Nyheder/analyse

  • Humanioras fald

    af Humanisterne er nu, langsomt, begyndt at jamre sig over, at resten af samfundet ikke vil have noget med at gøre. Der bliver skåret her og der, og det synes jeg sådan set er meget fornuftigt. Produktet ved en humanistisk institution må nødvendigvis være brugbar viden. Det kan humaniora bare ikke… Læs videre

Redegørelse for værdikampen

i Leder af

Der har været megen snak om Søren Pinds udmeldinger omkring værdier og assimilation, jeg er meget enig med Ralf Pittelkow, problemet er at man har syltet diskussion siden Lars Lykke kom til magten, og chocket med dens tilbagekomst er ganske enkelt for stor for mange. Det er den virkelige årsag til at medierne og befolkning reagerer så stærkt, de havde håbet på aldrig at skulle snakke værdipolitik mere, sorry, men værdipolitikken er vor tids diskussion.

Imidlertid er den langt mere kompleks end man umiddelbart skulle tro, der er således flere ideologiske perspektiver som flyder sammen i debatten. Lad mig forsøge at komme med min umiddelbare fortolkning af diskussionen. Værdidebatten står meget stærkt i de miljøer der er omkring Nomos, en nationalkonservativ forening med flere deltagere bl.a. Kasper Støvring og Morten Uhrskov. Disse drenge er kvikke, behjertede og modige. Deres umiddelbare fordel ligger i en stor integritet i forhold til diskussionen og en reel nytænkende strategi. Støvring har længe snakket om assimilation, og kan vel regnes som en af hovedmændene bag tesen. Nomos umiddelbare svaghed er en relativ overfladisk forståelse af samfundet og teori. Overblikket over det idepolitiske felt er desværre ikke så stort (sorry).

Ved siden af denne strømning huserer Krarup og Langballe. Disse to herrer er behjertede, stærke og modige. Deres perspektiv er vel, med deres tilknytning til Tidehverv, eksistentialistisk (Kierkegaard) og en kende Grundtvigiansk. Der er tale om to præster med et spirituelt perspektiv på sagen, og et ægte engagement i folkesjælen. Styrken er altså en grundlæggende respekt og forsvar for det danske folk, svagheden, med det teologiske udgangspunkt er et mindre erkendelse af det politiske perspektiv. Krarup og Langballe forsvarer folket ikke demokratiet og de enheder der ligger i det; socialstat, retsstat og folkestyre.

Så er der buddhisterne med Nikolaj Sennels som den ledende repræsentant for kampen for Danmark. Sennels er elev af den markante og buddhist Ole Nydahl. Nydahl har, ene mand, oprettet en gigantisk netværk af buddhistiske religiøse centre i det meste af verden, og er en omrejsende mand. Nydahl ser kampen for Danmark som en national og spirituel kamp for det gode imod det korrupte. Han er yderligere en behjertet oplysningsmand. Hans styrke ligger altså i en spiritualitet og et ægte engagement i Danmark, hans svaghed ligger i en manglende fokus på det politiske, ideologiske fundament, altså demokratiet.

Kigger man lidt på islamisterne, så er deres objektiv helt klart. De vil, med deres islamiske ideologi forsøge at nedkæmpe demokratiet og oprette enten et kalifat eller en islamiske republik.

Det er derfor at det politiske perspektiv er det mest effektive i kampen imod islamismen, for det er det islamisterne selv forsøger at nedbryde. Hvis vi bliver ved med at snakke om værdier og ikke står fast i kampen for demokratiet, så kæmper vi en asynkron kamp til fordel for islamisterne.

Yderligere er det langt mere solidarisk med resten af det politiske liv at kæmpe for demokratiet end ens eget personlige perspektiv, fordi det samler fremfor at sprede. Nu ved jeg godt at jeg er dybt upopulær i snart alle politiske lejre fordi jeg med agression har forandret vores politiske perspektiv. Men det er nu engang vilkåret når man ændrer ting, det gør en upopulær.

Imidlertid vil jeg opfordre de politiske spillere til at se lidt videre end min irriterende person og se på sagen. Sagen er, at vi står i en kamp imellem islamisme og demokrati, og vi taber den hvis vi ikke engang kan erkende hvad vi kæmper for.

Så, ja, hvis man skal snakke om værdier, så bliver det oplysning og ytringsfrihed (folkeforsamlingen), retfærdighed (retsstaten) og solidaritet (socialstaten). Men værdikampen skal knytte sig til det system vi forsvarer (demokratiet), ellers bliver vores kamp uskarp.

