tog hensyn til både dyrevelfærdskrav og minkejeres krav osv.

Så, jeg synes, at jeg har forsøgt at hjælpe, så godt jeg kunne.

Men lad os forsøge at kigge på nogle af de politiske mekanismer som har været i spil, og som er gået galt.

Det smarteste er at kigge på det ideal som Socialdemokratiet stiler efter her post “De fantastiske fire”; Ritt Bjerregaard, Poul Nyrup, Mogens Lykketoft og Svend Auken.

“De fantastiske fire” var i virkeligheden hardcore kommunister, men i den sneaky version. De havde mange af deres ideer fra en stalinistisk kilde, ja kig på Lykketoft og hvem ligner han? Han ligner Lenin, det samme skæg osv. Det er altså manden som har skabt “velfærdsstaten” aka en sovjetmarxistisk stat.

Det er ikke for at sige, at der ikke er gode ting ved velfærdsstaten, men for at forstå de nuværende krise, bliver vi nødt til at forsøge at forstå hvor vi står lige nu, og hvordan vi så kommer ud af krisen.

For hvad var det “de fantastiske fire” afløste? De afløste hr. Anker Jørgensen. Nu er det ikke fordi, at jeg ikke kan se svaghederne ved Anker Jørgensen, han var vist ikke lige den skarpeste mht. økonomi. Men han var gode venner med John Mogensen, og kunne synge med på “der er noget galt i Danmark”.

Han boede i en lille toværelses i Sydhavnen, og hans kommentar til Amalienborg var; “det var sgu svært at finde oplukkeren i det hus”.

Ok? En mand af folket, som havde evnen til at stikke fingeren i jorden og kunne lægge øret ned til baneskinnerne og høre hvad folket gik og bøvlede med.

Det er det ideal vi forsøger at finde tilbage til. Er minkskandalen et rigtig godt eksempel på det?

Jeg mener, en isoleret process på den yderste venstrefløjs præmisser. Endda lovbrud.

Det går bare ikke hvis man skal lægge øret til jorden. Tværtimod har man fået det meste af Jylland på nakken, ja selv Nordjylland, som ellers traditionelt har været en stærk Socialdemokratisk bastion.

Det er svært at finde oplukkeren i sagen omkring mink, men måske skulle man begynde at snakke med minkavlerne, drikke en kop kaffe, eller en bajer, og så tage den derfra?

Kan i se hvor jeg vil hen?

Hvis man bliver fanget indenfor Christiansborgs tykke mure, og bruger alt for meget tid på det internationale spil, og for lidt tid i Sydhavnen, så ender man i at skabe politiske processer, som skaber ulykker og problemer for en selv.

Det er bedre at bo i Sydhavnen end i Amalienborg.

Det ville hr. Anker Jørgensen have sagt, og han kunne trods alt snakke med de fleste.

Man skal bo i Sydhavnen, og betragte Amalienborg som noget midlertidigt, det gjorde Anker, og det skal vi også gøre igen, i hvert fald, hvis vi skal formå at skabe brede forlig og forstå hvad danskerne vil.

Det handler om at være sand og forstå folkestemninger, og så handler det om at være menneskelig. Såden er det på Sydhavnen, og min gamle hjemby Vesterbro.

En statsminister skal blive boende i sin toværelses og pleje sine kontakter nede på byggegrunden eller ude blandt minkejere.

Så kan man lave politik på folkets præmisser og ikke på Christiansborgs præmisser.

Det er opskriften på den storhedstid Anker Jørgensen stod for i Socialdemokratiet, og det er den opskrift man måske kan forsøge at finde lidt frem igen. For han var sej den gamle kriger.

G-d og g-derne bevare Danmark.