Man lærer utrolig meget om livet, ved at sejle. Nu har jeg lavet to meget hårde togter. Først fra Aalborg til Livø og derefter fra Rønbjerg til Aalborg. Det lyder måske ikke af så meget. Men det første togt var i 8 sekundmeter med kun en fok for masten (det lille sejl foran masten) og det andet togt var et titimers togt hvor jeg afprøvede den nye elmotor. Det endte med, at jeg brækkede mig ud over rælingen en time før jeg var i min egen havn. Fordi jeg havde spist noget mad som var blevet fordærvet.

Da jeg kom ind i Livø havn, var det også efter så lang en tur, at jeg ikke gik ind for motor i havnen, men gik for sejl. Det viste sig, at havnen er mikroskopisk, så at gå ind i sådan havn, helt omtåget i hovedet med en ny motor, det var hårdt.

Men man lærer af det, og man tænker meget over livet, når man sidder der alene med sin båd og skal holde det hele kørende.

Først og fremmest, vi er blevet en nation af svæklinge. Jeg ved godt, at det ikke gælder allesammen. Men alt det her med, at vi bliver krænket og mener vi skal passe på alle mulige. Det er noget idioti. Undskyld jeg siger det så ligeud. Velfærdsstaten har lullet os ind i vat, at vi næsten aldrig møder grænserne for livet.

Der er altid, (tror vi) en varm arm som lige fanger os, før vi falder ned i afgrunden.

Problemet er, at velfærdsstaten efterhånden er så udhulet, at det ikke passer mere, og at det er en sovepude. Det er sundt, at møde sine grænser engang imellem, og så opleve, at hvis man bider tænderne sammen, så kan man godt komme i havn alligevel.

Da jeg sejlede ned af Hasserisbugten, fuldstændig omtumlet, fordi jeg havde spist det fordærvede mad (jeg havde ikke lagt det på køl et par dage, og så var det fordærvet), der var der ingen kære mor. Jeg kunne ikke regne med, at der kom nogen og reddede mig, jeg skulle selv klare det.

Så jeg brækkede mig ud over rælingen, og så sejlede jeg i havn.

El motoren var kørt helt i bund, så jeg sejlede ind med 1,5 knob. Det var ikke et stolt syn, lad mig sige det som det er. Men jeg kom i havn, fik drukket et par kopper kakao, og så var jeg frisk igen (næsten, jeg trængte også lige til en god nats søvn).

I Rønbjerg havn faldt jeg i snak med en gammel frømand. Han fortalte, at da han var blevet uddannet i starten af halvfjerdserne der var der ingen kære mor (frømænd er forsvarets elitenhed). Han lærte at dykke med lærredsdragt, en der stod og pumpede oppe på broen, og så ellers vandre rundt ned på havbunden. Ned til 70 meter.

Men det var ikke sejt synes han, han snakkede om de gamle stenfiskere som spyttede cigaren ud, tog hjelmen på, og så vandrede rundt på havbunden med langt mindre sikkerhed end han havde.

De var seje de gamle fiskere og sømænd.

I dag er det sådan, at hvis en eller anden har hørt at en anden har hvisket noget på et eller anden universitet, så går alle alarmklokker i gang, og så skal de pakkes ind i vat.

Tænk hvis man kom til at ytre et racistisk ord!!

Uha!

Prøv at sammenligne det med stenfiskeren, som vandrer rundt på havets bund og sætter sit liv på spil, hver dag.

Vi er blevet en nation af svæklinge.

Nu er det ikke fordi, at jeg mener, at vi skal fjerne velfærdsstaten, men vi skal passe på med, at tage alt ansvar fra folk.

Det er nok meget godt, hvis de unge mennesker kommer lidt ud og sejle, og oplever elementernes rasen, sammenholdet, kammeratskabet og gror lidt hår på brystet.

Så kan det være, at vi slipper for al det tuderi. Jeg er træt af det, og jeg er ret sikker på, at resten af danskerne har det på samme måde.

Tag jer nu sammen, og se hvad livet egentlig er. En evig kamp imod elementerne omkring os. Kun hvis vi finder solidaritet med kammeraten ved siden af, så kommer skibet i land.

G-d og g-derne bevare Danmark.