Three strikes and you are out!

i Leder af

Vi er nu endelig nået til den fase af udviklingen i samfundet der hedder handling. I de sidste fire fem år har vi vejet alle de forskellige muligheder, diskuteret problemet filosofisk, positioneret os i forhold til hinanden, dannet nye alliancer. Nu skal der handles! Her er mit første forslag til hvad vi kan gøre i opposition til den internationale kulturracisme og islamismen i uhellig alliance.

Amerikanerne har udviklet en meget effektiv metode i forhold til det bandeuvæsen som hærgede byen i sidste århundrede. De kaldte metoden; three strikes and you are out! Ideen var meget enkel, hvis man havde gjort tre seriøse overtrædelser af loven, og så sad man i brummen i meget lang tid, det virkede. New York er i dag en relativ stille og rolig by. Søren Pind var i USA og snakke med amerikanerne, såvidt jeg husker, og havde ideerne med hjem til København da han var borgmester der. Det gav faktisk også et godt resultat i København, og efter Pind forlod sin borgmesterpost har grafittien spredt sig som ukrudt på murene.

Metoden virker, den er hård, men det er nogle hærdede forbrydere vi har med at gøre, så socialpædagogiske tiltag virker ikke på dem, de skal mødes i et sprog de kan forstå. Så det kan de hermed blive; tre lovovertrædelser og man repatrieres. Hvilke lovovertrædelser der så giver et klip i kortet kan man så diskutere.

Søren Pind har tidligere berørt emnet her:

http://www.soren-pind.dk/index.php?mod=weblog&id=231

Det er en ommer Pind!

i Leder af

Det er ikke sådan at komme hjem til den danske andedam; der er rod i den politiske debat. Sørens Pinds meget bastante udmelding med at integration er afløst af assimilation er dybt problematisk; den er uskarp, useriøs og reelt bare en storm i et glas vand, lad mig forklare min holdning.

Jeg har hele tiden slået på tromme for at islamister skal repatrieres, bekæmpes, skydes (hvis de går i jihad), hives ud af landet og sendes til Langbortistan, det står jeg inde for, de er en fjende af det danske folk, det danske demokrati og alt hvad vi som dansk samfund står for. Problemet er imidlertid ikke at vi ikke har erkendt faren, det har vi, problemet er at vi kæmper imod et parallelt system som kommer fra EU og USA; positiv racismen; altså ideen om at den hvide racer skal blandes op med andre racer (Thomas Blackmann).

Søren Pind melder altså ud i et debatmiljø med en kulturrelativistisk ide; at indvandrere skal tilrette sig den danske kultur, midt i et opgør imellem demokratiet og kulturracismen. Det går ikke, fordi man kan ikke reducere Danmark til danske værdier, det er for utydeligt. Man kan reducere, eller udvide forståelsen af dansk kultur, som Grundtvig ved at sammenknytte alle de traditioner som danskheden består af; vikingemyterne, den kristne ideologi, den humanistiske ideologi, osv, men det giver ikke et enkelt klart system man kan forholde sig til, det giver en sky af ideer man kan finde sig selv i.

Derfor bør vi fjerne os fra kravet om at indvandrere skal tillægge sig danske værdier, for sådanne værdier findes ikke. Der findes mange forskellige danske værdier afhængig af den enkelte dansker. Hvis man stiller kravet til udlændinge som lever i Danmark om at de skal tillægge sig danske værdier, sætter man dem reelt i en usikker position hvor de skal noget de ikke ved hvad er. Jeg mener, prøv selv at formulere hvad danske værdier er, og du vil have svært ved at gøre det, hvordan skal udlændinge så kunne finde ud af det?

Derfor bør man stille nogle krav til udlændingene som er rimelige og klare. Mit forslag har hele tiden været, at de skal overholde retsstatens krav (de skal overholde loven og ikke opbygge alternative lovsystemer som sharia), og de skal deltage i det demokratiske samfund; på lige fod med andre danskere deltage i debatten, stemme, og samtale med andre om den politiske virkelighed. Disse krav er enkle, rimelige, og til at kontrollere.

På den måde giver man udlændingene en positiv måde at blive danskere på; de kan forholde sig til hvad samfundet er, finde de værdier de kan lide, og møde danskerne på lige fod.

I dag sker det modsatte, udlændingene lukker sig inde i ghettoer og nægter at blive en del af fællesskabet, det går ikke. Hvis de ikke kan finde ud af at deltage positivt i samfundet, betale deres skat, og overholde de rimelige love vi har i vores samfund, så må de ud.

