Romantikken

i Topnyheder af

Jeg har tænkt meget over det med romantikken. Platon siger, at romantik er utrolig vigtigt, idet det gør verden bedre.

Han siger, at når vi virkelig holder af nogen, så gør vi os umage, for at se så godt ud i den persons syn. Vi forsøger, at være den bedste version af os selv.

Derfor har romantikken en god og positiv påvirkning af verden.

Så siger Platon også, at skønhed, sandhed og det gode er det samme. Forstået på den måde, at man kan ikke både være et godt menneske og så samtidig lyve eller leve i mørke og destruktion.

At være god forudsætter at man er ærlig og stræber efter skønhed.

Det er endnu et væsentligt argument for romantik. I romantikken stræber vi netop efter skønhed, vores egen ædelmodighed og håber af det afspejles i den vi elskers indre og ydre skønhed.

Men kærlighed kræver ofre, for at kunne fungere. Ofte sker der det, at vi idealiserer en eller anden vi bliver vilde med, fordi vi selv ser det skønne i dem. Når så hverdagen opstår, og bleerne skal skiftes. Så bliver vi pressede, og alle de grimme sider af os selv, som vi ellers har gemt væk, kommer frem.

Her er det vigtigt, efter min mening, i de svære tider, at være parate til at give af os selv.

Den negative i de fleste parforhold opstår, når den ene ikke har overskuddet til at give mere, men begynder at tage. Når man tager, så føles det ofte rigtigt eller man kan nemt retfærdiggøre det. Man hylder sin egen frihed, og det er jo rart kun at få og ikke give noget.

Så mister man sin skønhed som person. Når man ikke ofrer sig længere.

Det at være parat til at ofre sig for en anden, også i de svære tider, er forudsætningen for at kunne BEVARE skønheden i kærligheden. Det er hårdt at få børn og skulle skabe nogle nogenlunde faste rammer omkring dem.

Derfor er det store spring, fra forelskelsen til den dybe og varige kærlighed forudsat af evnen til at være parat til at acceptere, at man ikke kan få alt.

Man kan for eksempel ikke få præcis den karriere man gerne vil have, eller rende rundt i byen og drikke sig fuld. Der er mange ting man er tvunget til at give afkald på.

De fleste parforhold i dag ødelægges af, at den ene af de to ikke vil give, men kun vil have.

Derfor er min holdning til det med ligestilling, at det ikke handler om, at staten skal tvinge den ene eller den anden til noget.

Det handler om at BEGGE er parate til at give af sig selv. Acceptere, at man har nogle år, hvor man kan give den gas på arbejdsmarkedet, og så derefter bakke den anden op. Så man skifter.

I det hele taget, skal man, efter min mening, vente med at lave karriere, til ungerne er store nok, til at kunne klare, at mor eller far er langt tid væk fra hjemmet.

Det tragiske med al den her snak om “at gennembryde glasloftet” som er så moderne for mange feminister at snakke om, er at den hårde realitet er, at man ikke gennembryder så meget andet, end sin elskedes hjerte. Det gør man så også. For ikke at snakke om ungerne som lider så meget under, at have en karrieremor som at have en karrierefar.

Lighed KAN opstå i dialog og respekt for hinandens behov. Men det er svært, og for tiden bliver grøfterne gravet dybere, staten bliver involveret mere og mere i kampen, og det tager den individuelle frihed fra den enkelte.

Det vigtigste er ungerne, det er ligesom om, kvinder og mænd har glemt det.

Så sidder de der på statsamtet, og skal skændes om, hvem der er den dårligste forældre, når de måske, med fordel, kunne have taget denne debat lidt tidligere og taget nogle lidt mere familievenlige valg.

Sådan er der så meget. Skønheden, sandheden og det positive forsvinder fra vores liv, fordi vi ikke tænker os om, men er endt i nogle skyttegrave.

G-d og g-derne bevare Danmark.

Skriv et svar

Din email vil ikke være offentlig.

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.