Friheden

i Ikke kategoriseret af

Jeg har altid bekæmpet uretfærdighed, fra dengang hvor jeg bekæmpede korruptionen i IT branchen, da jeg gik op imod redaktionen op Månedsbladet PRESS fordi jeg skulle hente kaffe, over min uendelige kamp imod Islamfascismen, samme bevægelse som venstrefløjen nu kaster sin frustrerede kærlighed over. Det er jo BØRN! Synes de at jamre, det er jo børn. Ja, der er mange børn i verden, mine børn for eksempel. Hvorfor har i ikke jamret over dem, og ment det var synd for dem, da PET ubønhørligt lukkede munden på mig, med alle mulige midler.

Hvorfor stod i ikke og jamrede der, nå nej, jeg BEKÆMPEDE jo fascismen, jeg støttede den ikke, så jeg skulle bare lukkes ned, og holdes udenfor, deplatformeres og leve med et tomme tykt knebel over munden.

Men fascisternes børn, de har bestemt fortjent denne jamren og støtte, det kan jeg godt se.

Hvorfor? Jo, fordi resultatet er mere fascisme, og det er jo godt ikke? Så kan de danske børn få mere halshugning, kvindeslaveri og udnyttelse. For det er jo så dejligt ikke?

Så friheden, menneskeligheden og demokratiet, det skal undertrykkes og holdes ned, men umenneskeligheden skal skamstøttes med grædende mennesker, som hyler over BØRNENE!

I 38 rejste min gamle mentor Pers venner til Spanien og var Spaniensfrivillige. Der bekæmpede de Francos Spanien, fascismen. De kæmpede for det Spanske folks frihed, og tabte.

Som formummede, udpinte, hærdede krigere sev de hjem til blandt andet Danmark.

Der er ingen som hylder Spaniensfrivillige i dag, de er gået i glemmebogen, fordi de tabte kampen imod fascismen.

Det samme er ved at ske med kampen imod islamfascismen, der er denne form for fascisme, som trods alt er værre end Spaniens Franco, som vittterlig var slem, ved at vinde, godt hjulpet af venstrefløjen, der er deres stupiditet og intolerance HJÆLPER fascismen.

Man fatter det ikke. Her var jeg endelig ved at komme ud af mit virtuelle fængsel, femten år efter min kamp startede, og det første jeg møder er fuld udflagning fra dem som ellers, traditionelt bekæmper fascisme i dens mange umenneskelige former.

Det er en udpint, skam jeg føler over det forræderi der folder sig ud på venstrefløjen. Støtte til fascisme er støtte til fascisme uanset hvordan den ser ud.

Jeg tager gerne femten år mere forfulgt, udpint og med statens mundbind krammet helt ned i bunden af mit svælg for kampen for menneskelighed og ordentlighed, for kvinders frihed og for ytringsfriheden.

Det gør jeg gerne, så den krigserklæring venstrefløjen, og andre, har udbasuneret imod dem som vil friheden, den er hørt, og medfølger gerne femten års kamp, gerne, eller endnu længere, hvis det er det. Jeg gør det gerne, og jeg kender mig selv, og jeg kender Pers dedikation til at samfund hvor fascismens tunge år ikke hænger over det.

Så det er det, hvis i vil slås de næste femten år, ja så velkommen i ringen. Lad mig gætte, i har ikke ligget under dynen og været bange for, at nogen kom og bankede på, for at myrde jer? Ikke har ikke levet med en evig chikane, som har ført til armod og udstødelse. Det har jeg levet med de sidste femten år, så jeg tror ikke, at i ved hvilken erfaring og styrke det giver, at have dedikeret sig selv til frihedens kamp i så lang tid, og stadig stå. Det tror jeg ikke, og derfor ved jeg, at om femten år, der er i ikke her ikke længere. Men jeg vil stadig stå her, det kan være, at PET har slået 47 ringe mere omkring mig, og de sidder oven på mig, har bygget et bur af pigtråd og andet, for at få mig ned med nakken.

Men ligesom Sharansky, der modstod femten års KGB ved at synge og danse. Der synger og danser jeg nu i udfordring til fascismens nye håndlangere. Jeg ler jer op i ansigtet, og siger, se i kan forsøge at slå mig ned, i kan isolere mig, i kan håne mig. Men jeg danser stadig i min glæde over, at jeg er fri. For friheden tages først fra en, når man accepterer det.

Så længe man ikke accepterer at man er ufri, så er man ikke ufri. Så er man fri.

Det bliver sagt, med glæde, fra mit lille fængselskammer, som er sat op for at lukke munden på mig.

I har valgt at bekæmpe glæden med dystopisk fascisme, med kvindeundertrykkelse og had. Men så længe jeg er glad, er friheden stadig levende.

Husk det om femten år, når i ligger i bunden af jeres dystopiske liv, med jeres nye venner islamisterne, der griner over jeres blødende liv. Så kan i vel sige, jamen, det er jo BØRN!

Yeah right, sig det når den næste generation af islamfascister, som i har opdyrket slår flere mennesker ihjel, når de går ud og udøver vold. Sig det til dem, og de vil sige, ja du er jo bare en nyttig, stupid idiot. Men Asger, ham respekterer vi, for han stod op for det han troede på, i stiv modvind fra dig.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.