Jeg har været en del af det politiske spil siden Mohammedkrisen, det er over femten år siden. Da jeg startede blæste jeg i sandhedshornet og fortalte om mine erfaringer med det man i dag kalder “deep state”; PET osv.

Efter en del arbejde med selv deep state, fandt jeg ud af, at der ikke er nogle som er gennemført onde. Der er onde METODER, men alle har noget godt i sig.

Så jeg steg ligesom ned af min høje moralske hest, og blev langt mere pragmatisk. I dag arbejder jeg sådan set med alle dem som er en del af det politiske spil. Selv PET kan jeg, indimellem, give en hånd.

MEN og det er så der jeg har min grænse. Som ridder af menneskelighed, så er der altså et punkt jeg nægter at give køb på, i forhold til min egen idealisme. Og det er beskyttelsen af de svage.

Der går jeg bare ikke på kompromis. Jeg acceptere ikke, at handicappede bliver pint og plaget, jeg accepterer ikke, at vores børn kastes i kløerne på et dybt korrumperet system, som ødelægger dem.

Det er bare ligesom der, hvor jeg ikke VIL gå på kompromis. Jeg er selv tidligere handicaphjælper og pædagogmedhjælper. Og jeg mener det. Er der nogle af vores svage, som er i problemer, så forsøger jeg at hjælpe dem, så godt jeg nu kan, så er jeg 100% på deres side.

Så, det er ligesom min “røde linje”. Jeg kan arbejde med alle, men jeg mener, at jeg kan bare ikke leve med, at børn, handicappede og andre svage i samfundet skal lide under DJØFiseringen, sparekniven og andet.

Sådan er det.

Og det kunne resten af systemet enten lære at leve med, eller måske, og det ville nok være det bedste, lære af det, og se at blive bedre til at være der, for dem som ikke har.

Så, efter at have tænkt meget over det, så er det nok bare sådan jeg har det. Jeg står på de svages side, uanset hvad det har af politisk farve.

G-d og g-derne bevare Danmark.