I praksis kan man tage ud til ghettoerne, finde ud af hvem der overholder loven og deltager i samfundet, og invitere dem ind i landet. Og så finde ud af hvem der ødelægger, er kriminelle, laver grafitti over det hele, stjæler, laver socialt bedrag osv, og så smide dem ud. Tilbage får man så en relativt begrænset gruppe mennesker man så kan forholde sig til.

Det er rimeligt, det er fair, og det er til at handle på.

Man skal ikke bilde sig selv ind at den første oprydningsfase vil give harmoni i landet, efter denne fase skal man reetablere det folkelige fællesskab og give mulighed for at folkesjælen heles igen. Men det kan vi først gøre når vi har en mængde mennesker som reelt vil samtale og være en del af fællesskabet. Det må vi tage til den tid, nu må vi lave grovsorteringen, smide de kriminelle og islamisterne ud af landet, og så se hvad situationen så er.

Den krigsstrategiske situation

i Leder af

Den strategiske situation udvikler sig dag for dag i konflikten med islamismen; Iran og til dels Saudi arabien. Det kræver en rolig pokerhånd ikke at komme til at dumme sig, men spiller man sine kort rigtigt, kan man bevæge verden imod fred. De allierede står overfor en tohovedet opponent. På den ene side den russisk/iranske alliance, som er verdensomspændende (den er også aktiv i sydamerika). På den anden side Saudi arabiens dobbeltspil.

Den farligste opponent er klart den russisk/iranske. Russerne er eminente krigere, og deres erfaring med spionarbejde er CIA´s langt overlegen (undskyld CIA). Derfor kan det give mening først og fremmest at fokusere på denne alliance, for at se om man kan skabe splid. Der er en væsentligt hændelse som kan indikere at alliancen imellem Iran og Rusland er betydeligt svækket. I forbindelse med Stuxnet orme affæren blev russerne og iranerne alvorligt uvenner. De iranske magthavere beskyldte, med vanlig inkompetence, russerne for at stå bag, på trods af at angrebet tydeligt havde amerikansk eller israelsk fingeraftryk (ormen blev styret igennem Windows). Russerne trak sig, og gjorde derefter tilnærmelser imod Israel. Kan man, på en eller anden måde, forsøge at puste til det interne dårlige forhold imellem Iran og Rusland, er meget vundet. Rusland er ikke en fjende man har lyst til at kæmpe med, og uden Rusland er Iran meget svækket. Iranerne er nogle irrationelle mennesker, så med en seriøs provokation, som kunne lægges på russernes skuldre, så kan russerne blive så trætte af iranerne, at de forlader alliancen med dem. Man kunne forsøge at aktivere Stuxnetormen igen eller noget tilsvarende.

Set på et makropolitisk/strategisk plan, er den potientielle alliance med russerne altså det primære mål. Her kan Lars Løkke Rasmussen i øvrigt spille en væsentlig international rolle, idet Danmark har en traditionel god kontakt til russerne, og strategisk har nogle kort at spille med (kontrollen over Østersøen). Så, hvis Lars Løkke vil hjælpe amerikanerne var det måske en ide at tage knoglen og ringe til Medvedev og lave lidt politisk propaganda for den vestlige Natoalliance (få ham til at forlade alliancen med Iran).

I den direkte konfrontation med Gadaffi er det meget væsentlig ikke at blive taget ved næsen af oprørerne. Rygterne går, at de skulle være knyttet til Saudi arabien. Hvis de er det, så indgår de i et dobbeltspil. Jeg kunne forestille mig, at oprørerne vil tage imod hjælp fra hvemsomhelst lige nu, men det er afgørende at allianceparterne sikrer sig, at libyerne bliver demokratiske efter hjælpen. Man kunne også overveje at spare lidt på kræfterne og bruge kun de nødvendige ressourcer imod Gadaffi, krigen er kun startet, og vi for brug for al den energi vi overhovedet formår at samle.

Til sidst er det utrolig væsentligt at nedbryde EU´s destruktive greb omkring de europæiske stater. EU er en stor belastning for Europa og ødelægger både økonomi og muligheden for at forsvare sig imod islamisterne. Hvis ikke snart der kommer mere styr på grænserne f.eks. risikerer vi, at en potientiel terrorist kan vandre fra Grækenland til London med en atombombe i en kuffert. EU er en gigantisk sikkerhedsrisiko.

Til sidst ville jeg gøre det transatlantiske samarbejde langt stærkere. Vejen frem er Nato, og med et fornuftigt samarbejde med Rusland er vi helt godt kørende i den initierende fase.

