Landsforrædderne

i Topnyheder af

Dengang jeg var en ung knægt og studerede historie på universitetet der mødte jeg en gammel modstandsmand. Per alias Tom. Tom havde bekæmpet nazisterne under besættelsen, han havde været arbejder på B&W og havde der sprængt blandt andet ubådsmotorer i luften.

Tom tog mig med rundt på Vesterbro, og han viste mig et sted, hvor de havde sprunget dele til de frygtede V2 bomber i luften, som man åbenbart lavede på Vesterbro.

Der på Vesterbro en eftermiddag fortalte han mig, at en af hans kammerater var faldet i angrebet på fabrikken, jeg kunne mærke på ham, at han stadig var trist over det. Det var 50 år efter.

Dengang var det ikke populært at være modstandsmand, politiet var efter en, og det var ikke ligefrem systemets kop the. Men det er, reelt, de sidste store helte danskerne har at se tilbage på.

Stærke, idealistiske mennesker som kæmpede for Danmarks frihed, under en besættelse hvor danskerne blev pint og plaget, også dengang var der masser af landsforrædere, værnemagere og andet skidt i det danske, som støttede nazisterne. Argumenterne var mange, “Den store broder mod syd, skulle man ikke tirre, så var det bedre at samarbejde”.

Det er svært at forstå for folk som ikke har været i krig, hvad det vil sige, at miste en ven, som står ved siden af en, se alle de forræddere som kælent taler den “stærke tysker” med fremfor imod.

Men det er pinligt og æresløst.

For omkring fem år siden, afholdt min organisation Vilks komiteen et arrangement på et sted som hed Krudttønden. vi havde længe, fredeligt, talt islamismen imod og var en samling kunstnere, intellektuelle, mediefolk fra højre og venstrefløj.

Et par uger før mødet var min daværende ven Uwe Max Jensen blevet passet op at nogle migranter i en bil, som truede ham kraftigt. Så vidste jeg, at der var ugler i mosen, og det var tid at holde lav profil.

Et par uger efter afholdt komiteen så et møde et sted som hedder Krudttønden.

Ved mødet troppede en islamist med et maskingevær op. Han skød ind igennem vinduet og skabte kaos og skræmte folk.

En af de deltagere som var ved mødet vendte rundt under batallien, og rendte den anden vej end alle de andre, som løb skræmte ud af bagindgangen, smed sig under borde og gik i panik, hvilket de fleste ville gøre i den situation.

Men en af dem som var med ved mødet, han løb rundt om huset, og angreb, ubevæbnet en toptrænet terrorist bagfra.

De sloges derude foran Krudttønden, så overmandede terroristen Finn, og skød ham i hovedet.

Når sådan noget sker, så lever det med en altid. Man tænker meget over, om man kunne have gjort noget anderledes, om det er ens egen skyld, om det var det værd, at vi kæmpede for ytringsfriheden, for menneskelighed, for demokrati imod en fjende som ville ødelægge alt det.

Det er den virkelighed man lever i som veteran, for helt ærligt, vi har næsten vundet, og fjenden er næsten helt nedkæmpet, næsten, bortset fra nogle celler rundt omkring i verden.

Ligesom Per altid fortsatte med at kæmpe imod nazismen, er jeg altid fortsat med at kæmpe imod islamismen. En fjende, som hugger hovedet af deres ofre, holder uskyldige kvinder som slaver og skaber et kalifat.

Så, nu skal jeg så til at føle sympati for alle de små islamistbørn som sidder nede i en lejr i Syrien.

Helt ærligt, det kan jeg ikke, jeg er stadig i krig med Islamisk stat, og det synes jeg måske ikke at parnasset respekterer.

Jeg kunne forstå det, hvis vi havde haft en lang process med bearbejdelse af de krigstraumer som undertegnede og andre har. Men det er vi ikke engang gået i gang med, ja, jeg er ikke engang blevet anerkendt for min kamp endnu. Det mangler stadig. Per fik trods alt anerkendelse for sin slåskamp imod nazismen. Den er vi ikke nået til endnu i Danmark, og faktum er jo, at der er masser af infiltration af islamisme i Danmark stadigvæk, noget vi skal til at gøre noget ved.

Det er situationen, set fra mit perspektiv.

Jeg mener ikke, at vi afslutter kampen ved at skrige “det er synd for børnene, og nu har de fortrudt og er blevet bedre mennesker”. Sikke en omgang B.S. I kan starte med at anerkende ringen omkring Krudttønden, så kan i begynde at snakke tilgivelse. Men tilgivelsen sker først, når al volden endelig stopper, og volden imod min person hænger stadig tungt i luften, jeg siger det bare, og så er det ikke lige tilgivelse man er parat til at give.

Det er synd for nazisternes børn, at de skulle leve med deres forældres brøde her 70 år efter. De er stadig ugleset, hvilket måske er urimeligt. Men prøv at se på nazisternes jødehad, deres umenneskelighed. For at citere Habermas, grunden til at vi stadig holder nazismen nede, er for at sikre os, at de ikke gør det igen. Det samme gælder islamister, og de er ikke engang halvt så nekæmpede som nazisterne var.

Det er min holdning som demokratisk humanist. Man skal passe på med at være naiv, når man har med jødehadere og demokrati hadere at gøre. En gang jødehader, altid jødehader.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.