Den akademiske rennaessance

i Topnyheder af

Nå, mens vi venter på, at Aalborg Universitet vender tilbage på, om filosoffen skal have to praktikanter, eller vi skal diskutere dialektik, så var det måske en ide, at forholde sig til, hvad dialektik egentlig er.

Som jeg har forsket mig frem til, så startet dialektikken med den fønikianske filosof Zeno, men har sit egentlige udtryk i “moderne” akademisk tænkning med sofisten Protagoras.

Grundlæggende “opfinder” Protagoras ideen om at en tekst skal have et sæt faser det går igennem. Som han siger.

1. Entreaty
2. Interrogation
3. Answer
4. Invocation

Man kan genkende i Protagoras metode den “moderne” metode med problemformulering og konklusion. Jeg synes bare, at Protagoras metode er langt mere handlingsorienteret og åben. Den første fase “Entreaty” kan fortolkes som “opfordring”. Med andre ord, man lægger sig ikke fast på en hypotese, men har en mere åben definition af sin opgave. Det giver en mere fleksibel diskussion. Anden fase “interrogation” lægger op til en mere stringent forholden sig til fakta fremfor en diskussion vi arbejder med i dag. Vi skal være mere skarpe på argumenterne, angribe stoffet mere skarpt. Tredje fase “svar” er også mere åben end konklusion som ide. Der ligger i dag i begrebet “konklusion” at det man finder er definitivt, det underbygger den massive arrogance som akademikerne har i dag. De skaber “konklusioner”, måske skulle de komme lidt ned på jorden og komme med svar i stedet for. Til sidst er der “invocation”, det er en opfordring til handling. Altså hvad skal man så gøre i praksis.

Med den oprindelige Protagoranske metode kunne man så bløde op på den arrogance som ligger i den nuværende humanistiske form, og skabe et mere praktisk produkt.

Der er andre metoder som for eksempel Allidomas metode som lægger vægt på;

1. Affirmation
2. Denial
3. Interrogation
4. Invocation

Altså, forsåvidt, en endnu mere skarp metode, hvor man selv gør hvad man kan for at pille sig egen “affirmation” ned. Altså først kommer med det man tror, og derefter, skånselsløst angriber sin egen fordomme. Det kunne man godt bruge lidt af i de moderne universiteter.

Grundlæggende kan man måske tage fat i den revolutionerende ide, at der til hver spørgsmål er argumenter der er hinanden diamentralt modsatte. Det vil måske ophæve noget af den frelsthed som huserer på humaniora for tiden. Hvem ved.

Grundlæggende mener jeg også, at man skal forholde sig til Portagoras grunddoktrin; mennesket er altings målestok. Pointen er, at de argumenter vi har, udelukkende gælder for en selv. Hele ideen med den akademiske tanke (Protagoras var Platons læremester, Academos parken var der hvor Platon havde sine elever, dermed akademiker) er, at forsøge at rekalibrere for denne pointe, således, at man ser sin ide, sit spørgsmål, sin opfordring fra så mange menneskelig perspektiver som muligt.

Det ville da i hvert fald være starten på en akademisk renneassance, altså genfødsel af den akademiske ide.

Men, nu venter vi så på praktikanterne, så må vi jo så se, om en rennaessance er mulig, eller filosofferne også i denne tid skal brændes på bålet, ignoreres og deplatformeres.

Tiden og menneskelig natur vil altid være den samme, Protagoras principper skabte en forfølgelse af ham, måske kan Aalborg Universitet så gentage processen?

Man ved aldrig, verden er fuld af overraskelser.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.