I øvrigt, godt gået med dit engagement Obama, det har krævet mange søvnløse nætter 🙂

Noget at kæmpe for

i Leder af

Krigen imellem islamisme og demokrati bevæger sig i hastige skridt imod Europa, den islamistiske indfrastruktur er stærkt udbygget; moskeer, kulturcentre, skoler. Vesten er på hælene overfor islamismens mange brohoveder ind i Vesten. Vi tænker stadig multikultur alt i mens islamisterne tænker verdensherredømme. Islamisterne tænker del og hersk alt i mens vi ikke engang har opdaget at islamisterne er der. Vi er seriøst på spanden, lad mig sige det som det er.

Der ligger imidlertid en klar fordel i vores samfundsstruktur som kan være den eneste reelle redning; kvaliteten af vores samfundsmodel. I dag vil vi ikke erkende og forstå hvor god den egentlig er, og hvor meget vi har miste, men lefler for stupide ideologiske størrelser som islamisme, kulturradikalisme og multikulturadikalisme. Det er som at slå os selv oven i hovedet. På den ene side er vi arvtagere til det smukkeste, mest velfungerende og fantastiske system som er set på denne Guds grønne jord, på den anden side lefler vi for idioti. Det er vel så selvdestruktivt som noget kan være.

Kunsten, hvis vi skal vende udviklingen, bliver altså at være klare på hvem vi er og hvad vi er. Vi er forkæmpere for ytringsfrihed, solidaritet, retfærdighed, humanisme og med disse værdier vil vi, og kan vi forandre verden. Vi skal være det fyrtårn for kærlighed som verden har mistet i mødet med den golde islamisme, vi skal være den ulidelige men retfærdige skinnende fakkel for oplysning som alle andre vil flokkes om som natsværmere om en lampe. Og det kan vi kun være hvis vi reelt tager os selv i nakken og er det. Vi skal gøre som vi siger, vi skal handle som vi vil have andre til at handle, og vi skal formå at skabe en bedre verden bygget på de principper vi har arvet, kun sådan kan vi vinde krigen, for kun sådan vinder man en krig; ved at have noget at kæmpe for.

FN, EU og Rusland

i Leder af

Verden forandrer sig i disse dage, den muslimske verden er ved at finde tilbage til sine rødder; en fuldstændig styring af verden med udgangspunkt i Islam, og Vesten står måbende på sidelinjen og kigger på. Det havde man ikke lige regnet med. Hvis man havde taget Iran alvorligt, så kunne man nemt have forudset udviklingen. Men nu står Vesten; som sædvanlig med håret i postkassen, og skal spurte i en uhyggelig fart for at genvinde det tabte terræn. Det ser sort ud, men det er ikke første gang i historien at Vesten har været på hælene og stadig formået at vinde dagen. Hvorfor? Fordi demokratiet er den bedste og mest humane måde at styre en menneskemængde på, og den derfor, hvis den bare opfylder sine egne krav, vil vinde.

Men den strategiske situation ser skidt ud. Iran har vundet utrolig meget terræn i Mellemøsten, og det varer nok ikke så længe før krigen spreder sig til Europa og USA. Målet for Iran er at nedbryde Vesten, så det vil de nok forsøge at gøre hvis de har muligheden.

Lige nu er der, hvis Vesten vil vinde, et stort oprydningsarbejde i Vestens egne institutioner. FN og EU er gennemsyret af korruption, og de enkelte nationer lider under denne korruption. De internationale institutioner tjener ikke til styrkelse af Vesten, men bruges af Vestens fjender til at underminere Vesten. Det er, grundlæggende, kun Vesten som respekterer de internationale myndigheders orden, så derfor er konventionerne kun effektive i Vesten. Når FN så forsøger at lægge bånd på konflikten imelem Vesten og Iran, så har det kun reelt den effekt at Vesten retter ind, mens Iran gør hvad det passer dem. Det er altså en win win situation for Iran; Iran slipper for at blive ramt af vestens reelle magtmidler, og Vesten svækkes af FNs konventioner. FN og EU (som er en underafdeling af FN) må derfor nedtrappes og ultimativt placeres under Vestens magt, hvis det skal lykkes Vesten at vinde krigen imod islamismen. Alternativet er at begå hara kiri, selvmord for åber skærm, i tiltroen til et korrupt og ineffektivt system.

Hvis jeg skulle anbefale en solid kurs, så ville jeg yderligere forsøge at lave en diplomatisk offensiv overfor Rusland. Rusland er, ideologisk set, ikke reelt knyttet til islamismen, men støtter de islamistiske lande fordi de er den af deres gamle sovjetkommunistiske netværk. I længden tror jeg ikke at de bliver ved med at støtte islamisterne, for de er ikke interesseret i at se Vesten falde, men lige nu er det Rusland opportunt at støtte deres opponenters fjender. Ruslands rolle er afgørende, for får vi først Rusland med, så står vi langt stærkere.

