Børnene først!

i Topnyheder af

Danmark har forandret sig for alvor. Jeg sidder lige og overvejer, hvordan mine ideer kan implementeres i statens mange forgreninger uden alt for megen fare for de ansatte. Imagine that, for ti år siden, var jeg på vej på bålet.

Anyway, set i lyset af de nye medieforhandlinger, men også den diskussion der er kørende mht. lærerne og den akademiske verden, så synes jeg, at det nok er tidspunktet hvor vi måske forholder os lidt kritisk og historisk til sagerne.

Før sidstevalg til Folketinget kørte jeg sammen med min gamle ven Uwe Max Jensen til Folketinget, for at sætte et billede af hr. Mogens Glistrup op. Uwe havde malet billedet og Glistrups børn var med til indvielsen.

Jeg kan huske vi sad der i bilen på vej til København Uwe og jeg, og Uwe fortalte mig om Stram Kurs (Uwe var med til at etablere Stram Kurs), som på det tidspunkt var et meget nyt fænomen i dansk politik, og som jeg ikke helt kendte til endnu.

Min strategi var anderledes end Uwe, hvor Uwe gik planken helt ud mht. Islamkritik, brænden koraner af og ballade i gaden, gik jeg den anden vej. Jeg ville ind på midten og gøre vores ideer gældende hos Socialdemokratiet og SF, med respekt for de andre venstrefløjspartier også.

Uwe gik i max. konflikt, jeg satsede på at blive mainstream.

Det gik rimelig meget hen over hovedet på offentligheden. Paludan skabte så meget opmærksomhed omkring sine happenings (er der set noget lignende siden), at den nye kurs som Socialdemokratiet og resten af venstrefløjen tog, skete relativt ubemærket, i hvert fald i medierne.

Men det skete, og i dag står vi og overvejer hvordan og hvorfor vi skal vise Mohammedtegningen i undervisningen. Under denne diskussion ligger jo hele konflikten imellem demokrati og islam.

Demokratiet vandt, og min strategi vandt over Uwes strategi. I dag er Paludan næsten glemt, og vi diskuterer hvordan det opgør vi havde under Mohammedkrisen gøres mainstream, altså flyder ud af alle hjørner af samfundet. Ja selv Radikale Venstre føler sig nødsaget til at følge lidt med.

Det er da alligevel vildt. Det er ikke alt guld som glimter, og bare fordi man ikke råber højest, så kan man godt vinde alligevel.

Den stille og rolige udvikling som sikrer at alle kan være med, og at lærerne og andre offentlige embedsmænd ikke sættes i fare har vundet. Besindigheden.

Jeg sagde det til Uwe, du er på vej ned, og jeg er på vej op.

Det er selvfølgelig lidt surt med gamle venskaber som ryger sig en tur, og splittelse er aldrig godt. Men man vælger sin strategi. Jeg synes vi skulle blive modne og gamle. Blive venner med dronningen ligesom Bjørn Nørgaard som i sin ungdom skar heste i stykker og syltede dem i glas, men nu har lavet dronningens sarkofag. Det mener jeg er den mest naturlige vej for en provokunstner. Vi skal også formå at blive modne og gamle.

Der er selvfølgelig nye kampe, senest kampen imod Woke, jeg synes at Woke er dybt racistisk. Men i forhold til islamkritik er jeg blevet det gode selskab.

Det vi mangler nu, er sådan set at implementere det statsligt og på kommuneniveau.

Det er den process vi er inde i nu.

Men det skal ske stille og roligt, så alle kan følge med, og så skal det selvfølgelig ske efter alle humanistiske foreskrifter. Det skal være med udgangspunkt i mennesket først og vores demokrati.

Når Tessa råber op om misbrug fra Hassans side, så skal vi lytte. Vi skal tage udgangspunkt i de børn der råber om hjælp.

Det har altid været min holdning.

Det er det vi, efter min mening skal til at forholde os til mediemæssigt, kulturelt, skolemæssigt. Hvordan skaber vi de bedste rammer for vores børn. Det gør vi ved at kigge ærligt på området, uden at skele til politiske dogmer.

Det må være; børnene først!

G-d og g-derne bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.