Alt i alt, så er der lang vej at gå, og vi er dårlig nok kommet i gang, det gælder om at begynde at tage de skridt der skal til for at få orden i eget hus, for derefter at kunne kæmpe den krig som ultimativt vil give verden demokrati. Man må ofre en bonde, for at stille opponenten skak. Og det gør vi kun ved at trække vores støtte til de internationale institutioner som vi selv har lavet, men som nu har vendt sig imod os. Der er sørgeligt, men det er nødvendigt.

Kampen for demokrati starter med os selv

i Leder af

Den vestlige verden er virkelig i problemer, der er store udfordringer med korruption i institutionerne, fjenderne popper op overalt, og troen på vestens system; demokratiet er under stærk afvikling. Det er ikke godt, og hvordan vender vi udviklingen, således at troen og kampgejsten vender tilbage?

For mig at se, at en af de væsentligste metoder simpel, og taget ud af den klassiske grundtvigianisme; folkeoplysning. I dag har befolkningenerne i de forskelige vestlige lande ikke indsigt i hvad et demokrati er, og hvilke kampe der er værd at tage. Tag f.eks. kampen om ytringsfriheden. Denne blev startet af tegnere som Kurt Westergaard, og er blevet videreført af bl.a. Uwe Max Jensen og undertegnede. Årsagen til at denne kamp er altafgørende for den vestlige civilisation er, at oplysningen, muligheden for at søge sandheden i samtale forudsætter at talen er fri. Hvordan har de vestlige institutioner reageret på vores kamp for ytringsfriheden; med kamp imod os. Mit interview med Lars Hedegaard blev mødt med en retsanklage og både Uwe og jeg er reelt udskud i det danske samfund fordi vi har været for provokerende. Altså det danske samfund forsøger ved social udstødelse at bekæmpe os og ødelægge vores muligheder for at søge sandheden i samtale og kæmpe for oplysningen og folkeoplysningen.

Til det er der kun en ting at sige. Det er ikke Uwe og jeg der skal rette ind, det er staten og alle dens støtter rundt omkring, alle dem som rynker på næsen, alle dem som har gjort deres bedste for at ignorere os, alle dem som har angrebet os snart med den ene redskab, snart med det andet. Det er dem som skal ændre på deres indstilling, de skal sætte talen fri, alt skal kunne kritiseres. For hvordan kan vi mene at andre lande skal have talefrihed, hvis vi selv forfølger kunstnere og intellektuelle? Det kan vi selvfølgelig ikke. Så derfor er første skridt i kampen for demokratiet ikke tanks og fly luften over Libyen, det er at sætte talen fri i vores egne lande. At anerkende og tillade de væsentlige grundprincipper som danner demokratiet; nemlig ytringsfrihed og folkeoplysning.

Den ændrede strategiske situation

i Leder af

Den kolde krig er reelt overstået, og vi står på kanten til en varm krig med de muslimske lande. Denne nye strategiske situation stiller store krav til reorganisering på den vestlige front. De organisationer vi har nu skal ændres for at modgå den nye trussel. Men håndteringen af situationen skal ske med en erkendelse af hvad vi kommer fra, og hvad vi skal udvikle os til, eller rettere, hvilke mål vi har for den nye verden vi vil forsøge at skabe efter vi har vundet krigen med islamismen, hvis det altså lykkes.

Hermed en analyse af hvad vi kommer fra, og hvad vi, efter min mening, skal bevæge os henimod. Vi kommer fra en kold krig. I denne krig var det to systemer i opposition til hinanden; demokratierne imod kommunisterne. Krigen blev primært kæmpet af efterretningstjenesterne imod hinanden, altså CIA imod KGB. MOSSAD var jokeren i spillet, som ikke altid kunne placeres.

Karakteren af krigen påvirkede de politiske systemer hen i en meget uheldig retning; systemerne blev mere og mere lukkede i takt med at det hemmelige politi fik mere og mere magt. Til sidst blev det så ulideligt, at selv Sovjetunionen ikke kunne holde til at det hemmelige politi styrede det hele, og Sovjet lukkede derfor ned for sig selv.

Arven fra den hemmelige krig er imidlertid stadig stærkt aktiv. De fleste demokratirt opererer stærkt hemmeligt, og EU, som opstod i den hemmelige krig, er dybt præget af den mentalitet som vari tiden for EUs opståen. Det er et lukket, hemmeligt selskab, som opererer under bordet.

Denne måde at organisere på er direkte skadelig for den konfrontation som er under opsejling, for det er ikke en kold krig vi skal kæmpe, det er en varm krig. Det er en krig med våben der bruges; små våben, store våben, gadevold, atombomber, alt hvad der findes i krigens arsenal.

Derfor kan det ikke bruges, at organisere vores politiske systemer som om vi stadig kæmpede imod KGB, for det gør vi ikke, vi kæmper imod islamismen.

Da krigen imod islamismen er en stærkt ideologisk krig, altså der er tale om to politiske systemer der står overfor hinanden, er det vigtigt at vores side; demokratierne er helt klare i deres ideologiske udgangspunkt. Det nytter ikke noget, at vi siger vi står for demokrati, hvis vi ikke lever op til vores egne idealer. Altså hvis vi kæmper for demokrati, skal vi også være demokratiske selv. Ellers giver det ingen mening at slås. Yderligere kan det ikke betale sig, rent strategisk, at slås for noget man ikke opfylder selv, for det vil opleves som hykleri, og det vil ikke tiltrække mulige samarbejdspartnere som måske overvejer selv at blive demokratiske.

Vi skal være klare på hvem vi er, hvad vi er, og vi skal have balance imellem logos og ergon, tale og handling. Vi skal gøre det vi prædiker overfor resten af verden.

Med denne analyse for øje kan man betragte den situation vi står i pt. Er de politiske systemer demokratiske, oplyste, fair og til støtte for folket? Nej, tværtimod. Vi står overfor en meget svær reorganisering af hele den vestlige verden for at kunne møde truslen fra islamisen reelt.

Der er gode takter, jeg synes, at samarbejdet omkrig Libyen var godt. Man respekterede hinanden, og man respekterede libyerne. At det så ikke ser ud til at lykkes er ærgeligt, men dette er kun den første konfrontation i en lang række af konfrontationer, og vi bliver nødt til at lære af den.

Samarbejdet virkede, og det skal der bygges videre på. Vi så reelt et samarbejde som bestod af lige demokratier med det formål at skabe fred. Det var et åben, reel samarbejde, som ikke kunne diskuteres politisk. Der var ingen skjulte dagsordner, kun respekt for hinanden, og et motiv for at hjælpe et folk som måske ville være demokratiske.

Sådan skal det være for fremtiden; vi skal samarbejde med respekt for hinanden, uden at snyde, og uden at have skjulte dagsordner. Kun sådan kan vi være et reelt ideal for resten af verden som overvejer muligheden for at blive demokratiske.

Konflikten i Libyen

i Leder af

Situationen i Mellemøsten forværres dag for dag, og Vesten skal spille sine kort således at verden får fred. Situationen i Libyen er afgørende for den videre krigs fremtid. Lykkes det Vesten at få et ordentlig forhold til oprørerne så vil det være en stor sejr, hvis det ikke lykkes og oprørererne falder, så vil det var et stort nederlag. Hvilken strategi skal Vesten følge? Hvordan skal Vesten opføre sig? Hvad skal vi gøre?

Kigger vi tilbage i historien er der to væsentlige eksempel vi kan efterfølge; det spartanske og det romerske. Det spartanske er ideelt og afgørende, idet det kan give os et fingerpeg imod den succesfulde krigststrategi. I det klassiske Hellas var spartanerne kendte for en væsentlig ting, ja, de var beundrede for en væsentlig ting; deres retfærdighed. Var der en konflikt imellem nogle græske byer, så kunne en enkelt spartansk konge løse konflikten ved sin blotte tilstedværelse, fordi spartanerne var kendte og respekterede for at være retfærdige. De andre byer fulgte den spartanske konge, fordi de vidste at hans dom var fair overfor alle de implicerede. Tilsvarende var det med romerne. De var selvfølgelig ikke særlig populære når de erobrede et område, da Cæsar erobrede gallien (Frankrig) måtte hans afgørende slag imod den store galliske kriger Vercingetorix til, før gallerne overgav sig, men da først romerne etablerede sig, vendte gallerne sig hurtig til den romerske fred, fordi denne fred virkelig var god. Romerne var et retfærdigt og lovlydigt folkefærd, som respekterede de love de selv satte.

Det hele handlede om lov og retfærdighed, og det virkede.

I den aktuelle konflikt i Libyen, hvor allierede tropper står på spring for at hjælpe de libyeske oprørere, kan man måske lade sig inspirere af det spartanske og det romerske eksempel, og sætte refærdigheden op som et parameter. Man kan vise det libyeske folk respekt, overholde aftaler til punkt og prikke, forholde sig etisk og moralsk til konflikten, således at man ikke ses som en besættelsesmagt, men en ven.

Vi skal ikke ses som fjender, vi skal ses som venner, og det sker kun hvis vi opfører os som gode venner; hjælper med respekt og ved at støtte, ikke ved at dominere og undertrykke eller manipulere.

Nu kommer krigen

i Leder af

Krigen imod Islam er lige om hjørnet. Vi skal vinde den, og det gør vi ved at kæmpe for vores demokrati imod islamismen. Hvordan gør vi det? Hermed en lang analyse.

Først og fremmest er det væsentligt at erkende hvem vi er, altså hvem er demokraterne? Til det bør man erkende hvad demokrati er. Demokrati er en styreform som er udviklet i Mesopotamien, i det område vi i dag kalder for Irak og omegn. Denne styreform var (og er) en måde at styre en by på, en polis. Det er derfor vi kalder det politik. Styreformen blev primært formidlet til den vestlige verden igennem de græske bystater; Athen, Sparta og andre byer. Teoretikere som Aristoteles og Platon er de primære formidlere. Et moderne demokrati er imidlertid ikke helt det samme som det man havde i Mesopotamien og Grækenland, det har udviklet sig videre efter den franske og amerikanske revolution. I dag består det af en blanding af kongedømme, folkeforsamling, retsstat, religion, universitet, politiske partier, udøvende magt, forsvar, velfærdsstat og meget andet. Det er et meget avanceret og udviklet system, som er svært at overskue, men kun virker fordi hver del af demokratiet varetager sin funktion i det avancerede, og smukke system. De liberale er f.eks. ansvarlige for friheden; det frie ord, den fysiske frihed, den økonomiske frihed, socialisterne er ansvarlige for solidariteten, velfærdsstaten, fællesskabet, de konservative er ansvarlige for retsstaten, forsvaret, kongehuset. Der ligger en del teori bag opbygningen af en polis, som jeg ikke skal trætte læseren med, blot konstatere, at det virker fint, og havde det ikke lige været for EU og islamismen, så havde det kørt ufortrødent videre, og havde kunne fungere i evigheder. Fordi det balancerer.

Fjenden er også en relativt avanceret størrelse. Den farligste fjende er Iran. Styret i Iran er det som kaldes for en islamiske republik. Det vil sige, at den knytter sig til bystatsideen også. Republik er det som Platon kalder sin styreform, og denne knytter sig til den Mesopotamiske civilisation. Men det er en langt mindre avanceret ide; den bygger på et råd af mullaer, som styrer det meste via et senat, herudover har det en præsident (Ahmadinejad) og en folkeforsamling. Det fungerer utrolig dårligt hvilket den iranske folk kan skrive under på. Fordelen for Iran har imidlertid været et tæt samarbejde med Sovjet og KGB agenter. Disse folk har dels udlært iranerne i efterretningstjenesternes spil, og de har givet dem atomteknologi. Det vil sige, at de har arbejdet med undergravende virksomhed, likvidering, mediespil (Hamas og Outlandish bl.a.), forsøg på at påvirke den akademiske verden, you name it you hate it.

Ved siden af, og i konkurrence med Iran, er Saud i arabien. Denne stat er et klassisk kongedømme, det vil sige at en familie sidder i toppen af et hierakisk ordnet samfund. Den muslimske kirke (moske) styrer samfundet med hård hånd, og den teoretiske udvikling sker de spirituelle centre. Den primære ideologi pt., skulle være Wahhabismen, som bl.a, Osama Bin Laden laver propaganda for. Denne Sunnimuslimske ideologi kaldes for et kalifat. Det har også en dansk udstikker som man kan finde på khilafah.dk.

Den aktuelle krig i Mellemøsten er altså en krig imellem den islamiske republik, kalifatet og demokratiet. Hver styreform har sine tilhængere og modstandere. Det er lidt svært at gennemskue, men f.eks. er det iranske folk stærke fortalere for demokrati, Israel er demokratisk, og der er andre der er på vores side. Konfliktern udspiller sig som en folkelig opstand og som en statsstyret udfordring. Demokraterne er til stede, fysisk i form af USA og Israel. Israel har et meget stærkt militær og USA har en del allierede i Mellemøsten, bl.a. Egypten og Saud i arabien (Saud i arabien spiller dobbeltspil). Iran har en del allierede bl.a. Hamas, Syrien, Hizbollah i Libanon.

Det afgørende moment for udviklingen af krigen er imidliertid ikke hvad der sker i Mellemøsten, men hvad der sker i Europa. Mellemøsten spiller en begrænset rolle i det verdensøkonomiske system. Selvom Ahmadinejad holder i hånd med flere stater i Sydamerika, så er Mellemøstens kampe noget som sker i Mellemøsten. Men hvis krigen spreder sig til Europa, og det gør den sandsynligvis, så vil det have en indvirkning på det meste af verden, for Europa er fødestedet for den filosofi som er styrende i det meste af verden, og Europa har mange venner. Den katolske kirke er f.eks. styret fra Italien, men har et netværk som dækker det meste af verden, udviklingen i Europa følges også tæt af USA, som har sine rødder i Nordeuropa. Så det er altså en meget væsentlig del af verden islamisterne har kastet deres grådige blikke på.

Europa er stærkt infiltreret af islamister i mange afskygninger, og det ender med et form for opgør, det er sikkert som amen i kirken, men opgørets form er stadig ikke afgjort. Europæerne har endelig fået øjnene op for at multikulturen ikke lige er en ideologi som holder, og der bevæges langsomt hen imod en opgør imod islamismen. Den dybt naive integrationspolitik, som virkelig har skadet sikkerheden i Europa er også langsomt ved at vende, og der er gode tegn, men det er for sent for nogle lande.

Islamisternes krigsstrategi kan læses i koranen, og den er fuldstændig ligesom vores egen vikingestrategi; snyd, bedrag, vold og mord. Denne strategi bruger Gadaffi i Libyen og denne strategi kan meget vel blive den gældende i Europa. Vi står stadig i en kold krig imod islamisterne, altså efterretningstjenesternes krig imod hinanden, men kommer vi til en varm krig, så bliver det et slagtehus. Enoch Powell sagde det så malende i sin berømte tale, som han blev ekskluderet af det gode selskab for; rivers of blood.

Konflikten vil have karakter af borgerkrig, idet det vil være civilie imod civile. I nogle lande vil det lykkes staten af beskytte borgerne, Danmark vil muligvis være et af dem, Tyskland ligeså, men Sverige vil ikke have den infrastruktur som er forudsætningen for at kunne beskytte borgerne, de vil heller ikke være mentalt forberedte, så Sverige vil falde som land, og alle svenskerne vil skulle forsvare sig selv fysisk, det kan de ikke, så de vil enten dø eller forsøge at flygte. Problemet med dette vil være at Danmark så vil skulle kæmpe imod en islamiske stat som ligger lige ved siden af, det skal nok blive muntert. Og ja, stakkels svenskere, men de høster som de har sået.

Potientielt vil Europa, og specielt Nordeuropa stå overfor hungersnød og store problemer med infrastrukturen. Det er relativt nemt at sætte den avancerede europæiske infrastruktur ud af spil. Det vil betyde at der ingen energi kommer ud til husene, at vandet bliver lukket og at der ikke er muligheder for at købe mad. Det vil betyde massedød og kamp i gaderne om sikkerhed, mad, osv. Specielt de store byer vil være hårdt ramt. Indvandrene som ofte er organiseret i klaner og storfamlier har en organisation at falde tilbage på, og ude på landet skal man nok klare sig, men de danskere der bor i byerne vil dø hvis de ikke lykkes med at flygte. Alternativet er en prostitueret form for samværd med klanerne. Det skal nok blive muntert, men det er ligesåvel således at dem der bor i byerne høster som de har sået. De danske byboere har været de primære fortalere for multikultur osv. og det kommer de nu til at betale for.

Staten skal forberede sig til krisen. Der skal samles forråd, der skal diskuteres strategi, der skal sættes et nødberedskab op, der skal forberedes på en evt. borgerkrig. Ideologisk set har det lykkes os at blive afklaret om hvem vi er og hvad vi kæmper imod, så vi kender vores venner og vores fjender. De fleste danskere har jeg mødt en positiv kontakt fra; liberale, socialister og konservative,kapilisterne og den danske kirke er mig venlig stemt. Så jeg oplever, som demokratisk filosof med speciale i bekæmpelse af islamismen, en parathed i forhold til at forsvare samfundet i den krise vi går imod, vi kommer til at stå sammen. Derfor skal vi være rolige, og holde os målet for øje; et sikkert Danmark med fred.

Jeg elsker mit lille, forpjuskede og ædle land med det store hjerte, og det vil jeg kæmpe for, sammen med alle de andre som kommer til at stå ved min side. Det bliver hårdt, men det er muligt at komme igennem hele balladen. Så der er lys for enden af tunnellen, men det bliver ikke nemt, og vi kommer til at miste meget. Men vi ender med at sejre og skabe en ny verden og et nyt land for enden af tunnellen.

Go to Top